annonce
annonce
annonce

Test af Pro-Ject Essential III

April 2017
Pro-Ject Essential III

Musikalsk vinylpakke

Pro-Jects budgetpladespiller er blevet endnu bedre og er et af de bedste køb i prisklassen.

Lyd & Billede mener

  • Prisgunstig pladespiller med stort lydbillede og medrivende bas. Let at bruge og let at opgradere.

  • Lidt farveløs diskant og manglende raffinement trækker ned.

April 2017
Pro-Ject Essential III
annonce

Med en stadig stigende efterspørgsel efter pladespillere er det ikke så underligt, at der dukker nye modeller op hele tiden. Bl.a. fra Pro-Ject, som har et af de største udvalg på markedet. De er måske bedst kendt for deres vellydende budgetpladespillere, men de har også grammofoner, der koster flere månedslønninger.

De mest eftertragtede er måske de simple modeller i Essential-serien. De har ofte vundet tests, også hos os, og er kendt for at give meget for pengene.

For dem, der vil have den bedst mulige lyd for pengene og ikke har brug for automatik eller fancy finish, er de som regel et godt valg. Men konkurrencen fra andre producenter som f.eks. Thorens og Rega er hård. Derfor har Pro-Ject valgt at opdatere deres bestseller.

Læs: Vellydende multikunstner

Det her er den tredje generation af Essential. En fuldt manuel pladespiller, der er nem at bruge, med mærkbare opgraderinger. Den mest synlige er en ny pickup. Ortofon OM10 er en vellydende budgetpickup, der passer fint i den relativt korte aluminiumarm.

Der er også en ny MDF-tallerken, et mere præcist leje og en stivere plint – den slags ting, der holder resonanser på et minimum. Ny motorstyring skal give bedre rotationsstabilitet, og gummiremmen er akslet omkring en pullert i aluminium.

Filtmåtten er ikke blevet tykkere, men ligger bedre på tallerkenen, og pladespilleren, der leveres med støvlåg – et klart plus – har fået endnu bedre kabler på bagsiden.

Let at bruge

Så den er egentlig opgraderet på alle vigtige områder, uden at prisen har taget et spring opad.

Man skal dog være opmærksom på, at denne udgave – Essential III – ikke har indbygget pickup-forstærker (RIAA-trin). Den må kobles til en forstærker, som har RIAA-trinet indbygget. Alternativt kan man bruge et separat RIAA-trin. De fås bl.a. fra Pro-Ject selv og koster fra nogle hundrede kroner og op.

Udpakning og opsætning er nemt og tager ikke lang tid. Bare følg de fint illustrerede instruktioner, så tager det ikke mange minutter, før den første vinylskive kan lægges på filtmåtten.

Det kan være smart at tænke over, hvor man vil placere grammofonen. De fleste letvægtspladespillere, der ikke er placeret på en separat hylde, har en tendens til at opfange resonanser, der høres som rumlen i højttalerne. Ikke hele tiden, men hvis man f.eks. går hen over gulvet, smækker med skabslåger eller finder på at danse til musikken.

En tyk plade af massivt træ, f.eks. et spækbræt, ekstra gummifødder under pladespilleren eller en væghængt hylde kan løse problemet. Men man kan komme langt med at placere pladespilleren på et stabilt underlag.

En støvbørste til en hundredelap og lidt pladerens er blandt det nødvendige tilbehør i ethvert hjem med vinylplader, men ellers er det en relativt billig og ikke mindst givende hobby at samle på vinyl.

Stor lyd

Det fine ved pladespillere som denne er, at man ikke behøver at udskifte hele pladespilleren, hvis man vil have bedre lyd. Det er nok at skifte pickuppen. Eller – som her – nålen. For med en Ortofon OM10 kan man opgradere lyden ved at skifte til en Stylus 20 eller Stylus 30 nål. Så betaler man lidt ekstra for bedre lyd og slipper for at installere ny pickup og justere den på ny.

Men med OM10 er lyden mere end god nok til de fleste i målgruppen. Først og fremmest i bassen, som giver god vægt bag trommeslag og får gang i vippefoden temmelig hurtigt.

Rytme og dynamik er egentlig Essential III’s største styrke. Den rocker meget mere end musik streamet fra Spotify, fordi lyden er varmere med mere klang. Smid f.eks. en klassisk Dire Straits-lp på og gør dig klar til et nostalgitrip med varm guitarlyd og generøs basdynamik.

Eller læg en endnu mere klassisk fremførsel af Mozart på fra norske 2L med Trondheimsolisterne og lad den bløde strygerklang lægge sig som et varmt omslag om ørerne. Det er smukt, og mindst lige så smukt er Stephane Grappellis “Limehouse Blues”, hvor violinklangen har en sjældent godt gengivet klangbund.

Det betyder ikke, at alt er perfekt. Jeg savner mere luft og åbenhed i lyden. Raffinement er heller ikke pladespillerens stærkeste side, og klangen i diskanten dør hurtigt ud. Det er dog til at leve med og sådan noget, der bliver bedre i højere prisklasser. Eller med en bedre nål eller pickup.

En Rega Planar 3 vil give dig mere af det hele, men er også over dobbelt så dyr. Planar 2 er billigere, men stadig dyrere end Essential III, og har et strammere lydbillede med bedre fokus. Men i denne prisklasse er der ingen konkurrenter, som vi har testet, der giver bedre lyd for pengene end Essential III.

Konklusion

Efter vores mening vil bedre lyd end dette komme til at koste. Op mod 5.000 kroner, hvis lyden skal have en markant opgradering. Det gør Pro-Ject Essential III til vores foretrukne valg i prisklassen. En meget vellydende pladespiller med potentiale, som man have fornøjelse af i mange år.

Fakta

Type: Remdrevet pladespiller
Tonearm: 8,6” aluminium
Pickup: Ortofon OM10 MM
Finish: Sort, hvid, rød
Mål: 42 x 11,3 x 33 cm
Pris: 2.695 kroner
Web: tekni-fi.dk

Producent:
Pris:
2.695,-
annonce
annonce
annonce
annonce