: Elac FS 267

Elacs bedste

Tyske Elac er tilbage med en forfinet udgave af deres mangeårige bestsellere. De nye FS 267 har ikke kun fået elegante buede former, lyden er også blevet mere fysisk og lækker.
Lyd & Billede mener
Takket være den finkornede JET-diskant er Elac-højttalerne ekstremt afslørende. Stemmer og instrumenter får en tydelighed og tilstedeværelse i rummet, som ikke er hverdagskost i prisklassen. Disse højttalere er skabt til dig, der kan lide at lytte!
De afslørende højttalere holder ikke noget tilbage. Hvis akustikken er for livlig, kan de blive lidt for skarpe i klangen. Samtidig får de andre højttalere til at lyde indelukket i sammenligning …
Specifikationer
  • Elac FS 267
  • 2,5-vejs gulvhøjttalere
  • 2 x 150 mm bas/mellemtone
  • 1 x JET V diskant
  • 30 Hz – 50 kHz frekvensområde
  • 88 dB følsomhed
  • 4 ohm impedans
Annonce
Annonce
forfatter

Man kan mene, hvad man vil, om Elac, men de fleste vil være enige i, at de er mere end gennemsnitligt optaget af byggekvalitet. Højttalere fra denne kant (nærmere bestemt Kiel i Tyskland) har en kvalitetsmæssig udførelse, som ligger et stykke over, hvad vi er vant til at se fra andre højttalerproducenter. Her hersker der bogstavelig talt tysk Ordnung fra inderst til yderst!

Problemet har været at få et overblik over deres uendelig mange modelserier og utallige Special Editions med næsten identisk udseende. Hvilke højttalere er egentlig bedst, og til hvad? Nu har Elac taget affære, og den vildtvoksende 240-serie udfases til fordel for den nye FS 260-serie.

FS 267
Familieligheden er der stadig, men den mindste gulvmodel i serien, FS 267, er redesignet fra top til tå. Det første, man lægger mærke til, er at kabinetvæggene buer udad. Ja, det er ikke kun i tv-verdenen, at kurver er in. De buede sider kombineret med blank pianolak får højttalerne til at se mindre ud, end de egentlig er. FS 267 virker derfor ikke så dominerende som forgængeren FS 247, selv om kabinetvolumen er øget en smule.

Allerede da vi modtager Elac FS 267 til test, kan vi slå fast, at disse højttalere vil give meget ejerglæde. Selv emballagen er mere solid end normalt, naglet og limet sammen, med Elac-mærket tape og stolte “Made in Germany”-stempler. I næste række kommer plast og stof til at beskytte den eksklusive lakfinish. Elac har en kvalitet i lakeringen, der overgår det meste, jeg har set, og de er – selvfølgelig – også lakeret på undersiden, hvor man ikke kan se det.

Både spikes og højttalerterminaler (single-wiring) er af originalt Elac-design. Den indvendige kabling kommer fra Van den Hul, og delefilterkomponenterne holder meget høj kvalitet, mens stoffronten fæstnes med skjulte magneter. Her er intet overladt til tilfældighederne.

Annonce

ELAC_FS 267_Black High Gloss_20140402_cGW_7D_22298_RGB 8bit wMirror free

Air Motion Transformer
Den særlige JET-diskant er blevet Elacs varemærke. Stort set alle deres højttalere, undtagen de billigste, er baseret på det patenterede Air Motion Transformer-princip.

I stedet for en traditionel dome-diskant består diskant-elementet af en foldet metalfolie, der skaber svingninger ved at udvide og trække sig sammen, omtrent ligesom bælgen på en harmonika. Denne metalfolie er meget let, samtidig med at den har et stort membran-areal. Det giver en hurtig, udstrakt diskantgengivelse, der går hele vejen op til 50 kHz med meget lav forvrængning.

Udfordringen er spredningen og at få de øvrige højttaler-elementer til at spille sammen med den hurtige diskant, men det har Elac lang erfaring med.

I FS 267 sidder JET-diskanten i sin seneste inkarnation – JET V med højeffektiv neodymmagnet – kombineret med to 15 cm store bas/mellemtone-elementer. FS 267 er et 2,5-vejs design, hvor begge elementer spiller bas, mens kun det øverste bas-element spiller mellemtone (delefrekvenserne er henholdsvis 500 Hz og 2,5 kHz). Et klassisk design, som Elac har finpudset meget de senere år.

Annonce

En anden detalje er, at basporten munder ud i bunden af kabinettet, som står på en ekstra sokkel med luft imellem.

Lydkvalitet
Vores tidligere erfaring med Elacs højttalere er, at de spiller meget åbent og neutralt med en dyb, ufarvet basgengivelse. Den lynhurtige JET-diskant sikrer en meget åben og artikuleret top, men i nogle tilfælde kan den også blive lidt for frisk og fremadlænet, især hvis lytterummet har mange reflekterende overflader (gips, beton, parket eller glas).

De nye FS 267 stemmer godt overens med disse erfaringer, men gør også nogle af dem til skamme. For der er sket noget siden FS 257 og FS 247. Det tager ikke lang tid at slå fast, at højttalerne fortsat har en exceptionel åbenhed, luftighed og præcision i lydbilledet, men samtidig er diskanten blevet bedre afstemt og stikker ikke lige så meget ud som tidligere.

Det virker også, som om der er sket noget spændende nedad i frekvensområdet. Bl.a. er mellemtonen blevet mere distinkt og fremtrædende med en mere jævn overgang fra diskanten. Stemmegengivelsen, især af mandlige stemmer, har fået en mere naturlig og fyldig resonans. Mellemtone og øvre bas hænger også endnu bedre sammen, end vi husker.

Alt i alt ser det ud til, at Elac har lagt sig fast på en lidt varmere, mere fyldig klangbalance end tidligere.

Annonce

Basgengivelsen opleves også som fin og fast med lidt bedre definition og mindre farvning end på forgængerne. Noget, som vi gætter på kan tilskrives det buede og bedre afstivede kabinet. Hver oktav kommer tydeligt frem, og højttalerne går overraskende dybt i forhold til størrelsen med god energi langt ned under 40 Hz.

Det, man ikke får med Elac-højttalere, er den populære baspukkel omkring 60 Hz, som unægtelig giver lidt ekstra pep til pop og rock. Basanslagene kan derfor virke lidt bløde og ikke så tørre, stramme og slagkraftige som på mange andre højttalere.

Men fordelen ved den mere lineære basgengivelse er, at detaljerne kommer bedre frem, uden at små forskelle i tonehøjde maskeres. Og har man først vænnet sig til det, vil mange andre højttalere lyde lidt farvet og overdrevet …

ELAC_FS 267_Crossover_Prototype 1_20140331_cGW_7D_22246_RGB 8bit comp6

Hvad betyder alt dette så for musikgengivelsen? Jo, større nøjagtighed betyder, at man kommer tættere på oplevelsen af live-musik og hører detaljer, der ellers ville være gået ens næse forbi. Elac FS 267 er mesterlige til at gengive klang og rum, og tage os derhen, hvor optagelsen er lavet, hvad enten det er et studie eller akustiske omgivelser.

Annonce

Den seneste Blu-ray musikudgivelse fra 2L, Magnificat, er indspillet i Nidarosdomen i Trondheim og byder på et lydbillede af en besnærende størrelse og dybde. Her oplever vi, at Elac-højttalerne nærmest forsvinder, og kirkens enorme rum står tilbage. FS 267 gengiver pigekorets lyse stemmer rent og klart, mens efterklangen fylder vores lytterum.

Elac går heller ikke af vejen for at lyde rigtig sejt med elektronisk musik. Med GusGus’ seneste album, Mexico, spiller de stort, fyldigt og medrivende, og jeg kan høre små, intrikate detaljer i lydmikset, som jeg ellers kun har hørt med hovedtelefoner. FS 267 spiller lige så præcist som nærfelts studiemonitors, men har også den bastyngde, man forbinder med mellemstore gulvhøjttalere.

Hvis man vil have et endnu bedre fundament i de laveste frekvenser, kan man supplere med en subwoofer. Det testede vi ved at tilkoble vores Procella-sub, som med sine to 15 tommers bas-elementer leverer rigelige mængder af dybbas, og Elac-højttalerne har ingen problemer med at holde trit med den kraftige subwoofer. De kan tåle rigtig meget og spiller højt og rent uden at kny.

Et tip kan være at tjekke Elacs egne subwoofere ud, som nu har fået lydtransmission. En matchende centerhøjttaler til FS 267 skulle også være på vej, hvilket gør denne serie til et interessant kandidatfelt til den musikalske hjemmebiograf.

ELAC_FS 267_Black High Gloss_20140402_cGW_7D_22270_RGB 8bit wMirror free

Annonce

Fleksible
En velkommen bonus ved FS 267 er, at de ikke kræver en svinedyr forstærker for at hente den gode lyd ud. Vi havde held med Pioneers top surround-receiver SC-LX88 i Pure Direct-indstilling, hvilket svarer til en jævnt god stereoforstærker. Samtidig erfarede vi, at FS 267 kan holde trit med langt dyrere udstyr, og man skal ret højt op i pris, før disse højttalere bliver det svageste led.

De gjorde f.eks. slet ikke vores referencekombination af Yamaha CX-A5000 processor og Hegel H20 forstærker til skamme.

Konklusion
Efter vores mening giver Elac FS 267 rigtig meget for pengene, og med deres kompromisløse byggekvalitet, elegante formfaktor og ikke mindst en overtonegengivelse, som konkurrenterne må misunde dem, er der tale om et af de bedste højttalerkøb til under 25.000 kroner.

Indtil vi har lavet en bred sammenligningstest i prisklassen, er det svært at kåre en definitiv etter i klassen, men at Elac bør stå på listen over kandidater, der skal høres, er hævet over enhver tvivl. Her får du en detaljeret og afslørende musikgengivelse med en lidt mere tilgivende og varmere klang end ældre Elac-konstruktioner, som viser lidt mere nåde over for dårlige optagelser.

Faktisk anser vi dem for at være det bedste køb hidtil i Elacs sortiment!

Annonce
Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 39 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
Har du dette produkt?
Giv din karakter.

0 / 5. Antal stemmer: 0

forfatter

Audun Hage

(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.
Annonce
Annonce

Læs også

Panasonic introducerer flere spændende TV-modeller for 2021, deriblandt tre nye 48 tommers OLED-TV’er!
Ved du ikke, hvad du skal gøre med alle dine penge? C Seed har lavet et 165 tommers (!) MicroLED-TV, der kan foldes sammen og skjules, når du ikke bruger det.
… og hvad tror du, 83-tommeren koster?
LG har patenteret en ny type OLED-TV, der kan skjules, når du ikke bruger det.
Klipschorn fylder 70 i år. Det fejrer vi ved at forvandle vores lytterum til et inferno.
Asus ROG Flow X13 er lige til at proppe i tasken, og den kan også bruges som tablet. Men den har grafikkræfter i sværvægtsklassen.
Tangents lille trådløse forstærker er perfekt til det lille begynderanlæg i hobbyrummet eller på børneværelset.
Det bedste kamera, vi har testet, er kommet i en mere kompakt udgave til en meget lavere pris.
Den nye 2021 Mercedes S-Klasse er fyldt med innovative og kræsne løsninger for både øjne og ører. Vi har brugt nogle dage bag rattet for at se og høre, hvad den nye bil har at byde på!
Med Celestee har Focal overgået, hvad vi troede var muligt for lukkede hovedtelefoner i denne prisklasse.
Skal du have hi-fi på kollegieværelset eller et par fine højttalere til skrivebordet, kommer du langt for små midler her.
JBL Live Pro+ er komplette med aktiv støjreduktion, og selv om de lyder middelmådigt lige ud af æsken, reddes de af en fabelagtig EQ i app’en. Dermed kan de alligevel få klasseledende lyd.
Xiaomi Mi 11 er den første smartphone med Qualcomms nye Snapdragon 888-processor. Det er den mobil, du skal købe, hvis du vil have mest for pengene.
Uanset om du har mulighed for at rejse i påsken eller må nøjes med en tur ud i lokalområdet, bliver oplevelsen bedre med en af disse bærbare højttalere i tasken.
Citroën har formået at elektrificere C4 uden at falde i fælden og har skabt en helt anderledes oplevelse.
Electrocompaniet har opdateret deres phono-trin, men ændringerne er subtile.