Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: 7 4G/LTE Smartphones

Du vender aldrig tilbage

Lynhurtigt mobilt internet i form af 4G/LTE er efterhånden tilgængeligt for de fleste. Vi tester, hvilken smartphone med højhastigheds-internet du skal kaste dine penge efter.

Skrevet af / 15/04/2013 - 11:30
7 4G/LTE Smartphones
Peter Gotschalk

Produkter i denne test

Første gang jeg personligt stiftede bekendtskab med løftet om allestedsnærværende mobilt internet, som skulle give mig en flydende brugeroplevelse når som helst og hvor som helst, var tilbage i 1999, hvor jeg som nyudklækket IT-journalist var draget til Genève for at deltage i messen ITU Telecom.

Ved indgangen til den første hal havde et firma – jeg tror, det var franske Alcatel, som dengang producerede egne mobiltelefoner – en kæmpe stand, hvor et kor af vist nok ret letpåklædte kvinder sang den samme sang igen og igen. Jeg kan ikke huske selve sangen, men jeg kan huske melodien og omkvædet: “Easy Internet, Easy Internet, Easy Internet,” lød det fra scenen, og det satte sig fast i min hjernebark ligesom en masse af den marketingsnak, der også blev gentaget fra alle sider på messen. For der blev kværnet løs om 3G og om mobilt internet “anytime, anywhere”, og det var ret vilde løfter at forholde sig til, når nu realiteten var, at den allerførste WAP-telefon, Nokia 7110, på det tidspunkt ikke engang var kommet på markedet.

Men selv om teknologien ikke just kunne leve op til visionerne tilbage i 1999, så vidste teleselskaberne allerede dengang, hvor de gerne ville hen: Internettet skulle ned i mobiltelefonen, og jo mere komplet den mobile internetoplevelse kunne blive, jo bedre. Der gik dog meget længe, før virkeligheden bare tilnærmelsesvis kunne leve op til forventningerne. WAP-telefonerne, som kom i årene efter 1999, kunne i hvert fald ikke, og da de første 3G-telefoner kom for ti år siden, var det med små skærme og masser af børnesygdomme. Og en brugeroplevelse, der ikke var stort meget bedre end WAP.

Det er blevet bedre siden, og 3G på mobilen er blevet hvermandseje. Man må sige, at løfterne fra 1999 efterhånden er blevet indfriet. Og så kan man vel ikke ønske sig så meget mere – eller hvad?

Jo, du kan!
Med de nye LTE-netværk – populært kaldet 4G, selv om der faktisk slet ikke er tale om ægte 4G – opnår du hastigheder med din mobiltelefon, som mange gange overgår, hvad du er vant til fra 3G-netværkene. Et klassisk 3G-netværk (UMTS) leverer en maksimal download-hastighed på op til 7,2 Mbit/s, mens et “optimeret” 3G-netværk (HSPA+) – også kaldet Turbo 3G – på nuværende tidspunkt kan levere 42 Mbit/s download-hastighed – i teorien i hvert fald.

Til sammenligning leverer et LTE-netværk ifølge teleoperatørerne op til ca. 71 Mbit/s i download-hastighed, og det gør din mobiltelefon så hurtig på nettet, at det ikke længere er noget som helst problem at streame hverken musik, film eller tv på farten, og adgangen til dine filer i skyen – nu hvor flere og flere af os bruger tjenester som Google Drive, Dropbox, SkyDrive og iCloud – går så hurtigt, at det kan føles, som om dine filer lå lokalt på mobilen.

Med LTE får du virkelig “Easy Internet”, og det er “anytime, anywhere”. For mig personligt er det, som om det først er nu – næsten 14 år efter Telecom-messen i Geneve – at løfterne fra dengang er blevet overgået af virkeligheden. Når du har prøvet en smartphone med LTE, så er det ligesom i gamle dage, da man gik fra sort-hvidt fjernsyn til farvefjernsyn. Du vender aldrig tilbage.

Hvis du tør tage springet og kaste dig ud i LTE-universet, så har vi her testet de bedste smartphones med LTE på markedet. Og så er det bare med at læse videre!

Sådan testede vi
Vi har valgt udelukkende at fokusere på telefonens evner som LTE-enhed. Det indebærer, at vi også har kigget på mobiler, som vi allerede har testet tidligere, men denne gang har fokus altså været på modellens stærke og svage sider i forhold til LTE, og derfor kan det også sagtens være, at et givet produkt får en anden karakter i denne test, end vi har givet på et tidligere tidspunkt.

For at vurdere mobilernes LTE-egenskaber har vi kigget på følgende funktioner og parametre: Signal, batterilevetid, streaming, hastighed, browser, cloud-tjenester og LTE-frekvenser. Hastigheden har vi målt ved hjælp af testprogrammet Speedtest.net fra firmaet Ookla, der findes i versioner til både iOS, Android og Windows Phone 8. Vi har tilstræbt at teste op mod den samme server, og resultatet er et gennemsnit af ti testkørsler med den pågældende telefon. Til at teste browser-ydelsen har vi benyttet os af testværktøjet Browsermark 2.0 fra firmaet Rightware.

De øvrige testparametre er blevet vurderet ud fra brugeroplevelsen med telefonen i daglig brug. Vi har anvendt musiktjenesten Spotify i den højeste kvalitet på 320 kbit/s til at teste musik-streaming, mens vi har streamet egne film uploadet til Dropbox og SkyDrive for at teste streaming af film.

TESTRESULTATER (Browsermark 2.0)

  • Apple iPhone 5 – 2.446
  • HTC One SV – 1.921
  • Huawei Ascend P1 LTE – 1.962
  • LG Optimus G – 1.781
  • Nokia Lumia 920 – 1.096
  • Samsung Galaxy S III 4G – 2.408
  • Sony Xperia Z – 1.766

TESTRESULTATER i Mbit/s (Ookla Speedtest.net)

  • Apple iPhone 5 – 58,92 ned / 9,65 op
  • HTC One SV – 75,06 ned / 27,67 op
  • Huawei Ascend P1 LTE* – Ca. 14 ned / Ca. 7 op
  • LG Optimus G – 66,9 ned / 6,89 op
  • Nokia Lumia 920 – 24,56 ned / 8,23 op
  • Samsung Galaxy S III 4G – 71,74 ned / 11,93 op
  • Sony Xperia Z – 59,61 ned / 6,52 op

* Det var ikke muligt at teste Huawei Ascend P1 LTE op mod samme testserver som de andre telefoner med Speedtest.net. Derfor er resultatet suppleret med målinger med Xtreme Lab Speedtest.

Det her er 4G/LTE
4G står for “4th generation mobile networks”, altså fjerdegenerations mobilnetværk. For at en netværksteknologi kan kaldes 4G, så kræves det, at der kan tilbydes download-hastigheder på omkring 100 Mbit/s til mobile enheder og 1 Gbit/s til stationære enheder. 3GPP LTE (3rd Generation Partnership Project Long Term Evolution) er en overbygning til 3G-mobiltelefoni, som tilbyder markant højere datahastigheder.

Til trods for at LTE markedsføres som 4G-netværk, så overholder de specificerede standarder for LTE i udgave 3GPP Release 8 og 9 IKKE kravene til 4G opstillet af ITU. I praksis anvendes LTE til transmission af datatrafik ved hastigheder på mellem 40 og 100 Mbit/s, selv om ingen operatører reelt lover mere end godt 70 Mbit/s.

Real 4G er stadig i udviklingsfasen. Den vigtigste kandidat kaldes LTE Advanced og svarer til 3GPP Release 10. Her ventes den reelle højeste download-hastighed at blive 1 Gbit/s, og 500 Mbit/s vil være højeste upload-hastighed, så der vil altså være tale om ægte 4G!

LTE-standarden rummer et stort antal forskellige frekvenser, men i Skandinavien anvendes frekvensbåndene 800 MHz, 900 MHz (kun i Sverige), 1800 MHz og 2600 MHz. Ikke alle telefoner understøtter alle frekvensbånd. Eksempelvis understøtter iPhone 5 kun 1800 MHz båndet blandt de skandinaviske frekvenser, hvorfor LTE med denne telefon ikke kan anvendes i Sverige, hvor man indtil videre ikke har taget 1800 MHz frekvensen i brug.

Produkter i denne test

HTC One SV

Den store overraskelse

Denne mobil kom med i testen på et afbud. Og tog os med storm.

Lang batteritid Overlegen LTE-hastighed Lynhurtig cloud-adgang og streaming
Mellemklasse-mobil
Læs hele testen

Huawei Ascend P1 LTE

Hug en hæl og klip en tå

Huaweis mobiltelefoner kan være med blandt de bedste på markedet. Det gælder bare ikke Ascend P1 LTE, som kineserne kunne have gjort bedre.

Hurtig browser Relativt lang batteritid
Langsom LTE-hastighed Problemer med LTE-signalet
Læs hele testen

Sony Xperia Z

Hvis LTE skal være lækkert!

Sonys absolutte topmodel kan også hoppe med på det lynhurtige LTE-netværk. Desværre er der ikke gjort så meget ud af 4G-delen som af resten.

Fantastisk brugeroplevelse
Batteritiden
Læs hele testen

Apple iphone 5

Længe ventet

LTE med iPhone 5 giver en behagelig brugeroplevelse. Med et enkelt aber dabei.

Høj browser-ydelse Batterilevetiden Streaming og cloud
Kan miste signalet Understøttelse af LTE-frekvenser
Læs hele testen

Samsung Galaxy S III 4G

Fantastisk i teorien

Mange betragter Samsungs topmodel som verdens bedste smartphone. Det får være. Som LTE-mobil er den i praksis en skuffelse.

Glimrende browser-ydelse Høj teoretisk LTE-hastighed
Elendig batteritid Film-streaming og cloud-tjenester kører elendigt
Læs hele testen

Nokia Lumia 920

Den store skuffelse

Hvis denne test kan have en taber, så er det Nokia Lumia 920, der skuffer fælt som LTE-mobil.

Dækker flest LTE-frekvenser
Browser-ydelsen LTE-hastigheden Oprette og opretholde LTE-signal
Læs hele testen

LG Optimus G

Så længe det varer

Med den nye topmodel Optimus G har LG begået en glimrende LTE-mobil. Med et knap så glimrende batteri.

Prisen Streaming og cloud Højt antal LTE-frekvenser
Batteriet
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top