Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Ayre KX-5 & VX-5

Referencelyd til halv pris

Her er noget af det mest vellydende i lang tid. Ayres forstærkersæt spiller guddommeligt, men kan ikke dække alle behov.

Skrevet af / 29/08/2014 - 13:41
Ayre KX-5 & VX-5
Lasse Svendsen

Hvis du tror, at Ayres nyeste forstærkere er “high-end light”, fordi de er baseret på producentens svinedyre referencemodeller, men kun koster det halve, så kan du godt tro om igen. Trods den halverede pris er der intet, der tyder på, at Ayres ingeniører har sparet på krudtet i forforstærkeren KX-5 og den 175 watt kraftige effektforstærker VX-5. Tværtimod.

Resultatet er noget af det mest sublime, jeg har hørt siden … ja, Ayre VX-R og KX-R. Der koster præcis det dobbelte. Forstærkersættet fra Ayre blev da også kåret til Årets high-end forstærkere i Lyd & Billede i 2013. En udmærkelse, der kun tildeles det bedste, vi har hørt.

Interessant nok er de mere overkommelige KX-5 og VX-5 hovedsagelig baseret på teknikken fra det dobbelt så dyrt forstærkersæt, og det kan høres! Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er et forstærkersæt, der lige passer til dig.

En af grundene er, at forforstærkeren – modsat trenden i dag – er rent analog. Ud af seks lydindgange er der ikke én digital. Der er ikke engang en pladespiller-indgang. Hvis man vil have en digitalkonverter, skal den købes separat (se DAC-testen i dette nummer), f.eks. Ayre QB-9 til 29.000 kroner.

Effektforstærkeren er forholdsvis let at beskrive udefra. Den har balancerede indgange for at reducere støj i signalet samt Cardas højttalerterminaler. De kan kun bruges med spadestik på kablerne eller med spade/banan-adaptere, hvis man har kabler med bananstik.

Sådan testede vi
Der blev spillet på Ayres forstærkersæt i flere uger før den kritiske del af testen. Sættet blev parret med et anlæg, der hovedsagelig bestod af Sonus faber Olympica III – nogle af årets bedste højttalere – og den integrerede forstærker McIntosh MA8000 samt en Rega RP8 pladespiller, en McIntosh MCD500 SACD-afspiller og en MacBook Pro sluttet til DAC’en i MA8000.

Ayre_VX-5

Arven
Begge forstærkere har arvet meget teknik fra Ayres referenceforstærkere. For effektforstærkerens vedkommende betyder det et symmetrisk og fuldbalanceret kredsløb med korte signalveje for mindst muligt tab og støj. Ligesom forforstærkeren har den integreret netfilter, der forhindrer, at netstøj følger med strømmen fra stikkontakten og blander sig med lydsignalet.

Teknisk set er den meget lig den integrerede AX-5 til 89.000 kroner, med samme nyudviklede Diamond-udgangstrin, men er kraftigere med 175 watt pr. kanal i 8 ohm og hele 350 watt i 4 ohms højttalerbelastning.

Forstærkeren KX-5 ikke alene ligner den dyrere KX-R, den bruger også meget af den samme teknologi, hvor volumenknappen har mekaniske kontakter med 1,5 dB interval i 46 trin. Det er derfor, man kan høre et klik, hver gang man ændrer lydstyrken. KX-5 har også et helt diskret og fuldbalanceret forstærkertrin (uden integrerede kredsløb i signalvejen), separat jording og integreret strømfilter på stikket.

Hver af indgangene på bagsiden kan konfigureres med eget navn, og indgangsspændingen kan hæves med ekstra forstærkning for hver indgang. Således får man bedre oversigt over lydkilderne og slipper for at skulle justere volumen, hver gang man skifter indgang med den medfølgende fjernbetjening, der er lavet af aluminium.

Her mangler intet
Med så meget af teknikken fra Ayres bedste modeller er det ikke underligt, at dette sæt spiller spektakulært. Her er en kontrol og finesse, som man sjældent hører så godt forenet. Nogle vil måske foretrække en mere blomstrende, romantisk præsentation af musikken med den klanglige kulør, som et godt rørforstærkersæt kan give. Andre vil måske have mere bas, med større vægt på rytme og punch.

For Ayre-sættet har ingen af disse egenskaber. Lidt kedeligt, vil nogle måske mene, men de klanglige egenskaber ikke er af den type, der tager dig med storm fra første takt; i stedet kræver de, at man giver dem tid. Og frem for alt spiller forskellig musik. Først da, efter en vis inkubationstid, bliver man smittet. Men så er der heller ingen vej tilbage. Bagefter lyder det meste andet farvet, ubalanceret og fuld af fejl.

På de fortræffelige Sonus faber-højttalere lavede Ayre-sættet ren magi ud af alt, hvad jeg spillede. F.eks. kom en optagelse, som jeg må indrømme at have hørt en del, til sin fulde ret med højttalerne fra Sonus faber og Ayre-sættet.

Det norske pladeselskab 2L’s indspilning på SACD af symfoniske værker af Hindemith, Schönberg og Stravinsky – indspillet i 24 bit med den norske flådes musikkorps – blev en dynamisk fest af de sjældne. Slagtøj og messingblæsere drønede bogstavelig talt ud i rummet – helt under kontrol, også når jeg spillede højt.

Lydbilledet var enormt med en vanvittig dybde, og jeg fandt ikke én eneste fejl i gengivelsen. Ikke én tone, der strittede, blev for fremtrædende eller druknede i mængden.

Heller ikke da jeg satte Invitation to the Blues med Blues Company på. Bassen på denne indspilning kan få en forstærker at gå i knæ og højttalere til at tigge om nåde. Den er virkelig massiv, og det er stor dynamisk kontrast i bassen. Men også her havde Ayre-forstærkerne forbavsende god kontrol og styrede højttalerne med hård hånd, selv når jeg spillede så højt, at det gjorde ondt.

Det skorter heller ikke på raffinement. Selve lydbilledet kan opleves som lidt tørt, men ikke klinisk; behersket, men ikke kedeligt; og ufarvet, men ikke karakterløst. Nick Lowes vokal på “Indian Queens” gengives ofte for mørkt med overdrevet bas i bunden af vokalen. Men ikke her. Super opløst, gennemsigtigt og neutralt er de ord, der bedst beskriver det.

En akustisk jazzindspilning som live-optagelsen med Keith Jarrett Trio fra Montreux jazzfestival 2001 lød sjældent luftigt og levende. Også her kom den dynamiske kontrast tydeligt frem. Trommesoloer og basgange lød så troværdigt, at man ganske enkelt ikke kan forlange mere. Der er en sjælden stramhed og præcision fra bas til diskant, samtidig med at lydbilledet er åbent og opløst.

I diskanten oplevede jeg lejlighedsvis, at bækkenerne – og andre instrumenter med udstrakte overtoner – på enkelte optagelser kunne lyde lidt gråt og karakterløst. Men det er snarere indspilningerne end anlægget.

Referencelyd
Det er ikke sikkert, at Ayres bundhæderlige og stramme lydsignatur falder i alles smag. Fraværet af digitalindgange og Wi-Fi vil nok også få nogle til at søge alternativer, men til alle, der kunne tænke sig at lægge 140.000 kroner for et par nye forstærkere, siger jeg: Lyt til Ayre-sættet! Det kan nemlig tænkes, at du ikke vil have noget andet bagefter.

Det er så gode forstærkere, at har man først fået smag for dem, så er de vanedannende, og det bliver svært at vælge noget andet. En DAC kan man altid købe senere.

Lyd & Billede mener

Enestående flotte kabinetter huser noget af det sejeste, vi har hørt af analog forstærkerteknologi. Ayres forstærkere fortsætter med at overbevise, og som ventet spiller de sublimt. Passer til al musik og de fleste højttalere. Ingen pladespiller-indgang, ingen digitalkonverter, nul Wi-Fi og kun kabler med spadestik. Det er det hele.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Det enkleste er det bedste

Verdensklasse!

dCS Network DAC: Har du råd, så giv den gas!

Dåseåbneren

Prisbillig indgangsbillet

Klassens bedste køb

Spiller med glødende engagement

Moderne nostalgi

Musikstreameren gør alle fordomme til skamme

Sensationelt god netværksafspiller

Scroll to Top