Hovedtelefoner er nye græsgange for den franske højttalerproducent Focal. Men hovedtelefoner anvender også højttaler-enheder (kaldet drivere), og her har Focal lang erfaring. Nærmere bestemt 35 år, og så er det naturligt, at de også bruger deres egne drivere i de helt nye high-end hovedtelefoner Elear.

Målet har været at nedskalere fuldblods fuldtonehøjttalere til miniformat og putte dem ind i et par hørebøffer, så at sige. For at få en enkelt driver til at gengive hele frekvensregisteret er Focal landet på en M-formet dome-membran i plast, beklædt med superstift titanium. Lav vægt og høj stivhed er som bekendt nødvendige egenskaber for at gengive musik med taktfasthed og lav forvrængning.

Membranen sidder i et særligt ophæng, som giver ekstra elasticitet i hele slaglængden, mens spolen har lav masse, og magneten høj effekt. Alt sammen for at give en uovertruffen lydgengivelse.

Focal Elear har en modstand på 80 ohm mod Sennheisers 300. Kombineret med en noget højere følsomhed gør det, at de kræver mindre strøm fra forstærkeren og dermed fungerer bedre med helt almindelige hovedtelefonudgange. Både Hegel HD12 og den mere end ti gange dyrere Ayre QX-5 fungerer bedre med Elear, så musikken kommer ud med mere dynamik og punch.

 

Lydkvalitet

Dynamik er et vigtigt stikord for Focal Elear. Hovedtelefonerne præsenterer et superstramt lydbillede. Hør f.eks. lilletrommen på David Bowies “Lazarus”. Den er megasprød, og man kan høre hver en vibration fra seidingen på undersiden af trommen. Elbassen er superstram og desuden luftig.

Det er ikke så ofte, man taler om luftig bas, men her er den så sprød og kontant, at man kan fornemme rummet mellem tonerne. Og trompeten gjalder, som om trompetisten blæser os lige ind i øret for fuld knald!

Et klassisk flygel lyder let og legende, og de dybe toner kommer frem i fin stil. Det her er virkelig godt! Elear minder meget om Focals højttalere, f.eks. de eminente Sopra N^o3, som vi kårede til Årets Bedste high-end-højttalere. Så ja, hvis man mestrer højttalerkunsten, kan det tydeligvis overføres til hovedtelefoner.

Ikke alle typer musik gengives på lige medrivende vis. Hiphop og elektronisk dansemusik lyder lige lovlig pågående og kan indimellem opleves som lidt tyndt. Og det selv om de dybeste synth-bastoner faktisk er mere fyldige end på Sennheiser HD 800 S.

Det er i den øvre del af basregisteret, at Focal Elear mangler lidt varme, og Dr. Dre er klart at foretrække med HD 800 S. Men så er der lige det med prisen. Elear koster trods alt nogle tusind kroner mindre, og så står det klart, at de også er et glimrende køb!

Husk, at Elear foretrækker en forstærker, der hælder mod det fyldige, f.eks. Burson Conductor eller Naim DAC-V1.

Også i denne test:

Focal Elear og Sennheiser HD 800 S