TEST: Sony ULT Field 7

Sonys store partyhøjttalere er noget af det fedeste, når der skal skabes ordentlig partystemning. De mindre Sony-højttalere har derimod stået i skyggen af konkurrenternes konstante søgen efter mere lyd for pengene. For lad os se det i øjnene, det handler ikke altid om hi-fi, når det gælder bærbare højttalere.  

Det gør det heller ikke her. Den spritnye Sony ULT Field 7 er ikke skabt til lydconnaisseuren, der forkæler guldørerne i lænestolen, slet ikke. Her handler det om bas, rytme, stemning – og helst hele natten lang.  

På dette område er der ingen tvivl om, at Sony-højttaleren leverer varen, og endelig kan vi fastslå, at Sony kan matche – eller endda overgå – nogle af konkurrenternes sejeste højttalermodeller.  

Sony-højttaleren er ret stor, hele 51 cm i bredden, og vægten på 6,3 kg gør det som udgangspunkt nemt at bære højttaleren. Bortset fra at håndtagene er på siderne, så man altså bærer højttaleren lodret.

På siderne finder du også basradiatorerne, som dunker i takt med bassen. Der sidder også de blinkende lysdioder, som skifter farve, når musikken spiller. Lyset kan slukkes, hvis det virker forstyrrende.  

Højttaleren har også aktive højttalerenheder. To diskanter og to bas/mellemtoneenheder er skjult under højttalerens stænksikre sorte cover. Den fås i øvrigt kun i sort.  

Batteritiden? Den opgives til 30 timer. Med lyset slukket og lydstyrken på trin 16. Mindre, selvfølgelig, når du skruer op for lyden og tænder lyset for at sætte gang i festen, men det skal kun tage 10 minutter at oplade batteriet til yderligere tre timers musik. Hvis du skulle løbe tør for strøm, før festen er slut. 

ULTimate

Har man grå hår i tindingerne, kan navnet virke uklart, men forklaringen er enkel. ULT er den forkortelse, unge bruger for ultimate, og det er et slangudtryk, man vist bruger i både gaming- og hiphop-kredse.   

Her bruges udtrykket – ifølge Sony selv – til at beskrive den ultimativt kraftfulde lyd for basfanatikere. Her kunne man måske sige bas, man kan danse til, for alle ved jo, at det er rigtig svært at få dansefoden til at vibrere uden bas. Eller? Ja, det er det.    

Sony er også så tilpas sikre på Field 7, at de nærmest lover lyrisk klarhed og et lydtryk, der kan mærkes. Det sidste er i hvert fald sandt. 

Serieforbindelse

Vi har i hvert fald aldrig hørt magen til power fra en højttaler i denne størrelse. Vores reference i denne prisklasse, JBL Boombox 3 Wi-Fi, må se sig slået på lydtryk af Sony-højttaleren. Især i bassen.  

Ligesom JBL-højttaleren kan Sony-højttaleren serieforbindes med flere højttalere – Party Connect. Op til 100 styk, og du kan forbinde to sammen i stereo, hvis du ønsker det.  

I modsætning til JBL-højttaleren kan du faktisk tilslutte andre lydkilder her. Der er et 3,5 mm minijack under et gummidæksel på bagsiden, beregnet til en ekstern lydkilde. Der er også en indgang til guitar eller mikrofon. Med separat volumenkontrol for indgang, ekko og tonekontrol. Dermed kan Sony-højttaleren også fungere som guitarforstærker eller som et lille sanganlæg til den næste Dopha eller Beyoncé.

Helt vild lyd

Men vi er ikke helt færdige med ULT endnu. For på toppen af højttaleren, hvor du finder tænd/sluk-knappen, Bluetooth, start/stop og volumen, er der faktisk også en ULT-knap: Du må ikke engang tænke på at trykke på den! Jo da. I hvert fald hvis du elsker bas, og det gør du, for ellers ville du ikke have læst så langt.     

ULT-funktionen er egentlig såre enkel. Hvis du trykker på den én gang, ændres EQ’en i bassen til fordel for mere dybbas (ULT 1). Trykker du en gang til, øges bassens punch, og noget af dybbassen dæmpes (ULT 2). Det fungerer faktisk bedre end frygtet. ULT-funktionen kan også slås helt fra. Noget jeg foretrak til klavermusik, men hvem i alverden køber en højttaler som denne for at lytte til Jan Gunnar Hoff?    

Her ville jeg have foretrukket UE Hyperboom, fordi den har en mindre farvet mellemtone og en bedre balance i mellemregistret. Men jeg må indrømme, at jeg var overrasket over, hvor godt Sony-højttaleren gengav lyden af kontrabas. Det store instrument kom virkelig til sin ret med den kraftfulde bas i Field 7.     

En sammenligning med JBL-højttaleren faldt ud til Sony-højttalerens fordel på to vigtige områder: Bas og lydtryk. Der er ikke noget galt med basgengivelsen i JBL-højttaleren, men Sony-højttaleren gør det samme, bare med endnu mere energi i bassen. Den spiller også endnu højere, og dermed har den lettere ved at fylde et stort rum.  

Bassen på Kehlanis After Hours brager ud af højttaleren, og man gyser næsten lidt over, hvor højt højttaleren kan lide at spille. Tryk på ULT-knappen, indtil du finder din foretrukne basfarve, og skru op for lyden. Tag for eksempel Peggy Gous energiske 1+1=11, så vil du forstå, hvad jeg mener. Man skal være ret gammel for ikke at mærke, at det kribler i dansebenene, når Sony-højttaleren får frie tøjler på den sang.    

Det er præcis i den genre, Sony-højttaleren er i sit es. Raylees Diamond in the Rough sidder som en pæl i våd beton, og du kan mærke bassen i kroppen. Guitaren på Beyoncés Texas Hold’em lyder derimod mere naturlig på UE Hyperboom. Det samme gælder vokalen, som her er farvet af en lidt ulden klang og et lidt aggressivt bid i s-lydene. Vokalgengivelsen kunne være bedre, synes jeg. Det gælder ikke kun Beyoncé, jeg oplever det samme på Khalids smukke Please Don’t Fall In Love With Me og Radka Toneffs It’s Been A Long Long Day.     

Men som allerede nævnt handler højttalere i denne klasse aldrig om hi-fi-lyd. 

Konklusion

Hvis man tager Sony-højttalerens primære målgruppe alvorligt, er der ingen tvivl om, at de med Sony ULT Field 7 får alt det, de drømmer om. Den leverer ikke hi-fi-korrekt lyd, men den leverer et klart lydbillede, også når der spilles højt, og guderne skal vide, at dét kan den. Den leverer også et stort, kraftfuldt og engagerende lydbillede. Med en basdynamik, vi ikke har hørt magen til fra en højttaler i denne størrelse. Party? Ja tak, husk at medbringe din Sony-højttaler. Den vil med garanti skabe god stemning.