Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Sony lancerer nye TV’er: Bravia 9, Bravia 8 og Bravia 7

Sony inviterede os til englenes by for at afsløre sine nye TV-modeller.

Skrevet af / 17/04/2024 - 18:01
Sony lancerer nye TV’er: Bravia 9, Bravia 8 og Bravia 7

Los Angeles/Lyd & Billede: Sony har holdt kortene tæt til kroppen om sine nye TV-modeller usædvanligt længe i år. Bortset fra et smugkig på deres nye prototype på CES i januar, er detaljerne i Bravia 2024-serien blevet behandlet som de rene statshemmeligheder. Indtil nu!

Læs også Mød den næste generation af MiniLED-teknologi fra Sony Bedre end OLED? Ny teknologi vil give mere præcis lysstyring uden "blooming".

Nu kan vi endelig løfte sløret: Lyd & Billede deltog i et event i USA lige før påske. Overskriften for eventet var ‘Cinema is coming home’, og rammerne var Sony Pictures Studios i Culver City, Los Angeles, hvor Sonys nye tv- og hjemmebiografprodukter for 2024, herunder modellerne Bravia 9, Bravia 8 og Bravia 7.

“Cinema is coming home” er slagordet fra Sony i år. (Foto: Sony)

Sidste gang, vi besøgte dette studie, var for 11 år siden, da Sony introducerede nogle af sine første 4K-TV’er. Så det var på høje tid med et gensyn!

pixo wide angle branding Sony Bravia event 2024 (7) Sony Bravia event 2024 (10) DSC_3034 DSC_3014 Sony Bravia event 2024 (6) DSC_3021
<
>
Fra præsentationen af Bravia 9, Bravia 8 og Bravia 7. Baggrunden udgøres af en gigantisk buet LED-skærm til virtuel produktion! (Foto: Sony)

 

Sony Bravia TV 2024: Vil bringe biograffølelsen hjem

Men vent lige lidt – hvorfor har Sony slæbt os hele vejen over Atlanten til USA for at vise nogle lækre TV’er og soundbars frem?

Hensigten er naturligvis at vise sin stærke forbindelse til filmbranchen, men også at give os et bedre indblik i, hvordan – og hvorfor – berømte film og serier bliver produceret på en bestemt måde.

Sony har tætte forbindelser til både den kreative og den udøvende side af filmindustrien gennem Sony Pictures, som producerer filmene, og Sony Professional, som leverer filmkameraer, monitorer og andet produktionsudstyr.

Derudover var det selvfølgelig en gylden anledning til at fremhæve de nyeste TV-produkter og understrege, hvorfor det er så vigtigt, at hjemmeelektronikken formår at genskabe de bedste filmoplevelser på en troværdig måde.

For at give os et indblik havde Sony inviteret instruktøren Joseph Kosinski og filmfotografen Claudio Miranda op på scenen. De står bag kendte storfilm som Tron: Legacy og Top Gun: Maverick.

Kosinski og Miranda fortalte os om, hvordan de lykkedes med at få et Sony Venice-filmkamera ind i et F18-jagerfly under optagelserne af Maverick. Og ikke mindst om det omhyggelige arbejde, der ligger i postproduktionen på bl.a. farvegradering.

“Vi kan bruge uger, hvis ikke måneder, på at farvegradere en film – derfor er det afgørende, at forbrugeren har mulighed for at se den præcis, som vi havde tænkt det,” siger Joseph Kosinski og tilføjer: – “Jeg er vild med det, HDR (High Dynamic Range) nu bringer til stuen, at der er meget højere kvalitet tilgængelig for forbrugeren nu.”

For at give os mere TV-indhold af en kvalitet, der lever op til instruktørernes og producenternes intentioner, introducerer Sony i år flere kalibrerede billedindstillinger. Ud over den nuværende Netflix Adaptive Calibrated Mode og Sony Pictures Core Calibrated Mode introduceres også en ny Prime Video Calibrated Mode, der skal sikre optimale billedindstillinger for forskellige typer Prime-indhold.

Sony havde bl.a. inviteret instruktør Joseph Kosinski og filmfotograf Claudio Miranda på scenen. (Foto: Sony)

Vil filmverdenen snart gå over til 4.000 nit?

Det hører med til historien, at Sony Professional for nylig udskiftede sine masteringmonitorer fra OLED til LCD. Den trofaste BVM-HX310 til omkring en kvart million kroner erstattes af den nye HX3110, som – ganske rigtigt – er en LCD-baseret monitor.

Baggrunden for udskiftningen er ifølge Sony behovet for mere lysstyrke til mastering af HDR-produktioner. Mens den gamle monitor stopper ved 1.000 nit, kan den nye model levere 4.000 nit kontinuerligt. Og forskellen er ganske markant. Sony viste os testbilleder med op til 4.000 nit farvegradueringer, hvor den gamle HX310 fladede ud og “klippede” i toppen. Den kunne simpelthen ikke gengive de lyseste nuancer af f.eks. sollys.

Sonys nyeste studiemonitor giver mulighed for mastering ved 4.000 nit. (Foto: Sony)

Interessen i filmindustrien for at producere og mastere film ved 4.000 nit har indtil videre været moderat: De fleste spillefilm stopper i øjeblikket ved 1.000 nit, og 2-300 nit er normalt tilstrækkeligt til biografsale. Men Sony har en tro på, at flere vil begynde at gøre det, eftersom der nu findes en pålidelig studiemonitor, som kan klare udfordringerne. Ikke mindst fordi meget af indholdet går direkte til streaming.

Eller som Hugo Gaggioni fra Sony Professional sagde: “Når først en eller to instruktører begynder at udforske 4.000 nit i deres film, vil flere hoppe med på vognen.”

Gaggioni pointerede også, at den høje lysstyrke ikke er har til hensigt at “blænde” os eller gøre det ubehageligt at se film. Det handler om at få de ekstra nuancer frem i små lyse områder.

Det var baggrunden – nu til TV-modellerne!

Sony Bravia 9: Ny topmodel i 2024

Sony Bravia 9. (Foto: Sony)

Det har svirret med rygter og spekulationer om dette års sortiment. Vil dette års nye high-end-model fra Sony være en videreudvikling af sidste års topmodel A95L med QD-OLED, eller har den japanske producent skiftet fokus til LCD med MiniLED og local dimming?

Den avancerede prototype, vi så på CES, kunne tyde på det, og nu har vi svaret: Sidste års A95L lever videre, men den nye flagskibsmodel i 2024 er faktisk et superavanceret MiniLED LCD-TV og hedder kort og godt Bravia 9.

Sony Bravia 9 bruger den nyeste version af Sonys bagbelysningsteknologi – XR Backlight Master Drive. Sony ville ikke afsløre præcis, hvor mange dimming-zoner Bravia 9 har, men kunne fortælle, at det har tre gange så mange dimming-zoner som sin forgænger, X95L, og 50 procent mere lysstyrke.

Sony var tydeligvis mest opsat på at tale om den smarte og præcise lyskontrol, de har opnået på den nye topmodel ved hjælp af deres egen 22 bit-driver til lysdioderne. Og vi må indrømme, at den nye XR Backlight Master Drive-teknologi ser ud til at give en opsigtsvækkende god og “punktformet” lyskontrol.

Gavin McCarron fra Sony demonstrerede bl.a. forskellene mellem Bravia 9 og forgængeren X95L. Bravia 9 (til højre) har fået tre gange flere dimming-zoner og 50 procent højere lysstyrke, hvilket giver mulighed for en mere finmasket bagbelysning. (Foto: Audun Hage)

De demonstrationer, vi fik at se, gav – ligesom på CES – indtryk af en meget finmasket, hurtig og præcis fordeling af lyset. Derudover har Bravia 9 et imponerende, næsten OLED-agtigt sortniveau, som formentlig er det bedste, vi hidtil har set fra en LCD-skærm.

Sony havde stillet Bravia 9 op sammen med Samsung S95C QD-OLED og LG OLED G3 fra 2023, og den nye model kom meget tæt på studiemonitoren i flere henseender, med en slående skarphed og detaljegrad, ud over at lysstyrken selvfølgelig er meget imponerende.

Sony-skærmen kan angiveligt håndtere over 3.000-4.000 nit i små partier, og det handler ikke nødvendigvis om at blænde dig, men snarere om at have nok ‘headroom’ til at gengive de allermest lysstærke HDR-detaljer uden ‘clipping’ og tab af farvenuancer. Vi så en række eksempler på, hvordan de mindre kapable skærme nemt kan miste nuancer i de lyseste detaljer, hvis indholdet vel at mærke er produceret til at udnytte den højeste lysstyrke.

Den endelige dom må selvfølgelig vente, til vi har haft Bravia 9 hjemme på testbænken! Der er nemlig rigeligt med interessante udfordrere i år, heriblandt TCL X955,  Samsung QN95D og QN900D, hvor sidstnævnte også har 8K-opløsning. Sony lancerer derimod ikke en ny 8K-model i år, men lader 2022-modellen Z9K leve videre.

Bravia 9 leveres i 75″ og 85″. Der vil også være en 65″ version tilgængelig på det amerikanske marked, men den vil ikke blive introduceret i Europa. (Foto: Sony)

Bravia 8 – nyt OLED-TV erstatter A80L

Sony Bravia 8. (Foto: Sony)

Sideløbende med at Sony lancerer nye LCD-skærme, får også deres premium OLED-skærme en velkommen opdatering. Efterfølgeren til det populære Bravia A80L er det nye Bravia 8. Det får bl.a. Sonys nyeste XR videoprocessor med forbedret billedbehandling og det indbyggede Acoustic Surface Audio+ lydanlæg, men der er ikke tale om de nyeste OLED-paneler med MLA-teknologi.

Bravia 8 leveres i 55, 65 og 77 tommer. (Foto: Sony)

Bravia 7 – erstatter X90L

Sony Bravia 7. (Foto: Sony)

Den nye XR Backlight Master Drive-teknologi bruges for øvrigt også i lillebror Bravia 7, som også er et LCD-TV og en slags arvtager til den populære og mere prisvenlige X90L-serie. Her fik vi ikke oplyst lysstyrken, men Bravia 7 får angiveligt 30 procent mere lys og 8 gange så mange dimming-zoner som forgængeren. Så dette kan blive en virkelig interessant model i premiumklassen.

Bravia 7 leveres i 65, 75 og 85 tommer, og efter hvadLyd & Bilde erfarer, fortsætter 98 tommer-modellen Bravia 98X90L fra 2023 et år endnu. (Foto: Sony)

Pris og tilgængelighed

Sonys nye TV-modeller blir tilgængelige i løbet af juni 2024. Herunder kan du se prisene:

Bravia 7 Pris
Bravia 7 65″ 17.000 kr
Bravia 7 75″ 21.000 kr
Bravia 7 85″ 26.000 kr
Bravia 8
Bravia 8 55″ 17.000 kr
Bravia 8 65″ 22.000 kr
Bravia 8 77″ 30.000 kr
Bravia 9
Bravia 9 75″ 30.000 kr
Bravia 9 85″ 37.500 kr

Ud over de nye TV-modeller har Sony også netop lanceret nye soundbars og lydanlæg i Bravia Theatre-familien. Du kan læse mere om dem her:

Læs også Her er årets nye hjemmebiograf-produkter fra Sony Sony introducerer en spritny serie med BRAVIA Theatre hjemmebiograf-produkter.

Se også lanceringsvideoen fra Sony:

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er Samsungs nye 2024 TV-modeller: Masser af AI-funktioner

TCL's 163" X11H demonstreret i Kina

Nu kender vi priserne på årets nye OLED-TV fra LG

Her er Sonys nye TV-modeller for 2024

TCL C855 går op til 98 tommer

Her er TCL 115X955 MAX

Nu kan du se OLED-TV på en flyveturen

Mere Philips Hue på Samsung TV

TCL 115X955: Gigant-TV klar til Danmark

Se hvad vi fandt hos LG i Tyskland

Smugkig på LG's nye OLED-modeller i Frankfurt

163 tommer - nogle større?

0
Lyd & Billede
Scroll to Top