TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Altec Lansing Excellence

Imponerende lavprislyd

Til prisen er det svært at finde bedre hovedtelefoner end Altec Lansing Excellence.

Af / 28/11/2021 - 20:20
Altec Lansing Excellence

Lyd & Billede mener

  • Livlig og medrivende lyd, god komfort og stabil trådløs forbindelse. Okay støjreduktion.
  • Støjreduktionen trives dårligt i blæsevejr. Overdrevet støjdæmpning på tale kan lægge et låg på konsonanterne under samtaler. Ingen app, ingen EQ.

Amerikanske Altec Lansing er langtfra nye på hi-fi-markedet. Virksomheden er grundlagt tilbage i 1927 og dermed ældre end JBL, og de var en af de centrale aktører under den første bølge af hi-fi, den såkaldte Golden Age of Hi-Fi. The Grateful Deads berømte Wall of Sound, som de introducerede på Woodstock-festivalen i 1969, bestod af højttalere fra Altec Lansing og JBL, drevet af heftige McIntosh-forstærkere. Så Altec Lansing har fortjent deres plads i historien.

Firmaet har stadig fodfæste på PA-markedet og forsyner desuden  forbrugermarkedet med trådløse højttalere og hovedtelefoner.

Altec Lansing Excellence scaled 1
(Foto: Altec Lansing)

Billige hovedtelefoner

Excellence er et par helt nye hovedtelefoner fra Altec Lansing, hvor man har fokuseret på, at de skal være nemme at bruge frem for at tilbyde alskens funktioner, at de skal lyde godt til prisen og desuden sidde behageligt om ørerne.

Der er ikke nogen app, hvilket også betyder, at hovedtelefonerne ikke har indbygget tonekontrol. På højre ørekop er der knapper i stedet for swipe-funktion. Tænd/sluk-knappen bruges også til at besvare og afbryde samtaler og til at starte og stoppe musikken, og hvis man holder den inde, mens hovedtelefonerne er tændt, bliver mobilens stemmeassistent kaldt frem.

En anden knap styrer volumen op og ned, mens støjreduktionen (ANC) har fået sin helt egen knap. Der er ikke lydgennemslip, kun støjreduktion til og fra.

Annonce
Læs også Urbanista Miami sætter ny standard i klassen Aktiv støjreduktion i trådløse hovedtelefoner plejer at koste mere end dette.

Tilslutning

Excellence har ikke multipunktstilslutning, så der kan kun være tilkoblet én enhed ad gangen. Men Bluetooth-forbindelsen er meget stabil, og jeg kunne bevæge mig langt væk fra min mobil uden at miste signalet. I et kontorlandskab var jeg op til 12-15 meter væk, med nogle åbne vægge imellem, og udendørs kunne jeg uden problemer gå 20 meter væk fra telefonen.

Hvad angår udseendet, er der næppe nogen tvivl om, at Altec Lansing har hentet inspiration fra Boses QuietComfort-modeller. Det vidner både de ovale ørekopper og de bløde puder om. Det betyder også, at de sidder godt på hovedet og samtidig er behagelige at have i længere tid, og en vægt på 277 gram er mere end let nok.

Altec Lansing Excellence lifestyle scaled 1
(Foto: Altec Lansing)

Støjreduktionen

Den aktive støjreduktion fungerer, som den skal, idet den undertrykker støj udefra fint. Det er et stykke tid siden, jeg har hørt så billige hovedtelefoner med ANC, men de er klart bedre, end jeg havde forventet. Jeg har prøvet dem under bilkørsel, og det fungerer fint. Det burde uden problemer kunne overføres til en flykabine.

Noget, jeg bemærkede, var at støjreduktionen er følsom over for vind. Hvis man går udendørs, mens det blæser, kan skarp susen forstærkes i stedet for at dæmpes, og så kan man lige så godt at slå støjreduktionen helt fra.

Lyden

På musik lyder Altec Lansing Excellence bedre uden støjreduktion end med. Sådan er det ofte, fordi det kræver ekstra af forstærkeren at producere et modfasesignal til larm udefra. Det er først og fremmest dynamikken i basområdet, der bliver lidt dårligere og fladere. Til gengæld får man mere fylde i bassen med ANC aktiveret, og man kan også høre musik på et lavere lydniveau og stadig få det hele med. Heldigvis er det nemt at slå til og fra med en knap.

Lyden er overraskende potent. Beyoncés “Be Alive” gengives med saftige rytmer, som smælder godt i ørerne, mens hendes stemme er klar nok til at trænge igennem musikken. På maksimal volumen er lydniveauet højt nok til, at man virkelig kan sidde og headbange til musikken.

Det lidt skæve elektropopnummer “Cool” med Uffie får et rytmisk drive, som en del dyrere hovedtelefoner vil misunde Excellence. Samtidig opleves lyden som god og velafbalanceret, uden generende skarp diskant eller andre ubehageligheder.

Hvad der mangler, er noget luft og opløsning i overtonerne. Det er ikke kun følelsen af luft; stereobilledet er også mere snævert end på de bedste.

Altec Lansing Excellence side scaled 1
(Foto: Altec Lansing)

Talekvalitet

Kvaliteten af brugerens stemme under samtaler er i bedste fald okay. Samtalepartneren kan for det meste høre, hvad der bliver sagt, men støjreduktionen arbejder lidt hårdt her og kan sluge enkelte konsonanter, hvilket gør, at man nok skal koncentrere sig lidt ekstra.

Det er med andre ord ikke mine foretrukne hovedtelefoner til hjemmekontoret i en hverdag præget af Zoom-møder og mobilsamtaler.

Konklusion

At skulle betale 2.000-3.000 kroner for et par støjreducerende hovedtelefoner er blevet lidt sværere at sluge efter at have hørt Altec Lansing Excellence.

For kun 1.200 kroner får man en musikoplevelse med medrivende basrytmer, en fremtrædende mellemtone og det hele taget et velafbalanceret lydbillede. Meget imponerende til prisen! Bærekomforten er god, og det samme er brugervenligheden. Man får, hvad man har brug for, omend en app og dermed EQ-indstillinger mangler.

Bluetooth-forbindelsen virker god og stabil. Samtalekvaliteten er helt okay, men ikke fantastisk. Det fungerer til lejlighedsvise samtaler, men til dage med mange digitale møder og mobilsamtaler bør man måske overveje et kontor-headset.

OBS: Altec Lansing Excellence er endnu ikke kommet i handelen, men importøren har lovet os, at de kommer i udvalgte netbutikker inden jul.

Altec Lansing Excellence SPREAD scaled 1
(Foto: Altec Lansing)
Karakter
Altec Lansing Excellence
Basic
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Pi8: Den nye konge af trådløs lyd

Her er DALI’s bud på en hovedtelefon, du har råd til

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?