Mange fik kaffen galt i halsen, da Apple lancerede forrige generation af MacBook Pro uden de sædvanlige USB-porte samt skærmudgang. At de allerede havde gjort det på den ultratynde 12 tommers udgave, kunne tilgives, for den var så tynd, at der ikke var plads til standard USB-stik.
Men en Apple-computer for mere krævende brugere kan ikke handicappes af, at man har smidt alt det ud, som folk tog for givet i en Pro-maskine. F.eks. hukommelseskortlæser. Fotografer med behov for at se billederne på en stor skærm on location måtte pludselig finde den gamle hukommelseskortlæser frem.
Bare for at finde ud af, at den var blevet ubrugelig. For USB 2.0 og USB-C – eller USB 3.0, som det også kaldes – har ikke samme stik.
De nye generation af MacBook Pro fra Apple har ikke fået de gamle tilslutninger tilbage. De, der stadig har brug for at koble eksterne produkter til computeren, må finde sig i at købe adaptere. Eller skifte til enheder med USB-C.
De nye Pro-modeller har fået en kraftigere motor med flere hestekræfter og højere omdrejningstal. En ny processorgeneration fra Intel (Kaby Lake, for dem, der går op i den slags), Intel Iris grafikprocessor på 13 tommers versionerne og Radeon Pro på 15-tommerne skal gøre MacBook Pro bedre egnet til krævende opgaver.
Bortset fra den mest basalt udstyrede 13 tommers version har de alle OLED touch-bar – berøringsfelt – øverst på tastaturfladen samt fire USB-C-stik.
Touch-bar
Touch-baren erstatter de fysiske F-taster, som vi er vant til, og passer ikke til alles behov. Den erstatter på en måde en touch-skærm, og efter et stykke tid opdager man, at den faktisk er ret praktisk. Med lysstyrke, musik- eller videoafspilning og andre funktioner, som Apple-brugere er vant til.
Man kan ikke alene bladre i faner i browseren eller tilføje emojis i beskeder og e-mails; den kan også tilpasses til ofte anvendte funktioner og fungere som genveje i programmer som Photoshop, Illustrator, Motion eller Final Cut.
Touch-baren kan også konfigureres af brugeren selv. Og hvis man har brug for de traditionelle F-taster, kan man trykke på fn-tasten på tastaturet, så fungerer baren som 12 F-taster.
For enden af touch-baren sidder en fingeraftrykslæser, der fungerer ligesom på en iPhone. Den sikrer, at ingen andre får adgang til din Mac, og du kan åbne den, logge ind og foretage køb med fingeren.
Flere udgaver af Pro
2017-udgaven af MacBook Pro fås i 13,3 og 15 tommers udgaver. De findes alle sammen i en basisversion, der kan konfigureres med mere hukommelse og lagerplads, hurtigere processor og i visse tilfælde også grafikprocessor. Vores testmaskine var basismodellen af 13-tommeren med touch-bar, bare konfigureret med 512 gigabyte SSD-lager i stedet for 256.
Den kan udstyres med maksimalt 16 gigabyte hukommelse (ram). Men husk at gøre det, når du bestiller den. Hukommelse er nemlig svært at udvide senere.
Den større 15 tommers version er meget dyrere, men giver også de mest krævende brugere valget mellem to endnu sejere quad-core Intel-processorer plus Radeon Pro grafikprocessorer med op til 4 gigabyte hukommelse. Men heller ikke 15-tommeren fås med mere end 16 gigabyte ram.
Alligevel er det den, man skal vælge, hvis man har brug for den sejest mulige proff-maskine. Med fire kerner er den langt hurtigere på krævende multi-core-opgaver som Photoshop, 3D-processering og ikke mindst redigering af 4K-video.
Mageløs skærm
Skærmen er et LED-baseret IPS-panel, der har en opløsning på 2560 x 1600 punkter på 13-tommerne og 2880 x 1800 punkter på 15-tommerne. Den har 500 nit lysstyrke og P3-farverum, som giver flere farvenuancer.
Der er kun én ting at sige: Skærmen er fantastisk. Billeder fra et ordentligt systemkamera samt video-optagelser ser utrolig godt ud. Der er ingen farvestik eller afvigende hvidbalance, og det er svært at se, hvor meget bedre skærmbilledet kunne blive med kalibrering.
Vores testmaskine – som nævnt en 13 tommers Pro med touch-bar – blev leveret med Intels nye generation i5 dual-core processor på 3,1 GHz (op til 3,5 GHz med Turbo Boost) og 8 gigabyte 2133 MHz hukommelse om bord. 13-tommerne kan konfigureres med op til 1 terabyte SSD-lager, mens 15-tommerne har plads til 2 terabyte.
Ydelse
I vores målinger af processorydelse, grafisk ydelse og skrive- og læsehastighed viser årets generation moderat fremgang i forhold til sidste års MacBook Pro.
Grafiktesten i GFXBench GL måler effektiviteten via grafikprocessorens evne til at vise billeder pr. sekund (fps = frames per second). Testmaskinen med Intel Iris Plus Graphics 650 opnåede 39 fps i T-Rex-simuleringen og lave 18,4 fps i Manhattan-simuleringen. I Cinebench-grafiktesten scorede den 33,63 fps i OpenGL.
Det er et stykke under gaming-hastighed – og langt efter forrige generation af 15 tommers MacBook Pro, som scorede 59,74 fps i T-Rex-simuleringen.
Geekbench 4 viser, hvor hurtigt maskinen klarer heltals- og floating point-beregninger. Vores testmaskine endte på 4.427 i single-core og 9.184 i multi-core. Det er rigtig godt for single-core-testens vedkommende, men ikke så imponerende i multi-core, hvilket viser, at der er stor forskel på to og fire kerner.
Sidste år endte vi på 12.532 med 15-tommerens fire kerner, bare for lige at nævne det.
I Cinebenchs render-test endte vi på 379 point. Det er den bedste score, vi har fået med en Intel i5-processor på en bærbar computer!
Læse- og skrivehastighedstesten Disk Speed gav os 1862 MB/s i skrivehastighed og hele 2224 MB/s i læsehastighed. Det er rigtig godt og er med til at højne brugeroplevelsen. Man skal ikke vente længe på, at programmer starter eller filer åbnes, og lagring går hurtigere, når man har høj skrivehastighed.
Kan køre tungere opgaver
Apples nyeste generation af MacBook Pro er måske ikke den bedst egnede arbejdsstation i denne konfiguration. Men den passer glimrende til alle, der bruger en bærbar til tungere opgaver i Photoshop, InDesign eller Final Cut. Til de mest krævende opgaver, f.eks. 3D-rendering, bør man vælge en 15 tommers maskine med quad-core-processor.
Ellers har de alt andet – bortset fra skærmstørrelsen – tilfælles. Såsom det meget fine tastatur, Apples bedste hidtil, med bagbelyste taster. Og ikke mindst den store Force Touch trackpad, et berøringsfølsomt pegefelt med små magneter på undersiden til at give feedback, når man trykker hårdere.
Very, very frightening
De fire USB-C-stik understøtter Thunderbolt 3-protokollen for overførsel. Det giver betydelig hurtigere overførselshastighed, end man får med USB 2.0. Med Thunderbolt 3 kan man opnå overførselshastigheder på op til 40 Gbit/s, mens USB 2.0 topper på 480 Mbit/s.
Det giver meget hurtigere respons fra f.eks. en ekstern SSD-disk med Thunderbolt 3, der vil føles som en integreret del af maskinen uden frustrerende forsinkelser.
USB-C-stikkene med Thunderbolt 3 integrerer også HDMI, VGA og DVI. Computeren kan køre to tilsluttede 4K-skærme samtidig eller én 5K-skærm. Du kan også bruge et hvilket som helst af USB-C-stikkene som ladestik til strømforsyningen.
Hvem passer den til?
Anden generation af MacBook Pro med touch-bar er perfekt til dem, der har brug for en maskine til billedredigering, 4K-video, illustrationer og digital kunst. De mest krævende brugere bør overveje 15 tommers versionen med quad-core-processor, mens studerende eller familier, der kan nøjes med en mere simpel maskine, som kan alle bruge, snarere skal se på en almindelig MacBook eller en MacBook Air.
Anden generation af MacBook Pro med touch-bar er oplagt for dem, der har brug for en maskine til billedredigering, 4K-video, illustrationer og digital kunst.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer