Denon AH-D5200 er gedigne premium-hovedtelefoner fra Denon, og der er intet ved konstruktionen, der ser billigt eller kedeligt ud. De semi-drejbare aluminiumhængsler til ørekopperne er af ønskekvisttypen, lækkert udført. De tykke, bløde ørepuder giver dejlig komfort. Ørekopperne i mørkt wengétræ oser af kvalitet. Hovedbøjlen og ørepuderne er betrukket med kunstlæder, men det er lækkert lavet.

Den medfølgende ledning er solid og klædt i en flettet strømpe af stof for at forhindre, at den filtrer. Kobbertråden er “Four Nines” (99,99 procent) iltfrit kobber i modsætning til 99,99999 procent (“Seven Nines”) på topmodellen. Kablet ender i et stereo minijack-stik, men der medfølger en 6,3 m adapter til de helt store hovedtelefonudgange.

AH-D5200 i praksis

Bærekomforten er glimrende. Og med det luksuriøse udseende føler man, at man sidder med noget rigtig dyrt på hovedet. Følsomheden er ikke værst, så de kan godt bruges med mobilen. Men det bliver kun lige højt nok, så hvis man vil skrue lidt op, er der brug for en hovedtelefonforstærker. Sammen med undertegnedes iPhone fungerer det dog væsentlig bedre, end Fostex T60RP gjorde.

AH-D5200 er “kun” den næstdyreste model fra Denon, men det er svært at høre, hvor der er sparet, for musikken kommer frem på fornem vis.

Ramón Vargas på “Una furtiva lagrima” fra The Opera Gala – Live from Baden-Baden har mere tryk i mellemregisteret end på Fostex. Det er imponerende, som han baner sig vej gennem orkesteret. Pizzicato-spillet på violinerne sammen med harpen midt i det luftige lydbillede lyder både klart og åbent.

Når Vargas synger igennem for fulde gardiner, gnaver det lidt mere i ørerne end med Fostex, måske på grund af højere forvrængning. Men det gør ikke noget, at det lyder lidt råt, og dynamikken er intet mindre end imponerende for lukkede ørekopper.

Et andet eksempel er Ragnhild Hemsing og Tor Espen Aspaas’ Northern Timbre og satsen “Sonata no. 3 in C minor, op. 45: III. Allegro animato”. Det lyder meget fint, klart og åbent. Og livligt! Igen bliver celloen lidt kras, når den spiller mest aggressivt. Men det er i en anden klasse, end Neumann NDH 20 kan præstere, for med Denon gør det musikken mere energisk.

Elektronisk pop fungerer også rigtig godt. Der er virkelig smæld i kantslagene på lilletrommen på Ariana Grandes “Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored”.

Det er også godt med tryk i bassen. Vi er ikke på niveau med Sony MDR-Z7M2, hvad angår fylde og varme; det er en helt anden bas, der er tale om her. Denons bas er nemlig både lineær, klangrig og lynhurtig. Derfor kan man forledes til at tro, at den er tynd, men sandheden er, at hver en tone i bassen kommer frem, uden at der smøres tykt på og frekvenserne glider ind i hinanden. Det her er rigtig godt.

Konklusion

Denon AH-D5200 er et par meget velgjorte hovedtelefoner. Ikke alene ser de fantastisk ud, de spiller også med en lyd, der virkelig er prissedlen værdig.

Lyden er stram og dynamisk med masser af energi. Både i toppen og i bunden. Vokaler og instrumenter kommer frem med største selvfølgelighed. Det lyder virkelig godt, selv om det indimellem kan blive lidt hårdt i toppen.

Min kollega John Alex Hvidlykke gik så langt som til at tale om gåsehud, da han testede dem for to år siden. Jeg er enig langt hen af vejen, og her har Denon lavet en reel konkurrent til mine favoritter blandt lukkede hovedtelefoner i denne prisklasse, Beyerdynamic DT 1770 Pro.

Samlet set er AH-D5200 fremragende. Intet mindre.

Også i denne test: