Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Samsung Galaxy Z Flip 3

Markedets bedste klapmobil til dato

Samsung Galaxy Z Flip 3 er meget bedre end sin forgænger på næsten alle punkter.

Skrevet af / 13/12/2021 - 08:42
Samsung Galaxy Z Flip 3
Peter Gotschalk

Egentlig havde jeg slet ikke tænkt mig at teste Samsung Galaxy Z Flip 3, og derfor er vi også meget sent ude med denne test.

Da Samsung i sommers lancerede de to nye foldbare smartphones Galaxy Z Fold 3 og Galaxy Z Flip 3, vurderede jeg, at det var vigtigst at fokusere på den dyre Fold-model. Ikke mindst fordi meget (f.eks. at Samsung Galaxy Z Fold 3 understøtter S-Pen) allerede på daværende tidspunkt tydede på, at Samsung agtede at lade Fold-serien afløse den populære Galaxy Note-serie.

Samsung Galaxy Z Flip 3 ligner sin forgænger ret så meget. Klappet sammen passer den sågar i en skjortelomme. (Foto: Peter Gotschalk)

Den formodning er senere blevet bekræftet, og de dedikerede Note-brugere må vænne sig til tanken om, at deres næste smartphone skal være foldbar, hvis de fortsat ønsker at have adgang til S-Pen-specifikke funktioner.

Men med den første Flip-model lancerede Samsung allerede i begyndelsen af 2020 (lige før corona, så det føles som en evighed siden) en foldbar mobil til en yngre målgruppe af “udtryksfulde og sociale brugere, der ser teknologi som en naturlig del af livet,” som Samsung formulerede det dengang.

22:9-skærmformatet giver mere vertikal plads til dit feed i Facebook-app’en samt i Twitter-app’en, i Instagram-app’en eller, som her, på websider. (Foto: Peter Gotschalk)

Jeg var sådan set ret begejstret for den første Galaxy Z Flip, der virkede meget mere færdig end de første Fold-modeller, ligesom Samsungs klapmobil på grund af sin formfaktor gav brugerne helt nye kreative muligheder, som vi ikke havde set før. Men Galaxy Z Flip 3 virkede ved første blik ikke, som om den havde meget nyt at byde på i forhold til sin forgænger. Heller ikke selv om Samsung sågar har sprunget toeren over og er gået direkte fra første udgave af Z Flip til nummer tre.

Men et møde med en tech-journalistkollega i Oslo fik mig til at skifte mening. Han havde testet den nye klapmobil for sit medie helt tilbage i august måned, men brugte den stadig til daglig og var voldsomt begejstret. Derfor besluttede jeg mig for at give Samsung Galaxy Z Flip 3 en chance til, og det viste sig at være klogt, for med deres nyeste klapmobil har Samsung faktisk fået rettet op på mange af forgængerens svagheder.

Galaxy Z Flip 3 har desværre en fysisk fold, der går på tværs gennem skærmen, når den er foldet ud. (Foto: Peter Gotschalk)

Resten af denne test forudsætter, at man har læst min test af den første Galaxy Z Flip – eller i det mindste er bekendt med klapmobilers formfaktor, som vi også kender fra Motorola Razr 5G.

I stedet for at forklare alting fra bunden vil jeg fokusere på de vigtigste forskelle på Galaxy Z Flip 3 og dens forgænger, hvilket (tør jeg godt afsløre allerede nu) udelukkende taler til den nye models fordel.

Udseende og konstruktion

Hvis vi starter med at kigge på Galaxy Z Flip 3’s fysiske fremtræden, så ligner den sin forgænger ret så meget. Klappet sammen passer den sågar i en skjortelomme, og vægten er stadig holdt nede på 183 gram. Men nu er det Gorilla Glass Victus, der beskytter mobilen, ligesom Galaxy Z Flip 3 sågar har fået IPX8-certificering og dermed er blevet vandbestandig, hvilket den tidligere model ikke var.

I hvert fald kan den nye klapmobil i princippet tåle at blive nedsænket i vand i op til 30 minutter, selv om vi ikke ligefrem vil anbefale at tage den med på stranden. Ikke mindst fordi hængslerne stadig betyder, at mobilen ikke er beskyttet mod støv og sand.

Det skal også nævnes, at Galaxy Z Flip 3 fås i flere farver end forgængeren – herunder Cream, Green, Lavender og Phantom Black – ligesom rammen omkring den udfoldede skærm er blevet smallere.

Skærm

Dertil kommer, at den nye model har fået en væsentlig større frontskærm, som nu måler 1,9 tommer, hvilket gør den reelt anvendelig, hvor den lille 1,1 tommes frontskærm på forgængeren vitterlig kun kunne bruges til notifikationer.

Med den nye, større frontskærm kan man meget lettere svare på telefonopkald eller skifte mellem sange i sin foretrukne musik-app uden at åbne mobilen, og nogle apps understøtter også app-kontinuitet, så man går direkte til den relevante app, hvis man åbner mobilen efter at have klikket på den via frontskærmen. Det gælder bl.a. Diktafon-funktionen.

Ved hjælp af frontskærmen og det primære kameras ultravidvinkelobjektiv kan man tage de ondeste selfies. (Foto: Peter Gotschalk)

Den foldbare hovedskærm er samme størrelse (6,7 tommer) og har samme opløsning (FHD+) og ekstremt aflange format (22:9) som sin forgænger, men nyt er, at skærmen nu kommer med en opdateringsfrekvens på op til 120 Hz, og som vi ved, betyder det, at brugeroplevelsen bliver hurtigere og mere blød.

Selve skærmen er fremstillet af såkaldt Ultra Thin Glass (UTG), der er en slags glaslegering med et tyndt lag plastic som beskyttende lag og fleksibelt glas underneden.

Det føles ikke helt som ægte glas, og det bløde materiale betyder i øvrigt, at man kan se en fysisk fold, der går på tværs gennem skærmen, selv når den er foldet ud.

Kamera

I virkeligheden burde jeg ikke skrive et ord om kameraet, da det er identisk med det, der sidder i den første Galaxy Z Flip. Men lad mig rekapitulere de vigtigste pointer for dem, som ikke gider læse den første test:

Objektivt set er det ikke markedets bedste kamera, der sidder i Samsung Galaxy Z Flip 3. Med to objektiver, der begge er på 12 megapixel (henholdsvis vidvinkel med optisk billedstabilisering og 123 graders ultravidvinkel), og mulighed for HDR10+ video-optagelse er kameraet stort set identisk med det kameramodul, som sad i Samsung Galaxy S9 fra begyndelsen af 2018, selv om det må undvære bl.a. optisk zoom.

Det smarteste er mobilens formfaktor i sig selv. Især frontskærmen, der kan fungere som kamera-display, så man kan se, hvad man fotograferer eller filmer. Dermed er det så let som ingenting at tage virkelig gode billeder af sig selv med mobilens primære kamera, f.eks. ved hjælp af selvudløseren.

Med den indbyggede, forbedrede nattemodus (som eksponerer billedet hele 14 gange) bliver sågar billeder i dårlig belysning ganske gode. (Foto: Peter Gotschalk)

En anden hjælpsom detalje er de små ændringer i kamera-app’en, som Samsung har lavet for at udnytte klapmobilens formfaktor. Allerede med den første Galaxy Z Flip kunne man f.eks. flytte ikoner i kamera-app’en fra toppen af skærmen og ned på den nederste del, når man lod klapmobilen være halvåben for at tage selfies. Så ville billedsøgeren befinde sig på den øverste halvdel af skærmen, mens al betjeningen foregik på nederste halvdel.

Men med Galaxy Z Flip 3 har Samsung givet brugeren endnu mere fleksibilitet ved også at gøre det muligt for billedsøgeren at være på den nederste skærmhalvdel, mens ikoner og betjening forbliver i toppen.

SamsungGalaxyZFlip3_kamera_app1 SamsungGalaxyZFlip3_kamera_app2
<
>
Samsung har givet brugeren endnu mere fleksibilitet ved også at gøre det muligt for billedsøgeren at være på den nederste skærmhalvdel, mens ikoner og betjening forbliver i toppen. (Peter Gotschalk)

Ydelse og funktioner

I modsætning til den første udgave af Flip kommer Z Flip 3 med 5G, og så er den også blevet udstyret med Qualcomms hidtil hurtigste Snapdragon 888-processor. Dertil kommer 8 gigabyte hukommelse samt enten 128 (som på vores testeksemplar) eller 256 gigabyte indbygget lagerplads, der ikke kan udvides.

På vores breddegrader er vi ellers vant til, at Samsungs flagskibsmobiler kommer med sydkoreanernes egne Exynos-processorer – Galaxy S21 Ultra kom således med Exynos 2100 octa-core – men Qualcomms bedste processor er faktisk hurtigere over hele linjen, hvilket vores benchmark-resultater også vidner om.

Galaxy Z Flip 3 kommer med 5G, og så er den også blevet udstyret med Qualcomms hidtil hurtigste Snapdragon 888-processor, hvilket vores benchmark-resultater også vidner om. (Foto: Peter Gotschalk)

Det eneste alvorlige kritikpunkt har Galaxy Z Flip 3 desværre tilfælles med forgængeren. Og det er, at batteriet på kun 3300 mAh har virkelig svært ved at holde til at blive brugt intenst i løbet af en hel dag.

Vores benchmark-test, der stresstester batteriet så meget som muligt, viste et resultat på blot fem timer og 12 minutter, hvilket er decideret dårligt. Og vi kan godt undre os over, at Samsung ikke har forsøgt at få plads til et lidt større batteri end sidst, al den stund at den nye model som nævnt kommer med flere forbedringer – bl.a. 5G og en opdateringsfrekvens på 120 Hz – der sluger en hel del strøm.

I sidste ende er den dårlige batterilevetid så stort et problem, at det ender med at trække markant ned i vores samlede vurdering.

portraet vidvinkel ultravidvinkel
<
>
Klapmobilen kommer ligesom sin forgænger med to objektiver, der begge er på 12 megapixel (henholdsvis vidvinkel med optisk billedstabilisering og 123 graders ultravidvinkel). Kameraet har ikke optisk zoom, men kan til gengæld tage gode portrætbilleder med bokeh-effekt. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Samsung Galaxy Z Flip 3 er på en lang række punkter en forbedret version af sin forgænger. Den nye klapmobil kommer således med 5G og den nyeste Snapdragon 888-processor, og så har den foldbare skærm fået en opdateringsfrekvens på 120 Hz, ligesom frontskærmen nu er på 1,9 tommer og dermed reelt brugbar. Mobilen kommer desuden med IPX8-certificering, så den kan også tåle at blive tabt i toilettet.

Formfaktoren gør, at mobilen fylder mindre i lommen, og sammen med det udmærkede kamera giver Galaxy Z Flip 3 brugerne helt nye kreative muligheder.

Mest bemærkelsesværdig er dog prisen, som har fået et markant nøk i nedadgående retning. Hvor Samsungs første klapmobil kostede hele 11.700 kroner, er Galaxy Z Flip 3 hele 3.500 kroner billigere, hvilket gør den foldbare smartphone til et langt mere attraktivt køb end forgængeren.

Kun et alt for lille batteri og den deraf følgende korte batterilevetid skæmmer det samlede indtryk, så vi desværre ikke ser os i stand til at give Galaxy Z Flip 3 den topkarakter, som mobilen ellers helt sikkert havde fortjent.

Karakter
Samsung Galaxy Z Flip 3
High End

Home mener

Bedste foldbare formfaktor kombineret med 5G, Snapdragon 888, IPX8-certificering og 120 Hz opdateringsfrekvens. Samme kamera som forgængeren, og i øvrigt mangler det optisk zoom. Største problem er dog batteriet på blot 3300 mAh, der har svært ved at holde strøm en hel dag.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top