Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Sådan ser du Yellowstone, 1883 og 1923

Serieskaber Taylor Sheridan er blandt de hotteste navne i streamingbranchen for tiden - men hvor (og hvordan) får du set alle hans eminente serier?

Skrevet af / 26/01/2023 - 09:01
Sådan ser du Yellowstone, 1883 og 1923

Serieskaber Taylor Sheridan står bag megasucceser og publikumsfavoritter som Yellowstone, 1883, 1923, Mayor of Kingstown, Tulsa King – samt de kommende serier Lioness, 1883: The Bass Reeves Story og 6666.

En TV-serie, som har fået en stadig større tilhængerskare de seneste år, er det moderne westerndrama Yellowstone med Kevin Costner i hovedrollen.

Yellowstone

Yellowstone udspiller sig i dagens Montana og centrerer sig omkring den magtfulde Dutton-families kvægdynasti og alle dens intriger, konflikter og åbenlyse, utilslørede magtbegær. 

Læs også Det er valgår i Montana I femte sæson af Taylor Sheridans succesfulde serie kommer hele magten i Montana på Dutton-dynastiets hænder.

Pater familias er John Dutton, forbilledligt portrætteret af Kevin Costner. Over fire sæsoner har vi fulgt strabadserne med at bevare gården og levestandarden – med alle tænkelige midler. 

Yellowstone, sæson 5 (Foto: SkyShowtime)

Vores første indtryk af denne moderne westernserie var, at det bestemt ikke var en dårlig serie, som dog til tider havde karakter af en lidt overdreven soap opera à la Falcon Crest

Serien er dog ‘vokset på os’, og tredje og fjerde sæson gjorde os fuldstændig hooked på livet i den outrerede Dutton-familie, med kvægbaron John Dutton (Kevin Costner) og hans splitterravende gale datter, Beth ( Kelly Reilly) i deres evige (interne såvel som eksterne) kamp for at beholde Yellowstone-ranchen. 

Sheridan, og Paramount, er lige nu i gang med indspilningerne af den nyeste sæson – som muligvis bliver den sidste.

Sæson 5 havde premiere den 14. november; men holder nu en (langvarig) sæson-pause.

 

1883

I den enestående prequel-serie til Yellowstone, 1883 (premiere i januar i fjor), præsenterede serieskaber Sheridan os for Dutton-klanens fascinerende forhistorie og deres strabadserende rejse mod at etablere sig i Montanas vildmark i nybyggertiden.

1883 følger familien Dutton, idet de begiver sig ud på deres nybyggerrejse mod vest, via Texas og over de store sletter i det midtvestlige USA. Målet er de sidste ubeboede bastioner i landet. 

 

De flygter fra utryghed og fattigdom, men aner heller ikke, hvad der venter dem – hverken på rejsen eller ved dens endemål.

Seriens hovedperson er ærkecowboyen Shea Brennan (Elliott) – en hårdkogt, hærdet mand, der har mødt sin del af modgang og udfordringer. Brennan mistede hele sin familie i den koppeepidemi, der hærgede landet, og tilbyder nu, i samarbejde med Thomas (LaMonica Garrett), sine tjenester til folk, der søger hjælp og beskyttelse på den farefulde rejse mod vest.

Elsa May, 1883. (Foto: Paramount)

Duoen påtager sig til at lede en stor gruppe uerfarne tyskere og østeuropæere til det forjættede Oregon. Med på rejsen kommer familien Dutton, anført af James (Tim McGraw) og Margaret (Faith Hill). Deres lettere naive, romantiske datter Elsa (Isabel May) får en central rolle i det drama, der udfolder sig.

Læs også Det herlige, smukke, brutale Vilde Vesten Prequel-serie til Yellowstone overgår sin moderserie.

Vi rangerer den fortsat blandt de bedste serier, du kan streame i øjeblikket, og en stjerne på westerngenrens himmel.

1923

Produktionsselskabet Paramount havde åbenbart drømt om flere sæsoner af 1883, men det var aldrig Sheridans hensigt.

For i marts ’22 sagde Taylor Sheridan følgende til Deadline:

“We wanted to make a 10-hour movie that ended, and that’s what we did. For me, as a storyteller, it feels close ended. I’m going to peek through the window of a different era and see what I see then.”

I stedet fik han ideen om at følge den samme familie, men 40 år senere. Og ud af dette tankespind voksede serien 1923 frem.

 

I 1923 følger vi en ny generation af Dutton-familien under den store depression og forbudstiden i USA. Altså ikke med de samme karakterer, som vi lærte at kende i 1883 – men stadig med Kevin Costners forfædre i centrum af begivenhederne.

Hovedrollerne spilles af ingen ringere end de to legender Helen Mirren og Harrison Ford. Det nye kapitel i Dutton-klanen centrerer sig omkring patriarken Jacob Dutton (Ford) og hans standhaftige kone Cara (Mirren), og deres søgen efter at lede familien gennem en hård og svær periode i amerikansk historie. 

Jacob er bror til James Dutton (Tim McGraw), som var en af ​​hovedpersonerne i 1883.

 

I begyndelsen af ​​1920’erne er det hårde tider på ranchen i Montana, og klimatisk et rigtig dårligt år med mangel på gode græsgange.

1920’erne er en tid, hvor mænd har al magten, både i erhvervslivet, i politik og i hjemmet. Men stædige Cara Dutton lader ikke tidsånden stoppe hende, og hun sætter sig for at ændre normer og regler og sætte sig i respekt som den hun er, og ikke det køn, hun er født med. Samtidig forsøger hun desperat at holde sammen på familien; hun bliver det naturlige omdrejningspunkt for Dutton-klanen.

Læs også Sheridan gør det igen! Med Taylor Sheridan som showrunner, og duoen Harrison Ford og Helen Mirren i hovedrollerne, var forventningerne til 1923 skyhøje.

Vi følger tre forskellige plotlinjer, hvor hovedfokus er på Yellowstone-ranchen og Jacobs strabadser. Derudover vender vi også kontinuerligt tilbage til Kenya, hvor den desillusionerede og lettere traumatiserede krigshelt fra Første Verdenskrig, Spencer Dutton (Brandon Sklenar), befinder sig.

Brandon Sklenar, 1923, sæson 1. (Foto: SkyShowtime)

Tilbage i Montana går Sheridan endnu en gang i lag med USAs skammelige behandling af den oprindelige befolkning og det assimileringsprogram, som staten har implementeret (faktisk ikke helt ulig dét, Norge gjorde mod samerne). Her møder vi forældreløse Teonna (tør vi gætte på, at hendes efternavn er Rainwater?), som er endt på en ‘skole’ fra Helvede, hvor hardcore kristne nonner og præster bogstaveligt talt vil banke ethvert spor af indiansk kultur ud af hende og de øvrige elever.

1923 er allerede fornyet med sæson 2!

Mayor of Kingstown, sæson 2 (Foto: SkyShowtime)

Mere fra Sheridan?

PS! Er du på jagt efter noget helt andet end episke westernserier, kan du se den moderne, temmelig satiriske krimikomedieserie Tulsa King med Sylvester Stallone i hovedrollen som ‘omplaceret’ mafiaboss inden for gambling.

Hylende morsom.

Læs også Stallone gør underholdende comeback Sly Stallone gør et mere end anstændigt comeback som seriøs skuespiller i en blandet fornøjelse af en mafiakomedie.

Personligt foretrækker vi en fremragende Jeremy Renner i hans livs rolle som hårdtarbejdende ‘diplomat’ mellem gangstere, fanger, politi og fængselsbetjente i fængselsbyen Kingstown. Sæson 2 af Mayor of Kingstown har premiere i næste uge.

Både Tulsa King og Mayor of Kingstown er signeret Taylor Sheridan, både som serieskaber, manusforfatter, producent og (delvis) instruktør.

 

Som nævnt er serieskaberen, producenten, manuskriptforfatteren, instruktøren og skuespilleren Taylor Sheridan snart på banen med yderligere tre serier:

  • Lioness (Nicole Kidman har hovedrollen i denne spionthriller)
  • 1883: The Bass Reeves Story (1883-spin-off)
  • 6666 (Yellowstone-spin-off)

SkyShowtime

Multikunstneren Sheridan arbejder eksklusivt for Paramount Pictures, og så længe streamingtjenesten Paramount+ eksisterede, var det der, man loggede sig ind for at se Sheridans serier. Men hvor finder du dem nu?

I september i fjor (efter en fusion mellem Comcast og Paramount) blev den nye streamingtjeneste SkyShowtime lanceret i Norden. Selskaberne gik sammen om den nye abonnementsbaserede streamingtjeneste i mere end 20 europæiske lande, med potentiale til at nå 90 millioner hjem.

SkyShowtime byder blandt andet på film og serier fra Paramount (som for eksempel Top Gun: Maverick) og Universal Pictures.

Top Gun: Maverick finder du nu på SkyShowtime. (Foto: Paramount)

I sit nedslagsfelt har SkyShowtime nu eksklusive premiererettigheder til Paramount-indhold. Det indebærer, at SkyShowtime er det eneste sted i Norden, man kan se for eksempel sæson 5 af Yellowstone. Samtidig kan du også finde ældre sæsoner på lokale streamingtjenester, såsom TV2 Play.

SkyShowtime-tjenesten er tilgængelig direkte for alle via SkyShowtime-appen på Apple iOS, tvOS, Android-enheder, Android TV, Google TV og via hjemmesiden www.skyshowtime.com.

SkyShowtime er også tilgængelig via følgende distributionspartnere på de nordiske markeder: Allente, RiksTV, Ruutu, Sappa, Strim, Telenor, Tele2, Telia, Telmore og YouSee fra Nuuday samt danske TV 2 Play.

NB! Desværre kan man endnu ikke streame serier og film i 4K-kvalitet eller få ægte surroundlyd fra SkyShowtime – men det er noget, “de arbejder med”.

SkyShowtime er nu hjemsted for blandt andet Yellowstone, 1883 og 1923. (Foto: SkyShowtime)
Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Max med norske MILF'er!

Bandekrigen fortsætter

Vil tilbage i sadlen!

Højreekstrem valgmanipulering!

Se Robert Downey Jr. i ny spionserie!

Premiere i dag!

Yellowstone lever videre!

Kommende højdepunkter på Netflix!

Fuld MAX?

Se ny trailer!

Premiere i dag!

Følelserne er tilbage!

0
Lyd & Billede
Scroll to Top