Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets Bedste TV-er 2024-2025

TV'erne er blevet endnu større, smartere og har en blændende stærk kontrast. Her finder du de allerbedste, vi har testet i det forgangne år!

Af / 04/11/2024 - 07:45
Årets Bedste TV-er 2024-2025

Når det gælder om at nyde en film eller din yndlingsserie fuldt ud eller se sportsbegivenheder med venner og familie, er der intet, der kan konkurrere med en rigtig TV-skærm. Årets bedste TV-skærme har fået en imponerende billedkvalitet. Og med skærmstørrelser på op til 100 tommer eller mere kan du nemt overgå din lokale biograf. Bare sørg for at have popcorn nok!

I løbet af 2024 har vi testet mange gode TV-skærme af både LCD- og OLED-typen i forskellige prisklasser. Begge paneltyper har deres styrker og svagheder, og det er derfor, vi udvælger de bedste skærme i deres respektive kategorier.

TV-størrelsen tæller!

Før du sender din gamle TV-skærm til genbrug og køber en ny, er der et par ting, du bør overveje, bl.a. skærmstørrelsen. 55 til 65 tommer er stadig de mest populære størrelser blandt de fleste mennesker, men meget større modeller (75-100″) er også blevet mere tilgængelige og attraktive.

Skærmstørrelsen vil altid have stor indflydelse på seeroplevelsen, så vi anbefaler, at du vælger størrelse ud fra din siddeafstand til TV’et. Vi har sammensat en praktisk guide, som vi anbefaler, at du læser.

c655 range 1 scaled e1717067004620

https://www.lydogbillede.dk/guide/saadan-vaelger-du-den-rigtige-tv-stoerrelse/

OLED, ”QLED” eller LCD?

Et andet vigtigt valg, når du køber et TV, er, hvilken type panelteknologi du vil have. Den avancerede OLED-teknologi er faktisk blevet endnu bedre i år takket være dens høje billedkvalitet og strålende kontrast. I år er der endnu flere modeller at vælge imellem, da flere producenter vælger at tilbyde OLED.

Samtidig lever de traditionelle LCD-skærme stadig i bedste velgående. Ved hjælp af moderne teknikker som QLED-farvefiltre, MiniLED-baggrundsbelysning og local dimming formår de stadig at give en imponerende seeroplevelse.

LCD er generelt kendt for højere lysstyrke end OLED og har sjældent problemer med f.eks. indbrænding. LCD har også en betydeligt mere fordelagtig pris pr. tomme og er lettere at producere i stort format. Det kan ses på det faktum, at teknologien i vid udstrækning bruges i de mest overkommelige og største TV-skærme.

4K-opløsning og HDR (High Dynamic Range) er nu næsten standard på de nyeste skærme, men der er stadig store kvalitetsforskelle, især når det gælder kontrast og lysstyrke. Der findes også tv-skærme med 8K-opløsning, men det er en niche, der er forbeholdt de allerdyreste modeller.

https://www.lydogbillede.dk/guide/vaegmontering-af-tv/

Brugervenlighed er altafgørende

Selvfølgelig er god lyd- og billedkvalitet vigtig, men i det lange løb er brugeroplevelsen lige så vigtig. Menusystemet, apps og fjernbetjeningen skal fungere hurtigt, komfortabelt og logisk uden for meget visuel støj eller reklamer.

Mange producenter bruger Google TV som platform, men der findes også proprietære systemer som Samsung Tizen og LG WebOS. Der kan være stor forskel på brugervenligheden, og nogle er bedre end andre til at holde deres systemer opdaterede.

Tjek derfor, at dit TV understøtter dine yndlingstjenester, og spørg gerne om vejledning, FØR du køber. Hvis du ikke gør det, kan du blive fristet til at trække den nye skærm ned over hovedet på sælgeren!

5 hurtige TV-tips

  1. Vælg den rigtige skærmstørrelse
    Undgå at købe et for lille TV! Med moderne skærme og høj opløsning kan man sidde tæt på et stort TV uden at se pixelerede mønstre. Størrelsen skal være tilpasset afstanden fra, hvor du sidder.
  2.  Vælg den rigtige skærmtype (LCD, OLED)
    Tilpas dit tv efter brugen: Film kræver god kontrast, sport kræver hurtig respons og jævne bevægelser, mens spil foretrækker lav forsinkelse.
  3. Tænk på placering og lysforhold
    Vælg et lysstærkt TV med en mat overflade til dagslys, og tjek, at TV’et passer til dine møbler. Husk, at blanke skærmoverflader kan give irriterende refleksioner.
  4. Glem ikke lyden
    TV’er har ofte dårlig lyd, så overvej en soundbar eller et eksternt lydsystem for at få en bedre oplevelse. Sørg for HDMI 2.1 og eARC-output for at få den bedste lydkvalitet.
  5.  Tjek tilslutningsmuligheder (HDMI)
    Sørg for, at dit TV har nok HDMI-indgange, især hvis du bruger spillekonsoller. HDMI 2.1 og 4K/120Hz er afgørende for optimal gaming.
Nominerede til Årets Bedste TV-er

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets Bedste TV-er 2024-2025

Årets Bedste LCD-TV, basic

TCL 55″ C655 (QLED780)

Billigt og godt budget-TV

Denne nyhed fra TCL er et godt valg, når du vil have god billedkvalitet uden at betale en formue.

  • TCL QLED780 leverer en imponerende billedkvalitet for sin prisklasse med skarpe detaljer, god farvegengivelse og god kontrast.
  • TCL-skærmen er lidt for begrænset i kontrast og lysstyrke til at få mest muligt ud af moderne HDR-video. Kun tre HDMI-indgange.

TCL C655/QLED780 er en såkaldt ‘QLED’ LCD-skærm, hvor man bruger et særligt filter til at give stærkere og mere nuancerede farver. Vi lægger mærke til, at TCL-skærmen gengiver et skarpt og detaljeret billede med stærke og klare farver i standard billedmodus. Skærmen har en relativt god lysstyrke, hvilket gør den velegnet til varieret TV-kigning under forskellige lysforhold.
For mange LCD-skærme i budgetklassen gælder det, at billedoplevelsen er præget af svag kontrast, men det er ikke tilfældet her. TCL-modellen har overraskende god kontrast og en jævn lysfordeling uden pletter eller urenheder. Det vidner om et billedpanel af god kvalitet, og vi tror, at mange vil være meget tilfredse med denne billedkvalitet til almindelig TV-underholdning, serier og sport.

C655/QLED780 er den nyeste i rækken af prisvenlige LCD-skærme fra TCL. Billedkvaliteten er klart over gennemsnittet, og vi var især imponerede over TCL-skærmens kontrast og farvegengivelse. Læg dertil en velfungerende Google TV-brugergrænseflade, og du får her en totalpakke med fremragende ydelse til prisen.
Modelserien fås desuden i en række forskellige skærmstørrelser fra 43 til 98(!) tommer, så uanset om du er på udkig efter et nyt køkken-TV eller en diger biografskærm, er der masser af muligheder her. Lyden er dog lidt tynd, så du bør ofre penge på en separat soundbar. Et rigtig godt køb i budgetklassen!

Årets Bedste LCD-TV, premium

Sony Bravia 7 (K-75XR70)

Filmelskernes favorit

Sony er tilbage i sort, og den splinternye Bravia 7 viser sig at være en af de bedste udfordrere i premium-klassen.

  • Sony-skærmen leverer et meget livagtigt og præcist billede med glimrende kontrast og lysstyrke.
  • Kun to af de fire HDMI-indgange understøtter 4K/120 Hz videosignaler.

Sony satser stort på LCD-TV i år: Den japanske producent har introduceret to nye modelserier, baseret på den avancerede Mini-LED-teknologi, som de selv kalder XR Backlight Master Drive. Den har hidtil været forbeholdt Sonys high-end-modeller, men siver nu ned i premium-klassen med Bravia 7.

Sony Bravia 7

Sony har tradition for at være ekstra grundig med sin billedbehandling, så vi var naturligvis spændte på at se, hvad den nye Bravia 7 kunne diske op med, nu hvor den har fået MiniLED, flere dimming-zoner og en ny videoprocessor.
Vi blev bestemt ikke skuffede: Sony-skærmen viste sig umiddelbart at have meget kontrastrige billeder samt en meget præcis billedbehandling.
Testscenerne fra Netflix i Dolby Vision HDR-format ( bl.a. Top Gun: Maverick) gengives med præcise, naturlige farver og en jævn, neutral gråskala. Her taler vi ‘fingerspitzgefühl’ over billedkvaliteten!
Bravia 7 har også en fremragende lysstyrke, både visuelt og ved måling. Lysstyrken blev målt til tæt på 2.000 nit (10% vindue), hvilket er fremragende. Opskaleringen fungerer rigtig godt, og Sonys videoprocessering formår at få selv ældre og mere lavopløste produktioner til at se forbløffende godt ud på den store skærm. Bravia 7 håndterer også bevægelse rigtig godt.
Bravia 7 har desuden glimrende lysstyring – local dimming er betydeligt bedre end på forgængeren, X90L, og nu fuldt på højde med konkurrenterne. Der er væsentligt mindre ‘blooming’ omkring lyse objekter på en mørk baggrund. Sortniveauet er fremragende, og det samme gælder detaljegraden i mørke scener. Resultatet er et fantastisk billede til filmkigning!

Den nye Bravia 7 er oppe mod hård konkurrence i premiumklassen, men Sony-skærmen viser sig at have en særdeles god ydelse, når det gælder.
Billedkvaliteten er meget imponerende, og især filmentusiaster vil sætte pris på den præcise kontrast og farvegengivelse. Men Bravia 7 byder også på en imponerende lysstyrke.
Alt i alt er vi meget imponerede over billedkvaliteten på Bravia 7, som samlet set er klart bedst i sin klasse.

Årets Bedste LCD-TV, high end

Sony Bravia 9 (K-75XR90)

Kraftfuld underholdningsmaskine

Årets bedste TV fra Sony er ikke et OLED, men et virkelig optimeret LCD-TV. Bravia 9 er et sandt kraftcenter, når det kommer til film!

  • Bravia 9 har et knivskarpt, kontrastfyldt og farverigt billede med imponerende præcis local dimming og dybe sortniveauer samt klar og fyldig lyd.
  • Som de fleste LCD-skærme har Bravia 9 en lidt begrænset betragtningsvinkel, og kun to af de fire HDMI-indgange understøtter 4K/120Hz-videosignaler.

Sony har satset stort på OLED-TV i de seneste år: Derfor var der mange TV-entusiaster – deriblandt os – som undrede sig, da den japanske producent valgte ikke at lancere et nyt flagskibs-OLED i 2024. I stedet har Sonys TV-ingeniører brugt kræfterne på et nyt og toptrimmet LCD-TV, kaldet Bravia 9!

Bravia 9

Kernen i Bravia 9 er en ny Mini LED-bagbelysning, som lover betydeligt mere præcis dimming end den foregående generation. Bagbelysningen er særdeles vigtig for LCD-skærmene, da det er disse lysdioder, der oplyser LCD-laget og bestemmer hvilken lysstyrke og kontrast, skærmen kan opnå.
Bravia 9 har et tæt på perfekt, næsten OLED-agtigt sortniveau, og man skal virkelig arbejde hårdt for at se nogen ‘blooming’ omkring lyse objekter. Ikke engang hvide undertekster ser ud til at genere skærmen nævneværdigt, selv når vi ser spillefilm med sorte striber i et mørklagt rum.
Sony-skærmen kan også prale af en fænomenal lysstyrke. Mini-LED-bagbelysningen giver superstærke lysniveauer. Det giver rigeligt med lysstyrke til at se sport ved højlys dag, hvis man ønsker det. Derudover giver det et kontrastboost til film i HDR-format.
Ud over den formidable billedkvalitet har Bravia 9 også overraskende potent lyd. Foruden de indbyggede bashøjttalere er den udstyret med en ny type ‘Beam Tweeter’-diskant, som skal give ekstra detaljer i toppen. Og man kan faktisk høre det. Sony-skærmen leverer et stort lydbillede, der breder sig ud i vores testrum og skaber en imponerende surroundeffekt.

Sony Bravia 9 rummer alle de fordele, der kendetegner LCD, men meget få af ulemperne. Resultatet er en af de bedste LCD-skærme, vi nogensinde har set!
Kombinationen af god lysstyrke, dybt sortniveau og præcis local dimming giver et meget dynamisk og livagtigt billede. Bemærkelsesværdigt lig et OLED-TV, men med endnu højere lysstyrke til krævende brug og ingen risiko for indbrænding.
Bare pas på, når du ser en HDR-film for første gang på Sony-skærmen, for du kan virkelig blive blændet!

Årets Bedste LCD-TV, ultra high end

TCL X955

Din egen IMAX-biograf

TCL har tidligere imponeret os med sine prisvenlige storskærme, men med topmodellen X955 tager de et skridt op i den ypperste high-end-klasse.

  • TCL X955 leverer en imponerende billedoplevelse med blændende lysstyrke, nuanceret farvegengivelse og skarp kontrast. En fantastisk stor skærm til sport, spil og hjemmebiograf.
  • Som de fleste LCD-skærme er betragtningsvinklen relativt smal. Du får derfor den bedste seeroplevelse, hvis du sidder direkte foran TV'et.

TCL X955 i 98- og 115-tommers udgave henvender sig til de mest hardcore film- og TV-entusiaster. Den nye topmodel fra TCL bruger et avanceret 144 Hz/4K LCD-billedpanel med Mini-LED-bagbelysning og local dimming.
Med et TV af denne størrelse kan du virkelig nyde alle de detaljer, der ligger i 4K-formatet. Faktisk vil vi påstå, at du ikke har set ægte 4K, før du har set det på en skærm i denne størrelse!

Billedkvalitet

Begge TCL-skærme leverer en meget imponerende billedkvalitet, som er blandt de bedste, vi har set fra LCD-skærme. Både lysstyrke og kontrast er som forventet virkelig god, men også lysfordelingen er overraskende præcis med stort set ingen glorieeffekt.
Takket være tusindvis af dimming-zoner (5.184 på 98-tommeren og 20.000+ på 115-tommeren) er X955 i stand til at levere et blændende lyst og præcist billede. Det medfører også, at sortniveauet bliver meget dybt og overbevisende, i mange tilfælde tæt på OLED-klassen. Mørke områder i billedet forbliver sorte.
TCL-skærmene har et imponerende bredt farvespektrum og en blændende stærk gengivelse af f.eks. sollys, blå himmel, flammer og gnister. Her formår X955 at gengive mange nuancer, som går tabt på mindre lysstærke skærme. Realismen er til at tage og føle på.
TCL-skærmene må også siges at give en formidabel spiloplevelse. Det er noget helt andet end at sidde klistret til en gaming PC-skærm på 30-40 tommer!

TCL har tidligere imponeret os med sine store og prisvenlige LCD-skærme. Med X955-serien bevæger de sig for alvor op i high-end-klassen. Og vi må sige, at den kinesiske producent er lykkedes godt med sit største og dyreste TV til dato.
Alt i alt kan vi trygt anbefale TCL X955. Hvis du går og drømmer om din egen IMAX-biograf, er X955 MAX på 115 tommer måske noget for dig. Men 98-tommeren er vild nok til de fleste og ser ud til at være det mest fornuftige valg af disse to – for så vidt et 98-tommers TV kan kaldes fornuftigt!

Årets Bedste OLED-TV, premium

LG OLED C4 (OLED55C4)

Alle gode ting er - fire!

LG’s mest populære OLED-serie er tilbage i en 2024-version, og C4-udgaven har fået en synlig forbedring.

  • LG-skærmen leverer et smukt, farvestrålende og kontrastrigt billede med få åbenbare svagheder. Lysstyrken er også blevet bedre siden sidste generation.
  • Lyden er lidt tyndere end hos Samsung-konkurrenten.

LG OLED C4 leverer den billedkvalitet, man forventer af et premium OLED- TV, og der er også sket en mærkbar forbedring i forhold til sidste års C3-model.
At skærmen leverer et dybt sortniveau, tager vi for givet, men når vi ser HDR-indhold, er det tydeligt, at også lysstyrken er blevet en smule bedre i år, hvilket også bekræftes af målingerne – fra omkring 800 nit på C3 til 1.000 nit på OLED C4. Det er et vigtigt fremskridt, eftersom de fleste HDR-film er mastered ved 1.000 nit.
LG-skærmen har en imponerende kontrast, som får TV-indhold til at se levende ud med en fremragende detaljegengivelse. LG vinder desuden ved at understøtte Dolby Vision, som er et udbredt HDR-format til både streaming, gaming og UHD Blu-ray.
Farvegengivelsen er også eksemplarisk, så meget at selv en ‘studiekorrekt’ konkurrent som Sony bør føle sig truet. Også C4-modellens filmmodus er meget korrekt med hensyn til farvegengivelse og gråtoner. LG har tydeligvis gjort et godt stykke arbejde med kalibreringen direkte fra fabrikken.

LG OLED C4 er ikke voldsomt forskellig fra sin forgænger, C3, når det gælder design og funktioner, men LG har formået at presse en lidt højere ydelse ud af 2024-modellen. Eksempelvis har C4 nu mulighed for at afspille billedhastigheder på op til 144 Hz, hvilket nok er mest relevant for PC-gamere.
Mere interessant for almindelige TV-seere er, at lysstyrken har taget et mærkbart spring, hvilket giver ekstra realisme til film og serier i HDR-format. Billedkvaliteten er virkelig funklende god! Det er med til at gøre et i forvejen godt OLED-TV endnu bedre, og LG OLED C4 bevarer derfor sin status som et af de allerbedste TV-køb i premium-klassen.

Årets Bedste OLED-TV, high end

LG OLED G4 (OLED65G4)

Det absolut bedste OLED-TV

Dette års topmodel LG OLED G4 har fået et par opdateringer, der gør dette TV til en virkelig fænomenal billedmaskine - måske den bedste, vi har set.

  • LG G4 er et fremragende TV med fantastisk billedkvalitet, meget gode tilslutningsmuligheder og formatunderstøttelse samt et slankt og stilfuldt design.
  • Lydgengivelsen er ret tynd og kunne godt bruge lidt hjælp fra en soundbar.

LG har længe haft stor succes med sine OLED-TV’er, og flagskibsmodellen i G-serien var et af de bedste TV’er, vi testede i 2023. Nu er 2024-modellen OLED G4 endelig på plads. Den slægter tydeligt sin forgænger på, men har også fået nogle vigtige opdateringer under motorhjelmen.

LG OLED G4 med superkraftig ‘AI’-processor

LG fokuserer meget på billedbehandling i år, og OLED G4 er udstyret med den nye α11-videoprocessor, som er udviklet specielt til OLED-TV’er og er væsentligt mere kraftfuld end sin forgænger, α9. Med LG-skærmen i den neutrale biografmodus var vi vidne til et af de bedste – måske det ALLERbedste – TV-billede, vi nogensinde har set!
For det første har OLED G4 en fænomenal skarphed og detaljerigdom, som vi næppe har set magen til før. Fraværet af støj, kombineret med en raffineret og skånsom billedbehandling, fremhæver detaljerne uden at overdrive. Kontrasten i billedet er også formidabel, og derudover er LG lykkedes med at præstere en rigtig flot og mere nuanceret farvegengivelse end tidligere.
LG OLED G4 har også bevægelsesudjævning (interpolation), der fungerer glimrende på alt fra 24p-spillefilm til sport og andre typer TV-indhold. Billederne er jævne, skarpe og så godt som flimmerfri, uden at der opstår for meget ‘sæbeopera-effekt’. Forbedringen er bemærkelsesværdig, hvilket igen må skyldes den smarte videoprocessor.

G-serien fra LG har traditionelt været blandt de bedste OLED-TV’er på markedet, og dette års OLED G4 er ingen undtagelse. Kombinationen af rå og kontrastrig billedkvalitet, lækkert design og en smart brugergrænseflade gør dette til en fremragende samlet pakke.
I år følger der endda en fod med i kassen (!) – så du hurtigt kan tage TV’et i brug. At prisen starter lidt lavere end forgængeren gjorde i sin tid, er heller ingen ulempe. Alt i alt tøver vi ikke med at give LG OLED G4 full score og vores specielle anbefaling. Simpelthen et hamrende godt TV!