Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Ægte 4K-projektorer fra Sony

Hvor andre snyder sig til et 4K-billede fra HD-paneler, har Sonys projektorer ægte 4K-paneler. Nu kommer der to vigtige modeller med den nye X1-processor, som giver billedprocessering i topklasse.

Skrevet af / 17/04/2021 - 11:38
Ægte 4K-projektorer fra Sony

Sonys billigste 4K-projektor hedder i dag VPL-VW270ES. Det er også den billigste projektor på markedet med et ægte 4K-panel. Den erstattes nu af VPL-VW290ES med Sonys nye X1-billedprocessor til projektorer. Sidstnævnte gør en del blærede ting, bl.a. med HDR-video. Af samme grund erstattes deres billigste laserprojektor, VPL-VW870ES, af VPL-VW890ES.

Sony VPL-VW290ES er den billigste projektor med ægte 4K-billedpanel på markedet. Men billig er den ikke ligefrem. (Foto: Sony)

Ægte 4K

Rigtig mange andre 4K-projektorer på markedet “snyder” ved hjælp af optisk linseforskydning for at trylle flere pixels ud af et HD-panel (1080p). Det fungerer fint, men fordi alle pixels ikke tegnes op helt samtidig, betyder det dårligere skarphed under hurtige bevægelser og går også ud over kontrasten. Det vil ikke Sony stå model til, men tegner alle 8,8 megapixel (4096 x 2160) op på lærredet samtidig.

Sonys billigste 4K-projektor hedder altså VPL-VW290ES nu. Det er en LCD-projektor (SXRD) med en lysstyrke på respektable 1500 lumen, og Sonys LCD-teknologi giver et rigtig fint kontrastforhold. Det er der også brug for, for VW290 har ikke dynamisk iris, som kan give endnu sortere sort.

Sony har ikke specificeret kontrastforholdet på hverken VW290 eller forgængeren VW270, men vi målte VW260 til over 20.000:1, hvilket er rigtig godt. Da panelet er det samme som før, kan vi regne med, at kontrasten på VW290 mere eller mindre er den samme.

Sonys X1-processor giver bl.a. bedre HDR-effekter end før. (Illustration: Sony)

Bedre HDR med ny billedprocessor

Den store nyhed i forhold til forgængerne er, at VPL-VW290ES og VPL-VW890ES har fået den nye billedprocessor X1. Sony har taget udgangspunkt i TV-processoren X1, men modificeret den, så den passer bedre til projektorer. Hvilket ikke mindst gør en forskel på HDR-indhold.

HDR handler om at gengive visse effekter endnu lysere end det, der er defineret som hvid. På et TV kan man skrue ekstra meget op for lyset på enkelte pixels i kortere perioder ad gangen for at genskabe disse effekter. Men det er ikke muligt på en projektor, da man så skulle skrue op for lyset på hele panelet samtidig. Hvilket ville betyde, at sortniveauet også blev lysere.

Det, man i stedet kan gøre på en projektor, er at reducere lysstyrken på hele billedet, så man har noget i overskud til når HDR-effekterne kommer. Det er dog ikke optimalt, fordi detaljerne så drukner, selv i et mørkt rum.

Sony VPL-VW290ES fås også i hvid. (Foto: Sony)

Dynamisk tone-mapping

Løsningen er at bruge tone mapping, hvilket betyder, at man reducerer HDR-effekterne og i stedet hæver lysstyrken. HDR-effekterne bliver så ikke lige så spektakulære, men i det mindste får man detaljerne tilbage – og projektoren kan desuden udnytte det store farverum DCI-P3, der følger med HDR. Hvilket giver en væsentlig større farvedybde end standard 8 bit Blu-ray.

Men Sonys X1-processor tager det hele et skridt videre. Den har studeret en billedbank med mange tusind forskellige scenarier og bruger maskinlæring til at forstå, hvordan man behandler HDR-informationen til enhver tid. En slags dynamisk tone-mapping, der skal sikre mere intense HDR-effekter, uden at det sker på bekostning af det oplevede sortniveau.

Hvis du er på udkig efter en 4K-laserprojektor, kan Sony VPL-VW890ES være noget for dig. Hvis du da har små 200.000 kroner at brænde af … (Foto: Sony)

Reality Creation

En anden nyhed, der følger med X1-processoren, er det, Sony kalder Reality Creation. Igen kommer den gigantiske billedbank til sin ret, når Sony tager et HD-billede og opskalerer det til 4K.

Sony bruger maskinlæring til at genkende mønstre i objekter fra billedbanken og overfører disse til det billede, der skal opskaleres. Resultatet er højere opløsning end med almindelig opskalering og samtidig færre artefakter.

Fra venstre: VPL-VW890ES, VPL-VW290ES i sort og VPL-VW290ES i hvid. (Foto: Sony)

VW890 – den billigste laserprojektor

Hvis du vil have en projektor, der starter med det samme, når du tænder den – ligesom et TV – og også en lampe, som du aldrig behøver at udskifte, så er VPL-VW890-projektoren noget for dig. Altså hvis du har råd. For hvor VW290 koster 5.500 euro, må du slippe det femdobbelte for VW890. Det vil sige 25.000 euro, altså næsten 200.000 danske kroner, når forhandlerne har svinget deres regnemaskiner. Ouch!

Men state-of-the-art koster, og ud over den nævnte laserlampe kan VW890 prale af Sonys bedste optik. Sonys ARC-F-linse har 18 glaselementer i 15 grupper for at give en superskarp optegning på lærredet af hver eneste 4 mikrometer pixel.

VPL-VW890ES har en lysstyrke på 2200 lumen, og den dynamiske iris giver næsten uendelig kontrast, ifølge Sony. Med andre ord er det rummet, der bestemmer det reelle kontrastniveau. Hvor VPL-VW290ES har manuel linsejustering, er VW890ES automatisk, og den har også linsehukommelse, så man kan gemme forskellige justeringer til billedformaterne 16:9 og 2,35:1. Et must, hvis man har et bredt lærred.

Hvis laser ikke er vigtigt for dig, tilbyder VPL-VW590ES det samme som VW290, men har dynamisk iris samt automatisk linsejustering og linsehukommelse. VW590 koster 7.000 euro eller godt 50.000 kroner.

Læs også Fantastiske farver, men … Topmodellen i Premiere-serien skaber et stort og lyst billede med spektakulære farver. Desværre har LSP9T også nogle farveproblemer, som gør, at den skyder lidt over målet.

Priser og tilgængelighed

VPL-VW290ES og VPL-VW890ES kan købes nu, og priserne er 5.499 euro for VW290 og 24.999 euro for VW890.

Mere info: pro.sony

 

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Marshall rocker videre

Du kan ikke købe den herhjemme

Mere prisvenlig hjemmebiograf fra Pioneer

Ny subwoofer til de superrige

Hjemmebio-kraftkarl er inde til test

Nu kommer den endelig

Vildere surroundforstærker fra Denon

"Alle" elsker Dolby

Nyt lydformat vil knuse Dolby Atmos

Januarudsalg på soundbars

Se den lille 4K-projektor

Vil bringe 3D-lyd til "alle"

0
Lyd & Billede
Scroll to Top