Test : Ayre EX-8

Sublim musikcentral

Med det bedste fra begge verdener kan Ayre-forstærkeren dække de flestes behov.

Ayre EX-8

Lyd & Billede mener

Silkeglat og detaljeret lyd med stram dynamik. Kan leveres med alle indgange (næsten).
Trist fjernbetjening, lidt kompleks opsætning og fravær af pladespillerindgang.
  • Type: Integreret forstærker
  • Effekt: 2 x 100 W, 8 ohm
  • Teknologi: Transistor
  • Tilslutninger: Ethernet, USB, SPDIF, AES/EBU, 2 x optisk, 3 x analog, pre/sub-udgang
  • Pladespillerindgang: Nej
  • Hovedtelefonudgang: Ja
  • DAC: ESS ES9038Q2M 24 bit/384 kHz
  • Netværk: Nej
  • Mål og vægt: 44 x 10 x 33 cm / 11 kg
  • Web: interceptor.dk
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 69000 kr

Okay. Så designet minder mere om et stykke hospitalsapparatur end en Ayre-forstærker. Måske er det, fordi de kalder EX-8 en hub, ikke en forstærker, at designet ikke ligner noget, de har lavet før.

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at den kan være svaret for de mange, der er på jagt efter en high-end-forstærker, som kan dække hele banen.

Med undtagelse af pladespillerindgang mangler den ingenting. Hvis man altså vælger den bedst udstyrede version af EX-8, som er den, vi tester her.

Den integrerede forstærker kan nemlig leveres som helanalog forstærker, blottet for digitale indgange. Eller man kan bestille den med optiske og koaksiale digitalindgange og med og uden USB-port og Ethernet. Eller med alt inkluderet.

Så sidder man med en fuldspækket DAC, der kan tackle alt undtagen MQA-filer, og som kan styres fra en Roon-server og kombinerer en række digitale indgange med tre analoge.

Tilslutninger

Den har også udgang til separat effektforstærker, subwoofer, AyreLink (styring af Ayre-komponenter) og til digital clock på en separat digitalkonverter.

Du kan også streame til EX-8. Enten med Ethernet sluttet til et trådløst netværk eller trådløst til en antenne, der plugges ind på bagsiden.

To optiske, en koaksial og en balanceret 110 ohm AES/EBU-indgang udgør de kablede digitale indgange. Mens en balanceret (B1) og to ubalancerede (S1 og S2) indgange udgør de analoge.

Den balancerede og den ubalancerede udgang kan konfigureres som subwoofer- eller forforstærkerudgang.

Forstærkeren har også Ayres karakteristiske højttalerterminaler, som kun kan bruges med spadestik. Det er værd at bemærke for dem, der har bananstik på deres højttalerkabler.

DAC

Den digitale udgave af EX8 har en digitalprocessor fra ESS om bord. Den understøtter afspilning af musikfiler op til 24 bit og 384 kHz via USB-porten. Men også DSD-filer op til DSD128 for dem, der har brug for dét.

Hvis man kobler en Roon-server til netværksporten på EX-8, kan den styre forstærkeren, og så får man også understøttelse af Spotify, Tidal og Qobuz.

Ayre-teknologi

Den digitale del af forstærkeren er udviklet af Ayre selv, med minimum fasefilter, single-pass 16x oversampling og Ayres digitale clock, som skal holde jitter-støj væk fra signalet og sikre bedst muligt dynamisk omfang.

Den analoge del af EX-8 er stort set bygget efter de samme principper som Ayres andre forstærkere. Det indebærer et fuldt balanceret kredsløb, nul negativ feedback, Ayre Equilock, som skal give mere lineær spænding til udgangstransistorerne – samt Ayres Double Diamond-system, hvor signalet er jordet hele vejen fra indgangen til højttalerterminalerne.

Så dæmpes RF-støj og elektromagnetisk interferens bedre, og det reducerer risikoen for overophedning.

Betjening

Den medfølgende fjernbetjening er en kedelig plasticsag med alt for små knapper, hvilket ikke just giver en positiv brugeroplevelse. Forstærkeren derimod er velbygget og solid, omend med et lidt for klinisk industrielt design.

Den kan i øvrigt også fås i sort på bestilling, uden tillæg til prisen.

De to knapper til venstre på fronten er mute og indgangvælger. Hvis man vælger opsætning på fjernbetjeningen, kan man navigere i menuerne og omdøbe og deaktivere/aktivere indgange, konfigurere Wi-Fi, skærmlys og meget mere.

Hvis man sætter forstærkeren på standby, kan knapperne på fronten også bruges til at navigere i menuerne.

Det kræver en del tastetryk at bladre igennem, ændre og bekræfte indstillinger, ikke mindst Wi-Fi. Men man skal ikke gøre det, hver gang forstærkeren bruges, så det er ikke noget stort problem.

En lille bemærkning: Hvis man kobler tv-lyden til en af de digitale indgange, skal man ind i menuerne for at aktivere Video Mode. Ellers kommer lyden ud af sync med billedet.

Det er vigtigt, at Video Mode ikke er aktiveret, hvis en lydkilde såsom en cd-afspiller er tilsluttet. Ellers laver DAC’en ikke en ren asynkron reclocking af signalet, hvilket er nødvendigt for at få optimal lydkvalitet fra digitale kilder.

Lyden af silke

Jeg har prøvet forstærkeren i forskellige anlæg med både analoge og digitale lydkilder og med flere forskellige højttalere.

Førsteindtrykket var omtrent som forventet. Jeg har testet en række Ayre-forstærkere de senere år og håbede på et lydbillede ikke langt fra den fremragende integrerede AX-5.

Der var ingen grund til bekymring. Ayre EX-8 er ikke alene kraftigere på papiret (100 mod 60 watt pr. kanal), lyden fra den er også så tæt på AX-5, som det er muligt at komme.

Men den nyere EX-8 har bedre greb om dynamikken og spiller med større autoritet i bassen. På de små Dynaudio Special Forty lød det, som om forstærkeren lagde en halv oktav til i bassen, og når jeg spillede højt, havde den bedre kontrol.

Analog afspilning af vinyl via en phono-forstærker (Gryphon Sonett og Audio Research PH9) og analog tilslutning til kabel-tv med live-musik lød ubesværet og dynamisk.

Med digitale lydkilder såsom cd via optisk indgang og laptop med Tidal HiFi Masters-filer via USB var lyden nærmest helt neutral med et strejf af klædelig varme. Af den slags, der giver vokaler mere klang og fylde.

Rent ud sagt fornemt, hvis du spørger mig.

Den har ikke samme omdrejningshastighed som den kraftigere Gryphon Diablo 120 eller den enorme klang, som McIntosh MA9000 breder ud, men Ayre-forstærkeren lyder lidt mere raffineret med en silkeglat og uanstrengt tekstur.

Tag f.eks. strygere. Violinisten Marianne Thorsens Mozart-indspilning med Trondheimsolisterne (fra det norske hi-res pladeselskab 2L) lyder lidt skarpere fokuseret her, men med lidt mindre klang i bunden.

Ayre-forstærkeren er bedre fokuseret, også på detaljer, og lydbilledet er mere gennemsigtigt end på Diablo 120. Men det handler ikke om rigtigt eller forkert, snarere om hvad man foretrækker.

Hovedtelefonudgangen spejler egentlig den lyd, jeg oplever fra højttalerudgangene. Et par Sennheiser HD 660S lyder vældig dynamisk og opløst med EX-8, som afgjort har en meget habil hovedtelefonforstærker indbygget.

Med både standard jack-stik og balancerede hovedtelefonudgange på fronten.

Konklusion

Den fuldspækkede version af Ayre EX-8 er en særdeles prisværdig high-end-forstærker. Med alt, hvad man har brug for af digitale indgange, plus netværkstilslutning og Ayres velprøvede analoge forstærkerteknologi er den et virkelig vellydende alternativ til de nærmeste konkurrenter med indbygget DAC. Den kedelige fjernbetjening bliver en fodnote i et ellers velspillende partitur med en vellykket komposition af analog og digital high-end-lyd.

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5 picture6
<
>
Med alle indgangsmoduler om bord er Ayre EX-8 et fuldspækket high-end forstærkeralternativ.
Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 3 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
forfatter

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Premium-soundbaren LG SN8YG har, hvad man har brug for af udstyr, og lydmæssigt har LG oppet sig. Men hvad pokker har de tænkt på med app’en?
    Marantz’ nye CD-afspiller er også en netværksafspiller. Og en internetradio. Og en DAC. Og en forforstærker. Og en ...
    Der var engang, hvor Apples MacBook Air var det helt naturlige valg, hvis man skulle have sig en prisbillig og ultraslank bærbar computer. Er det stadig tilfældet?
    Marantz Model 30 er en pragtfuld forstærker for både øjne og ører, og byggekvaliteten overgår det meste.
    En netværksspecialist og et high-end lydfirma har sammen begået en smart-højttaler i hi-fi-kvalitet.
    For prisen på et par støjreducerende hovedtelefoner leverer Philips Fidelio X3 uendelig meget bedre lyd.
    Anden udgave af den mindste Citation smart-højttaler giver Sonos kamp til stregen.
    Xperia 5 II er ikke alene lige så god som Xperia 1 II – på flere punkter er den faktisk bedre!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Marantz Model 30

    Vejl.pris 21499 kr Vanedannende Marantz-forstærker

    Denon DCD-A110

    Vejl.pris 21999 kr Til ære for dine CD-skiver

    Denon PMA-A110

    Vejl.pris 25999 kr Jubilæumsforstærker med klassiske dyder

    Rega io

    Vejl.pris 3995 kr Miniforstærker med maksimumlyd
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.