TEST: Sennheiser IE 300

For nogle år siden mente folk, at man var vanvittig, hvis man brugte mere end en tusse på et par hovedtelefoner, for slet ikke at tale om hørepropper. Men så kom de trådløse hovedtelefoner med støjreduktion og derefter de helt trådløse hørepropper og ændrede folks syn på, hvad personlig lyd måtte koste.

Nu ser man Sony, Bose og Apple overalt, og det er topmodellerne, der sælger. Uanset om det er hørebøffer eller ditto propper, betaler folk gladeligt både to og tre tusind kroner for deres favoritter.

Sådan noget gør mig glad. For når vi nu ved, at folk er villige til at betale for kvalitet, så forestil dig, hvad man får for pengene, hvis man dropper trådløsheden og i stedet bruger samme beløb på et par hørepropper med kabel. Ja, du hørte rigtigt. Kabel. Du ved, sådan et, der højst sandsynligt ikke passer til din nye mobillos uden lydudgang. Men hvad gør man ikke for god lyd!

Trådløst er praktisk, men …

Mens de bedste trådløse hørepropper kan være praktiske og lyde fint, og mange endda har aktiv støjreduktion, så lider de stort set alle sammen af det samme problem: Den indbyggede forstærker er ikke kraftig nok. Jeg tror aldrig, jeg har hørt et par trådløse hørepropper, der kan udfordre et par passive, når det gælder dynamik og baskontrol.

Især hvis man parrer de passive med en forstærker. Man kommer langt med en bærbar AudioQuest DragonFly Black til laptoppen; til mobilen er det mere praktisk med f.eks. den trådløse FiiO BTR3 eller den højopløste Cayin RU6 (test på vej). Men det fungerer også ofte overraskende godt med hovedtelefonudgangen på mobilen, hvis der da er sådan en, eller direkte fra den bærbare.

Ordentlige hørepropper

Sennheiser IE 300 er et par eksklusive hørepropper til musikelskere, der sætter pris på de ekstra detaljer i musikken.

Ledningen, som kan skiftes ud, er afstivet for enden og kan formes rundt om øret som en bøjle, så de sidder bedre fast. Dejligt, når man træner, og ikke mindst for musikere, der vil bruge hørepropperne som monitors. Selv om jeg til scenebrug selv snarere ville vælge formstøbte hørepropper. Sennheiser vil også på sigt tilbyde balanceret kabel som ekstraudstyr.

Små drivere

De kompakte huse rummer ikke de største drivere (“højttalerenheder”) på markedet, kun 7 mm. Andre har både 10 og 12 mm. Det betyder, at Sennheiser-driverne skal bevæge sig mere for at give den samme energi i basområdet.

En fordel er, at de er bedre i stand til at gengive høje frekvenser. En mere luftig diskant og mindre forvrængning er som regel resultatet. Sennheisers drivere skal gengive et ekstra stort frekvensregister (6 Hz til 20 kHz) og kaldes derfor XWB – Extra Wide Band.

Driverne har fået en særlig membranfolie for at minimere resonanser og forvrængning. Bagstykket skal desuden minimere refleksioner inde i huset, og et ekstra kammer fjerner resonanser i øregangen for at give en renere diskant.

Komfortable

IE 300 kommer med øredutter i memory-skum i tre størrelser og samme antal i silikone. Medium størrelse silikone sidder på propperne i æsken, men jeg får bedre lyd med samme størrelse i memory-skum. De forsegler bedre, giver mindre gnidelyde i øret og en bedre defineret basgengivelse.

Pasformen er virkelig god, så jeg glemmer hurtigt, at jeg har hørepropperne i. Og fordi kablet sidder fast med drejelige led, går jeg ud fra, at holdbarheden er væsentlig bedre, end hvis det sad helt fast.

Det hele kan være i den medfølgende taske i lommestørrelse.

Lyder kanon

Så hvordan lyder et par med kablede hørepropper anno 2022 så? Jo, tak som spørger. For IE 300 lyder ikke som nogen andre trådløse hørepropper, jeg har hørt. Overhovedet. Selv Bowers & Wilkins PI7, som jeg mener er de bedste, kommer til kort mod dynamikken og kontrollen i IE 300. Sennheisers egne Momentum True Wireless 2 må også se langt efter denne lyd.

Selv direkte fra hovedtelefonudgangen på min MacBook Pro er det tydeligt, at det her er en helt anden liga. Lana Del Reys stemme på “Watercolor Eyes” står i den grad ud fra det instrumentale bagtæppe, så det er, som om hun har slået sig ned inde i mit kranie. Den klangfulde guitar breder sig udad, mens bassen strækker sig nedad med den største overbevisning.

“Playground” med Bea Miller, kendt fra Netflix-serien Arcane, har dyb og lækker percussion, mens elbassen ligger tungt i bunden. Beas stemme er klokkeklar – det her er noget helt andet, end man får med trådløse hørepropper!

Med den bærbare Cayin RU6 bliver der presset endnu mere dybbas ud af hørepropperne, og de får et ekstra lag af detaljer i toppen.

Til sammenligning lyder den tidligere topmodel IE 800 S mere neutralt, men til gengæld er IE 300 langt mere levende og dynamiske. Hvor IE 800 S lyder lidt fladt og uengagerende, er IE 300 meget mere underholdende. Det, man mister, er et ekstra lag detaljer i diskanten.

Hårdt og kontant

Klassisk musik lyder også rigtig godt. “The Armed Man” med Lucy Kay og FILMharmonic Choir Prague lyder lige så smukt, som det er livligt. Kontrabasserne og celloerne lurer i bunden med fermattoner, mens Lucy synger hen over med sin nydelige sopran. Når percussionisterne så slår sig løs i et fortissimo-parti knap to minutter inde, masserer det øregangene og minder mig om, hvorfor klassisk er så meget bedre, når man spiller højt.

Fundamentet er så stabilt, og rummet er stort, at man næsten kan høre det ånde. Man kunne nok godt ønske sig endnu mere energi i overtoneområdet for virkelig at få det til at svæve deroppe. Men bare lidt, og generelt er jeg fint tilfreds.

Selv om alting lyder godt, er det først og fremmest de dynamiske egenskaber, der imponerer. Når man skruer op for lyden, holdes dynamikken og livet intakt, mens lydbilledet flader ud og falder sammen, hvis man prøver det samme med trådløse hørepropper.

Bassen er hård, kontant og lækker. Det er den også på AKG N40, men dér bliver den samtidig lidt overdrevet og flyder mere ud. Her er det strammere og med mere attack. Når hørepropperne samtidig lyder mere medrivende end den langt dyrere ekstopmodel IE 800 S, så taler vi virkelig kvalivare her.

Konklusion

Det er et stykke tid siden, jeg har hørt hørepropper med kabel, og jeg glemmer hver gang, hvor meget bedre de lyder end de trådløse varianter. Man har vænnet sig til trådløse Bluetooth-hørepropper og bliver imponeret over de bedste, idet man tror, at det er ordentlig lydkvalitet. Men så hører man pludselig et par hørepropper som IE 300, og man må genoverveje det hele igen.

Okay, det er ikke lige så praktisk med kabel. Men for pokker, hvor det lyder meget bedre. Lidt mere luft helt i toppen, så havde vi givet topkarakter.