Med Bridgerton lykkedes Netflix med noget højst uventet – pludselig var kostumedramaet (!) populært, moderne, sejt og hipt, selv blandt de unge.
At en kostumedramaserie skulle blive en af Netflix’ største succeser gennem tiderne (indtil videre har kun Squid Game fået flere seere), havde vi ikke regnet med. Men Bridgerton – et vellykket miks af Dollars, Askepot, Farlige forbindelser og Downton Abbey plus et strejf af Fifty Shades of Grey – blev en megasucces, da Netflix lancerede serien i julen 2020.
Nu har streaming-giganten udsendt en ny trailer (og flere billeder) for 2. sæson.
I 2. sæson af Bridgerton følger vi Lord Anthony Bridgerton i hans søgen efter kærlighed. Anthony (Jonathan Bailey) er den ældste af Bridgerton-søskendeflokken og leder efter en passende brud. Han er drevet af pligt til at opretholde familienavnet, men hans høje standarder gør det svært at finde en aktuel kandidat – indtil Kate Sharma (Simone Ashley) og hendes lillesøster Edwina (Charithra Chandran) ankommer fra Indien.
2. sæson får premiere den 25. marts.
I centrum for intrigerne står den rige Bridgerton-familie: En enke og hendes syv (!) børn, hvoraf den snusfornuftige og lidt naive Daphne (Phoebe Dynevor) nu er i den giftemodne alder.
Moren og familiens ældste søn, Anthony (Jonathan Bailey), gør alt, hvad der står i deres magt, for at skaffe Daphne den bedst mulige mand, der kan sikre familien status, position og rigdom.
Samtidig forsures det ubekymrede rigmandsliv af en slange i paradis. En anonym skribent, der underskriver sig “Lady Whistledown”, bruger et af datidens sociale medier, flyveblade, til at skrive ugentlige betragtninger om de overfladiske rigmandsfamilier, deres kærlighedsliv, problemer og sorger samt mere eller mindre ondsindet sladder.

Optagelserne til 2. sæson startede i England sidste forår, og ifølge Netflix vender alle hovedrolleindehaverne tilbage, ligesom nye spillere kommer på banen.
Ny blandt de bærende kræfter er bl.a. den fyrre Simone Ashley, som vi kender som hoven bitch fra Sex Education.

For Anthony Bridgerton endte 1. sæson med et bittert brud med hans elskerinde, operasangerinden Siena Rosso (Sabrina Bartlett). I 2. sæson er hovedfokus altså på hans søgen efter en passende brud.
Serien om adelens intriger i London anno 1813 er i øvrigt baseret på en romanserie af Julia Quinn.
