Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Naim Uniti Atom Headphone Edition

Den fedeste hovedtelefon-forstærker vi har prøvet

Naim Uniti Atom Headphone Edition er meget mere end en hovedtelefonforstærker. Den er som taget ud af en drøm.

Skrevet af / 21/08/2021 - 13:00
Naim Uniti Atom Headphone Edition
Geir Gråbein Nordby

Hvis man spørger mig, hvilken integreret forstærker der er den bedste, så er det selvfølgelig svært at svare på. Men i sin prisklasse står Naim Uniti Atom højt oppe på listen, i hvert fald hvis man også vil have streaming og desuden kompakte mål. Den er virkelig et unikum.

Nogen udpræget hovedtelefonforstærker er Uniti Atom derimod ikke, selv om den har en 3,5 mm hovedtelefonudgang foran. Jeg ved ikke, om nogen har klaget over dette til Naim, men nu har den britiske hi-fi-producent i hvert fald valgt at svinge tryllestaven og forvandle hele konstruktionen til en ren hovedtelefonforstærker!

Naim Uniti Atom Headphone Edition - with Focal Stellia
(Foto: Naim)

Naim Uniti Atom Headphone Edition – som er den nye forstærkers fulde navn – ligner til forveksling sin næsten-navnebror. Men her er højttalerudgangene helt væk til fordel for nogle heftige hovedtelefonudgange i form af 6,3 mm ubalanceret og et 4,4 mm balanceret PENTACONN-stik og desuden en balanceret XLR-udgang på bagsiden.

Læs også God jul med premium-hovedtelefoner Køb traditionelle hørebøffer for de penge, du havde tænkt dig at bruge på trådløse støjdræbere.

På bagsiden finder man også to forforstærkerudgange, hvor den ene er ubalanceret RCA og den anden balanceret XLR, samt digitale indgange. Og i modsætning til andre hovedtelefonforstærkere har Uniti Atom HE også en fjernbetjening, der gør, at den desuden kan fungere som fuldgyldig forforstærker.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - top
På toppen af Naim Uniti Atom Headphone Edition er der et stort, lækkert volumenhjul. (Foto: Naim)

Til et fuldgyldigt hi-fi-anlæg er der dermed brug for en effektforstærker oveni, såsom Naim NAP 200 DR eller NAP 250 DR. Og så højttalere. Eller hvorfor ikke et par aktive højttalere i stedet?

Det eneste, jeg savner, er en USB-DAC-indgang (USB-B), der kunne tage over som lydkort for PC’en. Det havde været helt i top!

Naim Uniti Atom Headphone Edition - rear
Hvis man har hovedtelefonkabler med XLR-stik, sluttes dette til på bagsiden af forstærkeren. Her finder man også analoge forforstærkerudgange og digitale indgange. Men ingen USB-DAC-indgang. (Foto: Naim)

Streaming

Hvis du er ligesom mig og gerne vil have en forstærker proppet med teknologi, så skuffer Naim heller ikke på det område. Her er nemlig indbygget streaming, og der er tænkt på næsten alt. At den er Roon Ready, vil mange sætte pris på, så man kan åbne Roon på sin PC eller Mac og streame direkte via hjemmenetværket.

Derudover er der både AirPlay 2, Chromecast og endda Bluetooth med aptX plus direkte understøttelse af Spotify Connect, Tidal, Qobuz og internetradio, for bare at nævne nogle få ting.

Tilslutning til netværket sker enten trådløst via Wi-Fi eller kablet via Ethernet.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - button controls
Naim Uniti Atom HE kan betjenes med knapperne på frontpanelet. (Foto: Naim)

Gennemarbejdet digitaldel

Både streaming-platformen og DAC-delen er de samme som i den integrerede Uniti Atom. Det indebærer bl.a. en SHARC digitalprocessor, der laver hele 2,7 milliarder beregninger i sekundet med 40 bit “floating point”-opløsning.

Det giver mange flere mulige digitale værdier end såkaldt “fixed point” og skal sammen med 16x over-sampling minimere jitter og fjerne alle generende frekvenser, der kan give det analoge filter i digitalkonverteren uønsket høj arbejdstemperatur. Jitter-målingerne skulle være de laveste, der nogensinde er målt med disse DAC-chips fra Burr-Brown.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - remote
Der medfølger en fjernbetjening til når man ikke vil styre musikken med app’en eller fra PC’en. (Foto: Naim)

Helt ny forstærkerdel

Der, hvor Atom Headphone Edition skiller sig ud, er selvfølgelig i forstærkerdelen. Som er lavet specielt til denne forstærker og kan drive hovedtelefoner med 1,5 watt i 16 ohm.

Hvis man kun er vant til højttalere, lyder det måske ikke af meget, men til hovedtelefoner er der kun brug for milliwatt. Det er mere end nok til de allerfleste hovedtelefoner, måske med undtagelse af de mest tungtdrevne planmagnetiske, såsom de berygtede HiFiMAN HE-6.

Naim siger, at de har anvendt nogle teknologier fra flagskibsforstærkeren Statement. Bl.a. opererer Atom Headphone Edition i ren klasse A, indtil det bliver anstrengende højt, hvorefter den skifter til AB.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - inside
En heftig ringkernetransformator trækker omkring 17 watt fra elnettet ved almindelig brug. (Foto: Naim)

Fornem brugervenlighed

At slutte forstærkeren til første gang er legende let. Hold fjernbetjeningen hen til forstærkeren, og hold hjem-knappen inde for at parre dem. Vælg derefter sprog (desværre ingen skandinaviske), download Naim-app’en, og slut produktet til Wi-Fi-netværket derfra. Vælg så Uniti Atom HE i app’en, og netværksopsætningen starter.

Det allerletteste og mest stabile er dog at slutte den til med Ethernet-kabel. Derefter vælger man et navn til forstærkeren, f.eks. Office eller Music room, eller man kan bare beholde forstærkernavnet.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - app setup
Navngiv forstærkeren direkte i app’en. (Skærmskud)

Når man er færdig, kan man taste sine brugerdata fra sin Tidal- eller Qobuz-konto ind i Naim-app’en for at streame derfra. Men man kan også bare åbne den app, man normalt bruger, og streame til forstærkeren via Chromecast eller AirPlay.

Naim-app’en har en fin brugerflade, og jeg kan personligt godt lide, at min yndlingsmusik ligger på forsiden, uanset om den er hentet fra Tidal, Qobuz eller begge dele. Men hvis jeg skal være ærlig – og det skal jeg jo – så bruger jeg næsten altid AirPlay eller Chromecast fra mobilen, mens PC’en og Mac’en så at sige altid spiller fra Roon. Så kommer højopløste musikfiler også mest til deres ret.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - cooling fins
De samme køleribber som på den integrerede Uniti Atom. (Foto: Naim)

Drømmelyd i hovedtelefonerne

Og hvordan lyder verdens måske fedeste hovedtelefonforstærker med indbygget streaming-lyd så? Well … At sige, at den lyder godt eller glimrende, ville være en grov underdrivelse. Den lyder fantastisk! Især med balanceret kabel; så skal man bare huske at trykke på hovedtelefon-knappen i øverste venstre hjørne på fronten ind. Ellers kommer der ingen lyd.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - SPREAD(1)
(Foto: Naim)

Sennheiser HD 800 S

Sennheiser HD 800 S er nogle fantastiske hovedtelefoner, men de er ikke ligefrem kendt for deres varme lyd. De er snarere analytiske, men uden at det bliver kedeligt, med en lidt slankere bas, end en del lyttere foretrækker. Men de har også et fantastisk stort og åbent lydbillede. Måske det største blandt hovedtelefoner i denne klasse. Den kombination placerer dem blandt verdens bedste hovedtelefoner i mine øjne.

Uniti Atom HE får alle de kvaliteter frem, som jeg elsker ved HD 800 S. Den superstramme omend ikke allermest fyldige bas, den ekstreme dynamik – og en tonal opløsning, som få kan drømme om. Desuden er der faktisk lidt behagelig varme i mellemtonen her.

Billie Eilishs stemme gløder på balladen “Your Power”, og hendes stemmebånd kildrer blødt i ørerne. Der er masser af luft, men detaljerne i toppen bliver aldrig smidt i hovedet på mig. De er der i rigt mål, men præsenteres på en behersket måde.

Til sammenligning er der endnu mere luft og flere detaljer fra Sennheisers egen forstærker HDV 820, men den opleves også som lidt tyndere i bassen.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - headphone connection
Hvis man bruger hovedtelefonudgangene på fronten, stilnes lyden fra forforstærkerudgangene. (Foto: Naim)

Den mere strenge og helt analoge Auralic Taurus, til lejligheden tilsluttet den simple og overkommelige – men gode og neutrale – Grace Design Standard DAC Balanced, lyder til gengæld mere muskuløst og endnu mere fyldigt i nedre mellemtone og nedad i bassen. Jeg har altid ment, at den er det perfekte match til HD 800 S. Og det er virkelig en god combo.

Men selv om Naim-forstærkeren måske ikke har helt samme fylde i bassen, er den væsentlig hurtigere på transienterne. Den har også et bedre defineret og større lydbillede, og detaljerne står mere naturligt frem mod en sortere baggrund.

Mere pågående rock og pop får de samme forskelle frem, og jeg synes også, at HD 800 S lyder mere underholdende med hårdtslående trommer gennem Naim-forstærkeren sammenlignet med Taurus, og især når man sætter den op mod HDV 820. Gennem Naim-forstærkeren giver musikken mig en større ro indeni.

Naim Uniti Atom Headphone Edition & headphones(3)
Naim Uniti Atom HE prøver her kræfter med Auralic Taurus og Sennheiser HDV 820. Den er testet med en række hovedtelefoner, men dem, der blev trukket frem i anmeldelsen, er Sennheiser HD 800 S, Focal Clear MG og Drop/HiFiMAN HE-4XX. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Focal Clear MG

Focal Clear MG er også et par rigtig gode hovedtelefoner, og med dem kommer Naim-forstærkeren nok endnu mere til sin ret.

På hiphop-nummeret “F2020 Remix” med Avenue Beat lyder lilletrommen storartet, med god krop og bund. Med Sennheiser-forstærkeren lyder den væsentlig tyndere, mens Taurus til gengæld har en varmere og mere fyldig bas. Stortrommen opleves som endnu større med Taurus end med Naim, men samtidig lyder det, som om trommeskindet er lidt slappere. Naim er hurtigere, især i mellembassen.

Naim-forstærkeren har også rigeligt med kraftoverskud, bare ikke helt så vildt som Auralic Taurus. Den er stadig kraftig nok til at få Clear MG-hovedtelefonerne til at knitre, hvis man spiller for højt på dem med meget bastung musik. For de fleste er det så ganske vist meget højt, men for mig bare pænt højt …

(Foto: Naim)

Drop/HiFiMAN HE-4XX

HiFiMAN har i samarbejde med powerbuy-websitet Drop lavet HE-4XX, som er en slags forbedret udgave af HE-400i. HE-4XX er ganske overkommelige, men vældig gode. Men også meget tungtdrevne. Taurus har højere gain og kan derfor spille endnu højere på disse end Naim Uniti Atom HE. Men jeg er mere end glad, når jeg kommer op på maks. volumen på Naim-forstærkeren. Som desuden lyder bedre end Auralic Taurus.

På visse sangstemmer trigger Auralic en lille skarphed i disse hovedtelefoner, som jeg ikke bryder mig om, mens Naim-forstærkeren præsenterer lyden mere naturligt.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - with Focal Celestee
Naim Uniti Atom HE kan drive langt de fleste hovedtelefoner. F.eks. de lukkede Focal Celestee. (Foto: Naim)

Som forforstærker

Jeg har kun nået at prøve Naim-forstærkeren som forforstærker i kortere tid. Men man behøver heller ikke lytte længe for at forstå, at den er virkelig god.

Sammen med effektforstærkeren Hegel H20 præsenterer den lyden med en varmere glød i mellemtonen end med Hegels P30, som jeg til gengæld synes giver en lidt større stereobredde. Men Atom HE lyder virkelig godt og har desuden gain nok til at fungere godt med den lave følsomhed på den ellers fremragende EAM Lab Studio 362.

Naim Uniti Atom Headphone Edition - with remote
(Foto: Naim)

Konklusion

Naim Uniti Atom Headphone Edition kan virke som en lidt underlig ting, idet man har taget noget så komplet som Uniti Atom, fjernet højttalerudgangen og dermed gjort den til et meget smallere produkt. Hvis man derimod bruger hovedtelefoner meget – eller har brug for en kapabel forforstærker – så er det et af de fedeste produkter, vi kender til.

Uniti Atom HE tvinger kraft og hurtighed ud af selv de tungeste hovedtelefoner, og med lige præcis nok varme i mellemtonen får den allerede gode hørebøffer til at lyde magisk. Forstærkeren har masser af kraft, og man skal lede længe for at finde hovedtelefoner, der er for tungtdrevne til den.

Den er også rigtig god som forforstærker. Der findes helt sikkert bedre dedikerede forforstærkere til prisen, men den magi, man hører med hovedtelefoner, genspejler sig også i et hi-fi-anlæg, og mere kan man ikke forlange. Til denne pris kender jeg simpelthen ikke nogen mere komplet forforstærker/hovedtelefonforstærker/netværksafspiller. Den skal bare høres!

Karakter
Naim Uniti Atom Headphone Edition
Premium

Lyd & Billede mener

Lækker at se på, fabelagtigt kvalitetsindtryk og upåklagelig brugervenlighed. Fantastisk lyd, både som hovedtelefonforstærker og forforstærker. Indbygget netværks-streaming sætter prikken over i’et. En USB-B-indgang ville have gjort Atom Headphone Edition noget nær perfekt.

2 kommentarer til “Naim Uniti Atom Headphone Edition”

  1. Thomas Holme

    Godt og dybdegående review. Mht ønske om en usb-b forbindelse, så ville jeg mene at Naim burde have valgt en usb-c forbindelse til min USB 3.1 (10gbit/sec) på bagsiden, så ville den sagtens også kunne fungere som USB-DAC. Umiddelbart kan jeg ikke finde information på Naims hjemmeside om versionen af USB portene. USB 3.1 var allerede en mulighed i 2015! Måske er det kun USB 2.0? Hvis det min er USB 3.0 (5 gbit/sec), så vil en softwareopdatering kunne åbne op for USB-DAC funktionalitet. Så handler det bare om at få det korrekte kabel, hvilket ikke vil være noget problem 🙂

    1. Hei! Jeg mente rett og slett at jeg savner en USB-DAC-inngang. Denne forsterkeren kan ikke ta over som lydkort. USB-A-kontaktene er for å spille av musikkfiler fra eksternt minne/harddisk.

      Sist jeg snakket med en fra Naim mente han at en USB-DAC-funksjon vil introdusere støy, også når den ikke er i bruk. Og at de derfor ikke ville ha det. Om dette fortsatt er filosofien, vet jeg ikke.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Lyd & Billede
Scroll to Top