Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

TEST Samsung Gear S3 Frontier

Smart-ur i forklædning

Samsung Gear S3 er en værdig konkurrent til Apple Watch 2, men halter stadig på software-delen.
Lyd & Billede mener
Gear S3 er Samsungs bedste bud på et smart-ur netop nu med markedets bedste batterilevetid.
Prisen er for høj, og især softwaren holder det tilbage. Der findes bedre tracking-muligheder i billigere devices.
Specifikationer
  • 1,3″ Super AMOLED, 360 x 360
  • Corning Gorilla Glas, multitouch
  • Indbyggede højttalere
  • Wi-Fi 802.11 b/g/n, Bluetooth, NFC, GPS
  • Accelerometer, gyro, pulsmåler, barometer
  • Tizen 2.3.2
  • 1,0 GHz dual-core
  • 768 MB ram / 4 GB lager
  • 380 mAh batteri
  • Mål og vægt: 49 x 46 x 12,9 mm / 63 g

Hvis du er på udkig efter et diskret smart-ur, er Samsungs nye Gear S3 måske, hvad du leder efter. Uret ligner ikke et traditionelt digitalt ur og kan takket være en speciel always-on indstilling forblive tændt hele tiden. Prisen ligger desværre i den høje ende. Til gengæld er det også tydeligt, at der her er tale om et kvalitetsprodukt.

Tidligere var Samsungs Gear-serie en lukket fest, men med den nylige frigivelse af Gear S-softwaren til iOS kan Apple-fans nu også lege med. Det skal dog siges, at uret stadig fungerer bedst sammen med en Samsung- eller Android-telefon og desværre endnu ikke kan helt det samme med en iPhone.

Sporty eller klassisk
Samsung Gear S3 fås i to udgaver. Den stilrene Classic i rustfrit stål og den mere robuste i gråsort kaldet Frontier, som vi har testet. Hvor Classic egner sig godt til skjorte og slips, har Frontier et mere sporty udseende og indbyder til at blive smurt ind i mudder.

Begge modeller er IP68-certificerede, hvilket betyder, at de kan tåle støv og skidt samt være kort tid under vand. Du kan med andre ord beholde det på, når du går i bad eller vasker hænder, men er stadig nødt til at tage det af, hvis du skal en tur i svømmehallen eller ud og dykke.

Søvn og træning
Som andre smart-ure på markedet er der selvfølgelig indbygget pulsmåler på bagsiden. Den indsamler løbende informationer, der gemmes i S Health-app’en på din telefon.

Annonce

(Foto: Producent)

Som en smart ting kan Gear S3 selv registrere, hvad du foretager dig, og gemmer oplysningerne korrekt, hvad enten du er ude og gå, løbe eller cykle. De fleste ure og fitness-trackere kan gemme disse data, men det er ufattelig rart, at det gøres automatisk og ikke skal aktiveres manuelt før hver løbe- eller cykeltur.

Vi har tidligere testet Gear Fit 2, hvor den automatiske registrering ikke altid fungerede lige godt, men heldigvis har ny software gjort registreringen mere præcis i Gear S3. Hvis du er typen, der har uret på, når du sover, vil du lære at sætte pris på, at det også gemmer data om dit søvnmønster.

Kun til mænd
Modsat Apple, som har valgt at lave deres Apple Watch i to størrelser, så det kan bæres af både mænd og kvinder, laves Samsung Gear S3 kun i én størrelse – gigantisk! Om man er til så store ure eller ej, er selvfølgelig en smagssag, men det kan undre lidt, at Samsung har valgt denne løsning, da de dermed indsnævrer den potentielle målgruppe betragteligt.

(Foto: Producent)

Annonce

Heldigvis er uret ikke lige så tungt, som det er stort. Sølle 63 gram vejer Frontier uden rem, hvilket er ganske imponerende, når man tænker på, hvor meget teknik der er proppet ind i kapslen. Grundet størrelsen på uret kan du bruge helt normale remme på 22 mm. Det er en fed detalje.

Hjem og tilbage
Urene har en home- og en tilbageknap på højre side af urkapslen. Det er de eneste fysiske knapper. Den runde OLED-skærm på 1,3 tommer er naturligvis berøringsfølsom og har en opløsning på 360 x 360 pixel. Det lyder måske ikke af så meget, men er dog rigeligt til en skærm af denne størrelse. Til sammenligning har Apples Watch 2 en opløsning på 390 x 312 pixel.

Skærmen på Gear S3 er både skarp og lysstærk. Ligesom før kan du via en indstilling i menuerne sørge for, at skærmen altid er tændt og ikke går helt i sort, når uret ikke er i brug. I stedet fader lysstyrken lidt, og urskiven erstattes af en meget mørkere model.

(Foto: Producent)

Det er ret godt tænkt, da et af de primære ankepunkter ved at skifte fra et traditionelt ur til et smart-ur ofte er, at man ikke bryder sig om, at uret slukker og tænder hele tiden. Her sker det meget diskret, og du mærker i praksis ikke, at der er tale om et digitalt ur.

Annonce

Men det er selvfølgelig noget, der går ud over batterilevetiden. Samsung oplyser, at uret kan holde strøm i to til fire dage. Under vores test med den altid tændte skærm fik vi et par dages brug, før det skulle lades op igen. Slås denne funktion fra, kan uret ganske rigtigt holde sig kørende i fire dage. Det er ganske imponerende.

Den roterende krans
Den primære navigation foregår ligesom på Gear S2 via en roterende krans på fronten. Samsung skal have ros for at holde fast i denne løsning, da den fungerer godt og gør det nemt at bladre de aktive apps igennem.

Desværre er du stadig nødt til at trykke på skærmen for at aktivere de enkelte apps. Her havde det været smart, hvis det var muligt at trykke på kransen. Måske kan det løses i en senere opdatering, eftersom Samsung allerede har inkluderet et automatisk tryk i Home-menuen.

(Foto: Producent)

Når du derinde drejer kransen hen på et ikon, aktiveres det automatisk efter et par sekunder. Dette kan naturligvis slås til og fra, men er ligesom kransen med til at gøre det til en meget glidende og strømlinet oplevelse.

Annonce

Det dér Tizen
Som det også var tilfældet med Gear S2, er Gear S3 udstyret med Samsungs eget styresystem, Tizen. Det er en kæmpe fordel, da styresystemet er skræddersyet til hardwaren og derfor udnytter den langt bedre, end hvis Samsung bare var hoppet med på Android Wear-vognen med de begrænsninger og ulemper, der følger med dér.

Sammen med den roterende krans sørger Tizen for intuitiv styring af uret, og i forhold til Gear S2 kan du nu styre langt flere af urets funktioner. Med Gear S3 kan du besvare eller afvise opkald ved at dreje på kransen. Alarmer kan stilles og slukkes, og du kan skrue op og ned for lyden i musikafspilleren.

(Foto: Producent)

Desværre er der også en bagside af medaljen. Skønt Tizen efterhånden har eksisteret i nogle år, er udvalget af apps, der egner sig til den lille skærm, stadig ret begrænset. Det er lidt ærgerligt, men man kan jo håbe, at den fortsatte udbredelse af Gear-serien kan sætte skub i udviklingen.

Konklusion
Samsung Gear S3 minder på mange måder om forgængeren Gear S2. Uret er blevet lidt større, har fået indbygget GPS og fås nu i to udgaver – en klassisk og en sporty. Samsung har valgt at holde fast i deres eget styresystem, Tizen, hvilket sammen med den roterende krans på fronten giver let og intuitiv betjening.

Annonce

Desværre lider uret af de samme problemer som andre smart-ure på markedet. Du er stadig bundet til en telefon og bruger primært uret til notifikationer fra samme. Tizen er ganske vist bedre end Android Wear, men udvalget af apps er alt for begrænset.

Alligevel skal Samsung have ros for Gear S3, der er deres bedste smart-ur til dato. Batterilevetiden er imponerende, og uret fungerer alt taget i betragtning utrolig godt.

Fuld adgang til Lyd & Billede for 39 kr

Få adgang alle +artikler, guider, anmeldelser samt til hele testarkivet i 3 uger.

Ingen bindingstid Ønsker du å bestille magasinet? Klik her Allerede abonnent?
Vis kommentarer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2021 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.