TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Sony HT-A9

Surround-lyd på nye eventyr

Med HT-A9 har Sony tænkt helt nyt og løst et stort problem inden for hjemmebiolyd, nemlig placering af højttalerne. Og det fungerer virkelig godt!

Af / 18/10/2021 - 11:45
Sony HT-A9

Lyd & Billede mener

  • Gigantisk, sømløst lydbillede. En virkelig stor holografisk boble af lyd. Balanceret og opløst lydbillede. Ikke lige så afhængig af højttalerplacering som andre opsætninger.
  • Vi anbefaler helt klart en subwoofer, hvilket øger prisen en del. Centerkanalen på film blev først rigtig præcis sammen med et af de nyeste Sony OLED-TV’er.

Når man ønsker en enkel og praktisk opgradering af TV-lyden, falder valget ofte på en soundbar. Desværre har selv de bedste soundbars et ganske monotont og fladt lydbillede sammenlignet med et traditionelt stereoanlæg – specielt når det gælder musik. Moderne lydformater og DSP-teknik formår ikke helt at skjule det faktum, at næsten al lyden kommer lige forfra.

Noget kunne tyde på, at Sonys ingeniører også er nået til den erkendelse, for da den japanske producent skulle lancere deres nye soundbar i sommer, løftede de også sløret for et nyt surround-anlæg med trådløse højttalere.

Sony HT-A9 System(4)
(Foto: Sony)

Sony HT-A9: Ægte surround-anlæg

Hvis du er blandt dem, der kan se fordelen ved en soundbar, men ikke ønsker at indgå de kompromiser, det helt klart indebærer, så kan Sony have netop det, du er ude efter, med højttalersystemet HT-A9. Det består af fire trådløse højttalere, som kommunikerer med en lille digital centralenhed, som kobles på netværket og til TV’et med HDMI.

Ud over at der sidder højttalerenheder foran, har højttalerne også enheder på toppen, der skråner op mod loftet. De bruges til at gengive højdekanalerne i Dolby Atmos og DTS:X, og sender dem op mod loftet, hvorpå de reflekteres ned til lytteren i sofaen. Dermed høres det, som om lyden kommer fra oven. Systemet er af typen 4.0.4, som vil sige fire almindelige kanaler, ingen subwoofer og fire højdekanaler.

Sony HT-A9 immersion illustration(2)
Sony giver lovning på en tredimensional, immersiv lydoplevelse, selv om højttalerplaceringen ikke er helt symmetrisk. (Foto: Sony)

Placeringsvenligt

Men det er ikke alt. Sony HT-A9 foretager nemlig en intelligent 360 graders kortlægning af lyden i rummet og simulerer ekstra højttalerkanaler mellem de faktiske højttalere. Det skal svare til 12 separate kanaler, og Sony hævder, at anlægget sømløst tegner et lydbillede op, hvor objekterne er placeret helt præcist i rummet – fuldstændig uafhængigt af højttalernes placering.

Annonce

Man kan f.eks. placere venstre fronthøjttaler på TV-bordet, den højre oppe på en hylde og baghøjttalerne der, hvor omgivelserne kræver det – uden at skulle placere dem i samme højde eller afstand i forhold til hinanden og lytteposition. Det er i hvert fald, hvad Sony hævder. Det eneste, man skal passe på, er, at ingen af enhederne er tildækket. Det betyder, at højttalerne ikke kan klemmes ind i en trang bogreol, hvor top-enhederne vil blive blokeret af hyldepladen.

Sony HT-A9 seethrough(2) Sony HT-A9 seethrough
<
>
Hver højttaler i Sony HT-A9 har en bas/mellemtone og diskant, som peger fremad, og en lille “fuldtone-enhed” på toppen, som genskaber højdekanalerne i Dolby Atmos- eller DTS:X-lydspor. Sammen med DSP-magi får du et gigantisk lydbillede fra fire højttalere. (Foto: Sony)

Subwoofer?

HT-A9 er som sagt et system bestående fire højttalere og uden subwoofer. Den er strengt taget ikke nødvendig, da Sony hævder at have arbejdet meget med at få nok bas ud af de kompakte højttalere.

Der tilbydes til gengæld en trådløs subwoofer som ekstraudstyr, og her kan man vælge imellem SA-SW3 (3.800 kroner) og SA-SW5 (6.000 kroner). Vi har testet begge subwoofere, og efter vores mening bør man nok skabe plads i budgettet til en af dem.

Sony-SA-SW5
Vi anbefaler på det kraftigste en subwoofer, og her er SA-SW5 det bedste valg. (Foto: Sony)

Udseende

Højttalerne er kompakte, lidt høje cylindere klædt i lysegråt. Uanset hvilken af de to subwoofere man vælger, begge sorte, har den ikke helt samme formsprog som højttalerne og ser måske ikke ud til at være direkte lavet til dem. Subwooferne passer visuelt bedre til soundbaren HT-A7000.

Det er dog ikke så vigtigt, da mange alligevel vil gemme subwooferen af vejen. Men den bør stå i nærheden af fronthøjttalerne, for at højttaleropsætningen kan fungere bedst muligt.

Sony HT-A9 hub Sony HT-A9 hub rearview
<
>
Den lille kontrolboks kobles til TV’et fra udgangen mærket eARC. Så får du bl.a. Dolby Atmos fra TV’et og ud gennem højttalersystemet. Der findes også en HDMI-indgang, som understøtter videosignaler indtil 4K 120 Hz og 8K 60 Hz. (Foto: Sony)

Understøtter det meste

Højttalerne, som skal sluttes til strøm, kommunikerer som sagt med en lille centralenhed, eller en hub, om man vil. Den har både en HDMI-indgang med understøttelse af 4K 120 Hz og 8K 60 Hz, og HDMI-udgangen har lydretur af typen eARC. Den understøtter højopløst lyd ud fra TV’et, deriblandt Dolby Atmos og DTS:X. For at få DTS-lyd må man sikre sig, at TV’et kan sende denne lyd ud – det er ikke altid lige problemfrit.

Enkel opsætning

Førstegangsopsætningen er meget enkel. En skærmmenu på TV’et viser, at højttalerne er sammenkoblet, og så kan man vælge sprog (engelsk), derefter Sound Field Optimization og så Start. Højttalerne udsender nogle korte lydsignaler for at måle lydniveau, afstande og refleksioner i rummet. Det hele er overstået på nogle sekunder.

Sony HT-A9 remote
Fjernbetjeningen til HT-A9 har desværre ikke samme premiumfølelse som resten af systemet. (Foto: Sony)

Solgt fra første øjeblik

Derefter kommer der et demo-lydspor med naturlyde og musik, som demonstrerer 360 graders lyden. Og demoen er virkelig overbevisende! Det er selvfølgelig en demo, som er skabt til at få det maksimale ud af systemet, men den giver en klar indikation af, hvad vi har i vente. Lyden virker fuldstændig frigjort fra højttalernes fysiske placering – det er som at sidde inde i en gigantisk boble af lyd. Gennemsigtig lyd.

For en ordens skyld har vi forsøgt os med alle højttalerne placeret i samme plan, og derefter flyttede vi højre fronthøjttaler og venstre baghøjttaler lidt ned i forhold til de andre for at se, om Sony virkelig taler sandt om det med placeringen. Og det fungerede overraskende godt, selv om vi må sige, at det stadig er bedst, hvis man har mulighed for en symmetrisk placering.

Ready-Player-One-4KBD
Ready Player One, 4K Blu-ray. (Foto: Warner Studios)

Gigantisk lyd på film

Ready Player One på 4K Blu-ray byder på et eksplosivt lydspor med bedre dynamik og mere luft, end man får fra komprimerede streaming-formater. Selv uden subwoofer giver HT-SA9 en energisk lydoplevelse med klare dialoger og en masse liv og bevægelse i specialeffekterne. Bilracet i begyndelsen af filmen har nogle heftige kollisioner og brølende V8-motorer, og lyden her er større end med nogen anden soundbar, vi kan komme i tanke om – inklusive Sonys egen HT-A7000.

Læs også Hvor god er Sonys bedste soundbar? Sonys nye soundbar-flagskib HT-A7000 er spækket med funktioner, der skal give fuldkommen surround-lyd. Men den koster!

Selv om basgengivelsen er helt i orden fra højttalerne alene, så bliver det ikke en ægte biografoplevelse uden en subwoofer. Vil man spare lidt penge, kan man i et mindre rum klare sig med SA-SW3, men den større SW5 giver så meget mere skub i bundoktaverne, at vi uden at blinke ville have lagt de ekstra penge på bordet. Det virker lidt meningsløst at bruge så mange penge på højttalerne for så at spare nogle småpenge på bashøjttaleren.

Sammen med den største sub giver lydanlægget en eksplosiv hjemmebio-oplevelse og et så gigantisk lydbillede, at vi ikke helt kan se, hvilken soundbar der vil kunne konkurrere med det.

Sony HT-A9 surround effect(2)Sony HT-A9 surround effect(2)
Hvis man har et Sony Bravia-TV af nyeste generation, vil det kunne bruges som centerkanal. (Foto: Sony)

Centerkanal?

På nær på én ting. Nemlig centerkanalen. For hvor stort og kraftigt lydbilledet end er, så synes vi, at dialogerne i midten glider lidt ud over siderne og bliver lidt upræcist placeret i lydbilledet. En soundbar har centerkanalen bedre forankret i TV-billedet end her. Vi kunne ønske os, at Sony ville have givet mulighed for at tilføje en separat centerhøjttaler, hvis man ville.

Det vil sige, det har de faktisk gjort. Hvis man ejer et Sony Bravia-TV fra årgang 2021, kan man aktivere Acoustic Center Sync, og højttalerne i TV’et vil hjælpe med gengivelsen af den vigtige centerkanal. Vi prøvede både med LCD-TV’et X95J og OLED-TV’et A80J. Og vi må sige, at de begge hjalp med placeringen af dialogerne, men A80J var klart bedst til det. På det bruges hele skærmfladen nemlig som højttaler i stedet for at have enheder placeret under og over. Det gør, at dialogerne kommer lige fra midten af billedet!

Nu vil vi ikke hævde, at man må købe et Sony-TV for at nyde lyden af HT-A9, for systemet klarer sig mere end godt nok uden. Men hvis du har sådan et TV, anbefaler vi helt klart at aktivere Acoustic Center Sync for at sætte prikken over i’et på en allerede forbilledlig lydoplevelse.

Sony HT-A9 single speaker rearview Sony HT-A9 single speaker rearview(2)
<
>
På bagsiden af hver højttaler gemmer der sig et hul, som gør det muligt at hænge højttalerne på væggen. (Foto: Sony)

Musik

Selve lydkvaliteten er rigtig god. Flot bas – specielt sammen med subwooferen – og særdeles luftige overtoner gør lyden endnu bedre end med soundbaren HT-A9000. Mellemtonegengivelsen er måske ikke den mest udadreagerende, men stemmer kommer fint igennem alligevel.

Med andre ord et flot udgangspunkt for en god musikoplevelse. Og Sony-anlægget skuffer da heller ikke. Nordic Brass Ensembles European Tour på Blu-ray fra 2L lyder særlig stort med DTS-HD MA-lydspor med 24 bit 192 kHz lydkvalitet.

“Jøsses for et lydbillede,” udbryder Audun! “Her sidder vi i en meget større, mere livagtig og detaljeret lydboble.”

Sony-højttalerne gør et godt stykke arbejde med at placere de forskellige instrumenter, men vi er endnu mere imponeret over den realistiske rumfølelse. Det føles mere som at sidde i kirken, hvor optagelsen blev indspillet, end “bare” at lytte til en god optagelse. Her er der lagt op til mange store musikoplevelser med optagelse fra 2L og andre.

Nordic Brass Ensemble - European Tour
Nordic Brass Ensemble – European Tour. (Foto: 2L)

Hornmusikken gengives i en holografisk og omsluttende halvkugle af lyd. Selv om der ikke er højdekanaler på lydsporet, skaleres det effektivt op til tre dimensioner uden at lyde kunstigt. Bare endnu mere gigantisk end med en 5.1-opsætning. De virtuelle højttalerkanaler kombineret med højdekanalerne gør virkelig en forskel.

Der er også godt tryk på messingblæserne, og trommerne har en stor og flot klangbund. Der er godt smæld i trommeskinnet, som i det hele taget giver en temmelig storslået musikoplevelse.

En akustisk live-optræden af Dua Lipa i stereo får et helt andet lydbillede med HT-A9 end med en soundbar. Lyden hænger i luften og breder sig ud til siderne i rummet.

Det er med musik, systemet virkelig blomstrer i forhold til soundbars. Hvis film og musik er lige vigtigt for dig, er det et glimrende valg. Man kan desuden vælge musik i stereo, hvis man ønsker at genskabe i netop stereo, eller hvis man aktiverer Immersive AE for at blæse stereosporet op i tre dimensioner.

Det fungerer bedre på nogle indspilninger end på andre. Vi synes især, det har sin berettigelse med akustisk folk, country og klassisk. Mens hektiske elektroniske rytmer og hiphop bliver mere anstrengende.

Sony HT-A9 surround effect Sony HT-A9 surround effect(5)
<
>
Sony HT-A9 spiller sammen med rummets flader for at skabe en holografisk boble af lyd. Og det virker! (Foto: Sony)

Konkurrenter

Sony HT-A9 lyder rigtig godt, også prisen taget i betragtning. Mellemtonegengivelsen på f.eks. Samsung HW-Q960A er godt nok endnu større, og efter vores møde med den billige Klipsch-soundbar Cinema 600 er der grund til at tro, at Cinema 800 og specielt 1200 har mere energi i mellemtonen og fysik i bassen. Men selve tonekvaliteten er svær at slå, og Sonys anlæg overgår også Sonos Arc på kvaliteten.

Du kan nok sammensætte et surround-anlæg med løsdele, som giver Sony-anlægget konkurrence, men det bliver måske ikke så let. En surround-receiver med Dolby Atmos koster let 4.500 kroner. Et komplet 5.1.2 højttalersystem med Atmos-kanaler kommer hurtigt op på 11.500 kroner. Så lander man ca. på samme pris, men har igen besværet med placeringen og kabler samt det faktum, at en surround-receiver ikke er lige så brugervenlig som HT-A9.

Sony HT-A9 System
(Foto: Sony)

Konklusion

Sony HT-A9 giver ægte 3D surround-lyd, mens det samtidig løser et irriterende problem. Nemlig at det slet ikke er alle, der kan placere højttalerne helt symmetrisk.

Lydanlægget lyder rigtig godt, og det, at højttalerne foran og bagpå er af samme størrelse, giver et mere sømløst lydbillede end med en større soundbar og et par små baghøjttalere.

Anlægget er slet ikke gratis, men det giver noget igen i form af et velafbalanceret lydbillede med nok kraft og energi til, at man kan få en masse sjov ud af popcorn-blockbusterne. Det giver desuden langt bedre lyd på musik, end nogen soundbar formår. Med andre ord en meget vellykket alt-i-én-løsning.

Centerkanalen kan blive lidt diffus, men ejere af et Sony Bravia-TV af nyeste generation kan bruge TV’et som centerkanal. De vil så få lidt mere ud af opsætningen.

Karakter
Sony HT-A9
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

33 kommentarer til “Sony HT-A9”

  1. Nogen idé om hvor man kan købe dette system? Har været på udkig efter det siden slut september, men stadig intet held

    1. Hei Adam! Jeg sjekket med Sony, som opplyser at HT-A9 bl.a kommer til salg hos Hi-Fi Klubben inden for kort tid! 🙂 mvh Audun

  2. Dennis Krabbe

    I artiklen skriver I, at subwooferne HT-SW3 og HT-SW5 passer til, men under billedet af en subwoofer står der, at SA-SW5 er det bedste valg.

      1. Dennis Krabbe

        Min pointe var egentlig, at I nævner tre forskellige betegnelser (to i teksten og en tredje under billedet): HT-SW3, HT-SW5 og SA-SW5. Men måske SA-SW5 er en fejl?

        1. Aha, nå ser jeg det! Her har det skjedd en feil, ja. Riktig er SA-SW3 og SA-SW5. Retter opp!

  3. Dennis Krabbe

    Jeg spurgte lige HiFi-Klubben, hvornår de regner med at sælge disse. Jeg fik i fredags (desværre) dette svar fra deres kundeservice:

    “Jeg er bange for at der er sket noget misinformation mellem nogle personer.

    Vi kommer til at have dem på test i enkelte butikker, men det er ikke fastlagt noget endnu om vi kommer til at sælge dem 🙂 “

    1. Hei, Dennis! Jeg fikk akkurat svar fra Sony:

      “HT-A9 er leveret til Hifi-klubbens central-lager i fredags og at de derfor snart bør være på vej ud i butikkerne – men det er dog ikke alle butikker, der får den til salg.

      (…) jeg skal nok lige følge op dagligt, da jeg også fik at vide, at den ville blive sat til salg online.”

      1. Hvordan finder man ud af hvilke butikker, der får den? Jeg vil også rigtig gerne have af vide, hvornår den kommer til salg online, og hvorfor man ikke bare kan købe den på Sonys egen hjemmeside.

        1. Mer info kommer nok etterhvert, og produktet vil også komme i salg online hos Sony. Det fikk vi bekreftet i går. Det har nok dessverre oppstått en forsinkelse her, som følge av de globale transportproblemene.

          1. Hei! Det er for øyeblikket full forvirring mellom Sony og Hi-Fi Klubben, som begge gir oss ulikt svar… Skulle ønske vi hadde noe konkret nå, men vi får holde ut litt til…

          2. Hei igjen! Har fått følgende svar nå:

            “Systemet bliver sendt ud I denne uge til følgende butikker:
            404 – Aaboulevard (Åboulevard 56-58, 2200 København)

            Så i Danmark er det i første omgang bare én butik der får HT-A9, som de skal teste der, inden de beslutter om den skal til salg i flere butikker.”

          3. Hej igen. Hvis du finder ud af, om de bliver sat til salg på Sonys hjemmeside eller hi-fi klubben, må du meget gerne skrive herinde igen. Jeg venter spændt på at købe det.

  4. Jeg har været i kontakt med hifiklubben som siger de ikke kommer til at sælge ht a9 systemet, da de ikke føler lydkvaliteten er god nok. Desværre.

    Jeg håber snart at se systemet til salg online andetsteds. Giv endelig lyd herinde hvis I finder det et sted.

    1. Hei, Adam! Ja, vi kommer med svar når det foreligger. Frustrerende å få produkter til test som ikke er i salg.

      1. Hej. Jeg har endnu ikke haft held med at finde en forhandler i DK som sælger, eller planlægger at sælge HT-A9. Sonys kundesupport svarer følgende:

        “Da vi ikke arbejder med salg hos vores support afdeling, har vi desværre ikke nogen yderligere informationer vedrørende tilgængelighed af vores produkter, end dem man kan finde på vores hjemmeside: https://www.sony.dk/
        Vi anbefaler derfor at du prøver at kontakte dine lokale elektronik forretninger for at høre, om de evt. har yderligere informationer om hvornår de har bestilt dem til, eller hvornår de får dem på lager.”

        Måske I har haft mere held med at opspore en eventuel forhandler?

  5. Tak for en fin anmeldelse. Ser frem imod at højtalerne kommer til salg. Jeg har læst flere udenlandske forums, hvor nogle brugere oplever udfald i lyden. Har I oplevet tilsvarende i jeres tests, eventuelt efter at I har skrevet denne anmeldelse?

    1. Geir Gråbein Nordby

      Hei! Nei, vi opplevde ikke bortfall i lyden under testingen av HT-A9. Men hvis det er med eARC det skjer, så er det ikke alle produkter som er like kompatible med hverandre. Jeg har for eksempel hatt problemer med dropouts med en Sony TV og Sonos Arc lydplanke. Men ikke med en annen lydplanke på samme TV, eller f.eks. en LG eller Samsung TV med Arc.

      Under testingen av HT-A9 brukte vi et par nye Sony TV-er for å få testet TV-høyttalerne som senterkanal. Det fungerte helt fint. Vi testet ikke høyttalerne med TV fra annet merke.

      Får du dropouts, funker det å deaktivere eARC på TV-en så den bruker kun vanlig ARC, men da mister man jo også Atmos-lyden fra TV-en. Og noe av poenget med disse høyttalerne.

  6. Kan baghøjtalerne hænges på den væg sofaen står op ad, eller skal de placeres et stykke bag sofaen for at opnå et optimalt lydbillede?

    1. Hei! Det går, men da ville jeg heller plassert høyttalerne lengst bak på sideveggene om de finnes. Men bakhøyttalerne i dette systemet fungerer i hvert fall bedre enn de fleste andre også i ditt tilfelle. Bare pass på at de ikke blir blokkert av folk som sitter foran.

    2. Jeg har prøvet begge dele, og hvis sofaen står op ad væggen, så lyder det bedre at sætte dem i siden, og det tror jeg er for at få lyden der rammer loftet til at passe med en siddeplads i sofaen

      1. Fungerer det ordentligt hvis man har skrå lofter (Loft til kip)?
        I min stue går tagryggen på tværs af retningen fra sofa til tv.

  7. Jeg købte et sæt med SW5 i HIFI klubben til 18990,- spørg efter Niklas i Åbulevarden

    Wireless er både en af styrkerne og ulemperne ved HTA9 – Der er allerede kommet opdateringer som bliver installeret trådløst – og Sony arbejder på en opdatering der skulle fjerne problemerne med udfald (jeg har åben en sag med Sony support)

    De kan hænges op med een simpel skrue/plug i væggen og det er en bonus at det er så let at tage med i sommerhuset, så man altid kan have god lyd med sig – og prisen på 2 soundbars er højere end Sony HTA9 inkl SW5 – men lyden er meget bedre end soundbars.

    Tidal har streaming af Sony 360 musik og det er virkelig imponerende – både Alicia Keys, Aerosmith etc har frigivet lyd i Sony 360 lydformat, og det skal vi bare have endnu mere af 🙂

    Fedt at der nu endelig er trådløs HIFI der både er godt til film og musik – Sony skal bare lige fixe de udfald i lyden jeg har oplevet.

    1. Fedt at høre at anlægget faktisk sælges i DK, og at du finder lyden god. Jeg forsøger at kontakte HIFI Klubben igen, og ser om der er mere held denne gang. Håber du får løst problemet med udfald.

      1. Det fylder lyden i rummet på en rumelig måde svært at forklare, men den AI algoritme gør helt klart noget godt for lyden.

        Og med SW5, så lyder almindelige youtube musik videoer ret fede.

        Jeg har allerede prøvet dem i både en lang stue hvor de kan placeres lidt bag ved sofaen og i en stue hvor jeg havde placeret de 2 baggerste i venstre og højre side, og begge dele er godt.

        Jeg har også haft dem stillet på gulvet, men det er klart bedre når de sidder i hovedhøjde, så jeg har boret en skrue i præcis 102 cm og hængt dem op i samme højde hele vejen rundt. 4 skruer og strøm og så er der bare fed lyd i stuen.

        Atmos tror jeg de fleste har hørt, så det særlige for mig er hvor godt de også får youtube musik videoer til at lyde og så det nye Sony 360 lydformat, der bare er musik på en helt ny måde.

        Forskellen på 360 lyd er lige så stor som forskellen på mono og stereo, og det havde jeg ikke regnet med.

  8. Martin Sønderby

    Har i testet det med Sony AG9? Altså om tv’et fungerer som reel centerhøjttaler.

    Der kan tv’et bruges, som centerhøjttaler i almindelig receiver setup. Men dette frister.

    1. AG9 kan ikke lenkes til dette systemet som senterhøyttaler, selv om du har helt rett i at den kan brukes som senterhøyttaler i et konvensjonelt surroundanlegg.

      Du kan nemlig ikke koble til en senterhøyttaler til A9 med kabel. Det må støttes i software, og da trenger du en nyere TV. Som A80J eller A90J.

  9. Jeg har lige fået mit A9, men siden jeg bruger en LG C1. så har jeg ikke mulighed for center lyd. det er lidt skuffende, men tror i man kan få en ekstern højtaler i fremtiden til midt eller?

    plus synes i at det er bedre med HT-A9 eller med HT-A7000?

  10. Geir Gråbein Nordby

    Hei! Sony vil antakelig ikke komme med noen senterhøyttaler til A9, da hele poenget med systemet er at det ikke egentlig trenger det. Men vår opplevelse var at senterkanalen ble enda mer distinkt, med en Sony-TV som kunne hjelpe til her.

    Selv om du har en LG-TV tror jeg faktisk jeg ville valgt A9 over A7000. Lydbildet er såpass mye større, også selv hvis du har bakhøyttalere til A7000. A9 er også mer plasseringsvennlig, da det ikke er så farlig om høyttalerne ikke har en helt symmetrisk plassering, men for eksempel er plassert i litt ulik innbyrdes høyde.

    Vi anbefaler likevel å plassere dem så symmetrisk du får til.

  11. claus jepsen

    Er der noget nyt med hvor man kan købe dette anlæg , der er ikke noget hjælp og få fra forhandlere og sony , hvad sker der ??????

  12. Jes Ascanius

    Jeg har hele sættet sprit nyt stående i indpakning til den der mangler for 9.000 kr
    Altså både højtalerne og den store subwoofer.
    Kun brugt til test
    50660881

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?