Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

TEST Magnepan LRS

Du har næppe hørt magen

De flade Magnepan LRS lyder ikke som noget, du har hørt før, og vil få dig til at tabe kæben efter bare to takter.
Karakter
Magnepan LRS
Lyd & Billede mener
Vægtløst og åbent lydbillede med ekstrem præcision og ditto detaljeniveau. Krystalklar mellemtone og fornem klang.
Besværlige at sætte rigtigt op. Spiller ikke øredøvende højt og mangler ordentlig dybbas.
Specifikationer
  • Type: 2-vejs gulvhøjttaler
  • Bas: Båndenhed
  • Diskant: Båndenhed
  • Følsomhed: 86 dB
  • Impedans: 4 ohm
  • Frekvensområde: 50 Hz – 24 kHz (-3 dB), 26 Hz (-6 dB)
  • Mål og vægt: 122 x 37 x 2,5 cm / 22,6 kg
  • Andet: Sort, gråt eller beige stof, lister i naturlig/sort eg eller kirsebær
  • Web: psaudio.dk

De ligner mere rumdelere end højttalere. Magnepans Little Ribbon Speaker er de fladeste højttalere, vi har testet, og samtidig nogle af de mest spændende, vi har hørt i denne prisklasse.

Grunden til, at de er så flade, kun én tomme tykke, er at de ikke har almindelige højttalerenheder som dem, man sædvanligvis ser i en kasseformet højttaler.

Magnepan bruger faktisk slet ikke almindelige dynamiske enheder. De har i stedet satset fuldstændig på båndenheder, som, bortset fra at de også sætter luften i bevægelse, når der kommer strøm til, er lavet helt anderledes end konventionelle enheder.

Som altid, når en højttalerproducent vælger at gå sine egne veje, handler det om, at de gerne vil skabe en højttaler, der rummer færre kompromiser og gerne en bedre lyd end fra vanlige højttalere.

Man kan groft sagt inddele de mest almindelige højttalerkonstruktioner i to kategorier: Dem, der bruger de sædvanlige dynamiske højttalerenheder, og dem, der ikke gør. I den første kategori finder vi langt de fleste producenter. Det har ingen betydning, om de hedder Dynaudio eller Klipsch, da de i lighed med næsten alle andre bruger dynamiske enheder med membran, svingspole, magnet og ophæng i forskellige varianter.

Annonce

Magnepan havner i den anden kategori.

Deres højttalere kan minde om elektrostathøjttalere, men båndenhederne i disse LRS behøver ingen strømforsyning for at sætte nok spænding på membranen – ligesom på et par Quad – og klarer sig helt fint uden.

Sort stof og sortlakerede egelister på siderne. (Foto: Magnepan)

Polstykke, membran og magneter

Grundprincippet i et båndenhed er at kombinere en ultratynd membran, gerne i aluminium, med et polstykke og magneter i en konstruktion, hvor strømtilførslen fra forstærkeren aktiverer magnetfeltet, som får den tynde membran eller folie til at bevæge sig.

En sådan båndkonstruktion er ikke så effektiv på lave frekvenser, da membranen bevæger sig meget mindre end membranen på et dynamisk højttalerenhed. For at få tilstrækkelig meget bas ud af en båndhøjttaler har man derfor brug for en stor membranflade.

Annonce

Visse udfordringer

Det har basenheden på LRS, som dækker størsteparten af fladen fra top til bund og er flankeret af en tynd vertikal bånddiskant. Det vil sige, Magnepan kalder det egentlig for en kvasi-båndenhed, fordi LRS bruger en mylarfilm som membran i stedet for den ledende alufolie i en “ægte” båndhøjttaler.

Uanset membranmaterialet er enheden helt fritstående monteret i en ramme og stråler både forud og bagud. Det giver et par udfordringer for dem, der forelsker sig i lyden fra en båndhøjttaler.

 

LRS kan leveres med forskellige stofbetræk og trælister på siderne. (Foto: Magnepan)

Placering

De kan ikke hænges på væggen. Faktisk er de lidt følsomme med hensyn til placering, og den medfølgende manual beskriver fint, hvordan man får mest muligt ud af højttalerne.

Annonce

Bl.a. skal de placeres et stykke fra bagvæggen og bør også vinkles indad, men ikke så meget, at diskantenheden kommer nærmere end basenheden. Højttalerne leveres som spejlvendte par, og Magnepan anbefaler, at man placerer dem med diskanterne yderst. Men man kan godt prøve med diskanterne inderst.

Jeg oplevede, at Magnepans manual var instruktiv og let at forstå, men lidt ekstra eksperimentering frem og tilbage med både placering og vinkel gjorde underværker for lyden.

Højttalerne kan også vippes fremover, hvis man sidder meget lavt og synes, at balancen i lydbilledet bliver lidt underlig.

Tættere på bagvæggen end dette bør de ikke stå. (Foto: Magnepan)

Der må skrues lidt

Højttalerne leveres ikke med de sædvanlige kabelterminaler. Man er prisgivet en tynd unbrakonøgle og nogle bittesmå skruer samt lidt eder og forbandelser og tålmodighed for at få skruet tilstrækkelig op til, at man kan tilslutte et par bananstik. Derpå skal de små skruer strammes med den samme håbløse unbrakonøgle.

Annonce

Én ting til. Der medfølger to modstande, 1 og 2 ohm, som kan skrues fast i to ens terminaler placeret under kabelterminalen. De to modstande skal skrues på dér, hvis man synes, diskanterne er for slappe. De løfter nemlig diskanten henholdsvis 1 og 4 dB, hvilket kan fungere fint, hvis rummet er meget dæmpet.

Men jeg må medgive, at jeg havde foretrukket et par mere solide terminaler og en vippekontakt i stedet for de medfølgende modstande.

Der sidder også en 3 ampere glassikring, som skal forhindre, at en forstærker ude af kontrol brænder diskantenheden af.

Man må skrue for at tilslutte højttalerne, og bøjlen nedenunder kan erstattes af modstande, som løfter diskanten. (Foto: Magnepan)

Vægtløst og fokuseret

Magnepan-højttalerne er relativt små af båndhøjttalere at være. De har ikke den samme tyngde i bassen som de større 3.7i eller 30.7, og efter 50 Hz ruller de pludselig af i bassen. Det er en af grundene til, at optimal placering er vigtigt, da det kun er her, man kan få bassen i rigtig balance med resten.

Annonce

De spiller altså ikke lige så dybt som et par gulvstående DALI Oberon og heller ikke lige så højt. Men de har heller ikke bokshøjttalernes klang eller farvning. I stedet præsenteres man for et gennemsigtigt, relativt neutralt til varmt lydbillede med glimrende fokus og næsten ingen farvning eller betoning.

Vokaler er noget, som LRS brillerer på. Nina Simones “Litte Girl Blue” lød gribende smukt, og vokalen på den gamle optagelse lød så intimt og ægte, at jeg blev lidt rørt. Vokalklangen var stor, varm, let og fokuseret, og klangen fra klaveret utrolig fyldig. På Brad Mehldaus Live in Tokyo formåede Magnepan-højttalerne at genskabe lidt af den store klang i Sumida Triphony Hall. Lige nok til, at man fik den fine koncertfornemmelse, hvor dybden er så vigtig.

Det er klart, at den allerlaveste oktav på klaveret ikke blev præsenteret med samme tyngde og dynamik som med et par PMC Twenty5 24i eller Dynaudio Special Forty, men højttalernes “diktion”, eller præcision i bassen, er der ikke meget at udsætte på.

Lilletrommen på Al Jarreaus “Cold Duck” sad som et projektil i rummet, og højttalerne fik mere end god vægt bag både bassen og de større trommer. Her var vokalgengivelsen igen brillant, og jeg kunne uden forvrængning spille tilstrækkelig højt til, at det blev en heftig oplevelse med godt med schwung.

Man mærker ikke noget til diskanten, før den pludselig skal være der. Det er en god ting. Men jeg ville nok have foretrukket lidt mere tyngde i bassen; noget, man selvfølgelig kan fikse med en KEF KC62 eller en anden kompakt subwoofer.

Annonce

Magnepan-højttalerne er relativt lette at drive. Man har brug for en forstærker med en vis drejningsmoment. F.eks. en Hegel H95 eller en Electrocompaniet ECI 80D. Men lyden bliver selvfølgelig endnu bedre med en Hegel H190 eller en ECI 6DX Mark II, som har bedre kontrol over højttalernes 4 ohm belastningsimpedans.

Quasi ribbon driver. (Grafik: Magnepan)

Konklusion

Magnepan LRS er på alle måder et par usædvanlige højttalere. Lykkes man med at få dem til at fungere godt i rummet, får man nogle musikalske oplevelser, som er svære at finde i denne prisklasse. De spiller måske ikke så højt og ej heller dybt, men musikken lyder vægtløs, fokuseret og så naturlig, at det er svært at blive lige så forelsket i bokshøjttalere efterfølgende.

Tilføj en lille subwoofer, og du har et fuldgyldigt anlæg, der banker på døren til high-end, uden at du må bruge uanstændig mange penge på det.

forfatter

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Vis kommentarer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2021 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.