Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Windows Phone 8 er nu officielt lanceret

I torsdags kom Microsoft med Windows 8 til pc'er, tablet-computere og hybridprodukter, og mandag aften kom så turen til din smartphone. Tre producenter er klar med i alt fem smartphones baseret på Windows Phone 8.

Skrevet af / 29/10/2012 - 23:56
Windows Phone 8 er nu officielt lanceret

HTC, Nokia og Samsung er de tre producenter, som i løbet af november måned sender i alt fem smartphones ud i butikkerne – alle baseret på Windows Phone 8. Alle modellerne var kendt på forhånd, og til fælles har de, at de kommer til at ligge i den dyre ende.

Nokia Lumia 920 og Nokia Lumia 820 kommer i butikkerne til vejledende udsalgspriser på henholdsvis 4.900 kroner og 3.800 kroner, og det sker senest i slutningen af november. Nærmere kan Nokia ikke komme på et endeligt lanceringstidspunkt.

Nokia Lumia 920

Læs også: Første Windows 8 mobiler fra Nokia

HTC, som er klar med Windows Phone 8X og Windows Phone 8S, kommer formentlig først ud i butikkerne med de nye modeller – nemlig allerede i løbet af en uges tid – men HTC vil ikke udmelde noget officielt omkring priserne. Vi har dog fundet 8X-modellen til knap 4.000 kroner, mens Windows Phone 8S by HTC kan forudbestilles nu for cirka 2.600 kroner.

Windows Phone 8X by HTC til venstre og 8S til højre

Læs også: HTC klar med 2 x Windows Phone 8

Mindst ved vi om Samsung ATIV S. Den skulle også komme i løbet af november, men selvom Samsung faktisk præsenterede ATIV S som den første Windows Phone 8 mobil, så tror vi, at både Nokia og HTC når at få deres modeller ud i butikkerne, før Samsung bliver klar. Prisen har Samsung ingen officiel holdning til, men vi har fundet Samsung ATIV S til cirka 4.000 kroner.

Samsung ATIV S... ligner Galaxy S III til forveksling

Læs også: Samsungs mobile overflødighedshorn

Den billigste model bliver altså Windows Phone 8S by HTC til cirka 2.600 kroner, så der bliver ikke meget at komme efter for de små budgetter.

Alligevel tror Microsoft fuldt og fast på, at Windows Phone 8 kan hente markedsandele på det lukrative smartphone marked, som i øjeblikket domineres totalt af henholdsvis Apple med iOS og iPhone samt Google og partnere med operativsystemet Android og ”hero”-modeller som Samsung Galaxy S III og HTC One X. For Windows Phone 8 adskiller sig på en række punkter radikalt fra de to eksisterende platforme, hvilket Microsoft gjorde en hel del ud af at forklare ved aftenens præsentation.

I Microsofts termonologi er forskellen først og fremmest, at Windows Phone 8 fokuserer på mennesker, ikke på apps. Det kommer konkret til udtryk ved de levende ”fliser”, som er kernen i Windows Phone 8. At fliserne er ”levende” betyder, at de er dynamiske og hele tiden opdateres med indhold, og en flise behøver så altså ikke repræsentere en bestemt app, men kan i stedet vise eksempelvis fotos eller opdateringer fra bestemte mennesker. Desuden kan hjemmeskærmen indrettes helt efter brugerens eget ønske – både udvalg, placering og størrelsen af fliserne afgør brugeren selv – så hjemmeskærmen, eller væggen, bliver hundrede procent personlig.

På mange punkter ligner Windows Phone 8 selvfølgelig forgængerne, Windows Phone 7 og 7.5, men udover muligheden for fleksible flise-størrelser er der især to nye funktioner, som brugeren især vil lægge mærke til, nemlig den levende låseskærm samt børnehjørnet!

Låseskærmen kigger vi oftere på end noget andet skærmbillede, blev der sagt ved aftenens præsentation, og derfor understøtter en masse apps i Windows Phone 8 nu den levende låseskærm, hvilket vil sige, at dele af låseskærmen er dynamisk og viser udvalgt indhold. Det kan selvfølgelig være seneste opkald eller kalenderaftaler, men det står brugeren frit for at vælge – eksempelvis kan man se venners fotos eller statusopdateringer på låseskærmen, hvis det er det, man ønsker.

Børnehjørnet er en funktion, som skal gøre livet nemmere både for børn og voksne. Og her er der tænkt på små børn, som gerne vil låne mors eller fars smartphone, fordi de ikke er gamle nok til at have deres egen. For at forhindre de små poder i at sende vrøvlemails til chefen eller købe dimser i diverse spil-apps for store summer, så kan man nu simpelthen indrette et særligt rum kun til børnene. Her er fliserne større, og far eller mor kan sammen med børnene præcis indrette, hvilke apps og andre funktioner, som skal være tilgængelige i børnehjørnet, der altså bliver ungernes eget ”værelse” på mobilen, hvor de kan lege frit, uden forældrene behøver at stresse over, om de nu sletter alle de vigtige mails eller kigger på soveværelsesbillederne fra aftenen i forvejen.

Børnehjørnet

Af andre tjenester byder Windows Phone 8 blandt andet på Xbox Music, en musiktjeneste med cirka 30 millioner sange, som kommer til at virke også i Danmark fra dag ét. Og så en ny version af den kendte Skype-tjeneste, som nu kan være online hele tiden, uden programmet behøver at køre i baggrunden, hvilket betyder store strømbesparelser.

Skal man tro på den danske chef for Windows Phone 8, Jon Bille, så er det især Google, der skal kigge sig over skulderen, nu hvor Windows Phone 8 kommer stormende ind på markedet med hele fem modeller. iPhone-brugerne er som oftest meget loyale, forklarede den danske Windows Phone 8-ansvarlige, mens rigtig mange Android-brugere ret beset kun bruger Googles operativsystem, fordi de ikke havde andre alternativer. Og med de mange brugerorienterede muligheder i Windows Phone 8 skulle der være gode muligheder for at kapre en del tidligere, utilfredse Android-brugere, mener Jon Bille.

I Windows Phone Store er der pt. 120.000 apps. De fleste populære, danske apps findes til Windows Phone 8.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

0
Lyd & Billede
Scroll to Top