Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Eksklusivt

Vis mig dit gear: Fortnite-gamer Mikkel “Liwshe” Thillerup

Mikkel “Liwshe” Thillerup er en af verdens allerbedste Fortnite-spillere. Her fortæller han eksklusivt til L&B Home hvilket udstyr, han gamer med - og hvad du efter hans mening ikke behøver bruge ret mange penge på.

Skrevet af / 27/10/2023 - 09:43
Vis mig dit gear: Fortnite-gamer Mikkel “Liwshe” Thillerup

Mange tusinde par øjne klæber til 16-årige Mikkel “Liwshe” Thillerup fra danske Team Atlantic, når han går på scenen med sin teammate for at spille Fortnite. Både publikum i salen og dem, der følger med på livestreams, er klar til at se ham og konkurrenterne spille Fortnite på et niveau, de mange millioner andre spillere kun kan drømme om. Men uanset om Mikkel træner derhjemme eller spiller foran et verdenspublikum, foregår det altid på hans eget udstyr. En fodboldspiller har jo også sine egne støvler med til VM.

Vi har talt med Mikkel “Liwshe” op til karrierens foreløbige højdepunkt: Det internationale FNCS Global Championship i Fortnite, som blev afholdt i København den anden weekend i oktober. Præmiepuljen ved mesterskabet er på hele 4 millioner dollars. Det er den største sum, Mikkel har spillet om, men pengene er ikke det eneste, der presser den unge spiller i dagene op til den enorme event.

Han måtte nemlig undvære sin livline til spillet i dagene op til eventet, fordi han skulle aflevere sin computer, skærm, headset og ikke mindst den altafgørende controller til tjek hos arrangøren hele seks dage før, han skulle i kamp.

“De skal tjekke, at der ikke er noget galt med det. Og så stiller de det op på scenen, så det er klar til os. Vi får lov at tjekke det et par dage før, vi skal spille, men det er også det. Jeg har en backup controller med, som jeg bruger i de practice rooms, de har til os. Controllers har det med tit at gå i stykker, men den jeg har nu, er ret god,” fortæller han.

Mikkel “Liwshe” Thillerup spiller Fortnite på det danske Team Atlantic. Han og hans teammate mødes kun i virkeligheden, når de deltager i turneringer. (Foto: Team Atlantic)

Den helt rigtige controller

Controlleren hedder Scuf Impact, og det har taget Mikkel lang tid at finde frem til, at det lige præcis er den, han bedst kan lide at spille med.

“Den har nogle gode paddles bagpå, og så går den ikke så let i stykker. Jeg overvejer faktisk at købe en til.”

Mikkel startede med at spille Fortnite på Playstation, da han var 11 år gammel. Indtil da havde han spillet Minecraft, men da han først skiftede til Fortnite, var det så sjovt, at han bare blev ved og ved med at spille. Og hen ad vejen blev han bedre end alle dem, han spillede mod.

Imens er han blevet ved med at spille med controller, også efter at han skiftede Playstation ud med en computer, selv om de fleste af dem, han spiller med og mod bedst kan lide tastatur og mus.

“Det bruger jeg sommetider for sjov, men jeg foretrækker klart controlleren,” smiler han og fortæller, at han har sat nogle røde dupper, KontrolFreek hedder de, på controlleren, fordi de efter hans mening gør spillet mere smooth. Modellen hedder FPS Freek Inferno, og Mikkel kunne ikke drømme om at spille uden.

Nogle headsets er spild af penge

Oftest er det headsettet, man kan kende en gamer på, og man skulle måske tro, at spillerne går lige så meget op i at vælge det rette headset som deres øvrige udstyr. Det gælder dog ikke Mikkel Thillerup:

Stort set alle headsets kan det, de skal. Jeg har spillet med det samme i to-tre år nu, og det holder bare evigt.”

Han vil ikke anbefale at lægge alle sparepengene i et særligt avanceret headset. Så hellere gå efter en skærm, som har en opdateringsfrekvens på 240 Hz, for det er den slags, der virkelig gør en forskel. Derfor har han naturligvis også investeret i en computer, som kan trække 240 FPS (frames per second).

“Der er nogle, som har 360, men jeg er godt tilfreds med de 240. Jeg tror kun, jeg skifter, hvis alle andre skifter, og jeg er den eneste, som sidder med 240”.

De 240 FPS er da også et godt stykke over de 60 FPS, som man som udgangspunkt anbefaler for at kunne spille Fortnite og lignende spil. Jo højere FPS, desto mere flydende og naturtro bliver billedet.

Fortnite kan spilles både på konsol, mobil (Android) og PC. Spillet er kort sagt et skydespil, hvor det gælder om at stå alene tilbage som vinderen. Det anbefales ikke til børn under 12 år. (Illustration: Epic Games)

Køber selv sit udstyr

Gamingudstyret har en særlig betydning for Mikkel Thillerup, og det er alt sammen valgt med omhu. For selv om han er på det allerøverste niveau i sin sport, er det stadig ham selv, der køber alt det udstyr, han bruger. Pengene har han tjent ved at placere sig ved Fortnite-turneringer rundt om i verden.

Ved FNCS Global Championship i København endte han og hans teammate på en samlet 29. plads og gik derfra med en samlet præmie på 16.000 dollars.

FAKTA: Mikkel “Liwshe” Thillerups udstyr

Pernille Redder
(f.1977) Journalist på L&B Home. Pernille har arbejdet som journalist og redaktør i TV-branchen siden 2003. Blandt andet på DR, TV 2 Øst, TV 2 Fyn og som redaktør på Copenhagen TV Festival. Pernille skriver ærligt og kontant om alt det, der gør livet som blandt andet husejer og forælder sjovere og nemmere.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Masser af nye gaming-skærme

De bedste spil i 2024 (hidtil)

IKEA: Gadestil til gamere

Razers nye samarbejde tager kunderne med bukserne nede

Gaming-flagskibe fra LG

Sådan bliver PS5 Pro

Streaming og teamsnak i farver

PS5-opdatering rulles ud nu

Spil PS5 i Sonys Afeela-bil

Epic Games må hoste op

Samsungs 3D-skærm uden 3D-briller

Razer giver dig et los bagi

0
Lyd & Billede
Scroll to Top