Engelske Arcam Audio (oprindelig Amplification & Recording Cambridge) har produceret hi-fi siden 1976. Firmaet er i dag en del af Harman-koncernen, der igen er ejet af Samsung, men udvikling og design finder stadig sted i Cambridge i England.
Arcam Radia A25 er den største integrerede stereoforstærker i den nye Radias-serie, som Arcam lancerede i efteråret i fjor. Fælles for Radias-modellerne er et nyt design med markante gule kontraster omkring knapperne og på kabinettets sider. De gule streger i en helt nydesignet kulør har næppe indflydelse på lyden – men der blev lagt stor vægt på dem ved præsentationen …
Ud over de gule fartstriber er Arcam Radia A25 en særdeles minimalistisk designet forstærker i kulsort metalkabinet. Kabinettet fremstår ualmindelig solidt og nærmest industrielt. Den matsorte front prydes af to drejeknapper til henholdsvis kildevalg og lydstyrke. Et stort hvidt prikdisplay viser indstillingerne. Displayet er helt usynligt, når forstærkeren er slukket – og næsten usynligt, når den er tændt.
På bagsiden finder man et fornuftigt udvalg af indgange: Tre analoge linjeindgange, en RIAA-indgang for pladespillere med MM-pickup samt tre digitalindgange for henholdsvis koaksial, optisk og USB-C. Sidstnævnte er beregnet til afspilning fra computere, hvor A25 så optræder som eksternt lydkort.
Højttalerudgangene er i form af bananbøsninger af nydelig kvalitet. Der er også ind- og udgange til fjernstyring.
Der er desudenmulighed for at streame musik trådløst fra mobilen via Bluetooth. Da Bluetooth-modtageren understøtter AptX Adaptive, er det muligt at opnå fornuftig – men stadig ikke tabsfri – kvalitet.
Man leder til gengæld forgæves efter enhver form for netværks- eller streamingmuligheder. Dette her er en ren stereoforstærker og ikke en computer i forstærkerindpakning. Arcam er dog leveringsdygtig i en streamingmodtager, ST5, og en CD-afspiller, CD5, i samme serie.
Arcam Radia A25 er ret tung af en så kompakt forstærker at være. Det solide stålkabinet bidrager med nogle kilo, men indmaden vejer også godt til. Et kig under svøbet virker absolut tillidsvækkende. Her finder man en solid ringkernetransformator til strømforsyning og separate udgangstransistorer på en kraftig køleplade.
Hvad er klasse G?
De fleste hi-fi-forstærkere arbejder enten i klasse AB eller i klasse D. Nogle få arbejder i klasse A. Men Arcam Radia A25 er en klasse G-forstærker.
For de, der ikke kan forstærkeralfabetet udenad (jeg måtte også slå det op), er en klasse G-forstærker opbygget som en slags hybrid klasse A-forstærker med nogle tricks til forbedring af effektiviteten.
Klasse A-forstærkerens fortrin er, at den er fri for den crossover-forvrængning, der opstår, når de to udgangstransistorer på skift trækker hver sin halvperiode af signalet. Det kan lyde himmelsk, men en klasse A-forstærker er ugudeligt ineffektiv og bruger nemt 100 watt strøm for at levere en udgangseffekt på 2 x 10 watt.
Skal man bygge en klasse A-forstærker med højere effekt, er der brug for en kraftig strømforsyning og store køleplader til at skaffe de mange hundrede watt varme væk. Og det er dyrt.
Tricket i en klasse G-forstærker er, at der er to forskellige forsyningsspændinger i strømforsyningen. Ved lave effektniveauer får udgangstrinet kun en lav forsyningsspænding, og det kan derfor arbejde i klasse A og der levere nogle få watt uden at blive glohedt. I signalspidserne skiftes der over til en højere forsyningsspænding, og forstærkeren kan nu levere fuld effekt.
Arcam Radia A25 er opgivet til at levere 100 watt pr. kanal i otte ohms belastning og 165 watt i fire ohm.
Løftet om at levere klasse A-forstærkerens gode lyd, men uden omkostningerne i form af stort effekttab, er ofte blevet givet. Og hi-fi-historien er fuld af særlige betegnelser for forstærkerklasser, der skulle opfylde det. Om det holder, får lyttetesten afklare.
Lyden af Arcam Radia A25
Lyder Arcam Radia A25 så som en klase A-forstærker?
Det er en brutal forenkling at sige, at alle forstærkere af en given klasse lyder ens. Men der er i hvert fald noget om snakken. Arcam Radia A25 har en varm og charmerende lyd, der bringer associationerne hen på typiske klasse A-forstærkere. Og for den sags skyld også gode klasse AB-forstærkere. Og en lyd, som jeg ikke kan sige, at jeg har mødt i klasse D-forstærkere.
Det er simpelthen rart at lytte til den. Der er en nærhed over lyden, der ikke har at gøre med perspektiv, men ganske enkelt med følelsen af, at instrumenterne virker levende og helstøbte. En violin kan godt være placeret mere nøjagtigt og nøgent i rummet; for eksempel på NAD C 658/C 298-sættet. Men den lyder mere af harpiks og engagement på Arcam Radio A25. På den måde kan Arcam’en også minde om nogle rørforstærkere. For eksempel den sjove lille Quad VA-One, der dog ikke har nær den samme kontrol og autoritet som Arcam.
Arcam Radia A25 tegner en rigtig flot og stor akustisk scene op. Koblet til DALI Rubikore 2 er det en fornøjelse at sætte en god liveoptagelse på og føle sig hensat til koncertsalen eller jazzcafeen. Rummets dimensioner tegnes ikke så præcist op som på det dyrere NAD-sæt i klasse D, og man får ikke samme trang til at gribe en tommestok og måle afstanden til bagvæggen. Men det ville også være overordentlig uhøfligt over for musikerne! Og det handler om at nyde musikken.
Et punkt, hvor Arcam-forstærkeren i mine ører kommer tæt på ambitionen om at opnå klasse A-forstærkerens fordele, er stemmegengivelse. Det er simpelthen en nydelse at lytte til sang gennem Arcam Radia A25. Hvad enten det er en sprød og sprukken Marianne Faithfull eller en kraftfuld David Draiman fra heavybandet Disturbed. Det lyder så godt, at man nemt glemmer at lytte efter mulige fejl og bare nyder musikken. Og det er i grunden ikke så galt.
Konkurrenter
Udvalget af stereoforstærkere i den pæne ende af mellemprislejet er efterhånden ganske stort. Denon PMA-1700NE har mange af de samme dyder og har måske et mere neutralt udseende. Samt tonekontroller og indgang for MC-pickup. Har man mod på at gå hele klasse A-vejen, er der den lille Musical Fidelity A1. I den modsatte ende af teknologiskalaen finder man Lyngdorf TDAI-1120, der også rummer den glimrende RoomPerfect rumkorrektion.
Konklusion
Arcam Radia A25 en strengt stilren forstærker blottet for enhver form for pynt – bortset fra alle de gule dekorationer. Om det vil lykkes Arcam at nå den målgruppe af unge, stilbevidste og købestærke hi-fi-interesserede, som de sigter på – og om den overhovedet eksisterer – vil vise sig.
Lydmæssigt kan der være god grund til at undersøge Arcam Radio A25, der har en charmerende og overordentlig musikalsk gengivelse, der giver lyst til at lytte til mere. Også selv om man må undvære moderne digitale herligheder som tabsfri musikstreaming og rumkorrektion.
1 kommentar til “Arcam Radia A25”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hvordan mon den vil klare sig mod Yamaha as-1200?