TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Samsung HW-N960

Den bedste er blevet bedre

Arvtageren til vores yndlings-soundbar er kommet. HW-N960 har flere kanaler og langt om længe DTS:X.

Af / 13/09/2018 - 22:11
Samsung HW-N960

Lyd & Billede mener

  • Den bedste Atmos-oplevelse, vi har fået fra en soundbar. Trådløse baghøjttalere udvider filmoplevelsen, og musik lyder rigtig godt.
  • Understøtter ikke eARC og har dermed begrænset Atmos-support via lydreturkanalen.

Vores klare favorit-soundbar har hidtil været Samsung HW-K960. Den imponerer med Dolby Atmos – med i alt fire højttaler-enheder, der peger opad, samt trådløse baghøjttalere – og omgiver os med en boble af lyd. K960 har kun én ulempe ud over manglende understøttelse af Dolby Atmos via lydreturkanalen (ARC), nemlig at den ikke understøtter DTS HD-lyd eller tredimensionel DTS:X-lyd.

Det nye flagskib hedder HW-N960 og har fået understøttelse af begge DTS-formater, så nu er der nærmest ikke nogen film med 3D-lyd, der ikke understøttes.

Samsung HW N960 family 41363
(Foto: Samsung)

Flere højttalere

Ud over udvidet formatunderstøttelse har N960 fået to ekstra højttaler-enheder, en på hver side af soundbaren, så der er i alt 13 enheder i soundbaren plus fire ekstra i de to baghøjttalere. Det giver 7.1.4-lyd, hvor forgængeren “kun” havde 5.1.4. Lydmæssigt skal det binde soundbaren bedre sammen med de trådløse baghøjttalere og gøre lyden endnu mere overbevisende.

Sammen med Harman Kardon

Det er første gang, Samsung har samarbejdet med deres nyanskaffede datterselskab Harman Kardon i udviklingen af et produkt. Vi ved, at H/K er glade for muskelkraft og dynamik, og når de står for den indvendige elektronik, er der grund til at tro, at man kan få endnu bedre kontrol over lyden.

Hvordan får jeg Dolby Atmos?

Hvis du vil se eller høre indhold med Dolby Atmos-lydspor, er det korte svar at koble videokilden (f.eks. en Blu-ray-afspiller) direkte til en af de to HDMI-indgange på Samsung HW-N960. Sæt kilden til at sende bitstream ud, og du er i gang.

Annonce

Hvis du derimod har tv’et sluttet til HW-N960 via ARC, så har sidstnævnte begrænset understøttelse af Dolby Atmos. Dvs. hvis lydformatet er Atmos i Dolby Digital Plus-formatet, så går det.

Streaming-tjenester og filmfiler med komprimeret Atmos fungerer, men Blu-ray, der så at sige altid har pakket Atmos med tabsfri Dolby TrueHD, understøttes ikke. Til det kræves udvidet ARC, kendt som eARC. Det mangler på HW-N960. Derfor vil jeg anbefale, at Blu-ray-afspilleren kobles direkte til soundbaren og sender billedet videre til tv’et via HDMI-udgangen.

Med hensyn til streaming og Dolby Atmos, så har Netflix klart det største udvalg. Desværre har Samsung ikke en aftale med Netflix om at streame Dolby Atmos på deres smart-tv’er; det kræver et tv fra Sony eller LG fra henholdsvis 2018 og 2017 eller nyere. Eventuelt Xbox One, S eller X.

Samsung HW N960 top detail 41368
Højttalerne på toppen sørger for “lyd fra himlen”. (Foto: Samsung)

Lip-sync

I testperioden prøvede vi både at koble en Samsung 4K Blu-ray-afspiller til et tv med ARC og direkte til en af HDMI-indgangene. Ud over at få bekræftet, at Dolby Atmos fungerer som beskrevet ovenfor, bemærkede vi noget andet …

Med et tv fra Panasonic – FX700 – var lip-sync et problem fra lydreturkanalen. Lyden på dialogerne lå en anelse efter læbebevægelserne, hvilket ikke er muligt at justere. Åbningsscenen i Alien: Covenant, hvor androiden David har en samtale med sin “far”, bliver lidt underlig, når lyd og billede ikke er fuldstændig synkroniseret.

Der er grund til at tro, at det bliver bedre med et tv fra Samsung, og jeg kan også bekræfte, at Samsung Q8D var en forbedring i den henseende. Men også her var tendensen der, selv om det må siges at være inden for kravene. Med streaming-tjenester direkte fra tv’et virkede det generelt godt. Både trådløst via Bluetooth og optisk fra tv’et fungerede lip-sync også fint, hvad streaming-tjenester angår.

For at få perfekt lip-sync er løsningen endnu en gang at koble videokilden direkte til soundbaren.

Streaming

Soundbaren har begrænset understøttelse af musik-streaming-tjenester. Du kan køre Spotify Connect og TuneIn internetradio via Wi-Fi, men ellers er det via Bluetooth, hvis du vil bruge mobilen som musikkilde. Årsagen er nok, at næsten alle alligevel har adgang til deres yndlingstjeneste indbygget i tv’et eller via f.eks. Apple TV eller Chromecast. Samsung ser med andre ord ingen grund til at have dobbelt op på streaming-understøttelse.

Samsung HW N960 rear speakers 41364
De trådløse baghøjttalere giver imponerende surround-lyd. Hvis det ikke er noget, du har behov for, er der også den billigere, men ellers identiske HW-N860. (Foto: Samsung)

Lydkvalitet

Og så til det bedste, nemlig lyden. For selv om forgængeren nærmest var upåklagelig, er N960 endnu bedre.

Lydkarakteristikken er stort set den samme. Det vil sige et kraftigt attack og en stor, stabil basgengivelse, der giver masser af slagkraft til actionfilm. Kombinér dette med en tydelig og fyldig gengivelse af dialoger, helt fri for maskerende svulster og uhumskheder, og det her er måske den allerbedste soundbar, vi har hørt.

De ekstra højttalere på siden af N960 integrerer surround-lyden endnu bedre end forgængeren. Baghøjttalerne er bedre forbundet med lyden forfra, og sammen med de fire kanaler, der spiller op i loftet, er det her det største lydbillede, vi har hørt fra en soundbar. Hør f.eks. åbningsscenen i Alien: Covenant, hvor David og hans “far” taler. Lyden fra rummet kommer igennem til os på alle sider, og det er, som om vi fysisk er flyttet ind i filmen.

Sammenlignet med ærkerivalen LG SK10Y – der også har Atmos og mulighed for baghøjttalere som ekstraudstyr – lyder N960 kraftigere og mere fyldigt med endnu bedre Atmos-effekt på film. Også selv om man udvider LG med baghøjttalere, må den se sig slået af Samsung.

Musik lyder også fortræffeligt. Især indspilninger med Dolby Atmos (norske 2L har flere fantastiske udgivelser; tjek f.eks. Reflections med Trondheimsolisterne), men også musik i stereo lyder glimrende. Subwooferen er desuden en af de kraftigste og mest vellydende i sin klasse.

Samsung HW N960 side detail 41365
En ekstra højttaler-enhed på hver side af HW-N960 giver ekstra god sammenhæng mellem soundbaren og baghøjttalerne. (Foto: Samsung)

Konklusion

En i forvejen ekstremt god soundbar er blevet endnu bedre. Den vigtigste forandring i forhold til forgængeren er, at HW-N960 understøtter DTS:X og DTS-HD. Desuden har den fået to ekstra højttalere og giver nu 7.1.4-lyd mod forgængerens 5.1.4. Det giver en endnu større, mere holografisk boble af lyd.

Lyden er kraftig, klar og opløst, og systemet kan fint erstatte et komplet hjemmebiosystem i en mellemstor stue. Det fungerer også godt til musik.

Vi fik lip-sync-problemer, da vi brugte lydretur fra et Panasonic-tv, men de var nærmest fraværende med et Samsung-tv. Vi anbefaler dog at koble lyd- og billedkilder direkte til soundbaren. Først da får du fuld understøttelse af Dolby Atmos og DTS:X.

Karakter
Samsung HW-N960

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar