Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: OnePlus Buds Z2

Skuffende discount

OnePlus Buds Z2 lover at levere høj lydkvalitet og pro-funktioner til en lav pris, men de trådløse hørepropper snubler på målstregen.

Skrevet af / 24/12/2021 - 13:35
OnePlus Buds Z2
Peter Gotschalk

OnePlus Buds Z2 er den kinesiske producents første hørepropper med støjreduktion siden OnePlus Buds Pro, som min kollega Geir var så begejstret over, at de vandt efterårets gruppetest af helt trådløse hørepropper.

Ifølge OnePlus har masser af den teknologi, som gav Buds Pro deres neutrale og naturtro lydbillede, fundet vej til OnePlus Buds Z2, der da også kun er få hundrede kroner billigere end Pro-modellen.

Det gælder f.eks. de dynamiske drivere på 11 mm, der bl.a. understøtter Dolby Atmos (hvis hørepropperne vel at mærke bliver brugt sammen med en OnePlus-mobil), samt IP55-certificering, så Buds Z2 kan klare et regnskyl eller en svedig løbetur uden at gå i udu.

OnePlus Buds Z2 understøtter til gengæld ikke højopløst lyd i form af LHDC-codec’en, men må nøjes med AAC samt SBC. Og etuiet kan kun oplades ved hjælp af USB-C, mens Pro-modellens etui understøttede trådløs Qi-opladning.

Børnesygdomme

Det er dog ikke det faktum, at der er blevet sparet hist og pist på funktionaliteten, der er skyld i, at jeg ikke er lige så venligt stemt over for Buds Z2, som Geir var over for Buds Pro.

Nej, det er børnesygdommene, der irriterer mig. OnePlus Buds Z2 er først og fremmest blevet lavet til at fungere helt smertefrit sammen med mobiler fra samme producent, så jeg testede primært hørepropperne sammen med den nyeste topmodel, OnePlus 9 Pro.

Her er det så meningen, at Buds Z2 skal forbinde sig helt automatisk med mobilen, så snart man åbner etuiet første gang, men det kom aldrig til at fungere. Tværtimod krævede det nulstilling af propperne og en manuel søgning i mobilens Bluetooth-menu, før der blev skabt kontakt mellem de to produkter.

OnePlus Buds Z2 kommer med IP55-certificering, hvilket betyder, at propperne sagtens kan holde til en tordenskylle. Selve etuiet har i øvrigt IPX4-certificering. (Foto: OnePlus)

For en ordens skyld skal jeg huske at nævne, at problemet gentog sig, da jeg ville forbinde propperne til min iPhone 13 Pro Max via HeyMelody-app’en, som man skal bruge, hvis man bruger en smartphone fra et hvilket som helst andet firma end OnePlus.

OnePlus-propperne fik også andre mystiske ting til at ske. Mens jeg brugte dem, fik jeg således to spøgelsesopkald på mobilen fra Googles ‘Find min enhed’, hvilket aldrig er sket hverken før eller siden, og selv om jeg ikke med 100 procent sikkerhed kan garantere, at der er en sammenhæng, så er det dog en smule mistænkeligt, at min trofaste OnePlus 9 Pro, der aldrig har opført sig underligt før, begynder at flippe ud, i samme sekund den forbindes med Buds Z2.

Hørepropperne betjenes enten via app’en HeyMelody (eller i indstillingerne på OnePlus-mobiler) – eller ved hjælp af en finger på styreelementerne på siden af propperne. (Foto: OnePlus)

Dårlig pasform

Der følger silikonedutter i fire forskellige størrelser med til hørepropperne, men ingen af dem passer ordentligt i mine ører! Og det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. I indstillingerne (i en undermenu til Bluetooth-indstillingerne på OnePlus-mobiler, i app’en HeyMelody på alle andre smartphones) kan man teste proppernes pasform, og uanset hvilke dutter jeg prøvede, var pasformen aldrig bedre end ‘Middel’, hvilket betyder, at støjreduktionen ikke virker så godt, som man kunne ønske. Og samtidig går det ud over lydkvaliteten, når hørepropperne ikke sidder helt, som de skal.

Og det er en skam, for som udgangspunkt lyder OnePlus Buds Z2 glimrende. Deres lydbillede er både neutralt og naturtro, og de minder dermed rigtig meget om førnævnte OnePlus Buds Pro. Men man bruger meget tid på at sætte propperne til rette i ørerne, for ellers bliver lyden tyndere, og den rene og klare lydoplevelse går fløjten.

Det mærker man også, når man bruger hørepropperne til at samtale via mobilen. De tre mikrofoner i proppernes stilke er gode til at fange lyden, så modtageren hører dig klart og tydeligt. Men du selv hører samtalepartneren, som om han eller hun er lidt for langt væk og i øvrigt taler med dig gennem et kaffefilter.

Mangelfuld støjreduktion

Førnævnte støjreduktion kommer også på en svær opgave, når propperne ikke vil blive siddende, men det skal nævnes, at funktionen heller ikke er helt overbevisende, selv når man sørger for, at de to hørepropper sidder så godt fast som muligt.

OnePlus lover, at man kan oplade propperne til at spille musik i fem timer (uden ANC!) ved at oplade dem i etuiet i blot ti minutter. Jeg har ikke testet, om det løfte holder 100 procent vand, men sikkert er det, at propperne lader virkelig hurtigt. (Foto: OnePlus)

Propperne har to indstillingsmuligheder for støjreduktionen, nemlig dæmpning på 25 dB eller 40 dB, men også med maksimal støjreduktion trænger selv almindelig trafikstøj igennem så let som ingenting. Og helt ærligt havde jeg meget svært ved at skelne imellem de to indstillingsmuligheder. Med lidt god vilje var den osteklokkefornemmelse, som man tit får med ANC, vel en smule mindre ved 25 dB, men den hårfine forskel bliver overdøvet af larmen, hvis man ikke i forvejen befinder sig et sted, hvor der er fred og ro.

Konklusion

Jeg nåede aldrig at blive venner med OnePlus Buds Z2. Dertil har OnePlus’ nye og billigere hørepropper simpelthen for mange skavanker. De indledende børnesygdomme kan der måske fås styr på senere, men den dårlige pasform og den ineffektive støjreduktion er begge problemer, som kan blive svære at løse.

For så vidt byder hørepropperne på en gedigen og god lydkvalitet, som specielt vil begejstre dem, der kan lide et neutralt og naturtro udtryk, men den generelle brugeroplevelse er frustrerende og ganske enkelt ikke tilfredsstillende.

Når man tager i betragtning, at OnePlus Buds Pro, der er langt bedre på næsten alle punkter, kun koster få hundrede kroner mere end Buds Z2, så er der vitterlig ingen grund til at vælge den billigere model.

Karakter
OnePlus Buds Z2
Basic

Lyd & Billede mener

Naturtro og neutralt lydbillede. Desuden fuld integration med mobilens indstillinger, hvis du har en OnePlus. IP55-certificering beskytter mod sved og regn. Understøtter ikke højopløst lyd. Har desuden for mange børnesygdomme, f.eks. når propperne skal forbindes med mobilen. Pasformen er dårlig, og det påvirker både lydkvaliteten og den automatiske støjdæmpning.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top