Her er et kamera, der tror, at det er et kompaktkamera. Men faktisk er det et systemkamera med udskiftelig optik og stor billedsensor. Det betyder, at du får et kamera, der næsten kan være i lommen, men er mere fleksibelt end et kompaktkamera.
Det lille Panasonic-kamera har en større billedsensor end det kun lidt mindre Lumix TZ100. Den fanger mere lys og giver bedre billedkvalitet. Du kan også skifte den lille zoom ud med andre objektiver. Makro, tele eller telezoom – alt kan bruges på Lumix GX800.
Det er det mindste af de små systemkameraer, der også har god brugervenlighed. F.eks. får man en glimrende touch-skærm, der kan vendes 180 grader til de obligatoriske selfies. Ellers bruger du den, som du er vant til at bruge skærmen på mobilen.
Den kompakte zoom dækker 24-64 mm. Ikke alverden, men mere end nok til det meste, også portrætter. Kameraets intelligente autofunktion gør det såre simpelt i brug. Her tager kameraet sig af det hele, og du skal bare skyde løs. Samtidig vokser det med opgaven. Hvis du vil udforske din egen kreativitet, er det muligt at vælge alle indstillingerne selv.
Ud over 4K-video har det også Panasonics 4K Photo-funktion, hvor du kan gemme stillbilleder fra video-optagelser i 8 megapixel opløsning. Det har også en 4K selfie-funktion med nedtælling, til billedet tages, makeup-program, der fjerner rynker, og en række andre mere eller mindre nyttige funktioner.
Det er hurtigere end andre systemkameraer i samme klasse, med lynhurtig autofokus, 10 fps skudtakt med fuld opløsning og mulighed for at gemme 8 megapixel billeder fra 30 fps 4K-video.
Billedkvalitet
Selv den lillebitte zoom, der følger med kameraet, giver fremragende skarphed og rigtig god detaljegengivelse. Bortset fra gradvis fremkommende billedstøj i svagt lys og ved høj ISO er der ikke meget at udsætte på billedkvaliteten.
Skarpheden er ensartet på alle brændvidder, og der er kun moderat fortegning. Billedstøjen er godt under kontrol op til ISO 3200, og farvegengivelsen er rigtig god, indtil billedprocessoren forkludrer det lidt med aggressiv støjreduktion ved høj ISO.
Skyder man meget video, er det også rart at vide, at 4K-videoer fra GX800 ser fantastisk ud. De fleste vil blive overrasket over, hvor knivskarpe video-optagelserne er, når man ser dem på et godt 4K-tv. Den optiske billedstabilisering og den lave vægt hjælper på stabiliteten.
Konklusion
Lumix GX800 er velegnet til alle, der vil have et systemkamera, som ikke er meget større end et kompaktkamera. Hvis man kan lide, at det er nemt at få gode billeder, og har lyst til at eksperimentere lidt, får man meget kamera for pengene. Selv uden søger, med microSD-kort i stedet for almindelig SD og moderat batterilevetid er det et kamera, som de fleste vil få succes med.
Også i denne test:
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer