Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 8 integrerede forstærkere

Euforiske forstærkere

I denne test slår vi fast, at forstærkeren betyder mere for lyden, end mange går og tror.

Skrevet af / 29/01/2016 - 06:00
8 integrerede forstærkere
Lasse Svendsen

Produkter i denne test

En god forstærker er nøglen til bedre lyd. Så længe man har en god lydkilde, kan en bedre forstærker gøre underværker for alle, der gerne vil have endnu bedre lydkvalitet.

Her tester vi otte forstærkere med lidt forskellige egenskaber, men med én ting tilfælles: De giver dig meget bedre lyd, uden at det koster en bondegård. Måske behøver du alligevel ikke at skifte højttalerne ud!

Engang blev forstærkere målt på, hvor meget og hvor stabil effekt de leverede, og om de havde tilslutninger nok til alle lydkilderne. Men som altid var der nogle, der ikke kunne sidde stille i båden. De sagde, at de kunne høre forskel på lydkvaliteten på forstærkere, som havde andre vakuumrør. Lyden var mere åben, mellemtonen varmere og bassen bedre defineret.

Det rene pjat, mente deres modstandere, der var i overtal.

Men efter transistorrevolutionen i 70’erne fik de oprørske en hjælpende hånd af Peter Walker fra engelske Quad. Som havde lavet de måske bedste højttalere i verden på det tidspunkt – Quad ESL 57 – men også forstærkere til højttalerne. Han mente, at en forstærker skulle opføre sig som en ledning. Bare med forstærkning. Mere hokuspokus var der ikke i det.

Så længe man holdt støjen væk og forvrængningen lav, var det bare at skalere effekten til højttalerne, så var man i mål. Sandheden er, at Walker vidste bedre, og han fortsatte med at forbedre sine forstærkere på flere fronter for at få bedre lyd i de krævende Quad-højttalere.

 

Integrerede forstærkere

Siden da er der rendt billioner af elektroner gennem forstærkere verden over, og billedet er langt mere nuanceret. Bedre materialer, bedre måleudstyr og bedre komponenter har gjort det muligt at lave langt bedre forstærkere meget billigere.

I dag kan en forstærker til 3.000 kroner spille pragtfuldt på et par gode højttalere. En forstærker til 10.000 kroner kan tilføre flere muskler og åbne lydbilledet op på vid gab, og smider man endnu flere penge på bordet, kan man presse endnu mere lydkvalitet ud af anlægget.

I denne test har vi udvalgt de nyeste integrerede forstærkere, der koster lidt mere, men også yder lidt mere. Bedre komponenter, større strømforsyninger og omhyggelig optimering af kredsløbene giver endnu bedre lyd og mere stabil effekt. Præcis som opskriften på en god forstærker er inde i enhver ingeniørs hoved.

 

Sådan testede vi

Alle forstærkerne blev sat op med netværksafspilleren Marantz NA8005 som lydkilde. Den fodrede vi med musik fra Tidal HiFi, da vi mener, at det giver bedre lyd end Spotify.

På de forstærkere, som har indbygget DAC, testede vi også med den, og ved at måle såkaldt lyserød støj og indstille lydstyrken ens på alle forstærkerne eliminerede vi faren for, at nogen skulle lyde “bedre”, fordi de spillede en smule højere.

For virkelig at sætte dem på prøve sluttede vi forstærkerne til Focals nye Sopra nº2 – nogle af de bedste højttalere, vi har testet i lang tid (se test andetsteds i dette nummer). Lyder det godt på dem, så lyder det godt på alle højttalere.

Playliste
Adele: “Hello”
Hozier: “Take Me to Church”
Daft Punk: “Lose Yourself to Dance”
Leif Ove Andsnes: The Beethoven Journey, Koncert for klaver og orkester nr. 1 i C-dur
Playlisten på Tidal: kortlink.no/x3t

 

Tre hurtige tips

Watt og deslige
Effekt er som hestekræfter. Det er bare et tal, hvis det ikke sættes ind i en sammenhæng. Derfor er det ikke til at sige, om man har brug for 50 eller 150 watt.

Et godt udgangspunkt er at bestemme sig for, hvor højt man har brug for at spille, og se på, hvor stort rummet er, og hvor høj effektivitet højttalerne har. Spørg forhandleren, for højttalere med en følsomhed på 85 dB og 4 ohm belastning suger væsentlig flere kræfter ud af en forstærker end tilsvarende højttalere med en følsomhed på 90 dB og 8 ohm belastning.

Har du brug for en DAC?
Med flere og flere digitale lydkilder øges behovet for digitale indgange. Mange forstærkere har en indbygget digitalkonverter – DAC – som godtager alle digitale lydkilder. Og understøtter højopløst lyd (24 bit og mindst 96 kHz) via en af de digitale indgange. F.eks. USB-indgangen, som man slutter den bærbare til, når man bruger Spotify eller Tidal som kilde i anlægget.

En DAC fås også uden forstærker for dem, der foretrækker fleksibiliteten i separate komponenter.

Pladespillerindgang
Efterhånden som cd-salget tog fart, forsvandt pladespillertilslutningen (phono) i forstærkerne. Nu er den på vej tilbage, fordi salget af vinyl er steget igen.

Er du en af dem, der spiller plader, er det en god idé at tjekke, hvilken slags pladespillerindgang forstærkeren har. Det mest almindelige er indgang til grammofoner med MM-pickup (Moving Magnet), mens andre har indgang til MC-pickup (Moving Coil) og nogle til begge typer. Entusiaster foretrækker en separat pladespillerforstærker, men for de fleste vil den indbyggede være rigeligt.

Produkter i denne test

Arcam A29

Behersket elegance

Fra Arcam kommer A29 – en lovende effektleverandør, som desværre har lidt for meget “stiff upperlip” til vores smag.

Rigeligt med kræfter og en velkontrolleret, neutral klangbalance karakteriserer denne “snusfornuftige” forstærker, som også har godt med indgange.
Dynamisk set er det ikke den mest sprudlende og engagerende forstærker, vi har hørt, og den blegner lidt i forhold til konkurrenterne.
Læs hele testen

Naim Nait 5Si

Fyrværkeriforstærker

Den lille Naim-forstærker kan spille bukserne af dig. Og gøre dig til en danseløve.

Fantastisk medrivende forstærker med masser af power. Sprudler af liv og dynamik som et konstant festfyrværkeri.
Mangler lidt raffinement. Og flere tilslutningsmuligheder.
Læs hele testen

Pioneer A-70DA

Veludstyret superlyd

Fremragende lyd kombineret med avanceret digitalkonvertering i et både elegant og robust chassis.

Pioneer har taget en allerede fremragende forstærker og forbedret den med ekstra digitalindgange og balancerede kredsløb. Den lyder aldeles glimrende på alle lydniveauer.
Nogle vil savne mere varme og fylde i lydbilledet. Lidt mere kraft kunne også have været godt.
Læs hele testen

Onkyo A-9070

En godmodig kæmpe

Onkyos forstærker er en rigtig sværvægter, men vi kunne godt tænke os, at den slog lidt hårdere en gang imellem.

Masser af kræfter og en behagelig varm klang gør Onkyo-forstærkeren velegnet i mange stereo-opsætninger og med mange forskellige højttalere.
Lyden kan indimellem virke lidt for pæn og poleret, og A-9070 har ikke så meget dynamisk slagkraft som de mest energiske konkurrenter.
Læs hele testen

Audiolab 8300A

Klassikeren

Få forstærkere har så meget historie som Audiolab-forstærkeren. Engang var den et ikon, nu er den her i en helt ny version.

Nydelig klang og lækker vokalgengivelse med et afbalanceret lydbillede.
Lidt bleg dynamisk kontrast. Mangler gnist og liv.
Læs hele testen

Cambridge Azur 851A

Klokkeklar lyd

For Cambridge Audio drejer det sig om at gengive lyden så rent som muligt. Det er 851A et glimrende eksempel på.

Når det gælder om at genskabe musikken så rent som muligt – og med god kontrol over dynamikken – er Azur 851A en af de bedste forstærkere i klassen.
Vi savner lidt temperament, og en digitalindgang eller to havde ikke været at foragte.
Læs hele testen

Yamaha A-S1100

Musik på første klasse

Denne forstærker fra Yamaha er en mester i at grave musikalske detaljer frem, men kræver sit af det tilhørende udstyr.

Yamaha tegner et mægtigt lydbillede op fuld af dybde og detaljer, og med større nærvær og engagement end konkurrenterne i prisklassen.
Manglen på digitale indgange gør, at man skal have en førsteklasses signalkilde og/eller DAC for at udnytte forstærkerens potentiale, hvilket forøger prisen.
Læs hele testen

Technics SU-C700

Det korteste strå

Det virker, som om Technics har fokuseret for meget på teknologien og for lidt på musikken.

Flot finish og udseende. Vi kan lide det kompakte format og VU-metrene, som vinker i takt med musikken. Her er rigeligt med digitalindgange, og på lydsiden har sangstemmer god diktion.
Forstærkeren mangler kontrol. Det går hulter til bulter, bortset fra de allermest simple passager.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Lyd & Billede
Scroll to Top