Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Focal Clear MG – nu med magnesium

At forbedre i forvejen fremragende hovedtelefoner som Focal Clear kan ikke være nemt. Men Focal mener, at Clear MG er bedre på alle måder.

Skrevet af / 16/03/2021 - 20:47
Focal Clear MG – nu med magnesium

Opdateret…

Hvis du spørger os, hvad der er de bedste hovedtelefoner til omkring 10.000 kroner, vil vi nok foreslå dig at gå op i 13.000 og købe et par Focal Clear. Eller rettere: Det ville vi. For nu bliver de nemlig erstattet af de – forhåbentlig – endnu bedre Clear MG. Hvor MG står for magnesium.

Læs også Focal Clear Focal Clear er måske den mest vellykkede hovedtelefonmodel fra den franske producent.

Focal har gået Clear grundigt efter i sømmene og ledt efter måder at forbedre dem på. For at opnå det har de set på driverne (“højttaler-enhederne”) og er landet på, at de med fordel kunne skiftes ud med noget endnu bedre.

De sidste fire år har franskmændene nemlig forsket i nye membranlegeringer, hvor målet har været at lave en membran med forsvindende lav masse, samtidig med at den holder sig stiv nok til at håndtere de hurtigste svingninger uden at bryde op i forvrængning. Og det på en billigere måde, end man har løst det på i de svinedyre Utopia, der har membraner af beryllium.

(Foto: Focal)

Focal Clear MG – med drivere i magnesium

På Clear løste Focal udfordringen med en legering af magnesium og aluminium. Men på Clear MG har de droppet aluminiummet og har valgt rent magnesium for at kunne gengive hele toneområdet med ekstrem præcision og med superhurtige transienter – også i diskantområdet.

Hvis man ser driveren i profil, har den M-form, som er den form, Focal er landet på for at opnå den jævnest mulige frekvensrespons i et par hovedtelefoners begrænsede volumen. Spolen er ikke lagt uden på et formrør som på forgængeren, men i stedet viklet med en meget stærk lim. Alt sammen for lavest mulig masse.

Læs også Focal Utopia Ligesom Formel 1 udvider grænserne for, hvad man kan med biler, har Focal med Utopia taget hovedtelefoner et skridt videre.

Focal lover, at Clear MG “lyder rytmisk, naturligt, åbent og afbalanceret med et dybt og stabilt fundament. Slående dynamik og mikrodetaljer tager lytteren med på eskapader i pladesamlingen, så snart man tager dem på.” Luftig og samtidig dyb og sej lyd nævnes også.

Modstanden er behagelige 55 ohm, hvilket betyder, at bærbare afspillere fint burde kunne tackle Clear MG. Det gør hovedtelefonerne langt mere omgængelige i mange situationer end f.eks. Sennheiser HD 800 S – for ikke at nævne de ekstremt tungtdrevne HEDD Audio HEDDphone.

Focal Clear MG har drivere med magnesiummembran. (Foto: Focal)

Asymmetrisk design – inspireret af naturens geometri

Bikubedesignet på ørekopperne i metal er ikke bare til pynt; det skal også give lavere akustisk modstand. “Med sit asymmetriske mønster giver det frit spillerum for den lynhurtige magnesium-driver. Det bidrager til den åbne lyd, som disse hovedtelefoner har,” siger Focal.

Læs også Lyd der slår gnister Focal Elear præsenterer et lydbillede med næsten uendelige detaljer, og der er både fart og tryk på!

Det ligner det såkaldte Fibonacci-mønster, hvor arealet af en større figur svarer til summen af to mindre figurer. Både i plante- og dyreriget finder vi mønstre, der følger denne sekvens. Den generelle idé med at overføre det til akustik er, at det gør resonanser mere harmoniske i forhold til hinanden – med bedre lyd som resultat.

(Foto: Focal)

Fabriqué en France

Ligesom de andre eksklusive produkter fra Focal produceres Clear MG helt og holdent på fabrikken i St. Etienne i Frankrig.

Hovedtelefonerne har lækre læderdetaljer på hovedbøjlen og et indvendigt gitter i rustfrit stål for at beskytte de kostbare drivere. Dette gitter har samme bikubemønster, hvilket giver et fint helhedsindtryk, samtidig med at det bidrager til bedre lyd. Udstrakt brug af aluminium i både hængsler og ørekopper skal også give et eksklusivt præg.

Ligesom på forrige generation har Clear perforeret mikrofiber både i ørepuderne og på hovedbøjlen. Det skal give maksimal luftighed ved langvarig brug.

En bæretaske i matchende i farve medfølger til sikker opbevaring. Et langt fire-pin XLR-kabel til balancerede hovedtelefonforstærkere og et kortere 3,5 mm med adapter til 6,3 mm kabel følger også med.

(Foto: Focal)

Pris og tilgængelighed

Focal Clear MG koster 12.900 kroner og kan købes fra i dag. Vi har allerede hovedtelefonerne på vej til test og glæder os til at dele oplevelsen med dig!

(Foto: Focal)
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Latterligt billigt fra HiFiMAN

B&O Atelier Edition i nordlysfarver

Topliste: Hørepropper og hovedtelefoner til påskeferien

Forbedret hørelse med AirPods Pro

Held og lykke med at købe disse

De bedste hørepropper får en afløser

Skullcandy: GROM-lyd til børneører

Endnu bedre Accentum fra Sennheiser

Forstærkere fra HiFiMAN

Beyerdynamic fejrer 100 år med specialudgave

Bruger solen som kraftværk

Støjreducerende hørepropper fra OnePlus

0
Lyd & Billede
Scroll to Top