Sonys hovedtelefoner er store, men vejer mindre, end de ser ud til. De huser et par enorme drivere på 70 mm, der dækker det meste af det ydre øre hos voksne mennesker. Det burde give nogle fordele, især når det gælder om at gengive basområdet. Puderne er nødvendigvis tilsvarende store – og desuden superkomfortable. Med det resultat, at du kan have dem på i lang tid uden at blive træt.
Sony MDR-Z7 kan til nød fungere med mobilen, men lyden bliver ikke helt kraftig nok uden en ordentlig hovedtelefonforstærker. To kabler medfølger, det ene balanceret for lavere støjgulv og potentielt bedre lyd. Vi har dog kun testet med det ubalancerede.
Lydkvalitet
Én ting er sikkert: Sony har en heftig og fyldig basgengivelse. Selv den lidt flade baslyd på den ellers super-funky “Sign ‘O’ the Times” med Prince får en vanedannende frodighed. Det lyder samtidig kontant nok, selv om Sony mangler lidt hurtighed i forhold til de bedste.
Basrytmerne på David Bowies dødsattest “Lazarus” lyder fedt, og Bowies stemme er klar nok. Men mellemtoneområdet, især i den øverste ende, er ikke så sprødt og pågående, som vi kunne ønske. Lydbilledet åbner sig ikke i toppen, og bækkenerne skinner langt bedre med Shure, Sennheiser og Audio-Technica, der alle er af den lukkede type ligesom Sony. Også Oppo har mere krudt i transienterne.
Krævende Mozart-stykker spillet på to klaverer af Dena Piano Duo gengives med et godt attack, men vi savner noget mere luft omkring tonerne.
Konklusion
At Sony MDR-Z7 er lavet til at gengive højopløst lyd med frekvenser langt over det, vi kan høre, mærker man ikke. Her lyder overtonerne nemlig mere indelukket end på flere af testens andre kandidater.
Til gengæld noterer vi en vigtig fordel, nemlig at fylden hos Sony er velegnet, når man hører fladt produceret, overkomprimeret popmusik – dvs. det meste af det, der spilles i radioen i dag. Derfor vil meget hitlistepop lyde bedre med MDR-Z7 end med f.eks. Audio Technica A1000Z.
