Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Blackmagic Pocket Cinema Camera 6K G2

6K-kameraet er nu næsten som Pro-udgaven

Blackmagic Pocket Cinema Camera 6K G2 er et fabelagtigt kamera for seriøse filmskabere. Men er det ikke lidt for tæt på storebror – også i pris?

Skrevet af / 01/03/2023 - 09:00
Blackmagic Pocket Cinema Camera 6K G2
Geir Gråbein Nordby

Et fullframe-systemkamera kan optage omtrent lige så god video som et professionelt videokamera. Forskellen ligger i, at et sådant systemkamera ofte har tunge menuer, som kræver avancerede indstillinger til såvel stillbilleder som video. 

Blackmagic pocket-cinema-camera-6k-g2- scaled
Blackmagic Pocket Cinema Camera 6K G2 er næsten identisk med Pro-modellen. (Foto: Blackmagic)

Blackmagic har bragt ergonomien fra systemkameraerne, med udskiftelige objektiver, ind på det professionelle videokameramarked. Med menuer, som er specielt designet til video, hvilket gør dem meget enklere at forholde sig til for en videofotograf. Og som kan filme i fuld opløsning, lige til man løber tør for batteri eller plads på hukommelseskortet. Til sammenligning stopper mange systemkameraer (beregnet til fotografering) med at filme, når der er gået 30 minutter. 

Blackmagic pocket-cinema-camera-6k-g2 screen GeirNordby
Den vipbare skærm på Pocket Cinema Camera 6K G2 er helt som på Pro, bare uden HDR. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Næsten Pro

Jeg blev meget imponeret over både videokvaliteten, brugervenligheden og mulighederne, da jeg sidste år testede Pocket Cinema Camera 6K Pro. Her fik man video i professionel kvalitet – også internt på hukommelseskort – og til en overkommelig pris på under 20.000 kroner. Den er ganske vist for nylig steget i pris til 21.700, men det er stadig en rigtig god pris for et så professionelt kamera. 

Pocket Cinema Camera 6K G2 er arvtageren til Camera 6K, som er noget mindre end Pro-udgaven. G2 har til gengæld fået det større hus fra 6K Pro. Og er du stillbillede-fotograf, vil du tabe næse og mund over, hvor enormt dette hus er! Ganske vist er videofotografer vant til større grej, men det er mig en gåde, at Blackmagic har kaldt sig Pocket Cinema.   

6K G2 bruger de samme større batterier som 6K Pro. Den samme vipbare 5-tommer Full HD-skærm er også på plads, men den er ikke så lysstærk som Pro-kameraets skærm, og den har heller ikke HDR. 

Blackmagic pocket-cinema-camera-6k-g2 canon EF
Blackmagic Pocket Cinema Camera 6K G2 har bajonetfatning til Canons EF-optik. (Foto: Blackmagic)

Super 35

I testen af Camera 6K Pro kom jeg til at skrive, at kameraet har fullframe-sensor. Det stemmer ikke, for Super 35 bruger faktisk ikke en 35 mm billedsensor, men en på 24 mm. Super 35 er altså omtrent på størrelse med APS-C, derfor er bajonetfatningen til både Camera 6K Pro og også 6K G2 af typen Canon EF. Som er skabt til netop APS-C. 

Den lille forskel

Pocket Cinema Camera 6K G2 ligner 6K Pro så meget, at det tager meget kortere tid at tale om forskellene end om lighederne. 

Udover det faktum, at den indbyggede vippeskærm mangler HDR, er der kun én åbenlys forskel mellem de to. Nemlig at 6K Pro har et indbyggede ND-filtre til hurtigt at kunne justere lysudbyttet ved varierende grader af sollys.   

Det er det hele. Og det betyder, at alt ekstraudstyr, der kan bruges med 6K Pro, herunder batterigreb og søger, kan bruges med 6K G2. Og alt andet er det samme, herunder filmopløsninger og filmformater. 

Menuerne er enkle og korte og gør kameraet brugervenligt. (Foto: Blackmagic)

Blackmagic RAW og Apple ProRes

Du kan vælge mellem to forskellige videoformater at optage i: Blackmagic RAW (BRAW) eller Apple ProRes. Begge er raw-formater med stort dynamik- og farveområde, og begge har deres fordele og ulemper. Begge er udviklet til efterbehandling og ikke til direkte visning eller upload til YouTube. De understøttes begge af Adobe Premiere Pro og DaVinci Resolve Studio, mens Final Cut Pro kun understøtter ProRes af de to.  

I Blackmagic-kameraet kan du vælge ProRes op til 4:2:2-farverum med en opløsning på op til C4K (4.096 x 2.160). Vil du optage i 6K, skal du bruge BRAW.  

De kan begge gemmes med lavere eller højere komprimering. Højere komprimering optager mindre plads på lagermediet, men giver ikke så god videokvalitet.   

Super 35-billedsensoren er lidt mindre end fullframe, og en lillebitte smule større end APS-C. (Foto: Blackmagic)

Høj opløsning

Kameraet kan altså optage i op til 6K-opløsning i 16:9, hvilket vil sige 6.144 x 3.456. Eller i 2,4:1 bredformat, hvilket giver 6.144 x 2.560 pixels. Hvis jeg skal optage i 6K, er det for at have fleksibilitet i redigeringen, og jeg ser derfor ikke den store pointe i at beskære til 2.560 pixels i højden under optagelsen. Brug i stedet hele billedsensoren under optagelsen, så kan du i stedet beskære i redigeringen.   

En anden fordel ved 6K-opløsning er, at det giver mulighed for bedre digital billedstabilisering i efterbehandlingen. Kameraet har ingen indbygget billedstabilisering, hverken elektronisk eller optisk, så det er rart at kunne arbejde med dette i Premiere Pro eller DaVinci Evolve. Jeg testede kameraet med et Sigma 18-35 mm f/1,8-objektiv, som heller ikke har nogen indbygget stabilisering. Derfor er en gimbal anbefalet som ekstraudstyr.

Skærmen på Pocket Cinema 6K G2 er rigtig god, med Full HD-opløsning. Alligevel er den ikke så lysstærk som på storebror 6K Pro, og den har heller ikke HDR. (Foto: Blackmagic)

Stort dynamikområde

Video, Extended Video og Film er tre indstillinger med forskelligt dynamikområde. Video betyder almindelig Rec.709-dynamik, mens Extended Video har en større gråskala, der er justeret til at se godt ud direkte fra kameraet. Film har fuldt 13-trins dynamikområde, men foretager ingen justeringer. Det giver det største potentiale for billedkvalitet, men ser til gengæld helt fladt ud før efterbehandling.  

På kameraet kan du vælge en LUT (Look-Up Table), som giver dig mulighed for at se billedet omtrent som det i sidste ende skal se ud, direkte på den store, vipbare 5-tommerskærm. Eller alternativt i OLED-søgeren, der fås som ekstraudstyr. Det er guld værd og giver en indikation af, hvordan videoen vil se ud efter redigering. 

Optager meget plads

God kvalitet optager meget plads, så det er fantastisk, at Blackmagic giver brugeren mulighed for at optage video direkte til et ekstern SSD-kort, der er tilsluttet USB C-stikket. SSD’er er som bekendt meget billigere end hukommelseskort – især de rådyre CFast-kort. 

Foto: Geir Gråbein Nordby

Enkelt at bruge

Eftersom kameraet er identisk med Pro-versionen, er det også lige så nemt at bruge. Intuitive knapper og menuer er vigtige, når man hurtigt skal i gang med at filme. Til sammenligning har både Panasonic Lumix S5II og det meget dyrere S1H langt mere omstændelige menuer, som gør det nødvendigt at gemme forudindstillinger til forskellige hukommelser, før de kommer i nærheden af at være praktiske.  

På Blackmagic-kameraet kan man blot trykke på Lukker, Iris eller ISO øverst på skærmen og justere med det greb, der dukker op. Der er en separat ISO-knap og også en til automatisk blænde. Tryk på denne, og den tilpasser sig automatisk til de rette lysforhold. Smart, når det skal gå hurtigt, og man ikke gider bruge tid på at justere indstillingerne. 

Prof videokvalitet

Videokvaliteten på Pocket Cinema 6K G2 er lige så skarp som på 6K Pro. Autofokus følger desværre ikke objektet i billedet, det skal sættes med et let tryk på en knap. Så pas på, når du filmer håndholdt, her skal du have en hånd på objektivets fokusring. Heldigvis ser du tydeligt på den store skærm, om motivet er i fokus eller ikke, og fokusmønster kan også hjælpe her.  

Som Pro-kameraet giver 6K G2 superb video i dagslys, og ved dårligere lys ser du knapt støj, før du rammer 3.200 ISO. Du kan gå så højt som til 10.000 ISO, men så bør sortniveauet begrænses i redigeringen. Går du helt op til 25.600 ISO, må du være forberedt på mere støj.  

Det er ikke helt på højde med Panasonic Lumix S1H, men rigtig godt alligevel.  

Objektivet af typen Sigma 18-35 mm f/1,8 fungerer rigtig godt, men mangler billedstabilisering. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Rolling shutter

Eftersom både 6K G2 og 6K Pro faktisk ikke er full-frame-kameraer, men har en noget mindre billedsensor, er der færre problemer med ‘rolling shutter‘-artefakter end på både Lumix S1H og S5II fra Panasonic. Man skal i de fleste situationer fremprovokere denne geleeffekt i Blackmagic-kameraerne 

Tilslutninger

Kameraet har to mini-XLR-lydindgange for at opnå bedst mulig lyd med eksterne mikrofoner. Disse har også fantomstrøm til kondensatormikrofon. Den indbyggede mikrofon i kameraet er der for at gøre det lettere at synkronisere eksterne lydoptagelser med videoen, den skal ikke bruges til seriøs lyd. 

Batteriet holder ca. én time, alternativt kan du bruge et eksternt håndgreb med plads til to ekstra batterier. Så har du tre batterier samtidig, hvoraf to kan skiftes, mens du filmer. Meget fleksibelt. 

Foto: Geir Gråbein Nordby

Konklusion

Pocket Cinema 6K G2 er identisk med 6K Pro på alle vigtige områder. Også når vi taler størrelsen, som slet ikke er i lommekameraformat. Det er nemlig ganske så stort, sammenlignet med næsten alle systemkameraer.  

Videokvaliteten er glimrende, uanset codec. Men der bør efterbehandles, da farverne ellers bliver lidt flade. Med lidt justering får du video, som kan bruges til ægte professionelle udgivelser.  

At kameraet er let at bruge, er en velkommen bonus. 

Har du ikke behov for de indbyggede ND-filtre i 6K Pro, kan du trygt købe 6K G2 – og få nøjagtig samme billedkvalitet. 

Karakter
Blackmagic Pocket Cinema Camera 6K G2
High End

Lyd & Billede mener

Et professionelt kamera med særdeles god billedkvalitet. Handy format og meget brugervenligt. Gigantisk skærm! Større end forgængeren, nu lige så stort som Pro-versionen. Tungt at slæbe rundt på til daglig. Ikke kontinuerligt autofokus. Stillbillede-fotografering er en nødløsning.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Lyd & Billede
Scroll to Top