Det globale biografmarked fik et alvorligt knæk pga. corona-nedlukningen og den efterfølgende vækst i internationale streamingtjenester.
Men for svorne biografentusiaster har første halvdel af året budt på nogle glimt af lys i biografmørket.
Disneys Lilo & Stitch har solgt som varmt brød og har trukket børnefamilier i hobetal til biograferne, og det samme gælder den ottende film i Tom Cruise-franchisen Mission Impossible. Derudover har en ‘lille’ film om et af verdens mest berømte computerspil, Minecraft, ramt en nerve hos et bredt biografpublikum.
A Minecraft Movie har været en af årets mest besøgte biograffilm.
Fra i dag kan du streame den på Max.
A Minecraft Movie er den første filmatisering nogensinde af verdens bedst sælgende computerspil, Minecraft.
På rollelisten er Jason Momoa (Aquaman) og Jack Black (Tropic Thunder) i hovedrollerne. I andre ledende roller ses Emma Myers, Danielle Brooks(Farven lilla), Sebastian Hansen og Jennifer Coolidge (The White Lotus).
Jared Hess(Nacho Libre) har styret slagets gang i instruktørstolen, og manuskriptet er skrevet af Chris Bowman, Hubbel Palmer, Neil Widener, Gavin James og Chris Galletta.
Sjældent et godt tegn med så mange manuskriptforfattere …
Fra handlingsreferatet kan vi læse:
Velkommen til Minecraft-universet – en verden, hvor kreativitet ikke kun er en fordel, men helt afgørende for overlevelse!
Fire outsidere – Garrett ‘The Garbage Man’ Garrison, Henry, Natalie og Dawn – kæmper med hverdagens problemer, da de pludselig trækkes gennem en mystisk portal og ender i Overworld: Et mærkeligt, kubisk eventyrland, der blomstrer af fantasi.
For at finde hjem må de lære sig at beherske denne nye verden – og samtidig beskytte den mod farer som zombier og piglins – i et magisk eventyr, der ledes af den overraskende master crafter Steve . Sammen skal de fem finde modet og genopdage, hvad der gør dem hver især unikt kreative – egenskaber, som også er nøglen til succes i den virkelige verden.”
