Jeg indrømmer det gerne, undertegnede har lidt af en forkærlighed for klassiske westernfilm. En af de absolutte yndlingsfilm er faktisk en western, Clint Eastwoods superbe og blændende smukke Unforgiven (1992).
Den lettere forslidte genre har fået sig et solidt comeback de seneste år – ikke mindst hjulpet på vej af Taylor Sheridans megasucces, Yellowstone, med de efterfølgende spin-off-serier 1883 og 1923.
Så sent som sidste år kunne vi nyde Emily Blunt i den stærke, nyskabende westernserie The English, og i 2017 kom Antoine Fuqua med en meget vellykket genindspilning af The Magnificent Seven. Selv den teknologitunge Westworld var stærkt western-inspireret til at begynde med.
Selv Viaplay/Prime Video forsøgte sig i fjor med en (ikke helt vellykket) westernserie, Billy The Kid. Til næste år kommer sæson 2.

I anden sæson af Viaplay-serien møder vi endnu en gang Tom Blyth (The Gilded Age) i hovedrollen som en af det vilde vestens mest legendariske personager – Billy the Kid. Den nye sæson er instrueret af Michael Hirst (Vikings, The Tudors), som også har skrevet manuskriptet.
Westernserien er inspireret af USA’s mest berygtede lovløse. I denne omgang kommer Billy og hans allierede på kant med Billys ældste ven, Jesse Evans (Daniel Webber) og de korrupte kræfter bag Santa Fe-ringen.
Da kuglerne begynder at flyve, eskalerer konflikten til den blodige Lincoln County-krig. Midt i kampen må Billy kæmpe for at bevare sin egen integritet – og sin elskede.
Seriens skaber, manuskriptforfatter og ansvarlige producent er Michael Hirst. I pressemeddelelsen siger han:
Jeg er spændt på at fortsætte historien om den fredløse legende “Billy the Kid” i anden sæson. Jeg er især begejstret for, at den nye sæson omhandler begivenhederne i den berygtede og blodige Lincoln County-krig. Billys ekstraordinære tapperhed under krigen gjorde ham berømt først i USA og efterhånden i hele den vestlige verden. Dette er en dramatisk og gribende historie, som virkelig er værd at fortælle.”
Sæson 2 får otte episoder og indspilles nu i Canada. Premieren finder sted på Viaplay en gang i løbet af 2024.