TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Test: Lenovo ThinkPad X1 Carbon

Klassisk og moderne ultrabærbar

ThinkPad X1 Carbon er let, elegant, robust og stærk på samme tid.

Af / 31/01/2019 - 13:00
Lenovo ThinkPad X1 Carbon

Home mener

  • Fremragende 14 tommers 2K-skærm i en 13 tommers ultrabook-formfaktor. Dertil kommer solidt og brugervenligt design og glimrende ydelse uden kompromiser.
  • Man skal have den ret store pengepung frem, og batterilevetiden er set bedre. Lyden i de indbyggede højttalere er tynd, og nogle vil også savne touch-skærm.

ThinkPad-bærbare er meget populære i erhvervslivet, og siden lanceringen i 1992 er der solgt mere end 100 millioner af slagsen på verdensplan! Det kan man måske umiddelbart undre sig over, for er de kantede, sorte computere ikke lidt kedelige og gammeldags at se på?

Måske nok, men som det er tilfældet med Lenovo ThinkPad X1 Carbon, så imponeres man igen og igen, når man kigger maskinen efter i sømmene. Det er ikke uden grund, at Lenovo, til trods for masser af fornyelse undervejs, holder fast i mange af de helt gamle ThinkPad-dyder.

Lille, robust og fuldt tastatur

Det gælder først og fremmest det bagbelyste tastatur, som er i fuld størrelse med god plads mellem tasterne og en helt perfekt vandring (afstanden mellem tastens hviletilstand og dens tilstand, når den er trykket helt i bund). Dertil kommer, at området foran tastaturet – altså på højre og venstre side af touchpad’en – er så tilpas smalt, at man kan hvile armene på sit skriveunderlag, mens kun hænderne må hvile på selve kabinettet. Et stort plus for ergonomien.

Det er simpelthen en udsøgt taktil fornøjelse at skrive og arbejde med tastaturet på X1 Carbon, og det kan i sandhed undre, at de fleste andre producenter har så svært ved at levere ordentlige tastaturer på deres bærbare. Med ThinkPad X1 Carbon viser Lenovo, hvordan det skal gøres.

Mest imponerende er det, at der er blevet plads til et tastatur i fuld størrelse OG en skærm på 14 tommer. Og det selv om X1 Carbon kun vejer godt 1.100 gram og blot måler ganske få millimeter mere i bredden end de fleste 13 tommers ultrabærbare. Kabinettet er fremstillet i hård plast kombineret med kulfiber (deraf navnet Carbon), og materialevalget betyder, at maskinen er robust og solid, men også let og nem at tage med sig.

Annonce
Lenovo ThinkPad X1 Carbon byder på fuldt tastatur og 14” skærm, men vejer blot 1,1 kg. (Foto: Lenovo)

Glimrende skærm ­og ­hæderlig lyd

14 tommers skærmen i 2K WQHD-opløsning byder på god lysstyrke (300 nit) og kontrast, men har ingen touch-funktionalitet i den konfiguration, vi testede. Der findes en endnu dyrere konfiguration med 4K-skærm, HDR og 500 nit lysstyrke, men med 2K-skærmen er man allerede godt kørende, synes vi.

Det samme gælder udvalget af porte og tilslutningsmuligheder, hvor X1 Carbon bl.a. byder på 2 x USB-C (med Thunderbolt 3), 2 x USB-A, HDMI og microSD-kortlæser. Den eneste adapter, man får brug for, er hvis man absolut vil undgå Wi-Fi og slutte sig til internettet via Ethernet-kabel.

Til gengæld bør man nok lytte til musik – eller samtalepartnernes stemmer ved video-opkald via Skype eller lignende – med hovedtelefoner, for lyden i de indbyggede højttalere (der sidder placeret foran på undersiden af maskinen, så lyden i det mindste sendes direkte i brugerens retning), er temmelig tynd. Bruger man et par ordentlige hørebøffer, er lyden til gengæld ganske hæderlig.

Sikkerheden er der også tænkt på. X1 Carbon er således både udstyret med en velfungerende fingeraftrykslæser og den såkaldte ThinkShutter, som er en lille klap, der kan blokere for webkameraet. Enkelt, men smart.

HD-webkameraet sidder over skærmen, og privatlivet beskyttes ved hjælp af den såkaldte ThinkShutter – en lille klap, der kan blokere for kameralinsen. (Foto: Lenovo)

Benchmarks

Vores testeksemplar af X1 Carbon kom med præcis samme konfiguration som testeksemplaret af X1 Yoga. Hverken X1 Carbon eller X1 Yoga er skabt til gaming eller det, der ligner, men primært som ultramobile arbejdsstationer for alle typer kontorarbejde. Så hverken med billedredigering, let videoredigering eller andre tungere kontoropgaver får man nogen problemer, uanset hvilken model man vælger.

Ikke desto mindre klarede X1 Carbon sig på de fleste punkter langt bedre end X1 Yoga i diverse benchmark-tests. I Geekbench 4, der måler ydelsen fra pc’ens CPU, scorede X1 Carbon således 5.054 (single-core) og 14.360 point (multi-core) mod X1 Yogas 3.633 (single-core) og 12.671 point (multi-core), hvilket er en signifikant forskel til fordel for X1 Carbon.

I den måske vigtigste test, PCMark 10, som måler afviklingen af diverse almindelige kontorprogrammer og -arbejdsopgaver, scorede X1 Carbon 3.501 point mod 2.504 point til X1 Yoga. Det er bemærkelsesværdigt, men resultatet svarer godt til vores mere subjektive oplevelse af de to ThinkPad-modeller. Der er ingen tvivl om, at Lenovo har haft noget mere held med X1 Carbon end med X1 Yoga.

Kun på et enkelt punkt præsterede X1 Yoga for alvor bedre end X1 Carbon, nemlig i testen af batteriets levetid. Her klarede X1 Carbon blot i tre timer og 14 minutter i vores krævende stresstest, hvor maskinen belastes maksimalt uden pause, og uden at skærmen slukker eller computeren går i dvaletilstand. Det er stadig hæderligt for en kontormaskine, for det betyder, at den i praksis sagtens kan køre det meste af en arbejdsdag på en enkelt opladning ved almindelig brug, men med et testresultat på tre timer og 46 minutter var X1 Yoga alligevel overlegen.

Konklusion

Lenovo ThinkPad X1 Carbon er en klassisk ThinkPad, som lever op til forventningerne på stort set alle punkter. Den er solid og emmer af kvalitet, men alligevel lille og let nok til at have med overalt.

Der er kælet for detaljerne – bl.a. med et godt tastatur i fuld størrelse, en fremragende, lysstærk skærm, en god ydelse og masser af finesser – og det eneste minus, ud over et lidt dårligere batteri, end man kunne have ønsket sig, er egentlig prisen, som retfærdigvis er halvpebret. Nuvel, kvalitet koster, og X1 Carbon fås også i mindre dyre konfigurationer, så man selv med et noget mindre budget får en glimrende computer, der ikke skal skiftes ud de første mange år.

Karakter
Lenovo ThinkPad X1 Carbon

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Kun 4 kr

Efterårs tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i en måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
49,- / for 30 dage
93.25,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

Samsung Galaxy Book 4 Edge er god til studerende og folk på farten

Yoga på den kloge måde

Moderne CPU - gammeldags skærm

Tæt på perfekt begynder-PC

Er PC’en blevet klogere?

Fin computer – sløv skærm

Fire headsets til dit nye kontorliv

Personlig assistent med ChatGPT

Rekordslank dobbeltskærms-PC

MacBook Air er blevet lidt hurtigere men også dyrere

Vil du have ekstra skærm med din menu?

Køb en – betal for tre