Search
Generic filters

TEST : OnePlus Nord

Forventningsafstemning!

OnePlus Nord er blevet markedsført, som var mobilen ensbetydende med Jesu genkomst. Det er den ikke, men mindre kan også gøre det.

OnePlus Nord

Lyd & Billede mener

Let og robust mobil med markedets måske bedste skærm til prisen. Fremragende frontkamera med ultravidvinkel, lynhurtig 5G, hurtig opladning samt god batterilevetid.
Anonymt og halvkedeligt design, ingen indbyggede stereohøjttalere, nattemodus med ultravidvinkel fungerer ikke, og ydelsen er ikke overvældende.
  • Operativsystem: Android 10 + OxygenOS 10.5
  • Skærm: 6,44″ Fluid AMOLED 90 Hz, 20:9 Full HD (2400 x 1080), 408 ppi
  • Processor: Snapdragon 765G 5G + Adreno 620
  • Hukommelse: 12 GB LPDDR4X-RAM / 256 GB lager
  • Kameraer: 48 Mp Sony IMX586 f/1.75 med OIS + 8 Mp f/2.25 119° ultravidvinkel + 5 Mp f/2.4 dybde + 2 Mp f/2.4 makro (primært) / 32 Mp Sony IMX616 f/2.45 + 8 Mp f/2.45 105° ultravidvinkel (front)
  • Trådløst: 5G, Wi-Fi 5, Bluetooth 5.1, NFC, GPS, GLONASS, BeiDou, Galileo
  • Mål og vægt: 158,3 x 73,3 x 8,2 mm / 184 g
  • Batteri: 4115 mAh, 30W hurtigopladning
  • Web: oneplus.com/dk
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 3899 kr

  • Geekbench 5: 607 (single-core) / 1.923 (multi-core)
  • Geekbench 4: 2.822 (single-core) / 7.728 (multi-core)
  • AnTuTu 8: 328.446
  • 3DMark Sling Shot Extreme: 3.312
  • PCMark Work 2.0: 9.323
  • Basemark Web 3.0: 170,85
  • Batteritest: 8:42 timer

Sjældent har nogen smartphone i mellemklassen været så hypet som OnePlus Nord. I adskillige uger op til den officielle lancering af den nye mobil (der foregik ved et virtuelt arrangement i Augmented Reality, hvilket man selvfølgelig kun kunne tilgå via sin mobiltelefon) dryssede den kinesiske mobilproducent i en lind strøm små bidder af informationer om OnePlus Nord ud over medier (i form af pressemeddelelser) og sociale medier (i form af memes, billeder og videoer) for at skabe spænding og høje forventninger om det kommende produkt.

Ikke mindst hos OnePlus’ mange loyale fans, som længe havde efterspurgt en billigere smartphone, i takt med at OnePlus’ topmodeller – som OnePlus 7T Pro McLaren og OnePlus 8 Pro – i løbet af de seneste par år er blevet dyrere og dyrere.

 

Sjovt nok forsøgte OnePlus sig allerede med en mere prisbillig mellemklasse-mobil for små fem år siden, men OnePlus X, som den hed, blev aldrig nogen stor succes for den ellers så succesfulde og trendy kinesiske techvirksomhed.

Og nu hvor OnePlus Nord efter den meget hype endelig er landet hos os på testbænken, skal det blive spændende at se, om den kan leve op til de store forventninger, eller om OnePlus denne gang mest af alt forsøger at sælge os varm luft.

OnePlus Nord har et glimrende selfie-kamera, der nok skal blive populært hos dem, for hvem Instagram og Snapchat er de vigtigste apps på mobilen. (Foto: OnePlus)

Udseende og konstruktion

OnePlus afslørede navnet på den nye mobil flere uger før – helt præcis d. 30. juni – vi rent faktisk fik lov til at se vidunderet. På Instagram forklarede OnePlus-grundlægger Carl Pei, hvad den dybere mening var med navnet OnePlus Nord (en reference til det engelske begreb “true north” og en opfordring til brugerne om at følge deres indre kompas), men indtil midten af juli dukkede billeder af det fysiske produkt kun op i få glimt.

OnePlus Nord er en pænt designet smartphone med en præcist skåret ramme i blåligt metal (på Blue Marble-udgaven). (Foto: Peter Gotschalk)

Derfor var det helt ærligt lidt af en skuffelse, da vi endelig fik syn for sagen. For nok er OnePlus Nord en pænt designet smartphone med en præcist skåret ramme i blålig hård plastic (på Blue Marble-udgaven), en bagside i en frisk lyseblå farve dækket af Gorilla Glass 5 og en flad skærm omgivet af en diskret sort kant, men havde der ikke stået OnePlus med store bogstaver på bagsiden, kunne mobilen lige så godt have været fra Xiaomi, Oppo eller ZTE. Pånær farvevalget er OnePlus Nord med andre ord temmelig anonym og egentlig ikke særlig OnePlus-agtig. Det gælder i øvrigt også mobilens software, men det vender vi tilbage til.

annonce

Når det er sagt, så fejler byggekvaliteten ikke noget. OnePlus Nord er let og solid på samme tid, og fordi den både er en smule kortere og smallere end topmodellerne, ligger den faktisk bedre i hånden end f.eks. OnePlus 8 Pro.

annonce
OnePlus Nord kommer i to farver (Blue Marble og Gray Onyx) i to versioner (8 GB / 128 GB og 12 GB / 256 GB), som koster hhv. 3.299 kroner og 3.899 kroner. (Foto: OnePlus)

Skærm og lyd

OnePlus Nord har ikke samme kurvede skærm som OnePlus’ topmodeller, men ligesom topmodellerne kommer den prisbillige mobil med AMOLED-skærm, ligesom den både har HDR10+ og samme 90 Hz opdateringshastighed som sidste års flagskibe, f.eks. OnePlus 7 Pro.

Skærmopløsningen er egentlig Full HD, men fordi skærmen er designet i det lidt specielle 20:9-format, får man lidt flere pixels for pengene.

Selvfølgelig kan OnePlus Nord ikke hamle op med dette års langt dyrere mobiler, for så vidt angår skærmkvalitet, men sammenlignet med f.eks. den nye udgave af iPhone SE, som nok er en mellemklassemobil, men alligevel koster omkring 1.000 kroner mere end den kinesiske mobil, får man til prisen en af de bedste og mest behagelige skærme på markedet lige nu med OnePlus Nord.

Mobilen leverer i øvrigt også en glimrende lydoplevelse. Talekvaliteten er i orden, og det er faktisk kun manglen på stereolyd fra telefonens indbyggede højttalere, som trækker ned i det samlede regnskab.

annonce
OnePlus Nord har ikke samme kurvede skærm som OnePlus’ topmodeller. Frontkameraet med to linser er placeret i skærmens øverste venstre hjørne. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

OnePlus Nords primære kamera er blevet udstyret med samme 48 Mp Sony IMX586 sensor som den langt dyrere OnePlus 8. Den primære linse har således både optisk billedstabilisering og en blænde på f/1.75. Dertil kommer en 8 Mp 14 mm ultravidvinkel-linse (119˚) samt en makrolinse og en dybdesensor.

Det primære kamera tager glimrende billeder, men den indbyggede AI, som ifølge OnePlus fjerner billedstøj og gør motiverne skarpere, er en kende aggressiv for vores smag. (Foto: Peter Gotschalk)

Ifølge OnePlus kan det primære kamera tage billeder i nattemodus med både den primære linse og med ultravidvinkel-linsen. Det viser sig dog i praksis at være en sandhed med modifikationer, hvilket eksempelbillederne så glimrende illustrerer. Mon en software-opdatering kan løse problemet, eller har OnePlus bare skrevet forkert?

oneplusnord_ultravid oneplusnord
<
>
Dejligt, så blev lyset tændt! (Foto: Peter Gotschalk)

Nå, men når det er sagt, leverer OnePlus Nords kamera på en masse andre punkter en bedre billedkvalitet, end man normalt ville forvente til prisen. Specielt bokeh-funktionen drager nytte af den dedikerede dybdesensor, mens den indbyggede AI, som ifølge OnePlus fjerner billedstøj og gør motiverne skarpere, er en kende aggressiv for vores smag. Det er dog kun et problem ved lidt mere ekstreme lysforhold.

Bokeh Bokeh_selfie
<
>
Det gælder faktisk også for selfies, selvom frontkameraet ikke har nogen dedikeret dybdesensor. (Foto: Peter Gotschalk)

OnePlus Nord er i øvrigt det første produkt fra OnePlus med dobbelt frontkamera. Således er mobilen på forsiden blevet udstyret med en primær linse på 32 Mp samt en supplerende 8 Mp ultravidvinkel-linse (105˚), så man også kan få vennerne med på sine selfies. Det fungerer glimrende, og OnePlus Nord skal nok blive populær blandt de brugere, for hvem Instagram og Snapchat er de vigtigste apps på mobilen.

5G

Sammen med Motorola Moto G 5G Plus, som vi også har på testbænken lige nu, er OnePlus Nord en del af en ny trend med mellemklassemobiler, som trods deres lavere pris kommer med 5G. Det er bl.a. muligt, fordi begge mobiler er baseret på Qualcomms Snapdragon 765-processor, som kombineret med Snapdragon X52 Modem-RF System sikrer 5G-understøttelsen.

Vi har testet 5G-delen ved at måledatahastigheden, hvilket vi har gjort dels ved at teste med benchmarkværktøjet Ookla Speedtest og dels ved at tage tid på downloads af store filer. Og OnePlus Nord præsterer godt i begge henseender.

Den nye mobile netværksteknologi er en efterfølger til og udvidelse af det eksisterende 4G/LTE-netværk. Kort fortalt er der tre store fordele ved 5G: Større båndbredde (teoretisk op til 100 gange hurtigere end 4G), større kapacitet og mindre (nærmest ikke-eksisterende) forsinkelse, med deraf følgende lynhurtige svartider (ned til 1 ms). Det betyder, at (mange) flere enheder kan være forbundet til netværket på samme tid. Og at enhederne kommunikerer lynhurtigt og uden nogen form for forsinkelse med hinanden og med servere på netværket.

Til gengæld er dækningsområdet for hver 5G-antenne meget begrænset, hvilket er en væsentlig årsag til, at 5G-netværket vil blive langt mere finmasket end tidligere mobilnetværk. Det er simpelthen en nødvendighed for at sikre den nødvendige dækning.

Mange eksperter mener, at 5G vil betyde en fuldstændig transformation for mange brancher og virksomheder. Smartere hospitaler, fabrikker og selvkørende biler (herunder mere intelligent trafikafvikling og øget trafiksikkerhed) er blot nogle af perspektiverne ved det nye 5G-økosystem.

Teknologien bag 5G

Nye frekvenser: 5G vil anvende nye frekvensområder, hvilket svarer til at føje nye spor til en motorvej. Det betyder langt højere hastighed og kapacitet – og ikke mindst stabilitet.

Flere antenner: 5G vil i sin fulde udrulning være baseret på et finmasket netværk af flere og mindre antenner end f.eks. 4G-netværket. Ydermere kan signalet fra 5G-masterne koncentreres ved retningsbestemmelse, hvilket betyder, at man med 5G kan opnå ekstremt hurtige hastigheder og høj kapacitet. 

Selvstændige netværk: 5G er ikke blot “et hurtigere 4G” – der er mange andre forskelle i måden, netværket fungerer på. Bl.a. er det muligt at etablere selvstændige, private netværk, som kan konfigureres til kundens særlige behov. Det private netværk deles ikke med andre, og derved opstår der ikke flaskehalse for den grundlæggende kapacitet, hastighed mv. – ligesom selvstændige netværk betyder øget kontrol med sikkerhed og stabilitet.

Kilde: Telia

I Ookla Speedtest opnåede mobilen således en download-hastighed på 826 Mbit/s som bedste resultat, mens upload-hastigheden toppede ved imponerende 96,1 Mbit/s. Et spil som Asphalt 9, der fylder over 1,8 gigabyte, blev downloadet på knap 23 sekunder. Dét resultat er på flere punkter faktisk bedre, end hvad OnePlus 8 Pro kunne præstere på samme netværk, så hvad 5G angår, er OnePlus Nord helt klart på niveau med langt dyrere topmodeller.

Ydelse og funktioner

Prisen, man betaler for billig 5G, er en langsom processor. Vi sammenlignede før OnePlus Nord med den nye udgave af iPhone SE, for så vidt angik skærmen. Dén sammenligning falder helt klart ud til OnePlus Nords fordel. Men når det gælder processorkraft og ydelse, er det Apples mellemklassemobil, der vinder kapløbet. Stort.

I benchmarktests præsterer OnePlus Nord på niveau med OnePlus 6T (altså OnePlus’ egen topmodel fra 2018) og sidste års Huawei P30, som allerede dengang var tættere på at befinde sig i mellemklassen end blandt markedets dyreste smartphones. Med andre ord gør man klogt i ikke at skrue sine forventninger for højt op, når det gælder OnePlus Nords hardwaremæssige præstationer.

Selvfølgelig kører mobilen i det store og hele ganske smidigt, men store apps og spil – som førnævnte Asphalt 9 – trækker indimellem tænder ud, og telefonen bliver frygtelig varm.

OnePlus Nords primære kamera er blevet udstyret med en 48 Mp Sony IMX586 sensor inklusive optisk billedstabilisering og en blænde på f/1.75. Dertil kommer en 8 Mp 14 mm ultravidvinkel-linse (119˚) samt en makrolinse og en dybdesensor. (Foto: Peter Gotschalk)

Måske er det også for at spare på kræfterne, at OnePlus er gået væk fra sine egne OxygenOS-apps til opkald, beskeder og kontakter for i stedet at satse på Googles egne apps fra den rene Android-version. Det virker fint i dagligdagen, men gør OnePlus Nord mere anonym og lidt mindre OnePlus-agtig, end man kunne ønske sig. Vi håber i hvert fald, at OnePlus’ egne apps vender tilbage i firmaets næste mobiltelefon.

Et andet punkt, hvor OnePlus har måttet spare for at gøre OnePlus Nord til at betale, er på den trådløse opladning, som ellers endelig så dagens lys med OnePlus 8 Pro. Man får dog stadig 30W hurtigopladning via Warp Charge 30T med i købet, hvormed man kan oplade det 4115 mAh store batteri fra 0% til 70% på en halv time, så fravalget af trådløs opladning er til at leve med. Ikke mindst fordi batteriet også holder ganske lang tid på en opladning.

Selvom OnePlus altså delvist har taget livet af OxygenOS ved at fjerne brugerfladens apps til beskeder, kontakter og opkald, kommer OnePlus Nord stadig med app’en OnePlus Switch, der gør det nemt f.eks. at klone én OnePlus-mobil (OnePlus 8 Pro til højre) til en anden (den nye OnePlus Nord til venstre). Foto: Peter Gotschalk

Konklusion

Til at starte med spurgte vi, om OnePlus mon forsøger at sælge os varm luft med den nye OnePlus Nord. Det entydige svar må være “nej, men …”

For vel er OnePlus Nord helt klart pengene værd. Det er en glimrende mobil i mellemklassen – måske blandt de bedste – ikke mindst på grund af den glimrende skærm, 5G og et bedre kamera end mange andre mobiler i samme prisklasse kan byde på. Men selvom OnePlus har gjort deres bedste for at gøre OnePlus Nord til noget specielt, så kan alle de store armbevægelser ikke skjule det halvkedelige og lidt anonyme design og den kendsgerning, at OnePlus har fravalgt flere af deres egne centrale apps, når nu den specielle OxygenOS-brugerflade ellers altid har været et af den kinesiske producents vigtigste vartegn.

Når vi tager prisen i betragtning, er ydelsen såmænd også godkendt, men på netop dét punkt skal OnePlus nok forbedre en mulig efterfølger til OnePlus Nord en smule, før vi begynder at dele ud af topkarakterer og vores specielle anbefalinger. Det ender med et lille femtal til OnePlus Nord, som bestemt er andet og mere end varm luft, men alligevel lover lidt mere, end den kan holde.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
Log ind for at læse videre.

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    På udkig efter en storskærm til en fornuftig pris? Så kommer Sony XH8096 som kaldet.
    BMW i8 er ingen Tesla. Den er meget federe!
    De, der netop har bestilt funklende ny Audi e-tron uden at sætte kryds ved et Bang & Olufsen-lydanlæg, må tilgive os, når vi siger: Au, au, au!
    Yamaha viser tydeligt, hvorfor de behersker high-end bedre end de fleste, med en pladespiller, der river konventionerne ned og går sine egne veje.
    De små Klipsch-højttalere slår soundbars i forhold til spilleglæde og lydtryk og virker lige godt på tv’et som på mobilen.
    OnePlus Nord er blevet markedsført, som var mobilen ensbetydende med Jesu genkomst. Det er den ikke, men mindre kan også gøre det.
    Bose Frames holder UV-strålerne væk, samtidig med at de sender luftige musikalske toner direkte ind i dine øregange. Er det sommerens sejeste gadget?
    Vanmoof S3 og X3 er de to nyeste elcykel-modeller fra en hollandsk virksomhed, som mener, at deres smarte og internetopkoblede cykler er fremtidens mobilitet.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Xiaomi Mi 10 Pro (kamera)

    Vejl.pris 8000 kr Billigmærket Xiaomi slår til med et glimrende kamera

    Huawei P40 Pro+ (kamera)

    Vejl.pris 10000 kr Huawei først med 10x zoom i mobilen

    OnePlus 8 Pro (kamera)

    Vejl.pris 7000 kr Stærk oprykning af OnePlus kamera

    Samsung Galaxy S20 Ultra (kamera)

    Vejl.pris 10500 kr Samsung forsøger at gøre alt for meget og mister fokus
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.