TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Marantz SACD 30n

Netværksafspiller med DAC og CD-afspiller

Marantz’ nye CD-afspiller er også en netværksafspiller. Og en internetradio. Og en DAC. Og en forforstærker. Og en ...

Af / 26/10/2020 - 11:24
Marantz SACD 30n

Lyd & Billede mener

  • Fornem kvalitet i alle led og tiltalende design. Komplet afspiller med alle muligheder for tilslutninger. Pragtfuld åben, varm og fyldig lyd med fin detaljerigdom. Nem i brug.
  • Træg knaprespons ved CD-afspilning. Understøtter ikke MQA-format.

CD-afspillere er ikke, hvad de har været. Engang var de noget, alle bare skulle have, men så kom iPod, iTunes og Spotify og ændrede den måde, vi konsumerer musik på.

Tonsvis af CD’er røg på lossepladsen, CD-afspillere til elretur, og det gamle anlæg blev stuvet væk til fordel for f.eks. en soundbar. Det lyder måske som et mareridt for en musikentusiast, men er desværre en realitet.

Streaming af musik har for længst overtaget som den dominerende måde at høre musik på, men siden det ikke er alle, der har skrottet deres CD-samling, er der stadig behov for CD-afspillere. Udvalget af afspillere er ikke så stort som før, men for entusiaster findes der mange gode sager, som kan give CD-samlingen nyt liv.

Denon, Rotel, Esoteric, McIntosh og Marantz har f.eks. har afspillere fra øverste hylde, som garanteret lyder bedre end den gamle Sony CD-afspiller fra 1999. Men hvad hvis man vil kombinere CD med streaming? Så er udvalget af kvalitetsafspillere langt mere begrænset.

Der er selvfølgelig Technics SL-G700 – en af de bedste, vi har testet. Som både er en SACD- og CD-afspiller og en netværksafspiller med trådløs streaming, internetradio og digitale indgange til andre lydkilder.

Annonce

Nu kan vi så føje Marantz SACD 30n til listen over de bedste kombinerede CD- og streaming-afspillere på markedet. Den meget attraktive afspiller er et af to nye produkter i Marantz’ nye 30-serie. Den integrerede forstærker Model 30 er det andet. Sidstnævnte har i øvrigt kun analoge indgange, ingen streaming, og på den måde kompletterer SACD 30n anlægget med CD-afspilning og streaming.

Med andre ord en CD-afspiller, der har et ben i begge tidsaldre: CD-alderen og streaming-alderen.

mz SACD30n n k f sg left 001 hi
Champagne-finishen er klassisk Marantz. Det er lyden også. (Foto: Marantz)

Fuldgyldig streaming-maskine

SACD 30n har indbygget Bluetooth, der demokratiserer streaming, så alle kan koble sig til og streame fra mobilen. Med Wi-Fi og AirPlay 2 kan man streame i endnu bedre kvalitet over husets trådløse netværk, og med Ethernet kan man koble sig til routeren og streame via Wi-Fi for afspilning af lydfiler i fuld studieopløsning.

Den bedste lydkvalitet får man enten med Ethernet eller USB fra en laptop med musikfiler i høj opløsning, og afspillerens digitalkonverter understøtter musik i PCM-format op til 32 bit/384 kHz over USB og i FLAC med 24 bit/192 kHz.

Den har også Marantz og Denons HEOS-klient til multirums-streaming indbygget, med app-styring af bl.a. musiktjenester, som understøtter Spotify, Deezer og Tidal, men der er ikke understøttelse af MQA-filer i DAC’en på SACD 30n. Derimod understøtter den afspilning fra Roon, som har en musikafspiller til alle musikplatforme i én og samme enhed.

Med HEOS følger også muligheden for stemmestyring med Amazon Alexa eller Google Assistant.

Det lyder måske kompliceret, men er egentlig meget nemt i praksis. Når man har sluttet afspilleren til og gennemgået opsætningsmenuen med tilslutning til netværk, HEOS og valgt lydkilde med knapperne på siden af displayet eller med fjernbetjeningen, er det bare at spille løs.

mz SACD30n u n b right 001 hi
Silkemat sort er også en mulighed. (Foto: Marantz)

MMM hvad for noget?

Indvendig sker der ting og sager med signalbehandlingen, der ikke er så almindelige i en CD-afspiller. SACD30n har noget, de selv kalder Marantz Musical Mastering (MMM) i stedet for en konventionel DAC. Den findes i forvejen i SA-10 og SA-12SE, og nu altså også i SACD 30n.

MMM-modulet konverterer PCM (CD 44,1 kHz) til DSD 11,2 MHz og bruger to system-clocks til at give så nøjagtig opsampling muligt, op til 384 kHz.

Konvertering af det digitale DSD-signal til analog sker med analoge HDAM-moduler på afspillerens udgange.

30n har også en indbygget, egenudviklet hovedtelefonudgang med et separat HDAM SA2-forstærkermodul med mulighed for at tilpasse gain på udgangen til de hovedtelefoner, man vil bruge.

Man kan også vælge imellem et skarpt og et langsomt filter (Sharp Roll-Off og Slow Roll-Off), som enten giver meget kort impulsrespons eller langsom afrulning af impulser. Her kan man trykke sig frem og tilbage, før man beslutter sig for, hvad man foretrækker.

Afspillerens støjsvage CD-mekanisme – SACDM-3L – er udviklet til SACD-afspilning og understøtter også DVD-ROM med PCM-filer op til 192 kHz og DSD 5,6 MHz.

De analoge udgange er ikke balancerede, men er separat og symmetrisk opbygget som to monokanaler med to sæt RCA-udgange. Én til tilslutning direkte i en forstærker og en til (variabel) volumenstyring på afspilleren, som så kan sluttes til f.eks. en aktiv højttaler eller en effektforstærker uden om en for- eller integreret forstærker.

Dermed kan man klare sig fint med en SACD 30n og et par højttalere.

mz sacd30n n b re 001 hi
Marantz SACD 30n har de fleste tilslutninger, man kan ønske sig, understøtter Roon og har USB-DAC og flere digitale indgange. (Foto: Marantz)

Klassisk Marantz-lyd

Marantz har i hvert fald de sidste 30 år haft en genkendelig lydsignatur. Det kan også høres på SACD 30n, men her er den mere forfinet, mere åben og afbalanceret, ikke så vældig varm og næsten ulden, som ældre Marantz-spillere – lidt uretmæssigt – er blevet beskyldt for.

Den grundlæggende lydsignatur hælder stadig mod varm fylde, men lyden bliver aldrig ulden, musikken lyder aldrig tilbagetrukket, og dynamikken aldrig anæmisk. Nej, lydbilledet er gennemsigtigt og rigt på detaljer, og på CD viser den, at Marantz er bedre til at tune digital lyd end de fleste.

Den lyder blødt og pænt, når det er det, den skal, men har bid og snert, når der er brug for dét. Den dynamiske kontrast er mærkbart bedre end fra en Blu-ray-afspiller fra Cambridge, som jeg har stående, og det store lydbillede, som SACD 30n præsenterer, minder mere om McIntosh MCD600 til tre gange prisen end en CD-afspiller i lavere prisklasse.

Dynamikken sprudler ikke på samme måde som på en Hegel Mohican, der i øvrigt hverken har digitalindgange eller streaming, men den matcher klart lydkvaliteten fra Technics SL-G700.

Streaming? Som netværksafspiller kan man styre den fra mobilen eller fjernbetjeningen, og med en god signalkilde – som Tidal HiFi over AirPlay kan være – eller via USB-DAC’en spiller Marantz frisk, medrivende og med en tiltalende varme og glød.

Streaming via Bluetooth giver ikke den samme snert, dynamik og dybde i lyden, så til kritisk lytning er det lossless eller bedre via netværk – eller SACD/CD – der gælder.

Konklusion

Den nye 30-serie fra Marantz med den integrerede forstærker Model 30 og CD-afspilleren SACD 30n er en herlig kombination, der tilbyder alt, hvad man har brug for af tilslutninger til signalkilder, og er en rigtig god kombination til musikentusiaster, der vil forkæle sig selv lidt ekstra.

De kan fint stå på egne ben hver for sig, men man må applaudere, hvor vellykket SACD 30n er blevet som kombineret CD- og netværksafspiller. Med den er man sikret god lyd i anlægget i lang tid fremover.

Karakter
Marantz SACD 30n
Premium
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

2 kommentarer til “Marantz SACD 30n”

  1. Birger Lomholt

    Jeg har lyttet til denne herlige cd afspiller, da jeg har en kammerat der netop har købt den. Jeg syntes den spiller hamrende godt. Nu skal min kammerat så have en forstærker, pris omkring 30000,-kr, det nemmeste ville være at vælge Den tilhørende Marantz, men jeg hælder nok nærmere til Denons jubilæumsmodel, dog har jeg/ vi ikke lyttet til den endnu, men har I et hint om hvad der kunne være det bedste valg? På forhånd tak.
    Mvh
    Birger Lomholt

    1. Lasse Svendsen

      Hei, jeg vil nok anbefale Marantz til Marantz i utgangspunktet, men både Denons jubileumsmodell, den nye Yamaha A-S2200 og Hegel H190, er meget gode alternativer. Sjekk også hva Primare kan levere i denne klassen, de lager forbasket gode forsterkere. Mvh Lasse

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen