TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: The Gilded Age, 1. sæson

Klassisk overdådigt kostumedrama

Skaberne af Downton Abbey satser på ny succes med endnu et klassisk kostumedrama, denne gang amerikansk.

Af / 20/01/2022 - 16:49
The Gilded Age, 1. sæson
Tor Aavatsmark

En af de mest populære og anmelderroste TV-serier fra den lineære TV-tidsalder var kostumedramaet Downton Abbey, som blev sendt mellem 2010 og 2015. Serien handlede om det britiske aristokrati i Yorkshire i 1910’erne, deres forhold til tjenestefolkene og førkrigstiden generelt.

Nu har HBO Max startet et samarbejde med seriens skaber, Julian Fellowes, og produceret et nyt historisk kostumedrama. Denne gang sat i USA og med aristokratiets storhed og fald i 1880’ernes New York, under den såkaldte Gilded Age, som emne.

Nyrige vs. gamle penge

Perioden efter den amerikanske borgerkrig var præget af stor økonomisk fremgang. Den industrielle udvikling tog for alvor fart, elektrificeringen var i gang, landet ekspanderede mod vest, og der blev skabt store formuer, ikke mindst inden for transportsektoren.

Landets finansielle centrum var dengang som nu New York, og her kolliderede den gamle elite (der havde rødder helt tilbage til Mayflower) for alvor med de lidt vulgære nyrige. Netop denne konflikt står i centrum for The Gilded Age.

Den nyrige George Russell (Morgan Spector, Homeland) har slået sig op som jernbanebaron. På Upper Manhattan får han bygget et formidabelt palæ – i folkemunde kaldet “Little Versailles” – og tager sin overambitiøse kone, Bertha (Carrie Coon, The Leftovers), og deres to børn med til storbyen.

Annonce

Men deres vej ind i det etablerede selskabsliv skal vise sig at blive en lang og besværlig affære. Gamle penge kan nemlig ikke fordrage lugten af nye penge.

Gamle penge – og fordomme

En af de familier, der virkelig kan smykke sig med “gamle penge” – og et imponerende stamtræ – er søstrene Agnes van Rhijn (Baranski) og Ada Brook (Cynthia Nixon, And Just Like That…).

Den indtørrede, ærkekonservative enke og hendes underkuede og naive pebermø af en lillesøster tager deres niece Marian (Jacobsen) til sig, efter at deres brors død har efterladt hende penge- og hjemløs. Med sig har hun den sorte kvinde Peggy (Benton), en vordende forfatter, der søger lykken i The Big Apple og får et midlertidigt job som Agnes’ sekretær.

Alting handler om at have de rigtige forbindelser og pleje sin omgangskreds, og alle prøver at gøre deres hoser grønne hos selskabslivets “ypperstepræstinde”, fru Astor.

Og har man ikke et langt og fejende flot stamtræ, bliver man nødt til at købe sig adgang til de finere kredse, enten gennem store velgørenhedsdonationer eller forretningsforbindelser.

Russell er imidlertid en hensynsløs kapitalist, som ikke går af vejen for at smide penge ud for at statuere et eksempel. De etablerede gør deres yderste for at holde ham på afstand og stikke en kæp i hjulet på hans forretningsplaner, men det er først, da de nedværdiger hans hustru, at han for alvor går til stålet.

The Gilded Age sesong 1 1 scaled 1
(Foto: HBO Max)

Spil og koketteri

Som ethvert klassisk kostumedrama er serien selvfølgelig gennemsyret af urent spil, koketteri, bagtalelse og åbenlyse magtkampe.

Har man først trådt galt på livets sti, er man stemplet for evigt, hvilket society-kvinden Sylvia Chamberlain (Tripplehorn) får at mærke i form af nedladende blikke og den ene kolde skulder efter den anden.

De finere kredses børn (læs: døtre) skal gøres gifteklare, og de må afgjort ikke gifte sig nedad i hierarkiet! Og hvis en stakkels forkert bejler skulle komme i vejen, er der ikke meget, som fars svulmende checkhæfte ikke kan ordne.

Med nutidens øjne kan man trække på smilebåndet af, hvordan de ærkekonservative og navlebeskuende høje herrer og damer opfører sig. Det er nok ikke så langt fra sandheden, men i dramaturgiens navn har Fellowes & Co. nok skruet lidt op for konfliktniveauet og enfoldigheden.

Læs også Det kåde borgerskab Vellykket kostumedrama er en blanding af Dollars, Askepot, Farlige forbindelser og Downton Abbey – plus et strejf af Fifty Shades of Grey.

Langtrukken og konservativ

Et kostumedrama er af natur konservativt. I den forstand svigter The Gilded Age bestemt ikke og vil heller ikke skuffe fans af genren. Men nyskabende – eller decideret spændende – er serien desværre ikke. Den burde helt sikkert have haft en tur mere i klipperummet.

Konflikterne er relativt forudsigelige, koketteriet er på præcis det niveau, vi forventer, og kostumerne og kulisserne er vulgært storslåede.

I modsætning til festfyrværkeriet Bridgerton er The Gilded Age dog ikke “farveblind”. Selv om slaveriet officielt er afskaffet, og vi befinder os i de liberale nordstater, er undertrykkelsen af den sorte befolkning udtalt. Hvilket fører til flere beskæmmende scener, der afslører, hvor langt – eller rettere kort – liberalismen egentlig rækker hos de hvide overherrer.

Det mest fascinerende ved serien er den spændende historiske setting, og om den nye tilflytter, den unge Marian, har evnerne, modet og interessen til at bryde indgroede mønstre og forstokkede leveregler.

The Gilded Age sesong 1 2 scaled 1
(Foto: HBO Max)

Ny seersucces

Skuespillerne præsterer gennemgående godt, med en fandenivoldsk Morgan Spector og en klædeligt koket Louisa Jacobsen i spidsen. Vi kunne godt have tænkt os en mere imposant skuespiller i rollen som Agnes. De to søstre bliver lidt for meget en parodi a la Statler & Waldorf fra The Muppet Show – relativt morsomme, men også alt for overfladiske.

The Gilded Age har de rigtige ingredienser til at tiltrække et stort publikum, men at tiltrække nye seere til kostumedramagenren formår den nok ikke, dertil er den for konservativ og for langtrukken. På den anden side: Hvis man ser på Downton Abbeys succes, hvorfor så ændre på en vinderopskrift? Fire svage stjerner (anmeldelsen er baseret på de første fem ud af ti afsnit).

1. sæson har premiere på HBO Max den 25. januar.

Karakter
The Gilded Age, 1. sæson

Fakta:

  • HBO Max
  • Release: 25. januar 2022
  • Instruktion: Michael Engler
  • Med: Cynthia Nixon, Christine Baranski, Carrie Coon, Morgan Spector, Denée Benton, Louisa Jacobson, Taissa Farmiga, Blake Ritson, Simon Jones, Harry Richardson, Jeanne Tripplehorn
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2022
  • Tid: 9:00 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *