TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Sony ULT Field 1

Bærbar højttaler med saftig bas

Sonys lille højttaler leverer et stærkt lydbillede med masser af bas, og prisen er ganske fin.

Af / 11/04/2024 - 18:00
Sony ULT Field 1

Lyd & Billede mener

  • Sony-højttaleren er kompakt, robust og let at tage med sig, samtidig med at den kan spille højt og med imponerende heftig bas af sin størrelse.
  • Sony ULT Field 1 er en ren Bluetooth-højttaler og kan derfor ikke kobles til Wi-Fi.

Markedet for små bærbare Bluetooth-højttalere er enormt, og nu vil Sony have en større bid af kagen. De har netop lanceret en helt ny serie af højttalere og hovedtelefoner, der er specielt rettet mod baselskende hiphop-fans, og nøgleordet er ULT   

Den japanske producent har leveret flere vellydende højttalere i de senere år – heriblandt nogle virkelig sjove partyhøjttalere – men de mindre modeller har måske virket lidt tamme, sammenlignet med det nyeste fra for eksempel JBL. Især hos yngre lyttere, som sætter pris på lidt ekstra bas til deres hiphop og R&B.   

Dette lidt triste stempel er Sony blevet trætte af, så de har bedt deres ingeniører om at skabe et federe lydbillede, der pumper lidt mere bas ud! Resultatet er den nye ULT-serie

Udtrykket ULT [ålt] er en forkortelse for Ultimate og hentet fra gamingmiljøet, så der er ingen tvivl om, at Sony bejler til et yngre publikum med denne serie. Timingen er god, for nu hvor det bliver lysere og varmere, er der sikkert mange, der længes efter at komme ud i det fri og dele deres musikoplevelser.    

Spørgsmålet er så, om lyden er “ult” eller bare grå og kedelig? Kom igen, bro’! 

Annonce
ULT FIELD 1 hero2 white Large scaled
Sony ULT Field 1 fås i fire farver. (Foto: Sony)

Sony ULT Field 1 – bærbar højttaler til hiphop-fans

ULT-serien består af både hovedtelefoner, partyhøjttalere og bærbare højttalere, og her tester vi den allermindste ULT Field 1. Den lille højttaler måler 20,6 x 7,7 x 7,6 cm og vejer lige under 650 gram. Størrelsen passer nemt ned i en rygsæk eller sportstaske, men højttaleren har også en praktisk strop, som gør den nem at bære rundt på eller gøre fast.  

Førstehåndsindtrykket når vi pakker den ud er, at ULT Field 1 virker robust og har en god byggekvalitet. Den er både støv- og vandtæt (IP67-certificeret) og stødsikker. Vores testeksemplar var i en lidt kedelig sort, men højttaleren fås også i hvid, grøn og orange til dem, der ønsker sig en mere sprælsk farve.    

Batteritiden er opgivet til 12 timer, og det viste sig at holde fint under testen, men den vil naturligvis blive noget kortere, hvis du spiller for fuld udblæsning hele aftenen. Højttaleren har desuden USB-C-opladning, som med 10 minutters opladningstid skal give 3 timers spilletid. 

P1040002 P1040007 P1040012
<
>
(Foto: Audun Hage)

Nem opsætning

Den kompakte Sony-højttaler kan man finde plads til overalt, og den kan placeres vandret eller lodret. Bare sørg for at have Sony-logoet vendt mod dig, for det er her, det meste af lyden kommer fra. Her sidder der nemlig en fuldtoneenhed, som får hjælp af to slavebasser, monteret i hver sin ende.    

Udseendemæssigt minder ULT Field 1 om Sony SRS-XB23, som vi tidligere har testet med gode resultater, men den udgår nu af sortimentet, så er du på udkig efter en kompakt Bluetooth-højttaler fra Sony, er ULT Field 1 nu en af de mest relevante modeller. Sony gør dog meget ud af at understrege, at ULT er en helt ny serie, som adskiller sig fra sine forgængere.     

En central del af Sony-højttaleren er den karakteristiske ULT-knap, der sidder ved siden af betjeningsknapperne på oversiden. Ved et tryk på denne knap aktiveres en særlig lydtilstand med kraftigere mellemtonebas og et lidt mere sprælsk lydbillede, som er beregnet til at spille højt. 

P1040008 scaled
(Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

Som med alle højttalere skal man afstemme sine forventninger lidt i forhold til størrelsen, og en lillebitte højttaler som ULT Field 1 kan selvfølgelig ikke sammenlignes med de større modeller fra hverken Sony eller andre konkurrenter.   

For eksempel har den større ULT Field 7-model, som vi allerede har testet, et betydeligt større lydbillede med en kraftigere og dybere bas. Men den vejer og koster så også 10 gange så meget og er mere en semi-stationær model end noget, man har lyst til at tage med på farten!   

I klassen for små bærbare højttalere er ULT Field 1 dog en af de mest kraftfulde, vi har hørt – hvis du vel at mærke aktiverer ULT-tilstanden. I neutral tilstand lyder den lidt flad, men når ULT er aktiveret, har den lille Sony-højttaler en klar, tydelig og fyldig lyd, som straks får os til at spidse ører og få lyst til at høre mere.

Læs også Sætter fut i festen Sonys nye serie af bærbare højttalere overbeviser på de vigtigste punkter.

The Weeknds lyse stemme kommer godt frem her, samtidig med at synth-bassen pumper overbevisende. Og Beyoncés stærke vokal på den nye Texas Hold’em lyder imponerende stor, med godt modspil fra trommer og guitar.    

Mange små højttalere har en tendens til at give et mudret lydbillede, når man fristes til at spille højt, men ULT-modellen klarer sig imponerende godt, når vi skruer op for volumen.     

Playlisterne fra Tidal og Spotify var relativt lange den aften, vi fik Sony-højttaleren til test. Undertegnede har måske liiidt flere år på bagen end det publikum, denne højttaler henvender sig til, men vi har i det mindste det til fælles, at vi elsker bas! 

P1040013 scaled

(Foto: Audun Hage)

Læs også Ungdommelige hovedtelefoner gør rent bord Med ULT-serien henvender Sony sig især til ungdommen og hip-hop-elskere. Og hovedtelefonerne ULT Wear er den rene ungdomseliksir.

Konklusion og konkurrenter

Sony ULT Field 1 er skabt til at friste yngre lyttere med en rå og basrig lyd. Den lille højttaler er ikke den mest hi-fi-korrekte, vi har hørt, men det er heller ikke pointen – tværtimod.     

Når målet er at pumpe mest mulig bas ud af en lille bærbar tingest, må vi sige, at Sony er lykkedes godt med denne model. Så hvis du vil have en billig, pæn og lille højttaler, som du kan tage med dig overalt, er det ULT Field 1, du skal vælge.     

Sony ULT Field 1 kan vise sig at blive en seriøs udfordrer til den populære JBL Flip 6. Lydmæssigt virker Sony’en mere potent og med en hårdere bas, og til en pris på 1.200 kroner er det uden tvivl et godt køb.   

Karakter
Sony ULT Field 1
Basic

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?

Spillende kanelsnegl til at hægte på tøjet

Disse højttalerne er lydens Rolls-Royce

For dyrt køb for de fleste

Fejer soundbarerne af banen - men det koster!