Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: McIntosh XR200

Hårdtslående musikmagi

Her er nogle af verdens sejeste high-end højttalere.

Skrevet af / 13/08/2014 - 05:07
McIntosh XR200
Geir Gråbein Nordby

Det er ikke alle, der ved det, men amerikanske McIntosh – som er berømt for deres high-end forstærkere – lavede deres første højttalere helt tilbage i 1952. De store, kasseagtige F100 havde fire bas-elementer, fire diskanter og et mellemtone-element. Hvis man lægger det sammen, får man næsten flere elementer end det antal højttalere, der blev solgt. Ikke nogen salgssucces med andre ord.

Men McIntosh lærte en masse af denne model, som på mange måder blev en skabelon for, hvordan virksomheden fremover skulle producere højttalere. De næste kom dog ikke før 18 år senere.

Vi spoler frem til i dag og ser på de langt mere strømlinede XR200 – der ikke ligefrem er små med deres 132 cm i højden.
Apropos antal højttaler-elementer, så er McIntosh virkelig gået til yderligheder her: Tre basser, syv diskanter og tolv mellemtone-elementer. I hver højttaler! Med en granvoksen pris på 180.000 kroner parret stiller de op mod giganter som Wilson Sophia 3, Vienna Die Musik og Bowers & Wilkins 800 Diamond. XR200 ser ærlig talt ikke så dyre ud som disse konkurrenter, og selv om en vægt på 51,3 kg bestemt ikke gør dem til letvægtere, vejer de andre både 70 og 80 kg stykket.
Trods pianolak er det, som om XR200 mangler det sidste touch – det, der får én til at føle, at man har med virkelig dyre højttalere at gøre. Men McIntosh har afgjort flest højttaler-elementer!

I lange rækker
Mellemtone-elementerne har 2 tommers inverterede domes af titanium og er monteret i to lodrette rækker på hver side af en tilsvarende række diskant-elementer. Ved at anvende små elementer og i stedet øge antallet opnår man samlet en stor membranflade, som har højere effekt og lavere forvrængning over hele frekvensområdet. Der i XR200’s tilfælde er opgivet til at strække sig helt fra 20 Hz i bunden til 45 kHz i toppen – et godt stykke over det menneskelige øres grænse på 20 kHz.

Problemet med mange højttaler-elementer er, at de alle har forskellig afstand til lyttepunktet, hvilket går ud over faseresponsen – og dermed indtrykket af stereoperspektiv, men også rytme og dynamik fra mellemregisteret og opad. Der som udgangspunkt netop skulle være fordelen ved mange små elementer.

XR200 skiller sig ud med deres mange højttaler-elementer.
XR200 skiller sig ud med deres mange højttaler-elementer.

Det problem hævder McIntosh at have løst med en teknik, de kalder Progressive Inductance Control, som skal eliminere den såkaldte kameffekt i point-source højttalerdesign. XR200 er nemlig point-source, selv om placeringen af elementer minder om en line-source konstruktion.

Bas-elementer
De tre 8 tommers basmembraner har tilsammen samme areal som én 14 tommers. Fordelen er øget frekvensrespons med lavere forvrængning, og de lange, lavfrekvente lydbølger har ikke samme problem med faseforskydning som de højere frekvenser.
Bas-elementerne har kapper af aluminium i deres magnetiske kredsløb, hvilket skulle give en mere lineær magnetisk strøm (flux) omkring svingspolen. Eller på dansk: En mere jævn basrespons med lavere forvrængning. Og det uanset om man spiller tordnende højt eller hviskende lavt.

Hul i ryggen
Højttalerne er af basreflekstypen og har en stor basport, der peger opad fra bagsiden, med en åbning under toppladen. Det ser specielt ud, men kan betyde, at luften fra højttalerkabinettet spredes mere jævnt i rummet, og gøre højttalerne lettere at placere i forhold til bag- og sidevægge. Måske.

Gigantisk lyd
Placeret efter intuition, ca. 70 cm fra sidevægge og bagvæg og vinklet lidt ind mod midten, byder XR200 på en ekstrem mur af lyd! Trommer tordner løs, bas-instrumenter runger heftigt, og sangstemmer står ud som den største selvfølge.
Men jeg savner både lidt strammere bas – der kommer nogle efterdønninger her, især i de dybeste toner – og bedre fokus i midten af stereobilledet. Jeg er vant til, at vokaler står mere centreret i centrum, men her tværes de ud over et større område.
Det kræver mere nøjagtig placering. Længere inde mod væggene vil bassen blive slappere, men mere fyldig. Det er ikke det, jeg søger. Derimod får jeg det, jeg vil have, da jeg trækker højttalerne omkring en meter ud fra bagvæggen og 80 cm fra sidevæggene. Jeg vinkler dem ret meget indad, så jeg kun lige kan se den side, der vender ind mod midten.

McIntosh_XR200_bak

Helt ind i sindet
Efter at have fundet den rigtige placering er det næsten, som om nogen har strammet lydbilledet med en skruenøgle. Især basregisteret er ekstremt fysisk og hårdtslående, men uden de efterdønninger, der var før.

Rammsteins karakteristiske guitarlyd står som muret op i rummet, og Till Lindemanns mørke vokal træder helt frem i lydbilledet, stor og styg som den onde selv. Tag f.eks. nummeret “Stein um Stein” fra albummet Reise, Reise. En grum sang om en galning, der murer en anden inde. Med volumen oppe i nærheden af fuld tryk borer sangen sig ind gennem kroppen og ind i de mørkeste steder i sindet. Det hamrer og banker, men højttalerne har fuld kontrol over det hele – uden det mindste spor af forvrængning.

Rock noir
Der er noget særligt over disse McIntosh-højttalere, som giver mig lyst til at spille noget andet end de sædvanlige test-cd’er. Selvfølgelig har jeg lyttet til både kor, blues og visesang, og kan sige, at det hele lyder eksemplarisk. Men XR200 har en meget kontant formidlingsevne, så jeg næsten kun har lyst til at høre rock. Såsom Nick Caves sorte rock-klassiker “Red Right Hand” fra 1994.

Ud over Caves mørke stemme er det den dybe elbas og det karakteristiske orgel, der sætter stemningen på denne dystre sang. Og den kirkeklokke, der slår fra tid til anden. Afspillet gennem XR200 lyder det så benhårdt, at jeg spekulerer på, hvorfor i alverden jeg ikke lytter til denne sang hele tiden. Højttalerne murer en så stor, massiv lyd op, at jeg føler, jeg er inde i lydbilledet.

Ikke de mest raffinerede
Ligesom lillebror XR100 til den halve pris er XR200 måske ikke de mest raffinerede i overtonerne. Misforstå mig ikke: Overtonerne er en naturlig del af lydbilledet, og der er rigeligt med detaljer deroppe, uden at diskantområdet bliver spidst. Det lyder bare ikke helt så super nuanceret i toppen som de nævnte B&W 800 Diamond eller Vienna Die Musik.

Når det gælder stereoperspektiv, har XR200 stadig et lidt bredere centrum end konkurrenterne, også bredere end Wilson Sophia 3. Det forstærkes, hvis man bevæger sig væk fra “smørhullet” (the sweet spot). For selv om McIntosh tidskorrigerer alle mellemtone- og diskant-elementer, kan man kun korrigere for et punkt, som er på den akse, hvor man sidder. Det betyder, at hvis man bevæger sig rundt i lokalet, bliver stereoperspektivet mere diffust.

Tripel terminaler giver mulighed for bi-amping og tri-amping.
Tripel terminaler giver mulighed for bi-amping og tri-amping.

Gynger og karusseller
Men der hvor McIntosh-højttalerne slår de andre eftertrykkeligt, er på ren og skær underholdningsværdi. Ingen af de andre formidler musikken på denne måde, der nærmest giver mig lyst til at bruge en ølkasse som fodskammel og finde oplukkeren frem!

Også svagere forstærkere – vi har f.eks. prøvet den ikke så kraftige integrerede Hegel H300 og surround-receiveren Pioneer SC-LX87 – bringer disse kvaliteter frem i højttalerne. Det er bare ikke så ekstremt. Og slet ikke lige så opløst som med forstærkersættet Hegel P30/H30.

Konklusion
Man skulle måske ikke tro, at McIntosh XR200 koster næsten 200.000 kroner, når man ser på dem. Jo, de ser specielle ud med deres mange elementer, men alligevel ikke særlig eksklusivt i forhold til flere af konkurrenterne. Alt det er glemt, når man fyrer op under anlægget.

Den letteste måde at beskrive McIntosh XR200 på er som højopløste PA-højttalere til flere hundrede tusind. Så sejt lyder de! Men det er langtfra hele sandheden. For ud over at kunne spille dundrende højt og banke en mur af lyd op, som man normalt kun får ved rockkoncerter, så kan de meget mere. De kombinerer ægte brutalitet med vidunderlig finesse – noget, der er sjældent i high-end klassen.

Når vi taler stereoperspektiv, så maler højttalere med en lidt bredere og mere diffus pensel end flere af rivalerne. Det bliver endnu tydeligere, hvis man flytter sig fra smørhullet.

Men magen til bastryk, dynamik og gnistrende tempo skal man lede længe efter. Det her må være det tætteste, man kommer på den amerikanske drøm inden for high-end. I et festperspektiv er det high-end for dem, der kan lide øl og whisky frem for årgangsvin!

Lyd & Billede mener

Rytmerne hamres ud med den største selvfølgelighed. Bassen er næsten skræmmende fysisk. Sangstemmer er åbne og nuancerede, og overtoner en sand fornøjelse. Noget nær perfekt sammenhæng. Højttalerne har brug for plads og skal vinkles nøjagtigt. De mange højttaler-elementer kan kun tidskorrigeres for ét punkt, og det betyder, at stereoperspektivet bliver lidt uklart, når man ikke sidder i “smørhullet”.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

LB+ Total

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home

LB+

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede

LB+ Home

Fuld adgang til alt indhold på L&B Home

29,- / for 30 dage
87,- / mnd
50,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.

Endelig rigtig trådløse

Er dette fremtidens trådløse PA-system?

Engagement og spilleglæde i spandevis

Sublim musikformidler i 70'er-forklædning

Vanedannende god lyd fra Raidho

Du vil elske denne højttaler

Højttalere du kun kan drømme om

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Scroll to Top