Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: iPhone 14 Plus

Skal du skifte mobil?

Er iPhone virkelig den bedste mobiltelefon? Og hvis ja, hvorfor er den det i så fald? Som ivrig Android-bruger har jeg taget udfordringen op om at leve med to Apple-produkter i et stykke tid. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde ...

Skrevet af / 27/01/2023 - 09:00
iPhone 14 Plus
Åsa Warme Hallén

I et forsøg på at omvende mig har et par kolleger sendt mig to Apple-produkter: Et Apple Watch 8 og, for at kunne bruge det, en iPhone 14 Plus. 

Apple
Så skal der afprøves i-gadgets. Det skal nok blive spændende! (Foto: Åsa Warme Hallén)

Og allerede her, inden jeg er nået til andet afsnit af indledningen, står det soleklart, hvorfor jeg fravælger Apple-produkter. Altså … for i det hele taget at kunne teste Apple Watch 8, skal jeg have en telefon fra samme producent for at kunne teste det. Hvor umoderne er det ikke?! 

Alene det, at de stadig insisterer på at bruge deres egen standard (Lightning), når det gælder f.eks. opladere. Det mærkelige er, at jeg kan huske, at dette var under opsejling allerede i 2012, før jeg tog en pause fra branchen. Jeg tør ikke tage gift på, at alle Android-producenter gik over til USB-C, men jeg ved med sikkerhed, at Apple ikke gjorde det. De valgte at udvikle endnu en ny egen standard og fortsatte dermed deres bestræbelser på at låse deres brugere fast til Apple-økosystemet.   

Men for at give en retfærdig vurdering er det bare om at smøge skjorteærmerne op og komme i gang.   

Jeg starter således arbejdsåret med en iPhone 14 Plus (i farven Starlight, 512 GB) i hånden. Nyt år – nye udfordringer. I de seneste par år har jeg levet lykkeligt med min Samsung S21, der har Android som styresystem. Vi har oplevet det meste sammen, og jeg kan ikke sige, at jeg har noget direkte at klage over. Men selvfølgelig vil jeg give iPhonen en chance! 

iPhone 14 Plus
iPhone 14 Plus er en ordentlig kleppert. Men jag vænner mig sikkert til den. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Første indtryk

Nu er det jo ikke sådan, at jeg aldrig har set en iPhone før. Faktisk fandt jeg en gammel Apple-telefon dybt nede i en skuffe, da jeg skulle pakke til min nylige flytning. Men der er løbet meget vand under broen siden da. 

iPhone 14 Plus er flot. Men stor. Det er trods alt en Plus-model, og den er ca. 16 centimeter lang og 7,8 centimeter bred. Personligt ville jeg nok ikke have valgt så stor en telefon, men det er vel en vanesag, som så meget andet. Der er valgt aluminium til rammen, hvilket naturligvis er medvirkende til, at den ikke er helt så tung og dermed klodset, som jeg ved første øjekast kunne tro. 

Min første virkelige bekymring er, at jeg ikke kan oplade den. Der medfølger ganske vist et opladningskabel med lightning (selvfølgelig) i den ene ende, men i den anden ende er der et USB-C-stik. Og stik/adapter til stikkontakten er ikke inkluderet. Selv om vi har telefoner, ure, højttalere og endda lamper, som vi oplader, bruger alle disse produkter, uanset producent, USB-A. Det begynder godt, dette her!   

Nu hvor jeg har løst problemet med opladningen, er det tid til at flytte ind. Der er virkelig ikke noget at klage over her. Bare sæt dig godt til rette, sørg for, at du har lidt tid, og gå så langsomt og metodisk til værks trin for trin. Utroligt pædagogisk og brugervenligt. Men ikke unikt.  

I dette tilfælde indebærer stor mobil også stor skærm, hvilket naturligvis ikke er helt galt. Med en opløsning på 2778 x 1284 pixel er den også utrolig skarp. Thumbs up for det! 

iPhone 14 Plus
Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor begge linser stikker så meget ud fra bagsiden. Min tanke er, at det må gøre dem mere udsatte for slag og slitage. (Foto: Åsa Warme Hallén)

En ting, som jeg dog ikke helt kan forstå, er, hvorfor kameralinserne rager ud. Det føles meget mærkeligt og upraktisk. Når telefonen ligger på bordet, vipper den, når jeg navigerer på skærmen, eftersom den ikke kan ligge helt fladt. Utroligt irriterende. Jeg spekulerer i mit stille sind på, om der er en rigtig god tanke bag dette, eller om det ‘bare blev sådan’. Måske bliver jeg nødt til at google det lidt, hvis det forstyrrer min nattesøvn. 

At leve med iPhone 14 Plus

Selvfølgelig er der udfordringer ved at skifte platform (i dette tilfælde fra Samsung og Android til iPhone og iOS), men i selve håndteringen er det hovedsagelig, fordi jeg har fået en rygmarvsadfærd, som skal ændres. Min datter, der nærmest blev født med et æble i hånden og nu har de fleste i-gadgets, har fået mange gode snakke og grin takket være hendes mors manglende tålmodighed, og at jeg til tider har lidt svært ved at vænne min hjerne til nye måder at tænke på.  

Det er bestemt ikke noget problem at bruge iPhone 14 Plus. Hurtig respons, pæn, og da jeg først har vænnet mig til den også logisk. Jeg vænner mig hurtigt til den særlige tommelfingerbevægelse til at lukke apps, noget jeg kan mærke, at jeg savner, når jeg bruger min Samsung.  

Rygter og statistikker vil vide, at de mest downloadede apps i 2022 har været Tik Tok, Instagram, Facebook, Messenger, WhatsApp og Snapchat (ikke nødvendigvis i den rækkefølge). Og alle disse kan findes i både Google Play-butikken og Apple Store.   

Der er dog andre apps, som jeg ikke kan downloade. Apple tillader hverken konkurrerende butikker (Google play) eller manuel installation af apps. Efter en smule irritation og måske brug af ord, der ikke egner sig til tryk, var det bare et spørgsmål om at finde nye apps og lære at bruge dem. Igen, intet galt med det – bare anderledes og lidt irriterende. 

Jeg kan tage fejl, men min oplevelse er, at der er langt flere apps i App Store, der koster penge, end der er i Google Play-app’en. Men eftersom iPhone er lidt af et statussymbol og har en højere coolness-faktor end andre mobiler, er det måske ikke overraskende, at apps koster penge. Smager det, så koster det. 

Kameraet på iPhone 14 Plus

Jeg nævnte tidligere kameraet på min nye ledsager. Og hvis der er én ting, jeg gør meget, så er det at tage billeder. Jeg er bestemt ikke fotograf, men bruger primært mine billeder til at skabe minder og lægge dem på Instagram og Facebook. At foretage en masse indstillinger og justeringer er ikke noget for mig, jeg tager bare min telefon og tager et billede. Og det er selvfølgelig ikke spor mærkeligt. Hvis jeg ønsker at bruge filtre eller forskønne virkeligheden, løser jeg det bagefter.   

Foto 1 Foto 2 Foto 3
<
>
Specifikationerne for iPhone-kameraet (billederne til venstre og øverst) er 12 Mp: 26 mm objektiv, blænde ƒ/1,5, optisk billedstabilisering med sensorforskydning, objektiv med syv linser. Og for Samsung (billederne til højre og nederst): 12 Mp ultravidvinkel (f/2,2), 12 Mp normal vidvinkel (f/1,8 med optisk billedstabilisering) og 64 Mp telelinse.  Naturligvis kan jag se forskelle, i mine øjne er billederne fra Samsung-mobilen lidt varmere. Ikke nødvendigvis bedre eller værre. Men blødere og varmere. Min opfattelse af virkeligheden er, at den ligger et eller andet sted midt imellem. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Som sagt er jeg ikke fotograf, og jeg bruger ikke min tid på at analysere billeder. Men generelt vil jeg sige, at Samsung-mobilen gengiver farverne med mere varme end iPhone. Virkeligheden ligger nok et sted midt imellem, vil jeg tro. 

Hvorfor det ene eller det andet

Min opgave er at få en mening om, hvilket operativsystem jeg som ‘almindelig bruger’ foretrækker. Og hvorfor. Med fare for at gentage mig selv vil jeg forsøge at komme til en konklusion … 

Jeg er ikke dummere, end at jeg forstår smidigheden ved, at tingene taler gnidningsløst sammen. Noget, som brugere af Apple-gadgets ofte bruger som argument. Men samtidig tror jeg faktisk, at det fungerer mindst lige så godt i Android. Om man vil. Det kræver måske en lidt større indsats i starten, men slutresultatet bliver det samme.   

Androids software er baseret på open source, hvilket betyder, at du som bruger har mere indflydelse på din telefon, og hvordan den ser ud og fungerer. Med andre ord er den mere fleksibel. Og inkluderende. Lidt mindre diktatur, helt enkelt. 

Ulempen ved denne åbenhed er imidlertid, at systemet bliver mere usikkert og lettere for hackere at trænge ind i. Selvfølgelig sker det også, at uvedkommende skaffer sig adgang til iOS, men ikke i samme omfang. Så med iOS kan du være tryg ved, at Apple allerede fra starten har styr på sikkerheden, mens du med Android selv har et langt større ansvar for dine handlinger og for, hvilke apps du vælger at downloade.   

Fordele, som Apple-brugere plejer at påpege, er, at app-kvaliteten. Det lyder rimeligt, da udviklere, der udelukkende arbejder på iOS, kun behøver at forholde sig til Apple-telefoner, hvilket helt sikkert burde betyde højere kvalitet. Android-udviklere derimod producerer apps, der skal fungere på en række forskellige enheder, og det kan naturligvis være lidt vanskeligt. Jeg er en person med meget begrænset tålmodighed, og hvis apps på min telefon gik ned i tide og utide, ville jeg helt sikkert overveje at skifte. Men jeg har ærligt talt ikke haft problemer med det i al den tid, jeg har brugt Android-mobiler. På den anden side er jeg ret forsigtig med, hvad jeg vælger at installere. 

At kunne bruge det samme styresystem på forskellige typer mobiltelefoner er et stort plus i min verden. Ved at vælge Android er der mange flere mobiler i forskellige prisklasser at vælge imellem. Er I en hel familie, der ønsker at være i samme økosystem, kan I slippe langt billigere med Android end med iOS.   

Jeg tester ofte hovedtelefoner, der er designet til træning, og endda smarte træningsure, og de fleste af disse har begrænsninger, når det gælder om at fungere med iPhone. Det kan være, at de ikke virker ved opkald, eller at der ikke kan sendes automatiske svarbeskeder. Så konsekvensen af Apples praksis er, at du er tvunget til at købe deres egne hovedtelefoner og ure for at få mest muligt ud af produktet og få det hele til at fungere optimalt. Du vil sikkert blive meget glad og tilfreds, men det kan være mange penge for en hel familie og begrænser dig betydeligt. 

Konklusion

Er det så på tide at skifte mobil? Eller faktisk handler det ikke om at skifte mobil, men om at skifte styresystem. Efter at have levet med iPhone 14 Plus i en periode er mit svar: Nej, jeg ser personligt ingen grund til at skifte. Jeg vil påstå, at forskellene for almindelige mennesker ikke er så store, og at brugeroplevelsen bliver mere og mere ens med tiden. 

Det hele handler mest om smag, holdning og økonomi.   

Ønsker du mere fleksibilitet, er du klar til at tage noget personligt ansvar, og vil du gerne have penge tilovers til andre ting. Vælg Android.  

Vil du bare køre derudaf og ikke skulle tænke over så meget selv. Og har du ikke noget problem med, at der bliver mere plads i tegnebogen. Så vælg iOs. 

Karakter
iPhone 14 Plus
Premium

Home mener

Enkel og brugervenlig med fantastisk skærm. Kan føles lidt vel stor. Oplader er ekstraudstyr. Låst til Apples økosystem.

3 kommentarer til “iPhone 14 Plus”

  1. Christian Pedersen

    Hej.
    Jeg synes, det er lidt ærgerligt at drage mobilens design og mangel på adapter med i din analyse og vurdering. Personligt har jeg en Samsung S22, hvor kameramodulet også stikker ud, så mobilen vipper på bordet, og der medfølger kun et USB-C til USB-C stik i kassen, når man køber en S22, og dermed er mobilerne helt ens på det punkt.

    1. Hej
      I 2018 fik jeg nye avancerede høreapparater der kan både styres og programmeres fra mobilen. Bare kun af en iPhone! – så jeg måtte udskifte min dejlige Samsung.
      I 2022 fik jeg oplyst at nu kunne også Android telefoner, så jeg købte en S22Ultra. – jeg ville have det bedst mulige.
      Først opdagede jeg at jeg savnede iPhones fantastiske mulighed for at tænde blot ved at kigge på den. Dernæst savnede jeg dens fantastiske ansigtsgenkendelse, som stadig ikke duer på Samsung. Så viste det sig at kommunikationen med høreapparater var så dårligt fungerende og ustabil at jeg opgav. Solgte ulan og måtter vender tilbage til iPhone.
      Min erfaring er i dag at iPhone er et bedre og mere stabilt produkt, desværre.
      Mvh Niels Lund

  2. Jeg har haft iPhone 14 Pro i en måned, og er helt vild med ansigtsgenkendelsen.
    Bortset fra det er der ikke meget der imponerer mig, og telefonen ligger nu i skuffen. 🤮

    Jeg er tilbage på Android, da jeg ikke kan leve med de mange ting som er umuligt pga. iOS diktaturet.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top