Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Mercedes-Benz EQA 300 4MATIC

Jorder konkurrenterne på et vigtigt område

Mercedes EQA 300 er ikke den hurtigste eller mest udholdende elektriske SUV, men hvilken komfort!

Skrevet af / 16/03/2023 - 14:00
Mercedes-Benz EQA 300 4MATIC
Audun Hage

Mercedes har sit eget ‘alfabet’ med elbil-klasser, og det hele starter med EQA, som er EQ-familiens mindste. En kompakt, 4,45 meter lang elektrisk SUV, som leveres med det meste udstyr, fin rækkevidde og tilpas med plads – til en attraktiv pris. 

EQA kom på vejene i 2021, og vi har tidligere testet basisudgaven EQA 250 med forhjulstræk. Den lidt større EQA 300 har fået tilført noget vigtigt – 4MATIC firehjulstræk, som sig hør og bør for en ægte SUV. Det er jo ikke for ingenting, at den kaldes en ‘geländewagen’! 

Læs også Mercedes med cremelyd Den ser måske ikke så spændende eller fed ud, men indeni er EQA en fornøjelse.
Læs også Syvsæder med premiumfølelse Mercedes EQB er så gennemført lækker at køre, at vi næsten glemte, at den også har en ulempe.

Mercedes EQA 300 4MATIC

EQA 300 er som standard udstyret med bl.a. komfortundervogn, LED-lys, smartphonepakke, navigation og ambient light. Med mulighed for tagboks (75 kg taglast) og foldbart træk (op til 1.800 kg) er den som skabt til nordiske forhold. 

Modellen, vi har lånt, er en EQA 300 4MATIC med 228 heste og 390 Nm drejningsmoment. Batteripakken ligger på 66,5 kWt, og rækkevidden er opgivet til 414 km (WLTP) – men det er som bekendt i medvind, solskin og ned ad bakke. Under testen på nogle kolde forårsdage i marts oplevede vi, at ca. 315 kilometer var mere realistisk i minusgrader. 

EQA har indbygget oplader på 11 kW og understøtter hurtigopladning op til sparsomme 100 kW. Til sammenligning kan konkurrenter som BMW iX1 og Volvo XC40 hurtiglades med op til 130 og 150 kW. Batteriet skal dog stadig kunne hurtigoplades fra 10 til 80 procent i løbet af en halv time.  

Læs også Fuldtræffer fra BMW BMW iX1 xDrive30 er et oplagt valg for alle, der værdsætter køreglæde, men også har behov for praktiske egenskaber.
Læs også Denne XC40 ville vi vælge Den elektriske Volvo XC40 er en fabelagtig bil, specielt i denne udgave.

Prisen starter på lige under 470.000 kroner, men vores testbil i Patagonia rød metallic har naturligvis fået rigeligt med tilvalg – bl.a. AMG designpakke, læderstue, Head-up Display og panoramasoltag, hvilket koster et par hundrede tusind ekstra. For de lydinteresserede var den også udstyret med et Burmester surroundsystem! 

 

MB EQA 300 18 MB EQA 300 6 MB EQA 300 20 MB EQA 300 5 MB EQA 300 19
<
>
Mercedes-Benz EQA 300 4MATIC. (Foto: Lasse Svendsen)

Velkendt Mercedes-komfort

Mercedes-kendere vil hurtigt føle sig hjemme på indersiden. EQA har mange lighedstræk med resten af EQ-familien, når det gælder interiør, brugeroplevelse og generelt kvalitetsindtryk. Bilen fremstår velbygget og med rigtig god støjdæmpning. Du får den rette dæmpede, men kontante ‘Mercedes-lyd’, hver gang du lukker døren.  

Og af familiens mindste at være føles den slet ikke trang. Mine 186 centimeter fandt sig godt til rette på såvel for- som bagsæderne. Derimod er bagagerummet lidt slunkent med sine 340 liter, og der er heller ingen frunk foran.  

Førersædet i EQA er generelt et godt sted at være, du sidder højt med godt udsyn både fremad, bagud og til siderne gennem de store vinduer. Testbilen er veludstyret med gode, fast elektriske lædersæder med hukommelse. Dermed kan du og din partner lagre hver jeres sædepositioner, som justeres automatisk, når I logger ind i bilen. Luksus! 

Desværre mangler der ratvarme i det AMG-stylede sportsrat. Men det får du pudsigt nok, når du vælger standardrat. 

MB EQA 300 13 MB EQA 300 14 MB EQA 300 17 MB EQA 300 12 MB EQA 300 9 MB EQA 300 11 MB EQA 300 15 MB EQA 300 10
<
>
Mercedes-Benz EQA 300 4MATIC. (Foto: Lasse Svendsen)

Kompakte køreegenskaber

For os, der har manøvreret store biler som EQS og S-klasse gennem hovedstadens smågader og P-huse, føles EQA mest af alt som en ‘Mini-EQC’. Bilen føles kompakt og nem at manøvrere i snævre og tætbeboede strøg. Affjedringskomforten er god, og selv om EQA ikke har luftaffjedring, føles det næsten sådan. 

Styringen føles god, og venderadiussen er eksemplarisk, godt hjulpet af 360-graders kameraet og de (ikke alt for hysteriske) parkeringssensorer. Den har også et skarpt og lysstærkt headup-display, som fungerer selv når man bruger polaroid-solbriller. 

230 hestekræfter flår ikke ligefrem lakken af et køretøj på 2,2 ton. Men EQA føles overraskende kvik og adræt ved moderate hastigheder, gennem skarpe sving og i rundkørsler.  

Ude på motorvejen kan EQA derimod virke lidt mere usikker end sine større søskende. Det skyldes nok simpelthen den kortere akselafstand og et mindre avanceret hjulophæng. Bilen ligger ikke så stabilt på vejen, som vi kunne ønske. Dette forstærkes af en lidt overivrig vognbaneassistent (Lane Assist), som af og til aktiverede bremserne for at korrigere kursen. 

EQA har en række systemer til at assistere føreren, men nogle af disse virkede i starten lidt nervøst indstillet. Vi oplevede nogle tilfælde, hvor bilen bremsede af hensyn til trafik i den anden vejbane, selv om der var god afstand til medtrafikanterne. Men dette handler nok også lidt om tilvænning fra vores side. 

Ved en anden lejlighed oplevede vi, at den adaptive fartpilot forvekslede en 60 km-zone med en 100 km-zone og satte gang i en uønsket acceleration. Hvilket var, skal vi sige … interessant (!) i betragtning af, at vi befandt os i en langsomtkørende kø i myldretiden.

Heldigvis er det muligt at tilpasse i indstillingerne, hvordan de forskellige køreassistenter skal opføre sig, hvilket vi anbefaler at gøre. Bed om et ‘pilot-kursus’ hos Mercedes-forhandleren! 

 

MB EQA 300 1 MB EQA 300 3 MB EQA 300 2
<
>
Mercedes-Benz EQA 300 4MATIC. (Foto: Lasse Svendsen)

Forstår ikke dansk …

EQA minder meget om EQC, når det gælder betjening og infotainment. De, der frygter manglen på knapper i Tesla Model Y vil garanteret elske EQA, for her er der masser af fysiske knapper at trykke på. 

Du kan navigere dig gennem menuer, køre- og komfortindstillinger via rattet, touchpad’en i midterkonsollen og selve touchskærmen. Udfordringen kan være at vælge den mest effektive måde, når der findes så mange ‘veje til Rom’. 

Apropos effektivitet, så kører EQA på første generations MBUX brugergrænseflade – svarende til den, du finder i EQC og altså ikke på niveau med EQE og EQS. Det betyder bl.a., at stemmestyringen kun forstår engelsk.  

Taleforståelsen er langt fra at være lige så god, som da vi testede EQE nylig, og det kan være svært at indtale korrekte destinationer i navigationen. Vi mener, 2023-modellerne burde have en opdatering, så de bedre forstår de nordiske sprog. 

Surroundanlæg fra Burmester

Mercedes har for længst indset, at god lydkvalitet er en vigtig del af køreoplevelsen. EQA kan i lighed med andre EQ-modeller leveres med opgraderet surroundanlæg fra Burmester. Det er ikke lige så ekstravagant som i de større EQ-modeller og må klare sig med lidt færre højttalere – men det holder langt hen ad vejen. 

Her er hele 12 højttalerenheder, fordelt rundt i kabinen: en egen centerhøjttaler i instrumentbrættet, separate diskanter og mellemtoner i alle fire døre samt to surroundhøjttalere i C-stolpen. De får hjælp af en subwoofer i bagagerummet bagi, og det hele drives af en ekstern 590 watt klasse D-forstærker.  

Klart nok, lydbilledet kan ikke helt sammenlignes med størrelsen og dybden, man får i modeller som EQC, EQS eller EQE. Men klangen er karakteristisk Burmester med en varm, fyldig bas og karakteristiske overtoner. 

Mens mange billige bilradioer har en tendens til at presse lyden gennem et trangt hul, præges musikgengivelsen her af storhed og åbenhed, fylde og klangrigdom. Burmester-systemet har et bredt repertoire og kan håndtere alt fra klassisk musik til heavy metal og hiphop, og det har en evne til at fremhæve forskellene mellem forskellige musikgenrer og optagelser. 

Anlægget kan spille både højt og rent, med god klarhed i det vigtige mellemtoneområde. Den separate subwoofer sikrer, at dybbassen gengives stramt og præcist. Takket være de dedikerede højttalere i dørene lyder det lige godt på for- og bagsæderne.  

Dette er ganske enkelt kvalitetslyd, og i betragtning af den beskedne ekstra sum, Mercedes forlanger, er der ikke meget at betænke sig på. 

Obs! Denne bil er testet i Norge, hvor EQA kan leveres med Burmester stereo (udstyrstilvalg #810). Modellen som importeres til Danmark leveres efter L&B’s oplysninger kun med Mercedes’ standard-lydsystem.  

MB EQA 300 23 MB EQA 300 24 MB EQA 300 25 MB EQA 300 26
<
>
Burmester har som sædvanlig tilføjet en del DSP-forbedringer og personlige tilpasninger af lyden, med equalizer, tonekontrol og mulighed for at optimere lydbilledet foran eller bag i kabinen. (Foto: Audun Hage)

Konklusion: En bundsolid bil

EQA 300 4MATIC vinder ingen priser for plads eller rækkevidde, men leverer alligevel en glimrende kombination af komfort og køreegenskaber. Valget af bil indebærer altid et kompromis mellem størrelse, vægt, plads, køreegenskaber og ikke mindst pris.  

Det handler om at vælge det rette værktøj til opgaven, og EQA kan sagtens være den perfekte elbil for mange derude. Dette er ingen ‘autobahn-cruiser’, men snarere en kompakt SUV til de kortere køreture.  

Faktisk er EQA en af de bedre biler, vi har kørt i den kompakte SUV-klasse, og vi tror at mange, som overvejer f.eks. BMW IX1 eller Volvo XC40, vil have gavn af at prøvekøre EQA, før de bestemmer sig. Ikke mindst, fordi den også kan udstyres med et fremragende Burmester-stereoanlæg. 

  1. Mercedes EQC med Burmester Surround Sound System

    Lyden af stilhed

    Mercedes EQC byder på en støjsvag, silkeblød og ultra-komfortabel køreoplevelse. Det eneste, der bryder stilheden, er det saftige lydanlæg fra Burmester!

    Den støjsvage kabine i EQC er et perfekt udgangspunkt for god lyd, og Burmester-anlægget tilbyder en højværdig, velafbalanceret og fyldig musikgengivelse – væsentlig bedre end standardanlægget.
    Meget vil have mere: Selv om Burmester-anlægget lyder glimrende, kunne det godt have haft en endnu mere luftig diskantopløsning og endnu kraftigere dybbas.
    Læs hele testen
  2. Mercedes EQE 300

    Kilometerslugeren

    'Billig-udgaven' af Mercedes EQE giver udsøgt komfort, topklasse infotainment og glimrende rækkevidde for pengene.

    Mercedes EQE 300 byder på glimrende køreegenskaber, behagelig komfort og topklasse infotainment – samt imponerende rækkevidde.
    EQE er en relativt kompakt sedan med begrænset bagageplads. 300-versionen med baghjulstræk føles ikke specielt livlig, sammenlignet med de friske AMG-modeller.
    Læs hele testen
  3. Mercedes-Benz EQB 350 4Matic

    Familie-Mercedes

    Mercedes EQB er så gennemført lækker at køre, at vi næsten glemte, at den også har en ulempe.

    Gunstigt prissat Mercedes med premiumfølelse, god plads, super kørekomfort, firehjulstræk og syv sæder.
    Anhængertræk er ikke tilgængeligt. Rækkevidden er moderat, selv om den holder for de fleste.
    Læs hele testen
  4. Mercedes-Benz EQV 300

    Når du har brug for masser af plads

    Mercedes-Benz EQV er MPV’en til dig, der har brug for plads til hele familien og masser af bagage. Der er dog en grund til, at vi ikke helt klapper i vores små hænder.

    I betragtning af at den kan rumme hele storfamilien, er komforten rigtig god. Næsten personbilkomfort fra en MPV?
    Burmester-anlægget er ikke helt på højde med de bedste modeller, infotainment-systemet er af den ældre type, og det samme er nøglen (!). Anhængertræk og tagboks ikke muligt. Højt forbrug, begrænset rækkevidde.
    Læs hele testen
  5. Apple Music kommer til Mercedes EQS, C-Klasse og S-Klasse

    De nyeste Mercedes-modeller får Apples musiktjeneste integreret i infotainment-systemet MBUX.

    Læs hele testen
  6. Mercedes EQS med Burmester Surround Sound System

    Elektrisk luksus

    Mercedes EQS byder på fortræffelige køreegenskaber, luksuriøs komfort og rækkevidde nok til, at man kan tage den lange vej hjem. En koncertsal på fire hjul!

    Mercedes EQS har fortræffelige køreegenskaber og lang rækkevidde. Burmester-anlægget bidrager med en flot og fyldig lydoplevelse.
    Den aerodynamiske silhuet kan falde konservative Mercedes-fans for brystet.
    Læs hele testen
Karakter
Mercedes-Benz EQA 300 4MATIC
Premium

Home mener

Mercedes EQA 300 4MATIC er en kompakt og letkørende SUV med høj kvalitet og fremragende komfort. Rækkevidde og opladningshastighed er moderate sammenlignet med andre i klassen. Brugergrænsefladen føles ikke så moderne som i de nyeste EQ-modeller.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kia EV9: Sikke en SUV!

Familievenlig AMG-raket

Smart strøm til elbilen

Komfortabel langturs-cruiser

Fisker Ocean: Potentialet er der

Kineserne er bedre end konkurrenterne

Langturs-ekspressen

Et af de bedste køb i klassen

Lige i øjet

Endelig en rigtig elektrisk stationcar

BMW lykkes med det de er bedst til

Tesla har hørt vores bønner

Lyd & Billede
Scroll to Top