TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: TCL Ray-Danz TS9030

Spændende koncept

TCL Ray-Danz TS9030 bruger smarte akustiske løsninger i stedet for avanceret DSP til at simulere surround-sound.

Af / 06/10/2020 - 13:22
TCL Ray-Danz TS9030

Lyd & Billede mener

  • God tonal sammenhæng. Det store display er let at læse på afstand. Flere siddepladser kan nyde et større lydbillede.
  • Slap dynamik, fesen subwoofer, og der er andre soundbars, som giver en mere overbevisende surround-følelse.

En soundbar er en praktisk måde at forbedre TV-lyden på. Men selv om jeg personligt er glad for, at de billige plastic surround-anlæg er blevet fuldstændig udkonkurreret af de meget enklere soundbars, er de helt klart et kompromis i forhold til ægte hjemmebiograf.

De fleste soundbars bruger avanceret digitalprocessering (DSP) for at narre publikum til at tro, at de lytter til ægte surround-sound. Det fungerer fint, så længe det kun er én siddeplads, der skal optimeres til – den såkaldte sweetspot. Men en DSP-tung soundbar vil fungere dårligere for dem, der sidder ude til siden for TV’et.

Derfor har TCL valgt en anden fremgangsmåde med Ray-Danz. I stedet for at løse alting med DSP har konstruktørerne i stedet taget en akustisk tilgang.

TCL RAY-DANZ RAYDANZ det
TCL Ray-Danz TS9030 har en akustisk reflektor på hver side, der spreder lyden og skaber et bredt lydbillede uden behov for kraftig DSP. (Foto: TCL)

Dansende lydstråler

Som navnet indikerer, handler det om at kontrollere spredningen af lyden og sende den i smallere “stråler” i forskellige vinkler ud i rummet. Hvorpå lydstrålerne reflekteres fra væggene og “danser” rundt i rummet. Så når de endelig rammer lytterens trommehinder, er det fra forskellige vinkler og på forskellige tidspunkter, afhængigt af hvilken væg de er blevet reflekteret mest fra.

Målet er at skabe en mere naturlig surround-lyd uden en masse DSP, der ganske vist skaber en sweetspot, men også ofte resulterer i en unaturlig, kold og skarp klang. TCL Ray-Danz skal derfor lyde mere naturligt, ikke kun på surround-sound og film, men også når man spiller musik i stereo.

Annonce

Trekanals soundbar

Ray-Danz TS9030 er en trekanals soundbar med separat mellemtone og diskant i midten for bedst mulig gengivelse af dialoger. Og med to fuldtone-enheder monteret på hver side af kabinettet.

Sidehøjttalerne sender lyden via hver sin akustiske linse – eller reflektorer, som TCL kalder dem – som så bøjer diskant- og mellemtonefrekvenserne separat i præcist beregnede vinkler. Det giver større bredde på lydbilledet uden brug af DSP.

3D-lyd

Noget DSP må der alligevel anvendes. Især for at prøve at give et indtryk af lyd, der kommer ovenfra, da det er en soundbar med indbygget understøttelse af Dolby Atmos. Et lydformat, der placerer objekter i et tredimensionelt rum, også i højden.

Ingen DTS-formater understøttes, så det bliver i stedet almindelig stereo PCM-lyd.

TCL RAY-DANZ RAYDANZ
(Foto: TCL)

Trådløs lyd

Når man ikke skal bruge Ray-Danz TS9030 til at se film, kan soundbaren sluttes til hjemmenetværket og blive en del af det smarte hjem, enten via Google Home eller Apple HomeKit. Den har både Chromecast og AirPlay 2 indbygget.

Der er ingen mikrofon, så hvis man vil stemmestyre den, skal det enten ske via mobilen eller en separat smart-højttaler som f.eks. Google Nest Mini.

Opsætning og brugervenlighed

En soundbar skal være nem at sætte op, og her har TCL ramt plet. Hvis man ikke skal vægmontere den (hvilket også er muligt), er det bare at slutte den til og placere den på TV-møblet.

Hvis man vil, kan man forbinde den til mobilen med Wi-Fi, men man kan også bare slutte den til TV’et med HDMI ARC og bruge Bluetooth til musik. Bemærk, at hvis man vil have Dolby Atmos fra Blu-ray, skal man bruge HDMI-indgangen på soundbaren, da den ikke kan hente dette ud fra TV’et. Den mangler nemlig eARC. Derimod kan den tage Atmos fra Netflix, som komprimerer det ned til Dolby Digital+.

Det bliver lidt teknisk, men alt, hvad man behøver at vide, er at en 4K Blu-ray-afspiller eller en spilkonsol skal sluttes direkte til soundbaren.

Jeg kan godt lide, at displayet er så stort. Man kan på lang afstand se, hvilken indgang der er valgt, og hvilken slags lydspor der afspilles. F.eks. Dolby Atmos.

Fjernbetjeningen er overskuelig, idet hver funktion – inklusive hver eneste indgang – har en separat knap. Sådan kan jeg lide det. Hvis lydkilden er noget andet end Atmos, kan man alligevel trykke på Vertical Surround-knappen og få indtryk af højde.

Der er også en AV Sync-knap, hvis man føler behov for at justere lyden frem eller tilbage for at synkronisere den med billedet.

TCL Raydanz Ray-Danz exploded-view
To fuldtone-enheder sidder på hver sin side af soundbaren, hvor lyden ledes ud gennem akustiske reflektorer. Foran sidder en mellemtone og en diskant til gengivelse af dialoger. (Foto: TCL)

Lyden af Ray-Danz

Lydmæssigt kan TCL TS9030 prale af god sammenhæng, hvor subwooferen lyder som en naturlig del af lydbilledet i stedet for at stå i et hjørne og buldre for sig selv. Dialoger på film har god fylde nedad og en generelt naturlig klang uden at blive overdøvet af bassen på nogen måde.

Indtrykket af surround-lyd er noget begrænset, også med Atmos-lydkilder. Lydsporet på Ready Player One har en væsentlig mere omringende følelse afspillet gennem Sony HT-G700 (test på vej). Men TCL har en varmere og mere behagelig lyd.

TS9030 er bestemt ikke nogen krudttønde. Både subwooferen og soundbaren giver sig, før det bliver helt medrivende nok. Hvis man har et lille stuehjørne og sidder to-tre meter fra TV’et, vil det dog stadig være højt nok og uendelig meget mere engagerende end bare at høre lyden direkte fra TV’et.

Men i forhold til konkurrerende soundbars lyder det stadig lidt tamt, og jeg synes også godt, der kunne have været mere luft i toppen. Og selv om dialogerne har deres egen dedikerede centerhøjttaler, kunne de også have haft bedre klarhed og dynamik i mine ører.

Musik lyder okay, men kunne have været bedre. Lyden bliver for rund i kanterne, og jeg savner noget attack. Kvindestemmer har for lidt punch i mellemtonen og for lidt luft i toppen, og instrumenter mangler kompleksitet i tonestrukturen.

TCL ray-danz raydanz ts9030
(Foto: TCL)

Konklusion

TCL Ray-Danz TS9030 er en spændende soundbar, der anvender akustisk manipulation frem for digitalprocessering for at give det bredest mulige lydbillede. Fordelen er, at flere kan nyde det store lydbillede, hvor DSP-baserede soundbars ikke fungerer specielt godt uden for “sweetspot” i midten.

Soundbaren er uproblematisk og nem i brug. Den har en fyldig gengivelse af film og musik, og det er lidt fedt, at lydbilledet er større for flere siddepladser i rummet.

Selv om surround-lyden aldrig bliver lige så stor som med visse af konkurrenterne, er det ikke det største problem. Den slappe dynamik og den anonyme subwoofer er de største ankepunkter. Lyden mangler lidt attack både på film og musik, og vi savner luft og detaljer opad.

TCL’s soundbar har et lydbillede, der er let at forstå. Det er let, ligetil og uproblematisk. Men jeg vil altså have mere end det.

Karakter
TCL Ray-Danz TS9030
Basic
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?