Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Apple iPhone SE (2022)

Et produkt Apple ikke kan være bekendt

Apples nye iPhone SE er som en tidsrejse i den forkerte retning.

Skrevet af / 28/03/2022 - 12:31
Apple iPhone SE (2022)
Peter Gotschalk

Apple har opgraderet iPhone SE fra 2020 med den nye, hurtige A15 Bionic-processor, som også sidder i de nyeste iPhone 13-modeller, og det gør den nye iPhone SE til den hurtigste smartphone i mellemklassen. Ingen anden mobil giver brugerne lige så meget ydelse for pengene.

Derudover har den lille iPhone endelig fået 5G, men meget andet nyt er der ikke sket, for Apple holder fast i alt andet – inklusive skærm, kamera og design – så den nye iPhone SE (2022), ligesom sin forgænger, ligner iPhone 8 fra 2017 på en prik.

Det gammeldags design var vores væsentligste kritikpunkt, da vi testede 2020-udgaven af iPhone SE, for allerede dengang var især skærmen på blot 4,7 tommer og med store sorte bjælker både foroven og forneden en hæmsko for brugervenligheden.

Faktisk må vi indrømme, at vi finder det decideret chokerende, at Apple i 2022 sender en ny smartphone på markedet med et design og specifikationer for skærm og kamera, der nu har hele fem år på bagen.

iPhone SE (2022)
Apples nye “budgetmobil” fås i tre farver – Midnight, Starlight og (Product)Red. (Foto: Apple)

Man kan vel sige, at det svarer lidt til, hvis en bilproducent som Audi eller BMW satte en spritny og moderne motor i et karosseri fra 1980’erne eller 90’erne. Den nye motor er effektiv, og bilen kan køre lynhurtigt, men du må klare dig med en gammeldags bilradio med kassetteafspiller (eller måske CD-afspiller, hvis du er heldig), og GPS-navigation må du i bogstavelig forstand kigge i Kraks Vejviser efter.

Det holder ikke, Apple!

iPhone SE (2022) og iPhone 13 Pro Max side om side. Forskellen i skærmstørrelse er enorm. Selv iPhone 13 mini har mere end dobbelt så høj opløsning som iPhone SE (2022). (Foto: Peter Gotschalk)

En tidsrejse i den forkerte retning

Prøv at lukke øjnene og tænke tilbage på 2017. Donald J. Trump er præsident i USA, mens Emmanuel Macron indsættes som præsident i Frankrig. Tech-verdenen forbløffes af Nintendo Switch, og Apple lancerer både iPhone 8 i september og den helt nydesignede iPhone X en måned senere.

Apple iPhone 8 var tredje version af et mobildesign, som første gang så dagens lys i 2014 med iPhone 6, og det er præcis dette design, Apple holder fast i her i 2022 med den nye iPhone SE.

Mobilen kommer således med en kurvet ramme af aluminium, fysisk hjemknap med indbygget Touch ID på forsiden og en bagside af glas. Den er også støv- og vandafvisende (IP67-certificeret), mens kameraet består af et enkelt objektiv, som sidder i bagsidens øverste venstre hjørne.

Skærmen på blot 4,7 tommer og med store sorte bjælker både foroven og forneden er en hæmsko for brugervenligheden. (Foto: Peter Gotschalk)

Som nævnt måler skærmen blot 4,7 tommer og har en skærmopløsning på 1334 x 750 pixel, hvilket selvfølgelig gør selve arbejdsområdet væsentlig mindre, end vi ellers er vant til i 2022. Selv Apples mindste iPhone 13 mini har med 2340 x 1080 pixel et skærmareal, der er mindst dobbelt så stort.

For så vidt angår kameraet, skal man også forberede sig på en tur i tidsmaskinen. Her er ingen optisk zoom og ingen ultravidvinkel, og når kameraet udfordres – f.eks. med nærbilleder, motiver i modlys eller dårligt belyste motiver – bliver resultatet ikke så godt, som vi er vant til fra de nyeste iPhone-modeller.

At bruge iPhone SE (2022) til daglig er simpelthen som at tage på en tidsrejse i den forkerte retning.

Ydelse og funktioner

Kun på et par punkter er iPhone SE (2022) tidssvarende, og det er først og fremmest, når det gælder Apples vilde A15 Bionic-processor, som også sidder i alle iPhone 13-modellerne. Desuden kommer den nyeste iPhone SE med iOS 15, men tidligere modeller kan jo også opgraderes til den nyeste version af Apples mobile styresystem, så det vejer ikke helt så tungt på vægtskålen.

iPhone SE tager gode snapshots, og kameraet vil være godt nok til de fleste brugere. Men hvis lysforholdene er svære, kæmper kameraet lidt. Her et motiv fotograferet i modlys med iPhone SE. (Foto: Peter Gotschalk)

Men ydelsen er som ventet helt i top. Ingen andre smartphones på markedet kommer i øjeblikket så meget som i nærheden af de Apple-mobiler, der er baseret på A15 Bionic, og det demonstrerer vores benchmark-tests af iPhone SE (2022) da også med al ønskelig tydelighed. Alting kører lynhurtigt, også store, tunge spil som Asphalt 9 og Into the Dead 2, så hvis du ønsker dig en mobil med retro-look, der alligevel kan køre i cirkler omkring dyrere Android-topmobiler som f.eks. den spritnye Motorola Edge 30 Pro, så er iPhone SE (2022) måske et godt valg for dig.

Selv om kameraet som udgangspunkt er en skrabet affære, så betyder processorens smartere billedbehandling, at kameraet eksponerer med større præcision, og farvegengivelsen bliver meget naturlig. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Men alle andre bør holde sig væk. Den nye iPhone SE (2022) er jo ikke engang specielt billig. Hvis du er villig til at bruge 1.000 kroner mere, kan du købe den nye iPhone 13 mini, som har alle de samme fordele som iPhone SE samt et tidssvarende design med bedre kamera samt en større skærm med langt højere opløsning.

Tilbage i 2019 skrev jeg en kommentar, hvor jeg brokkede mig over, at Apple manglede nye ideer. Siden er der kommet mange fede produkter fra tech-giganten i Cupertino – ikke mindst de vildt hurtige produkter baseret på Apples egen processorteknologi – men iPhone SE er et gigantisk tilbageskridt i retning af manglende innovation. Et decideret dovent produkt, som Apple ikke kan være bekendt.

Karakter
Apple iPhone SE (2022)
Premium

Home mener

Verdens hurtigste mobilprocessor. Har desuden endelig fået 5G. Design med rødder tilbage til 2014, herunder mikroskopisk skærm og utidssvarende kamera.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top