Asus VivoStick PC TS10

Windows i stænger

Rekordlille pc fra Asus kan stikkes direkte i HDMI-indgangen på dit tv.
Lyd & Billede mener
Det er en rigtig pc, der kan køre alle gængse Windows-programmer. Og den er billig. Men lad være med at prøve at køre Battlefield One!
Atomdrevet eller ej, sammenlignet med normale pc’er er VivoStick en snegl. Og i rollen som medieafspiller savner man en fjernbetjening.
Specifikationer

Processor: Intel Atom X5-Z8350 1,4 GHz (Quad-core)
Skærmudgang: HDMI
Hukommelse: 2 GB
Grafik: Intel HD Graphics 400
Styresystem: Windows 10
Lagerplads: 32 GB
Tilslutninger: Wi-Fi, Bluetooth, 1 x USB 3.0, 1 x USB 2.0, audio out
Mål og vægt: 13,5 x 1,7 x 3,6 cm (BxHxD), 75 g

 

Benchmark:
GeekBench 3: 673 (single) / 1.948 (multi)
CineBench R15: 7,78 fps
HD Tach: 73,8 MB/s

forfatter

Asus VivoStick PC er en af de mindste pc’er nogensinde. Faktisk er den så lille, at jeg i mine yngre og mindre helsebevidste yngre dage har røget cigarer, der var større end VivoStick PC!

Hele computeren kan være i en skjortelomme, og er udformet som en (tyk) pen. I den ene ende sidder en powerknap og i den anden et HDMI-stik. De sparsomme ind- og udgange er fordelt langs siderne.

At lave en fuldgyldig Windows-pc i så klejnt et format kan opfattes som en magtdemonstration fra Asus’ side. For der er næppe nogen, der har så begrænset plads på skrivebordet, at hardwaren behøver at krympes så meget. Især ikke da der stadig skal bruges en skærm, samt tastatur og mus.

Der, hvor formatet begynder at give mening, er som mediecenter-computer ved fjernsynet, hvor den skal konkurrere med f.eks. Apple TV eller en Android-baseret medieafspiller som Xtreamer Wonder Pro. Pc’en er så lille, at den på nogle fjernsyn kan stikkes direkte i HDMI-porten. Hvis der ikke er plads, følger der heldigvis et kort adapterkabel med, som computeren kan hænge fra. Det elegante i den penneformede indstiks-pc går dog lidt fløjten, når den eksterne strømforsyning og eksterne USB-enheder også skal tilsluttes.

VivoStick kan sættes direkte i HDMI-porten på fjernsynet - hvis der er plads. Foto: Asus
VivoStick kan sættes direkte i HDMI-porten på fjernsynet – hvis der er plads. Foto: Asus

 

 

Medieafspiller
Som sagt er VivoStick især skabt med medieafspilning for øje. Når computeren er startet op (det tager et minuts tid), åbnes automatisk et mediecenterprogram, kaldet Asus VivoRemote Center. Her kan man på store, skærmvenlige knapper vælge mellem browser, underholdning, produktivitetsprogrammer mm. Det virker alt sammen overskueligt og logisk, men der er nogle begrænsninger: For det første henviser knapperne til Windows’ egne programmer, så man får ikke tilføjet ekstra funktioner. For det andet afvikles programmerne så langsomt, at det er let at komme til at trykke en gang for meget eller for lidt på knapperne. Der medfølger ikke en fjernbetjening med VivoStick PC, som der gjorde med VivoPC, men man kan styre computeren fra smartphone med app’en VivoRemote. Den opfylder sit formål, men betjeningen er alt andet end smidig, og man overvejer hurtigt at supplere med en mus.

Annonce

Afspilningen lider også under maskinkraften. Video i Windows’ Medieafspiller går ok, hvis skærmopløsningen er i Full HD og formatet er let fordøjeligt. Men H.264-kodede film i høj opløsning på VLC Player bringer computeren i knæ og frameraten i bund. Det gælder dog retfærdigvis også for de fleste andre medieafspillere i samme prisleje som VivoStick, der oven i hatten byder på Windows’ gigantiske programudvalg. Så langt de indbyggede 2 GB RAM og 32 GB lagerplads rækker.

De nødvendige ind- og udgange er fordelt langs siden. Foto: Asus
De nødvendige ind- og udgange er fordelt langs siden. Foto: Asus

 

Benchmark
Processoren er en Intel Atom X5-Z8350. Det lyder mere avanceret, end det er. Uanset at der er fire processorkerner og taktfrekvensen er 1,4 GHz, er VivoStick PC en af langsomste maskiner, vi har testet i årevis. Med en GeekBench-score på 673 (singlecore) og 1.948 (multicore) er den omtrent på niveau med Minimalist-laptoppen Acer Cloudbook One. Men de fleste scores ligger den på mellem 5 og 10 procent af ydelsen på de kraftigste pc’er lige nu. Sagt med andre ord skal man vælge sine programmer med omhu.

 

Konklusion
Asus VivoStick PC er et spændende stykke teknologi, der med sin ultrakompakte størrelse rykker grænserne for, hvor det er muligt at bruge pc-platformen. Adgangen til at køre en verden af windowsprogrammer fra bagsiden af dit fjernsyn åbner muligheder og er et interessant alternativ til både mediebokse og Smart-TV. Det er dog stadig en meget lille pc med begrænsede kræfter, så lad være med at forlange for meget af den i retning af tunge filformater og høj opløsning. Menuen ser godt ud, men manglen på fjernbetjening og en mindre overbevisende app betyder, at man bliver nødt til at have et trådløst tastatur og mus liggende ved siden af sig på sofabordet.

Har du dette produkt?
Giv din karakter.
0 / 6

Your page rank:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

John Alex Hvidlykke

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Læs også: