Hovedtelefoner fås i alle klasser, men få er så luksuriøse og eksklusive som dem, vi lige her har i hænderne. T+A Solitaire P bruger helt specielle håndlavede dele, og prisen er svimlende 35.600 kroner! 

Kender man T+A, ved man, at den tyske hi-fi-producent ikke lavet billigt udstyr. Vi taler ægte high-end her, gerne fra øverste hylde, men det er ikke hovedtelefoner, de er kendt for. Det er derimod deres udsøgte klasse D-forstærkere og ikke mindst digitale kilder, der for alvor har sat T+A på high-end-kortet. Solitaire P er faktisk deres første hovedtelefoner, lanceret i 2020. Lillebror Solitaire P-SE, som vi tidligere har testet, kom senere. 

T+A Solitaire P er et par åbne hovedtelefoner, som både lukker ind og musik ud. Uindviede vil nok undre sig over, hvorfor i alverden nogen vil producere, endsige eje, åbne hovedtelefoner. Det skal jeg fortælle dig. Ved at give membranerne fri bevægelighed i begge retninger, har dynamikken og musikaliteten potentiale til at blive langt bedre. Sammen med en god forstærker, selvfølgelig. 

Massiv aluminium

Til Solitaire P bruges dele, der er fræset ud af massivt aluminium. Produktionsomkostningerne er høje, men det giver også et meget eksklusivt præg, samtidig med at de har meget lav resonans. Det giver dog en øget vægt i forhold til de syntetiske materialer, der er brugt i lillebror Solitaire P-SE. Vi taler om en vægt på over et halvt kilo, helt præcis 530 gram – uden kabel. 

Drivere fra øverste hylde

Højttaler-driverne hedder TPM 3100. Ligesom resten af konstruktionen er de udviklet og produceret i Herford i Tyskland, og der er anvendt kostbare og omhyggeligt designede neodym-magneter. Magneterne er perfekt formet efter driverne for at give et helt jævnt magnetfelt, som ikke skaber luftturbulens. Luftstrømmen holdes altid konstant, og det at elementerne er placeret præcist i den lineære del af magnetfeltet skal sikre maksimalt lydtryk før forvrængning med det resultat, at dynamikken er enorm. Det betyder ifølge T+A, at modsatrettede magneter er unødvendige, hvilket giver optimal effekt i forhold til egenvægt. 

Selve membranen er en speciel ultratynd og let film, belagt med en række elektrisk ledende materialer med en impedans på omkring 80 ohm. Dette er højt for plane magneter, til sammenligninger har f.eks. de fantastiske Audeze LCD-5 en impedans på blot 14 ohm.  Mange forstærkere vil faktisk foretrække 80 ohm, især dem med lav udgangsimpedans (lav dæmpningsfaktor). Følsomheden er på 101 dB, hvilket er helt gennemsnitligt. Men med en kraftig nok forstærker kan de presse til 130 dB, før de tager skade, hvilket er helt vildt! 

Fantastisk kvalitet

Hvert sæt hovedtelefoner er håndbygget i Herford i Tyskland, og jeg må sige, at aluminiumsdetaljerne giver god visuel harmoni med de sorte detaljer samt et fantastisk kvalitetsindtryk. Den røde foring på indersiden af kopperne sætter prikken over i’et for et rålækkert look. 

530 gram er meget at have på hovedet, og Solitaire P tynger da også mere end lillebror Solitaire P-SE på 440 gram. Men de klemmer slet ikke, til daglig brug sidder de meget behageligt på hovedet, takket være bløde velourpuder og en lækker hovedbøjle. 

Til gengæld sidder de lidt ustabilt, hvis man bevæger sig for meget, så hvis du har hang til at headbange, vil de lettere Audeze LCD-5 passe langt bedre. De strammer lidt mere, men de sidder fast på selv den vildeste rockfan.  

Balanceret og ubalanceret kabel

Der medfølger både et ubalanceret 6,3 mm jack-kabel og et balanceret med 4-benet XLR, begge 3 meter lange. I nogle lande er det balancerede kabel af typen 4,4 mm Pentaconn, så tjek dette inden køb. 

Bedre end noget hi-fi-anlæg

Den som har pengene og viljen til at betale en formue for et par hovedtelefoner, får valuta for pengene i form af en lydgengivelse, man kun kan drømme om fra et par højttalere i et rum. Rummet forvrænger, slører og taber lyden fra højttalerne. Og højttalerne har selv kabinetter, som forvrænger med stående lydbølger og diffraktioner, hvor lydbølger støder ind i hinanden på deres rejse langs front- og sidepladerne og skaber forstærkninger eller udligner hinanden. Du får en totalt egoistisk musikoplevelse, som ikke er skabt til at dele. Men jeg lover dig, at kompromisset er det hele værd. 

Crosstalk med ubalanceret kabel

Jeg testede kun i en kort periode med ubalanceret kabel. Sammen med Sennheiser HDV 820 er lyden næsten glødende varm med en ro, der er svær at beskrive. Bassen er saftig, og mellemtonen endnu varmere end med Solitaire P-SE (den hælder ellers også mod det varme). Lyden er simpelthen dejlig, selv om man måske ikke helt får indtrykket af den hurtige transient-respons, plane magneter er kendt for sammenlignet med tungere dynamiske højttalerenheder. 

Med det balancerede kabel åbner lydbilledet sig mere i bredden, og der bliver frigjort endnu mere plads til detaljerne i lydbilledet. Stemmer står bedre frem, og det samme gør det enkelte instrument. Årsagen er, at et balanceret kabel har separat jord til venstre og højre kanal, hvor de deler jord i et balanceret kabel. Noget af lyden vil følge med gennem jordkablet, så man får lidt crosstalk mellem kanalerne, hvilket igen giver dårlige adskillelse og en smallere stereobredde. Det er tydeligt med Solitaire P. 

T+A HA 200

Eftersom T+A er bedst kendt for sine forstærkere, ville det være en skam, hvis de ikke havde deres egen hovedtelefonforstærker. HA 200 er nok en af de bedste, jeg har hørt, den har en fantastisk indbygget DAC og koster hele 49.000 kroner. Og mens den lyder fantastisk sammen med Solitaire P-SE, så lyder det intet mindre end himmelsk sammen med topmodellen Solitaire P.  

Blandt seks mulige filterindstillinger lyder Bezier 2 bedst i mine ører, den er ikke helt så fast i rytmikken som de superstejle FIR-filtre, men musikken flyder elegant og lækkert på samme tid. Men da Solitaire P allerede er ret ‘flydende’ i lyden, kan du med fordel stramme lyden lidt op med et FIR-filter.

Fin stereobredde

Sammenlignet med SE-modellen har Solitaire P et endnu mere cremet lydbillede, med mere varme. Lydbilledet er større, og jeg fordyber mig endnu mere i musikken. 

Auroras stemme er lys, men kan med ringere udstyr blive let nasal, så den nogle gange presses hårdt i den øvre mellemtone. Ikke her. På den rolige A potion For Love er den i stedet nærværende, fysisk og nærmest engleagtig. 

Og du må ikke forveksle varme med maskering, for her er hele lydbilledet intakt. Hele ‘stjernehimmelen’ er der, den hælder bare lidt mere mod rødt end med mere neutrale hovedtelefoner som Audeze LCD-5. 

Lydbilledet er virkelig stort med T+A’erne. Det er noget mere tilbagelænet end med LCD-5’eren, og jeg står stadig ved den sammenligning, jeg foretog i den test: “Lydbilledet fra T+A’erne er fyldigere og varmere, med et noget mere tilbagelænet overtoneområde. Uden at mange luft er det bare en anden måde at præsentere lyden på. Mere som et par avancerede højttalere i et lydbehandlet rum med en blødere, mere cremet lyd. 

Med andre ord: Hvor det med nogle hovedtelefoner handler om at præsentere musikken så ærligt som muligt, vil andre gerne pynte lidt her og der. T+A er normalt i den neutrale og analytiske lejr, men med Solitaire P har de brugt farvepaletten nok til, at man ikke længere kan kalde lyden neutral. Men åh, hvor er det dejligt at lytte til.

Dejlig jazz

Dieter Ilgs kontrabas på jazzcover-versionen af Cohens A Thousands Kisses Deep har en dybde og en klang, som jeg ikke synes, jeg har oplevet med andre hovedtelefoner. Hvor den med LCD-5 fremstår som neutral og tør i sammenligning, får Solitaire P storheden frem på en anden måde, og Till Brönners trompet har en ynde, så man ser den skinnende messing for sig, mens man sidder og drømmer sig bort. 

Vel vidende, at Solitaire P er næsten dobbelt så dyr som Solitaire P-SE, ville det være nemt at sige, at den også er så meget bedre. Men det virker lidt forkert. For her handler det meget om smag og behag. Topmodellen har ganske vist en ‘dyrere’ lyd, men den har også en så anderledes klang, at det bliver svært at foretage en direkte sammenligning. P-SE er noget mere neutral, hvilket mange nok vil foretrække, og hvilket gør den lidt nemmere at have med at gøre for den typiske forstærker. Solitaire P er derimod varmere, men samtidig lidt sværere at puste dynamisk liv i. Den førnævnte Sennheiser-forstærker er på grænsen af, hvad jeg vil anbefale. Hvis du vil have noget mere overkommeligt prismæssigt end T+A-forstærkeren, ville jeg kigge i retning af Naim Uniti Atom HE eller Burson Soloist 3X GT (test følger senere) plus en god DAC. Auralic Taurus kan også anbefales på det varmeste, den er dog kun tilgængelig på brugtmarkedet.

Lidt tilbageholdne vokaler

Hvis der noget, der trækker ned hos Solitaire P, må det være, at vokalister kan fremstå noget forsigtige. Hovedtelefonerne er noget dæmpede i den øvre mellemtone, så musikken lyder fyldig og varm, mens der mangler noget kant. Du kan g0dt råde bod på det ved at spille højere med en kraftig nok forstærker, men lyden vil altid være blødere end med de hurtigste. Både Audeze LCD-5 og HiFiMAN HE-1000se er hurtigere, og i denne prisklasse skal man også overveje Stax SR-009s, der lyder let som luft, og som nok stadig er de bedste hovedtelefoner, jeg har lagt ører til. Men de er også de meste komplicerede, da de er elektrostatiske og dermed har brug for en helt speciel forstærker. 

T+A Solitaire P: Konklusion

T+A Solitaire P er blandt de virkelig dyre hovedtelefoner derude. Heldigvis lyder de også himmelsk! Sæt dig ned, og lad dig opsluge af musikken! 

Solitaire P er endnu mere vanedannende end sin lillebror P-SE, med en endnu varmere tone. Bassen er i en klasse for sig, og den nederste mellemtone er simpelthen magisk. Og lyden bliver ekstra god med T+A’s egen forstærker, HA 200. 

Den lidt tilbagelænede mellemtone er måske ikke for alle, især ikke dem, der gerne vil have stemmer og instrumenter så langt frem i lydbilledet som muligt. Lydteknikere vil sikkert også undre sig over lydbalancen. Men mange, inklusive mig selv, vil opleve lyden som udelukkende skøn. 

Dette er smør for øregangene – her er det bar om at læne sig tilbage og hengive sig til drømmeland.