Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste højttalere 2021-2022

Valget af højttalere betyder mere for den endelige lyd en nogen anden del af musikanlægget.

Af / 20/10/2021 - 12:00
Årets bedste højttalere 2021-2022

Ingen anden produktgruppe spænder så bredt i pris og størrelse som højttalere. Hvilket ikke er mærkeligt, eftersom du har brug for højttalere, næsten uanset hvilken del af Lyd & Billedes stofområde der har din særlige interesse.

For stereofolket er højttalerne det sidste og mest krævende led i afspillekæden, og en tommelfingerregel siger, at man bør bruge lige så mange penge på hver højttaler som på forstærkeren. Og det kan handle om ret mange penge, da de dyreste højttalere i kavalkaden koster det samme som en bil i mellemklassen.

I den modsatte ende af skalaen finder man en underskov af trådløse højttalere, der kan bruges med mobilen, tablet’en eller computeren. De mindste af dem kan være i en lomme, mens de største fylder et helt stuebord og kan konkurrere med et (lille) stereoanlæg.

Aktive højttalere snyder naturlovene

En voksende gruppe er aktive højttalere. Altså hi-fi-stuehøjttalere med indbygget forstærker. Takket være avanceret digitalteknik og energieffektiv klasse D-forstærkning er de i gang med at lave fuldkommen om på naturlovene. Det vil ikke mindst sige at spille dybbas i et lille kabinet.

Den slags er stort set umuligt at opnå i en konventionel højttaler, men i den aktive, digitale højttaler, hvor fysiske konstanter er reduceret til matematik, er det kun et spørgsmål om DSP-programmering – samt om at have sensorer i højttaleren til at forebygge, at enheder og elektronik tvinges til at gøre noget, der ligger uden for deres grænser.

Indretningsvenligt

Ud over tekniske fortrin gennem digitalteknik er de aktive højttalere også indretningsvenlige. Den store, klodsede forstærker kan springes over. Og mange højttalere tilbyder desuden trådløs styring og streaming, så de udgør et helt stereoanlæg.

En anden højttalertype, der vinder frem, er multirumshøjttalere. Her er nøgleordet bekvemmelighed. Med en multirumssystem kan du fylde alle husets rum med musik med et tryk i en app. Selv om der er kommet flere konkurrenter, er Sonos stadig næsten enerådende på området.

Hej, smarte!

Den hurtigst voksende underkategori af højttalere er dog smart-højttalerne. Disse trådløse højttalere er ikke primært beregnet til at spille musik i høj kvalitet, men er mere indrettet til kommunikation takket være indbyggede digitale assistenter. Her er Google Assistant førende, da den forstår dansk. Smart-højttalerne kan reagere på stemmekommandoer og f.eks. fortælle dig om kommende aftaler.

De nominerede til årets bedste højttalere 2021-2022

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste højttalere 2021-2022

Årets Bedste Gulvhøjttaler, High-end

Audiovector R6 Arreté

Sigter mod perfektion

Audiovectors billigere udgave af flagskibene R11 og R8 er lige så fantastisk, som vi havde håbet.

På R6 Arreté er diskanten specielt tilpasset højttaleren og modificeret sammenlignet med AMT-diskanten i R3 Arreté og R6 Avantgarde. Den har et åbent polstykke bagtil og sidder i et isoleret kammer, der er åbent på bagsiden for at eliminere kompression, og den strækker sig til 52 kHz.

De to basenheder med kulfibermembran på forsiden er delt forskellige steder i frekvensområdet, og den øverste fungerer som mellemtone mellem 350 Hz og 3 kHz, mens den nederste dækker intervallet mellem 100 og 350 Hz.

Og under 100 Hz? Her tager to basenheder, som man ikke kan se, over. I det, der også kaldes et isobarisk princip, sidder der to dedikerede dybbasenheder indvendig, som vender nedad og spiller ud af en åbning i bundpladen.

Men det er ikke alt. På bagsiden, i et separat kammer, sidder en 7,5 cm mellemtone, som kan skimtes under spalterne midt på den vertikale HDF-forstærkning bagpå. Den findes også på R8 Arreté og giver et større lydbillede med mere dybde.

Arreté-modellens jordingskoncept, kaldet Freedom, jorder mellemtone- og basenhederne med et separat kabel for at dæmpe feedback, der kan føre til forvrængning. Audiovector mener, at Freedom reducerer så meget som 50 procent af forvrængningen.

Komponenterne i delefilteret er kryogenbehandlet ned til -238 grader, hvilket Audiovector mener giver bedre detaljerigdom i lydbilledet. Tabsfri dynamik, nul kompression og høj effektivitet er nogle af nøgleordene her. R6 Arreté er også rimelig effektive med en følsomhed på 91,5 dB målt ved 2,83 volt (1 watt) og 1 meter.

Lydkvaliteten

Man behøver kun at lytte til R6 Arreté i nogle sekunder for at høre, at vi er i high-end-klassen. Resten af ​​tiden bruger man på at høre musik. Man behøver ikke at lytte efter detaljerne, for de præsenterer sig på den mest åbenbare måde i verden. Uanset musik.

Lydbilledet er gigantisk, luftigt, basrigt og energisk. Men mest af alt lyder det komplet. Højttalerne kommer ikke i vejen for musikken. De er der bare. Majestætiske. Og gud, hvor kan de banke løs, når det kræves!

Årets Bedste Kompakthøjttaler, High-end

JBL Synthesis 4349

Svanesøen i headbanger-outfit

JBL 4349 er ikke som andre højttalere. De er meget, meget federe!

JBL er bestemt ikke holdt op med at lave store, kasseformede højttalere med kraftige enheder. Det er de fortsat med under navnet Synthesis. Det er en helt anden afdeling end de kinaproducerede Bluetooth-højttalere og hovedtelefoner – her laves der udelukkende hæderlig hi-fi.

Deres gamle studiemonitors er for nylig blevet genoplivet og nyder nu gavn af ny og opdateret viden om, hvordan man laver de bedst mulige højttalere.

JBL 4349 har en 12 tommers bas-enhed i stil med mange klassiske JBL-monitors. Kabinetterne er større end på både mine gamle 4411-monitors og klassikerne L112, så 4349 kan presse mere luft og dermed spille højere uden at gå i kompression. Men i modsætning til de ældre familiemedlemmer er det her en ren tovejskonstruktion.

Det betyder, at der ikke er nogen dedikeret mellemtoneenhed. I stedet sidder der et diskanthorn, der optager lige så meget plads som basenheden!

Lydkvaliteten

Det er næsten til at fælde en tåre over, hvordan JBL 4349 bringer mig tilbage til ungdommen. Dengang det var sjovt at spille højt, og hvor min families kælder var midtpunktet for festen. Denne lyd er nemlig sådan, som jeg mindes, at hi-fi var – og så lige et par nøk mere.

Højttalerne gør det virkelig sjovt at spille musik, så det er bare med at tage sine albums fra ungdommen frem igen og grine smørret. Samtidig får man en ekstra grad af opløsning, som gårsdagens store højttalere slet ikke havde. Par disse højttalere med en forstærker af ordentlig kvalitet, så forstår du, hvad jeg mener.

Det her, mine damer og herrer, er Svanesøen i headbanger-outfit!

Årets Bedste Bærbare Højttaler, Basic

Sony SRS-XB33

Den bedste bærbare

Sony SRS-XB33 er kort og godt den bedste trådløse rejsehøjttaler i sin klasse.

Sony XB33 har samme batterilevetid som forgængeren, men er mere robust. Den er betrukket med imprægneret stof og virker mere modstandsdygtig. Læg også mærke til, at den er støv- og vandtæt.

SRS-XB33 er Extra Bass-familiens mellemste familiemedlem. Den hører ikke til blandt de allermindste bærbare højttalere og er faktisk lidt større end JBL Charge 5, men den kan fint være i en rygsæk og fylder ikke meget i håndbagagen.

Højttaleren har en USB-port, der kan oplade mobiltelefonen. Opladning af selve højttaleren tager lang tid med det medfølgende 1,5 ampere kabel – op til fem timer. Man kan købe et USB-C-kabel, der understøtter 3 ampere og dermed oplade lidt hurtigere, hvis ens oplader understøtter det.

Android-brugere kan nemt koble til trådløst med NFC; man holder bare telefonen hen til NFC-logoet på højttaleren. iPhone-brugere skal koble til på den sædvanlige måde.

Flere højttalere kan kobles sammen trådløst, enten i party-mode eller i stereo. Der er indbygget blinkende party-lys, som man kan ændre farve og rytme på i app’en. Det kan også slukkes helt.

Lydkvaliteten

Sony SRS-XB33 har imponerende god og fyldig bas, og strækker sig længere, end størrelsen tilsiger. Den jorder de nærmeste konkurrenter på lydkvalitet.

Download app’en for at få mest muligt ud af højttaleren. Her kan man ændre rytme, mønster og farve på de blinkende lys. Eller slukke dem helt. Man kan også lave indstillinger af lyden, hvilket kan være nødvendigt for at få det sidste ekstra med.

SRS-XB33 er simpelthen den bedste højttaler af sin slags lige nu. Derfor opjusterer vi karakteren til seks fra den femmer, den fik sidste efterår.

Årets Bedste Kompakthøjttaler, Premium

KEF LS50 Meta

Sensationelt god lyd

Der findes mange gode små højttalere, men ingen som disse.

Uanset om du er ude efter en opgradering af anlægget eller overvejer et nyt anlæg, er der et par højttalere, som skal stå øverst på listen: KEF LS50 Meta.

Med LS50 Meta er vi nået til 12. generation af Uni-Q-enheden. Her har KEF’s ingeniører lavet et nyt ophæng baseret på analyse af forskellige simuleringer, som også har ført til et nyt svingspolesystem og dæmpning af gabet mellem diskanten og bas/mellemtone-membranen. Det skal dæmpe den forvrængning (0,7 procent THD ved 90 dB), der kan forekomme ved højere frekvenser.

En rund plade med et intrikat labyrintmønster er monteret på bagsiden af enheden. Rillerne i mønsteret absorberer forskellige frekvenser, og dermed hævder KEF, at de kan fjerne 99 procent af uønsket lyd fra bagsiden af enheden.

De kalder det et akustisk sort hul, hvor 99 procent af de uønskede frekvenser forsvinder.

De små KEF-højttalere er så velafbalancerede, at man kan smide det meste musik efter dem. F.eks. Mozarts Tryllefløjten; hans sidste opera (1791) – eller rettere syngespil – og en af de få med tysk libretto; og gennem LS50 Meta står lyden af den lille tryllefløjte i skarp kontrast til orkesterets store format. Højttalerne formår at folde orkesterlyden ud med stor overbevisning, og vokalklangen er simpelthen pragtfuld.

Højttalerne er så gennemsigtige og detaljerede, at man kan høre små knirk fra scenegulvet, og de markerer temposkift og dynamikforandringer i musikken på eksemplarisk vis.

Konklusion

KEF’s nye LS50 Meta står på skuldrene af mange klassiske KEF-højttalere, men dér skinner de også som måske de allerbedste reolhøjttalere i deres klasse. Velforarbejdet kvalitet kombineret med unik teknologi, som giver en hørbar fordel, er også med til at gøre dem til et interessant produkt.

Men KEF LS50 Meta er ikke kun for nørder; de er for musikelskere af alle slags, der drømmer om små, stramme højttalere, der ikke fylder meget, men alligevel gør meget væsen af sig. Her er de.

Årets Bedste Kompakthøjttaler, Basic

DALI Oberon 1

Arver fra de dyrere serier

DALIs mindste budgetmodel har lånt teknologi fra de mere kostbare modeller. Lyden er stor.

DALI Oberon 1 er den mindste model i DALIs smæk-for-skillingen-serie, Oberon. Selv om vi er i budgetklassen, er der stadig blevet råd til en bas/mellemtone-enhed med den karakteristiske træfibermembran. Og der bruges (en smule) af det specielle SMC-materiale i magnetsystemet.

Kabinettet virker ret tungt og solidt, og selv om træfinishen ikke er ægte, er resultatet med sortmalet front og valnød på alle andre flader nydeligt. Terminalerne på bagsiden er billige, men fuldt funktionsduelige.

Lydkvaliteten

Om det skyldes træmembranen, magnetmaterialet eller noget helt tredje, vides ikke. Men lyden fra DALI Oberon 1 er ekstra ren! Stemmer lyder nuanceret og detaljeret på en måde, som burde koste mindst det dobbelte.

Perspektivet er flot med god bredde og dybde. Det er endog muligt at fornemme væggenes placering og placere instrumenter i dybdeperspektivet – hvis den øvrige elektronik og optagelsen tillader det. Det er langt bedre, end hvad man kan forvente til prisen.

De enkelte dubbing-spor på Disturbeds udgave af “The Sound of Silence” kan ikke blot fornemmes (hvilket de ikke kan på alle testdeltagerne), de står knivskarpt frem!

Basgengivelsen er rigtig fin i forhold til størrelsen. Men med en så lille enhed i et minikabinet er magtfuldheden begrænset. Diskanten er udmærket og velopløst, men det er mellemtonen, der er stjernen. Stort orkester sammen med solosang ved høj volumen er det dog umuligt at slippe godt fra. Kraften i bunden mangler, og det hele lyder presset. Men det er stadig muligt at adskille de enkelte instrumenter, hvilket faktisk er godt klaret.

DALI Oberon 1 giver fuld valuta for pengene i form af en meget nuanceret og præcis musikgengivelse. Følsomheden er lav, så glem alt om at spille højt. Men det bør man gøre i alle tilfælde. Oberon 1 fås også i en aktiv udgave med indbygget forstærker. Men den passive er faktisk endnu bedre.

Årets Bedste Trådløse Stereohøjttaler

KEF LS50 Wireless II

Trådløst mirakel i stereo

Trådløs musik i stereo bliver ikke bedre end med KEF’s små højttalere.

Man kan streame musik trådløst med Bluetooth – eller via Wi-Fi for bedre lyd – men også tilslutte andre lydkilder. Såsom TV’et, og så har man ikke brug for en soundbar. Det vil man heller ikke have, for lydkvaliteten fra KEF LS50 Wireless II overgår alt, hvad der findes af soundbars.

De små højttalere har HDMI-indgang til TV-lyden, og hvis man stadig har den gamle CD-afspiller, kan den også sluttes til her. Det samme kan pladespilleren, hvis den har indbygget phono-trin.

På denne måde dækker de små KEF-højttalere de flestes behov for god lyd. Med streaming til højttalere i andre rum, såkaldt multirum, oveni og enkel musikafspilning fra de fleste lydkilder er der ikke meget, man vil savne her.

KEF-højttalerne understøtter også højopløst lyd, altså bedre kvalitet, end man får med Bluetooth, og man kan streame musik i 24 bit/96 kHz kvalitet via Wi-Fi eller op til 192 kHz, når højttalerne er koblet sammen ved hjælp af det medfølgende Ethernet-kabel.

Højttaleren har også udgang til en subwoofer, og man kan indstille delefrekvens og fase i Connect-app’en, så man i praksis kan bruge den subwoofer, man vil, præcis hvor man vil placere den.

Og lad det være sagt med det samme: Der findes sandsynligvis ikke bedre lyd fra trådløse stereohøjttalere i denne klasse. KEF har ikke alene forbedret en god højttaler – LS50 Wireless fra 2017 – de har også sat standarden for konkurrenterne.

Konklusion

De små trådløse KEF-højttalere er et stort skridt fremad for bedre trådløs stereolyd. De kan spille mere end et tilstrækkelig højt, men endnu vigtigere, så de gør det med kontrol og finesse.

LS50 Wireless II er blandt de mest anvendelige og brugervenlige højttalere, man kan have i stuen, og størrelsen er så indretningsvenlig, at alle kan få plads til et par. Hvis man har brug for endnu mere lyd i en større stue, kan en subwoofer hjælpe til i bassen, men de fleste vil næppe føle behov for mere dybbas.