TEST: Sony MDR-MV1

Vi ved alle, hvor vigtigt det er at have pålidelige hovedtelefoner, når man arbejder med musik i studiet – eller på farten, for den sags skyld. Det er her, Sony MDR-MV1 kommer ind i billedet; åbne hovedtelefoner designet specielt til professionelle musikere og ingeniører, der har brug for en enkel og pålidelig løsning til musikproduktion og mixning. Hvis du er på farten med en enlig Macbook Pro i skødet, vil du også sætte pris på, at de er lette og nemt kan tilsluttes hovedtelefonstikket. Hvis du bruger det medfølgende 3,5 mm overgangskabel, vel at mærke.

Jeg kan dog først og fremmest sige, at Sony-hovedtelefoner, ligesom alle andre hovedtelefoner, lyder bedst, når de er forbundet til en ordentlig lydkilde. Men for aktive brugere er det dejligt at vide, at man kan lade hovedtelefonforstærkeren blive hjemme og stadig få god lyd – enten til ren lytteglæde eller til vigtigt arbejde.

Det er intet magisk ved åbne hovedtelefoner

Sony har været kreativ i sin markedsføring og har især henvendt sig til skabere af 360 spatial audio, som er den nye hype inden for hi-fi. Sony kalder sin 360-teknologi for 360 Reality Audio, men der findes også Dolby Atmos og andre formater.

Først troede jeg, at der var noget særligt ved disse hovedtelefoner, at de havde flere drivere til hvert øre, eller indbygget lydbehandling med DSP. Men nej. I stedet mener de, at MDR-MV1’erne fungerer bedre end andre til formålet på grund af deres evne til at gengive et bredt lydbillede. Hvordan gør de det, spørger du måske? Tja, det er takket være deres åbne design. Hvilket er mere reglen end undtagelsen i denne klasse, og derfor fik den vinkel, der startede så spændende, en ret lunken modtagelse.

Den faktiske lydgengivelse loves at være af høj opløsning, med nuancerne intakte. Det angivne frekvensområde er meget bredt, fra 5 Hz til 80 kHz. Det skulle gøre det lettere for professionelle at fange placering og rumlighed i lydbilledet, og selv den mindste ændring i lyden skulle være hørbar. Det er vigtigt, når en professionel skal placere elementer i et 360-graders lydbillede, for at fortsætte Sonys vinkel. Men det er selvfølgelig også vigtigt, når man indstiller EQ, uanset om mixet er i stereo eller surround.

Disse kvaliteter bør naturligvis også komme musikelskere til gode, så hi-fi-entusiaster også kan få deres dosis af musikalsk glæde.

Det åbne design vil minimere reflekterede lyde inde i hovedtelefonerne og stort set eliminere akustiske resonanser sammenlignet med lukkede hovedtelefoner. Som for eksempel Sonys vanvittige MDR-Z1R. Som kan noget, intet andet ur kan, men som alligevel ikke kan kaldes ærligt eller ufarvet.

God komfort

MDR-MV1 er meget behagelige at have på ørerne. De sidder tæt nok, men uden at klemme. Og fordi de er åbne, bliver dine ører ikke svedige, som de gør, når de er lukkede. Velourpuderne har kortere hår end normalt og er ikke helt så åndbare som for eksempel Neumann NDH 30 (test kommer) eller Beyerdynamic DT 900 Pro X.

Vægten er kun 223 gram uden kabel, hvilket betyder, at de aldrig føles tunge på nogen måde. Til sammenligning er de førnævnte Neumann 125 gram tungere, og man kan mærke vægtforskellen. På den anden side føles Sonys hovedtelefoner billigere med hensyn til byggekvalitet sammenlignet med Neumann-modellen i aluminium, som koster omtrent det samme.

Lyden af Sony MDR-MV1

Jeg troede oprindeligt, at en impedans på 24 ohm og en følsomhed på 100 dB ville gøre hovedtelefonerne til en helt gennemsnitlig belastning, men de spiller betydeligt højere med den samme effekt end Neumann-modellen (120 ohm / 104 dB). De er derfor et godt valg, hvis du ikke har en kraftig hovedtelefonforstærker til rådighed.

Jeg kan drive MDR-MV1’erne direkte fra hovedtelefonudgangen på min bærbare computer med musik så højt, som jeg vil. Doja Cats Paint the Town Red har et godt punch i rytmerne, og mellemtonen skiller sig ud som få andre hovedtelefoner, der er designet til hi-fi-brug. Det er ikke ualmindeligt at trække mellemtonen lidt ned for at fremhæve bassen og diskanten, og Sony er ikke ukendt med dette. Lyt bare til de lukkede MDR-Z72‘ere, som har en meget saftigere bas og behersket mellemtone. De pynter på sandheden og kan ikke bruges professionelt. MDR-MV1 er noget helt andet, og jeg må sige, at jeg virkelig godt kan lide en energisk og komplet mellemtone, som her. Især når der står akustisk musik på menuen, hvor alle instrumenter får det fokus, de har brug for.

Der findes varmere lyd

Men selv blandt hovedtelefoner, der er designet til at lyde neutrale, er der forskelle i den måde, lyden præsenteres på. I Sonys tilfælde synes jeg ikke, at diskanten er helt finmasket nok. Neumann NDH 30 har mere varme i mellemtonen og luft i diskanten. De lyder simpelthen mere opløste og indbydende. Sonys bas er dyb, men de har ikke samme slagkraft og fylde i basregistret som Neumanns.

Den mere prisvenlige Sennheiser HD 560S, som lyder identisk med pro-versionen HD 400 PRO, har også mere varme, glød og “elegance” i lyden.

Men det betyder ikke, at jeg absolut ville vælge de andre frem for Sony, da MDR-MV1 er mere letdrevet, hvilket gør den til det foretrukne valg, hvis du er på farten og har efterladt din hovedtelefonforstærker derhjemme.

Her er Sony på linje med Beyerdynamic DT 900 Pro X, som koster det halve af MV1. Men Beyerdynamics er ikke helt på samme niveau lydmæssigt, med kraftigere sibilanter i overtonerne. Af de to ville jeg overveje at lægge flere penge på bordet for Sony’en.

Konklusion

Sony MDR-MV1 er hovedtelefoner til professionelle brugere. Det vil sige dem, der lever af at optage og mixe lyd. De angives at henvende sig til dem, der specialiserer sig i 360 spatial audio, men det er ærlig talt bare marketingsnak. Det er et par helt almindelige åbne hovedtelefoner.

Men de har bestemt kvaliteter. De gengiver lyden ærligt, med en smukt detaljeret mellemtone og en bas, der føles ufarvet, men energisk. Deres lave vægt betyder, at man kan have dem på i timevis uden at blive træt, og de er lette nok til, at man kan sætte dem direkte i et hovedtelefonstik. Det kan være meget værdifuldt.

Til denne pris kunne indtrykket af byggekvalitet have været bedre – vi taler plastik hele vejen rundt her. Og en varmere mellemtone og en endnu mere finmasket diskant ville heller ikke have været at foragte.