Anmeldelse: Special Ops: Lioness, sæson 1

Mens Paramounts flagskibsserie, Yellowstone, ubønhørligt nærmer sig sin afslutning (og muligvis kulminerer i et rodet juridisk forlig), arbejder serieskaberen Taylor Sheridan allerede hårdt på andre serier.

Multitalentet Sheridan står bag megahits som Yellowstone, 1883, 1923, Mayor of Kingstown, Tulsa King – samt de kommende 1883: The Bass Reeves Story, 6666 og efterfølgeren til Yellowstone med Matthew McConaughey i hovedrollen.

Nu er han på vej med en serie, der ligger meget langt fra cowboyverdenen. I den nye serie, Special Ops (Særlige Operationer – red): Lioness, bliver vi transporteret til nutiden og den fascinerende verden af spioner.

 

Fra underdog til top dog

Cruz Manuelos (Laysla De Oliveira, Locke & Key) lever med en elendig, alkoholiseret og voldelig mand. Efter endnu en omgang hævet ansigt og blåt øje beslutter hun sig endelig for at flygte fra afskummet; og ved et tilfælde ender hun med at melde sig til hæren.

Hun forvandles hurtigt til en benhård marinesoldat, og så får CIA-agenten Joe (Zoe Saldaña, Avatar: The Way of Water) øje på hende.

Joe leder “Lioness”-programmet. Et elite-CIA-team af kvindelige undercover-specialagenter, der har til opgave at nedlægge terrororganisationer indefra (angiveligt baseret på et rigtigt spionprogram). Agenterne er primært rekrutteret fra tjeneste i Afghanistan og Irak og har set deres del af helvede på jord; noget, der har formet dem.

Efter mange års tjeneste, herunder aktiv tjeneste i felten, er Joe blevet relativt følelsesmæssigt afstumpet og kynisk. Hun er ikke bleg for at ofre en agent eller to, hvis det gavner sagen. Derhjemme har hun en empatisk og forstående lægeægtemand (Dave Annable), som gør sit bedste for at opdrage deres to døtre – hvoraf den ældste er i den rebelske (læs: hader mor!) fase af sine teenageår.

På kontoret bliver hun presset til at yde sit yderste, konstant “inspireret” af sin misantropiske chef, Kaitlyn Meade (Nicole Kidman, Big Little Lies) – som ikke desto mindre er ivrig efter at kæmpe for kvinderne i organisationen.

Kidman klæder rollen godt som den iskolde, kynisk kalkulerende chefbitch, men skuespillerindens ansigt er blevet så skræmmende stift, stramt og plastikagtigt, at al mimik og liv er væk. Hendes dialog med sin mand er faktisk et af de mere politisk interessante øjeblikke i serien.

Terroristernes bagmænd opererer i skyggerne

Målet i denne runde er at få ram på en af hovedmændene bag den internationale terrorisme. “Våbnet” er Cruz, som går undercover med det formål at blive venner med sin datter, Aaliyah (Stephanie Nur), og på den måde komme tæt på terrormålet, som undgår al offentlighed og sporbar kommunikation.

Aaliyah er en kilde, hun forbavsende let kommer i kontakt med, og hun kommer særligt tæt på…

Paul Cameron (Westworld) er instruktøren, og han har komponeret en velsmurt, om end noget generisk, maskine. Teknisk veludført, aktuel, spændende og til tider intens action; men ikke særlig original, og serien mangler karakterer, der virkelig kan engagere os – med Saldana som den ærefulde undtagelse.

SWAT-holdet er karikerede alfahold, anført af den egenrådige Kyle (Thad Luckinbill), der ikke har megen respekt for autoriteter eller regler – og for det meste slipper han godt fra det.

Det er Cruz’ karakterudvikling, der er seriens bærende element, og De Oliveira giver en solid præstation som den sårede fugl, der er ved at blive forvandlet til en ørn. Men nogle af de valg, hun træffer, er irriterende uforståelige, og den måde, operationen løses på, er for let og gennemsigtig.

Generisk og tro mod genren

Vi havde virkelig glædet os til et gensyn med skuespillerlegenden Morgan Freeman (The Shawshank Redemption), men hvis du blinker, går du nok glip af ham i rollen som USA’s udenrigsminister.

Når det er sagt, er de sekunder, han får på skærmen, mindeværdige – og vi håber på en større rolle til ham i de(n) kommende sæson(er). Men Michael Kelly (House of Cards) brillerer endnu en gang som CIA-chefen, der ikke har noget på hjerte. Hans herlige opførsel og frække replikker er et perfekt match til karakteren.

Lioness er slet ikke så “tabloid” underholdende som Yellowstone og heller ikke så engagerende som Sheridans Mayor of Kingstown eller 1883 – dertil er karaktererne for generiske og almindelige.

Et alt for konstrueret og usandsynligt plot med en dialog, der af og til får os til at smile lidt irriteret. Men på alle måder mere end acceptabel hverdagsunderholdning med nogle barske karakterer og gode actionscener. Vi belønner Sheridans indtræden i “Mission: Impossible”-verdenen med 4 stjerner.

Special Ops: Lioness har eksklusiv streaming-premiere på SkyShowtime den 30. oktober. Denne anmeldelse er baseret på de første syv (af otte) episoder.

PS! Hvis det er mere jordnær spionunderholdning, du er ude efter, anbefaler vi Jack Ryan-serien på Prime Video – især fjerde sæson er et brag, der vækker minder om klassisk kontraspionage under den kolde krig.