Search
Generic filters

Gruppetest : De 10 bedste støjreducerende hovedtelefoner

De bedste støjdræbere

Vil du lukke larm og andre lyde ude? Her er de bedste hovedtelefoner til formålet lige nu, til både tykke og tynde tegnebøger.

Uanset om du rejser meget med tog eller fly eller af andre grunde gerne vil lukke lyden af omgivelserne ude, går du ikke galt i byen, hvis du vælger et par hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Ikke mindst hvis du gerne vil høre musik med lavt lydniveau, som ellers ville drukne.

Læs også Oversætter direkte i øret – babelfisken findes! Som en ægte babelfisk oversætter disse hørepropper alt, hvad du siger – og tilbage igen – direkte.

Du kommer til at betale lidt ekstra for fornøjelsen. Et par støjreducerende hovedtelefoner til 3.000 kroner lyder måske ikke bedre end et par uden støjreduktion til 2.000 kroner. Og nogle hovedtelefoner prioriterer den bedst mulige støjdæmpning, men har mindre fokus på lydkvaliteten, mens andre går efter den bedst mulige lyd på musikken, men nøjes med “okay” støjreduktion.

Uanset hvad du er på udkig efter, er der gode chancer for, at du kan finde netop dit yndlingspar på denne liste over ti støjreducerende hovedtelefoner.

Listen er et udvalg af vores favoritter og ikke i prioriteret rækkefølge.

 

Beats overrasker klart

Hvem ville have troet, at producenten, der elsker fed bas, kunne lave noget så neutralt?

Vi har tidligere testet Solo3, men Pro-versionen har fået aktiv støjreduktion. Støjreduktionen er aktiveret fra starten. Hvis du trykker én gang på knappen under venstre ørekop, skifter den til at forstærke lyd udefra. På den måde kan du høre trafikken, eller når nogen taler til dig.

I modsæt til de øvrige i testen er Solo Pro en on-ear-model, som ikke omslutter øret helt. Bærekomforten er dog rigtig god, og de tykke ørepuder sidder behageligt. Men bøjlen klemmer ret hårdt mod hovedet.

Brugervenligheden er fin, og de fysiske knapper på højre ørekop til volumen rammer man ikke forkert på. I modsætning til touch-funktionen på mange andre hovedtelefoner, der ofte lever sit eget liv.

Jeg havde på forhånd forventet en fed, heftig bas, der tog opmærksomheden fra det vigtige mellemtoneområde. Men Pro-modellen overrasker med en tonalt diskret basgengivelse, der formår at adskille to forskellige kontrabasser på en helt anden måde, end jeg havde troet.

Solo Pro rydder også op i hele toneområdet, åbner lydbilledet op og giver mere rumfølelse på klassisk musik. Violiner får meget spillerum og virker imponerende troværdige.

Hvad angår støjreduktion, kan Solo Pro ikke slå Sony WH-1000XM3. I hvert fald ikke i bunden. Til gengæld oplever jeg ikke nogen vakuumfølelse i hovedet med Beats’ støjreduktion.

 

Konklusion

Jo mere jeg bruger Beats Solo Pro, jo bedre kan jeg lide dem. I stedet for at være bastunge og slørede i klangen lyder de åbent og afbalanceret. Støjreduktionen er også god. Bassen er dog en anelse tynd, og der er også en ret kraftig reduktion i det nedre diskantområde, som gør, at vokaler ikke kommer så godt frem. Da det er on-ear hovedtelefoner, der sidder uden på ørerne, vil de klemme efter et stykke tid. Men alt i alt har Beats gjort det godt.

(Foto: Beats by Dre)

JBL blander sig i toppen

JBL melder sig ind i ANC-hovedtelefonernes topklasse med et par hovedtelefoner, der er sjove at lytte til og fjerner støjen effektivt.

Ligesom bogstavelig talt alle andre har også JBL fået øje på det stadig voksende marked for hovedtelefoner med elektronisk støjreduktion (ANC). Vi testede for nylig mellemprismodellen JBL Club 950NC, men denne gang gælder det topmodellen JBL Club One.

At der er penge i støjreducerende hovedtelefoner i premiumklassen, vidner det hastigt voksende udvalg om. Vi testede i januar et dusin af de absolut bedste, og flere er kommet til i mellemtiden. Blandt de nytilkomne er de længe ventede Sony WH-1000XM4.

Robust look

JBL Club One ligner til forveksling lillebror Club 950NC: Forholdsvis kraftigt byggede hovedtelefoner med ovale ørekopper og blød kunstlæderpolstring på ørepuder og hovedbøjle. Alt er holdt i sort – selv JBL-logoet på ørekopperne, der er prentet i blank sort på matsort baggrund.

Alt på JBL Club One er sort. Logoet er blot en blankere sort. Det ser robust og lidt rock’n’roll-agtigt ud. Men ikke så luksuspræget som konkurrenterne. (Foto: JBL)

Hovedtelefonerne er kraftigt bygget med bøjler af metal og ser i det hele taget ud til at kunne holde til at blive taget med overalt – som det er skæbnen for rejsehovedtelefoner. Også driverne er beskyttet bag et metalgitter, som igen er dækket af et tyndt nylonnet. Det hele virker solidt og ganske tillidsvækkende. Men hverken med samme elegance som Sony eller Bose. Eller for den sags skyld den luksusfølelse, man møder hos Bang & Olufsen og DALI.

Den robuste følelse går igen i bærekomforten. JBL Club One sidder stabilt. Men ikke med den lethed og komfort, som kendetegner ANC-hovedtelefonerne fra Sony og Bose. De er mærkbart tungere og sidder strammere.

Kabler til det hele

Der er lidt mere udstyr med i pakken, end det var tilfældet med Club 950NC. Ud over rejse-etui og et kort kabel til brug med mobiltelefoner med minijack-udgang får man også et godt, gammeldags spiralsnoet hovedtelefonkabel, der bringer minder om hovedtelefonerne fra min ungdom. Der er også et USB-kabel til opladning samt en 6,3 mm jack-adapter til voksne stereoforstærkere. Og en flyadapter. Man er med andre ord sikret forbindelse i nærmest enhver tænkelig situation.

Lillebror Club 950NC fik kritik for at mangle højkvalitets-codecs som aptX, LDAC og AAC. Det samme er tilfældet med Club One. Og så meget desto mere overraskende, når vi har at gøre med hovedtelefoner i luksusklassen. At de alligevel lyder rigtig godt, er så et faktum, som vi vender tilbage til senere.

Læs også Oversætter direkte i øret – babelfisken findes! Som en ægte babelfisk oversætter disse hørepropper alt, hvad du siger – og tilbage igen – direkte.

Styring med Google (og Alexa)

Stemmestyring sker ved hjælp af Google Assistant. Amazon Alexa er også understøttet, men her støder man mod sprogbarrieren, så vil du tale dansk med dine hovedtelefoner, er Google eneste mulighed. Fysisk betjening sker med i alt seks trykknapper fordelt langs bagkanten af de to ørekopper.

Der er gjort en del ud af audiokablerne, da de ikke blot er med som reserve. Faktisk er JBL Club One bedre med kabel. Man kan enten vælge at bruge hovedtelefonerne helt passivt, altså med al elektronikken slukket. I den situation udvides frekvensområdet med en oktav på hver side af det hørbare område. Eller man kan bruge dem som aktive, blot med kabel i stedet for Bluetooth. I den tilstand får man stadig glæde af støjreduktion og DSP-tuning, inklusive DJ-lydprofilerne.

Få lyden ødelagt af stjerne-DJ’s

Modellerne i Club-serien giver adgang til en funktion kaldet Stage+ i app’en. Her kan man vælge imellem fem forskellige equalizer-indstillinger, der matcher signaturlyden fra fem toneangivende DJ’s.

I testen af JBL Club 950NC betvivlede jeg, at lyden i de fem indstillinger virkelig var udvalgt af henholdsvis Armin van Buuren, Sunnery James, Nicky Romero, Tigerlily og Ryan Marciano. Jeg tog fejl. Harman-koncernen, der ejer JBL, har siden bekræftet, at det faktisk forholder sig sådan. Det er de nævnte DJ’s, der har stået for indstillingen af de fem profiler.

Således oplyst må jeg konstatere, at DJ-profilerne stadig ødelægger lyden totalt! I hvert fald hvis det er meningen, at man skal høre musikken, som den lød på optagelsen.

Mere interessant er Custom EQ-funktionen, hvor man med fingeren kan tegne den frekvenskurve, man foretrækker. Både EQ- og DJ-indstillinger gemmes i hovedtelefonerne, så man behøver ikke at have app’en åben for at få sin foretrukne lyd.

JBL kalder sin støjdæmpningsteknik True Adaptive Noise Cancelling. Det vigtigste er dog, at det virker. (Foto: JBL)

Glimrende støjreduktion

Støjreduktion er den slagmark, hvor kampen mellem de store producenter af luksushovedtelefoner står i dag. Det handler ikke længere om at fjerne kabinestøjen under flyvning (især ikke i corona-virkeligheden anno 2020, hvor ingen flyver), men om et dyrekøbt frikvarter fra dine omgivelser på kontoret eller på vejen til og fra arbejde.

Midlet er elektronisk støjreduktion, som i korthed går ud på at udfase den støj, der trænger gennem hovedtelefonerne, ved at tilføje en fasevendt optagelse af støjen fra omgivelserne til signalet i hovedtelefonerne. I praksis er dette alt andet end simpelt, og hver hovedtelefonproducent har sin egen opskrift. I JBL Club One bruges en teknik kaldet True Adaptive Noise Cancelling, mens JBL Club 950NC måtte nøjes med Adaptive Noise Cancelling.

Uanset hvilke ingredienser JBL har puttet i sin hemmelige sauce, så fungerer resultatet godt. Støjkorrektionen er subjektivt på højde med Sonys – og langt bedre end hos f.eks. Bose, DALI og Beyerdynamic. Det har ikke været muligt at prøve Club One i deres ultimative element, jetkabinen, men pendling, simulering med hvid støj og larmen fra en byggeplads klarede den adaptive støjkorrektion perfekt.

Lydkvaliteten

Med mindet om JBL Club 950NC i forholdsvis frisk erindring var det ikke med de største forventninger, jeg første gang satte JBL Club One på hovedet. Men selv om de to udgør henholdsvis næstdyreste og dyreste model i samme serie, er de så forskellige, at de næsten kun har navnet tilfælles.

JBL Club One lyder nemlig godt! Og ikke alene lyder de godt, de er faktisk blandt de bedst lydende støjreducerende hovedtelefoner på markedet netop nu. Især hvis der står rock og pop på menuen.

Når det gælder hovedtelefoner, støder man igen og igen på begrebet “signaturlyd”. Hovedtelefonerne laves altså ikke med neutral lyd for øje, men den særlige “sound”, som trofaste kunder forventes at forvente.

Frekvenskurven for JBL’s signaturlyd er præget af en moderat hævning i basområdet på ca. 6 dB mellem 20 og 150 Hz samt et lidt større løft mellem 2 kHz og 7 kHz. Det giver et rock’n’roll-lydbillede, hvor der er smæk i bunden, og hvor overtonerne kommer tydeligt frem. Det er ikke nødvendigvis korrekt, men det er sjovt! Til JBL’s forsvar skal det siges, at de øvrige producenter også arbejder med en signaturlyd, så det handler ikke om farvet lyd kontra ren lyd – men om, hvilken farve man foretrækker.

Lyden på JBL Club One er blandt de bedste og mest detaljerede fra støjreducerende luksushovedtelefoner i dag. (Foto: JBL)

Sjov – og styring

I JBL Club One får man som sagt et lydbillede med vægt på det sjove. Bassen er let at følge, og man får lyst til at vippe med fødderne. Men hvor bassen flød sammen i en mudret sump på Club 950NC, er der stramhed og styring på Club One.

Også i den modsatte ende af spektret er der skruet op, men igen slipper Club One godt fra det, fordi der ikke gives køb på opløsningen. Resultatet bliver i stedet et lydbillede med masser af detaljer og brillans. Som om guitarstrengene og bækkenerne er blevet pudset ekstra blanke og skinnende.

Med så meget vægt på bund og top kan mellemtoneområdet let blive stedbarn, men det er lykkedes at bevare den gode kvalitet og nuancering, så stemmer og grundtoner måske nok bliver mindre fremtrædende, men ikke direkte dæmpet. Korstemmerne på “Right Hand Man” fra Hamilton er forholdsvis lette at skelne fra hinanden. Men det kommer sig egentlig ikke så nøje, da det er meget mere interessant at følge med i rytmen.

Endnu bedre lyd med kabel

At bruge kabel sammen med trådløse ANC-hovedtelefoner er ofte en nødløsning. Enten fordi de er løbet tør for strøm, eller for at få lyd fra underholdningssystemet i flykabinen på lange flyrejser. Men ikke her; her bliver lyden bedre.

Med kablet tilsluttet kan JBL Club One bruges både som almindelige passive hovedtelefoner og aktivt, med støjkorrektion og digital equalizing via DSP.

Jeg må først og fremmest rose JBL for at have så godt styr på lyden, at hovedtelefonerne ikke er afhængige af DSP’en for at lyde godt. Forskellene med og uden aktiv elektronik er faktisk meget små. Med fraværet af støjkorrektion som den mest markante forskel.

Bedste diskant i passiv tilstand

I passiv tilstand har Club One stort set samme lydsignatur som i aktiv. Den største forskel er diskanten, der her bliver mere frigjort og velopløst. Om det skyldes det større frekvensområde (op til 40 kHz), er tvivlsomt. Selv om jeg bryster mig af at have en god og trænet hørelse, kan jeg med statsgaranti ikke opfatte noget som helst over 18 kHz. Svaret skal mere sandsynligt søges i den aktive elektronik.

Med elektronikken slået til, men stadig via kabel kommer der lidt mere smæk i bassen – også i den “neutrale” indstilling. Og selv om diskanten mister luftighed, er vi stadig i den absolut bedste ende for aktive hovedtelefoner.

JBL Club One er ikke billige hovedtelefoner, og til samme pris kan man vælge og vrage mellem det bedste fra alle producenter. Sony WH-1000XM4 har for nylig vippet deres egen forgænger af tronen som kongen af stilhed. De to er forholdsvis tæt på hinanden, da også Sony har peppet lydsignaturen op, men JBL er stadig mere engagerende.

Når det gælder detaljeret lyd, er DALI IO-6 også et bud. De virker mere tilknappede, men er nok i sidste ende mere korrekte. Til gengæld er støjreduktionen ikke i klasse med Sony og JBL.

Med Club One har JBL meldt sig ind i eliten blandt støjreducerende luksushovedtelefoner! (Foto: JBL)

Konklusion

Med Club One har JBL – og dermed Harman – meldt sig ind i eliten blandt støjreducerende luksushovedtelefoner! Det ville være modigt, grænsende til hybris, at sige, at vi her har de bedste ANC-hovedtelefoner i klassen. Og det afhænger i sidste ende af, om du foretrækker den rappe JBL-lyd eller den lidt mere noble Sony-klang. Men du bør under alle omstændigheder prøve begge på dit eget hoved, inden du køber.

Sikkert er det, at vi har at gøre med et par hovedtelefoner, der leverer topkvalitet på både støjreduktion og lyd. Og kan du ikke lide lyden, kan du hurtigt maltraktere den til ukendelighed med DJ-profilerne i app’en.

 

Shure Aonic 50 lifestyle

Hele stjernehimlen åbenbarer sig

Shure Aonic 50 har måske den bedste lyd, vi har hørt fra støjreducerende hovedtelefoner.

Hvis du skal have et par støjreducerende hovedtelefoner, er der to veje, du kan gå.

Hvis du i forvejen har nogle rigtig gode hovedtelefoner, som du bruger til seriøs musiklytning, men savner nogle med aktiv støjreduktion, så er du måske på udkig efter de hovedtelefoner, der dæmper støj allerbedst. Det vil så være hovedformålet.

Men hvis du i stedet vil have et par hovedtelefoner, der kan det hele, så kan det være en idé at gå efter de støjreducerende hovedtelefoner, der faktisk lyder bedst, men som måske kun gør et okay stykke arbejde med selve støjreduktionen. Hovedtelefoner, der gør, hvad de skal, med at undertrykke støj fra flykabinen eller togkupeen, mens det egentlige es i ærmet er kvaliteten på den musik, der kommer ud.

Shure Aonic 50 hører til i den sidste kategori.

Shure AONIC 50 black
Aonic 50 er robuste hovedtelefoner med tykke, behagelige ørepuder. (Foto: Shure)

Kan det dér med lyd

Shure har lang erfaring med at lave hovedtelefoner til studieproducenter og musikere, og vi er faldet pladask for den ene model efter den anden. Dem, der har gjort største indtryk, er nok de lukkede SRH1540 og de åbne SRH1840. De koster begge det samme som Aonic 50 og placerer sig i high-end-klassen for den almindelige, passive type med kabel.

Sammen med en hovedtelefonforstærker vil begge modeller sende dig i den syvende himmel sammenlignet med alt, hvad der er af støjreducerende hovedtelefoner på markedet. Men vi håber, at Aonic 50 i hvert fald giver en smag af dette kvalitetsniveau.

Hovedtelefonerne understøtter et rigt udvalg af vellydende codecs til Bluetooth, deriblandt AAC, som Apples iPhone bruger, og aptX HD og den højere opløste LDAC, som begge er tilgængelige på Android-telefoner. Med aptX LL får du desuden lyden helt synkroniseret med billedet på film og spil. Igen, hvis du har en Android-mobil.

Læs også Vi har ikke hørt bedre lyd fra støjreducerende hovedtelefoner Beyerdynamic Lagoon ANC lyder bedre med musik end andre støjreducerende hovedtelefoner, vi har testet.

Har rigtige knapper

Hvor en del hovedtelefoner styres ved at swipe op, ned og til siderne på ørekopperne, har Shure valgt traditionelle knapper og skydere. Det betyder, at man ikke kan hoppe fra sang til sang på selve hovedtelefonerne, men skal gøre det på mobilen. Det gør også, at man må føle sig frem med fingrene for at finde volumenknapperne.

Men der er noget tillidsvækkende ved knapper. Det går ligesom aldrig galt, og selv i støvregn kan man stole på, at Aonic 50 fungerer fint. Selv om hovedtelefonerne ikke er IP-certificerede og dermed ikke garanteret kan tåle regn og støv. Men de lader til at være af så holdbar kvalitet, at jeg personligt ikke ville bekymre mig så meget. Bare man bruger sin sunde fornuft.

Shure AONIC 50 hinges
Shure Aonic 50 har vendbare hængsler, men kan ikke foldes sammen. (Foto: Shure)

Brugervenlighed og pasform

Parring sker på sædvanlig vis: Fra slukket tilstand skal man holde on-knappen inde, indtil en kvindestemme siger “Pairing mode”. Så finder man dem på listen på telefonen, og damen siger “Connected”.

Støjreduktionen aktiveres ved at skubbe en skydeknap opad. Den samme skyder skubbes helt ned for at gøre det omvendte, dvs. lukke omgivelseslyd ind og forstærke den. I midterpositionen er begge funktioner slået fra.

Hvis man downloader app’en, kan man vælge graden af omgivelseslyd og støjreduktion. Jeg foretrækker selv at sætte dem på fuld og så glemme alt om app’en. Men den er praktisk, hvis man vil ændre klangbalancen (EQ) eller tjekke batteriniveauet, og den kan også afspille lokalt lagrede musikfiler. App’en er desuden den eneste måde at opdatere hovedtelefonerne med ny firmware på.

Hvad pasform angår, er Aonic 50 en drøm at have på ørerne. Ørepuderne er meget tykkere end på Sony WH-1000XM4 og Bose NCH 700, og desuden så bløde, at de både sidder behageligt omkring ørerne og isolerer rigtig godt. De fungerer fint uden støjreduktionen aktiveret. Det er, når man vil have det lille ekstra, at man slår den til.

Shure Anoic 50 woman
(Foto: Shure)

Støjreduktion

Passivt dæmper hovedtelefonerne frekvenser fra mellemtoneområdet (1 kHz) og opad effektivt, hvilket vel er grunden til, at den aktive støjreduktion faktisk kun dæmper frekvenserne herunder.

Til sammenligning dæmper de bedste støjdræbere fra Sony og Bose hele frekvensområdet aktivt. Men når Shures passive og aktive støjreduktion arbejder sammen, bliver det alligevel godt. Bestemt godt nok til, at man kan sidde på et fly uden at blive irriteret over kabinestøjen.

Sony WH-1000XM4 er ganske vist i en liga for sig, når det gælder støjreduktion, mens Shure er i kategorien “gode nok” og placerer sig cirka midt i premiumklassen. Bare vær opmærksom på, at støjreduktionen suser lidt, så hvis man er i stille omgivelser, kan man slå den fra.

Supermusikalske

Hvilket fører mig tilbage til min indledende pointe. Med Shure Aonic 50 får man ikke den allerbedste støjreduktion. Men man får noget endnu bedre, nemlig noget af den allerbedste lyd fra nogen som helst hovedtelefoner med aktiv støjreduktion!

Det er utroligt, så lineært og afbalanceret Aonic 50 lyder. De har ikke Sonys forsigtige mellemtone og udadreagerende bas, som ærlig talt er lidt for saftig og fyldig, hvis man kan lide ærlig lyd.

I stedet har Aonic 50 en afbalanceret bas, der bare lyder rigtigt. Det betyder, at man meget bedre kan høre forskel på klangstrukturerne i en kontrabas og en elbas, og selv musik, der dundrer løs med heftige trommerytmer og synth-bas, kommer ud med flere lag og mere luft.

De lyder rigtig god med iPhone, men endnu bedre med en Android-telefon, der understøtter LDAC. Lyden åbner sig mere, hvor den kan blive lidt spids (bare lidt) i diskantområdet med iPhone.

 

Shure Aonic 50 box
Den runde bæretaske er ret speciel. (Foto: Shure)

DJ-musik bliver mere end bare bas

Den afbalancerede lyd gør, at man i højere grad kan sætte pris på det arbejde, DJ’en har lavet i studiet med at lægge lag på lag af effekter og kunstige instrumenter på og placere elementerne rundt om i et luftigt stereolydbillede. Med Sony’erne er det lettere bare at fokusere på de hårdtslående basrytmer. Lidt hårdt sagt, men alligevel.

Shure-hørebøfferne kan bestemt også slå fra sig, når de skal, og bliver ikke vippet af pinden. Hør f.eks. de groovy bastoner på RnB-nummeret “Slow” med Jerry Folk.

Men uanset hvor meget smæld der er på stortrommen i hovedtelefonerne, så glemmer de aldrig resten af toneregistret. Der er snert i kantslaget på lilletrommen, stemmen er luftig og tilstedeværende, og guitar-samples lyder sprødt og luftigt. Simpelthen et fornemt lydbillede, som hverken Sony WH-1000XM4 eller Bose NCH 700 kan matche.

Shure-AONIC-50 brown
Shure Aonic 50 i brun. (Foto: Shure)

Samtalekvalitet

Da jeg fik hovedtelefonerne til test i sommers, var samtalelyden klar og tydelig, men lidt tynd. For samtalepartneren lød min stemme lidt spids, ligesom baggrundsstøjen var hørbar.

Med en firmware-opdatering midt i juli blev det meget bedre. Stemmen lød rundere og mere naturligt, og baggrundsstøjen blev bedre undertrykt. Man har nok måttet prøve sig frem for at optimere mikrofonerne, som der er seks af, hvoraf to har strålekarakteristik rettet mod munden. Det er vel denne strålekarakteristik, der har måttet finjusteres i softwaren.

Konkurrenterne skal passe på

Hvis du leder efter fremragende lyd snarere end den allerbedste støjreduktion, har du måske overvejet Beyerdynamic Lagoon ANC, Bowers & Wilkins PX7 eller B&O Beoplay H9. Sandt at sige synes jeg personligt ikke, at H9 lyder så godt, som alle vil gøre det til, men har en lidt for ulden og indelukket mellemtone og desuden for lidt kraft.

B&W PX7 er meget bedre, men hvis det er neutral lyd, du er ude efter, så er de lidt mørke i klangen. Beyerdynamic, derimod, er en mere seriøs konkurrent og bør afgjort overvejes, hvis du leder efter den bedste lyd. Men de er måske lidt forsigtige i bassen, hvor Shure Aonic 50 har mere, men stadig meget afbalanceret bas.

Konklusion

Aonic 50 er Shures første hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Lad os håbe, at det ikke bliver de sidste. Her får man glimrende komfort med bløde, tykke ørepuder og en effektiv passiv støjreduktion. Aktivér støjreduktionen, og kabinestøjen fra flyet eller togkupeen undertrykkes i en grad, så der kun er musikken at fokusere på.

Mens der findes hovedtelefoner med endnu bedre støjreduktion, er vi ikke så sikre på, at man kan få lige så god lydkvalitet fra andre støjreducerende hørebøffer. Shure Aonic 50 er virkelig noget for sig, når vi taler lydkvalitet og tonal balance.

Samtalekvaliteten er også blevet god med den seneste firmware-opdatering, og så er der vel ikke så meget at være i tvivl om. Hvis du vil have et par hovedtelefoner, der gør det hele, kan de være det tætteste, du kommer lige nu.

Shure Aonic 50 vs competitors - frequency response
Frekvensrespons: Shure Aonic 50 (rød kurve, øverst) er blandt de mest klangneutrale hovedtelefoner i deres klasse. Målt med miniDSP EARS målemikrofon og REW-software.

Trådløs luksuslyd

Vi får flere funktioner på tredje udgave af Sennheisers glimrende trådløse hovedtelefoner.

Sennheiser Momentum Wireless blev egentlig ikke markedsført som støjdæmpende hovedtelefoner, selv om de havde aktiv støjreduktion indbygget. Der findes nemlig hovedtelefoner med mere effektiv støjreduktion. Med Momentum ville Sennheiser først og fremmest sænke støjgulvet i normale omgivelser, så mere af musikken kommer frem. I fuld lydkvalitet.

Momentum var beregnet til musiklytning, ikke til at kunne prale af alverdens funktioner. Det havde man trods alt PXC 550 til. Momentum var snarere til dem, der ville have god byggekvalitet i et sobert design og ikke mindst kraftig og fyldig lyd.

Efterhånden har man tydeligvis indset nødvendigheden af at få flere funktioner i Momentum. Med anden generation kunne man endelig folde hovedtelefonerne sammen, ørekopperne var større for endnu bedre komfort, og puderne var tykkere og blødere. Støjreduktionen var også noget bedre.

Nye funktioner

Nu er tredje generation her så, og Sennheiser har tilføjet nye funktioner og desuden ryddet op i brugervenligheden.

For det første havde forgængeren en multifunktionsknap, der både fungerede som volumenkontrol og udførte en masse funktioner, ved at man trykkede X antal gange på den. På den nye version er der flere knapper med dedikerede funktioner, alle sammen på højre ørekop.

Volumen op og ned har separate knapper, og en knap mellem disse besvarer opkald eller starter og pauser musikken. I bunden sidder en Bluetooth-parringsknap, som også kan holdes inde for stemmestyring med Siri eller Google Assistant.

En ny funktion er arvet fra PXC 500, nemlig at musikken pauses, når man tager hovedtelefonerne af, og starter igen, når man tager dem på. Den kan deaktiveres i app’en, som også har indbygget EQ-funktion, hvis man vil justere lyden.

Udførelsen er flot og i høj kvalitet. Hovedbøjlen er af rustfrit stål og læder, og de store, behagelige ørepuder af fårelæder. Her bevares komforten selv ved lang tids lytning.

Momentum 3 Wireless sætter automatisk musikken på pause, når man tager dem af. (Foto: Sennheiser)

Find mine hovedtelefoner

En smart funktion er, at Momentum 3 understøtter sporing ved hjælp af Tile. Download Tile-app’en, og forbind hovedtelefonerne med mobilen. Derefter vil app’en altid vide, hvor den sidst havde kontakt med dem.

Hvis du kommer hjem fra arbejde og spekulerer på, om du har efterladt dem på kontoret, kan du åbne Tile. Hvis app’en siger, at den sidst havde kontakt med hovedtelefonerne dér, så ved du, at de er der, når kommer på arbejde næste dag. Hvis du ikke kan finde dem, når du ankommer, kan du trykke på alarmknappen i Tile-app’en, og hovedtelefonerne vil begynde at ringe og vibrere. Ringetonen er ret svag, men du kan høre den, hvis du er i nærheden.

Støjreduktion

Mens støjreduktionen altid var aktiveret på forgængerne, så længe de var tilsluttet trådløst, kan den nu slås til og fra med en knap på toppen. Når du vipper den ned, forstærkes lyde udefra pludselig, hvilket er rart, når man hører musik i situationer, hvor man også gerne vil høre, hvad der foregår omkring én. F.eks. hvis du vil høre, når nogen taler til dig.

Selve støjreduktionen er helt fin. Den er lidt mindre effektiv end på PXC 550 i de lavere frekvenser, men bedre end på Beyerdynamic Lagoon ANC. Mens lavfrekvent støj slipper igennem uden de store problemer, dæmper Momentum 3 derimod fint i de høje frekvenser.

Den er ikke i nærheden af Sony samlet set – bare sæt dig på et fly og lyt. Men den er godt nok til at have en klar funktion, og jeg kan godt lide, at støjreduktionen ikke påvirker lydkvaliteten negativt. Musikken lyder ens, uanset om den er slået til eller fra.

Ingen on/off-knap

En lidt mærkelig beslutning er at fjerne on/off-knappen. Det tog mig lidt tid at finde ud af, da jeg nærmest er allergisk over for brugsanvisninger. Men her måtte jeg bide i græsset og kunne så læse mig til, at Momentum 3 slukkes, når man folder dem sammen. Smart nok, hvis man er klar over det. Men læg hovedtelefonerne i tasken uden at folde dem sammen, og du kan godt regne med et dødt batteri 17 timer senere.

Ja, for den opgivne spilletid er reduceret fra 22 til 17 timer. Ikke noget problem; det er længe nok. Og desuden har 3’eren USB-C-opladning, som er hurtigere end forgængerens Micro USB.

For at slukke for Momentum 3 Wireless folder man dem sammen. Husk det, ellers bliver batteriet afladet! (Foto: Sennheiser)

Bluetooth 5.0

Den nye udgave har også fået den nyeste version af Bluetooth, som gør, at de kan kobles til to enheder ad gangen. F.eks. til PC’en for musikafspilning og til mobilen for samtaler.

En anden fordel ved Bluetooth 5 er længere teoretisk rækkevidde. Men hvor Bose NCH 700 gav os omkring 50 meters trådløs rækkevidde udendørs med Bluetooth 5, begynder Sennheiser Momentum 3 allerede at svigte 10 meter fra mobilen. Det er ret ynkeligt, selv om det ikke er noget stort problem, så længe forbindelsen er stabil inden for denne afstand. Og det er den. Men det imponerer ikke nogen, for selv Sony WH-1000XM3 med Bluetooth 4 har over 30 meters rækkevidde.

Kvalitetsindtrykket af Momentum 3 Wireless er der meget lidt at udsætte på, ligesom med forgængerne. (Foto: Sennheiser)

Lydkvalitet

Uden at jeg har forgængeren til at sammenligne direkte med, er lyden af Momentum 3 Wireless, som jeg husker den. Der er masser af bas, og rytmerne i popmusik lyder saftigt og lækkert.

På den melankolske, men hårdtslående “Pretty Little Secret” med den norske teenager Emma Steinbakken (som jeg spår en lys fremtid) er rytmerne benhårde. Det er i øvrigt de eneste trådløse hovedtelefoner, jeg har hørt – bortset fra de sære Nuraphone – der kan konkurrere med Sony WH-1000XM3 på rent lydniveau. Og måske endda overgår dem!

Stemmens resonansrum kommer ikke lige så godt frem som på Sony’erne, der har en varmere og mere rund mellemtone. Til gengæld er falsetten renere hos Sennheiser, der har klarere toner opad. Der er mere energi i overtonerne her, så lydbilledet åbnes mere op, mens Sony lyder mere dæmpet i toppen.

Sammenlignet med Sennheisers egne PXC 550 er lyden af Momentum 3 mere energisk og underholdende. PXC 550 lyder fladt i sammenligning og har et væsentlig lavere lydniveau.

Klassisk musik har ikke samme opløsning i det øverste register på Sennheiser som på Beyerdynamic Lagoon ANC. Det kan fikses med lidt tweaking i app’en, men Lagoon har generelt mere luft og opløsning.

Fordelen ved Sennheiser er igen, at de kan spille højere. Mange klassiske indspilninger har et relativt lavt gennemsnitligt lydniveau, så der er plads til større udblæsning i fortissimo-partier. Her er det rart, at der er meget at trække på. Og på hiphop-favoritter er det klart en fordel, at Momentum 3 kan spille så højt, at det ryster i kraniet!

Samtalekvalitet

Til sidst lige en bemærkning om samtalekvaliteten. Jeg kan høre modtageren rigtig godt og får desuden en behagelig ud-af-hovedet-oplevelse. Men modtageren hører ikke mig lige så godt. Momentum 3 er ikke i nærheden af samtalekvaliteten på Jabra Elite 85h og heller ikke Bose NCH 700. Lidt skuffende, da Sennheiser jo er kendt for at lave rigtig gode optage- og broadcasting-mikrofoner. Skuffelsen er lige så stor som med Beyerdynamic, der også er en anerkendt mikrofonproducent.

Konklusion

Sennheiser Momentum 3 Wireless er hovedtelefoner til dig, der vil have noget andet end sorte hørebøffer i plast, som der er alt for mange af på markedet. Her får du i stedet gedigent stål og ægte fårelæder, og pasformen er upåklagelig. Vi kan også godt lide de nye funktioner – især den med, at man kan finde hovedtelefonerne med en app.

Lydkvaliteten er rigtig god. Noget bastung, men det er for det meste bare skægt. Og sikke en slagkraft – her kan man tale om lydniveau! Der findes endnu bedre hovedtelefoner til kritisk lytning, men Momentum 3 har opløsning nok til, at man også kan værdsætte klassisk musik.

Selve støjreduktionen er okay, men heller ikke mere. Og samtalekvaliteten kunne være bedre.

(Foto: Sennheiser)

De mest vellydende støjdæmpere

Beyerdynamic Lagoon ANC lyder bedre med musik end andre støjreducerende hovedtelefoner, vi har testet.

Ud over helt trådløse hørepropper er trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion klart den mest populære kategori. Og det er let at forstå hvorfor. For hvornår bruger man hovedtelefoner mest? Jo, når man sidder på kontoret eller er på farten. Ofte med kollektiv transport – eller fly.

Fælles for disse situationer er, at man udsættes for en del støj udefra. Hvilket betyder, at man enten må skrue lyden op til et niveau, der i værste fald kan skade hørelsen over tid, eller man må bruge hovedtelefoner, der isolerer godt. Det er her, aktiv støjreduktion kommer ind i billedet, for så kan man effektivt holde støjen ude uden at skulle ty til store, tætsiddende og klamme høreværn.

Hård konkurrence

Konkurrencen om at lave de bedste aktive støjreducerende hovedtelefoner er benhård. I praksis har kampen hidtil stået mellem Bose og Sony, hvor Sony har trukket det længste strå med deres WH-1000XM3. Som har væsentlig mere effektiv støjreduktion end Bose NCH 700 og desuden kraftigere lyd.

Nu blander tyske Beyerdynamic sig i legen med deres Lagoon ANC (hvor ANC står for Active Noise Cancelling). Og hvis der er nogen, som kan være en reel udfordrer til støjdæmpningstronen, så er det Beyer. Få har i samme grad fået vores respekt, for uanset hvilken prisklasse man leder i, så scorer de altid højt. Sidst med de svinedyre trådløse hørepropper Xelento Wireless.

Læg dertil, at Beyerdynamic er en respekteret producent af mikrofoner, og der er grund til at forvente noget stort af Lagoon ANC. Aktiv støjreduktion kræver nemlig indbyggede målemikrofoner til at opfange støjen udefra, så der kan skabes et modlydssignal. Jo bedre mikrofoner, jo bedre udgangspunkt for at tolke og behandle støj.

Blinkende lygter

Der, hvor Lagoon ANC skiller sig tydeligst ud fra konkurrenterne, er vel også den mest gimmick-agtige funktion, nemlig LED-lys på indersiden af hver ørekop.

På sin vis er det meget kækt: Når man tager hovedtelefonerne op, lyser højre ørekop rødt, mens den venstre lyser hvidt. Når de er i parrings-mode, blinker de blåt i stedet, og når parringen er et faktum, begynder de at lyse blåt. Når alt spiller, lyser de to ørekopper orange. Andre typer information, f.eks. om batteristatus, mistet forbindelse og firmware-opdateringer, eller om man har hørt musik meget længe, signaleres også med lysene.

Batteritid og rækkevidde

Batterilevetiden er opgivet til 45 timer uden støjreduktion, mens man skulle få 24,5 timer med støjreduktion på niveau 1 (niveau 2 er mere effektivt og kan give noget kortere batteritid).

Jeg oplevede aldrig selv noget problem i praksis og har bl.a. været en tur til USA med fly, hvor jeg brugte hovedtelefoner under det meste af flyveturen, som varede godt ti timer hver vej (med en opladning før hjemturen). Med andre ord har jeg ikke fået testet, præcis hvor længe hovedtelefonerne holder strøm, men jeg har ikke oplevet, at de løb tør.

Hvad den trådløse rækkevidde angår, er den opgivet til ti meter, men jeg kunne tage næsten tyve lange skridt væk fra telefonen i det fri, før lyden begyndte at hakke. Rækkevidden er dog væsentlig kortere end med Bose NCH 700 (60-70 skridt) og Sony WH-1000XM3 (40-50 skridt).

Stemmestyring

Lagoon har stemmestyring via Google Assistant. Det duer med både Android og iPhone og fungerer ved, at man trykker midt på touch-panelet på højre ørekop i to sekunder. Derefter kan man bede assistenten om at spille musik eller radio eller f.eks. vise vej.

Touch-flade

Desværre må jeg sige, at jeg ikke er helt tryg ved touch-fladen på Lagoon. Når den slags fungerer godt, kan jeg godt lide det, og på både Sennheiser PXC 550 og de nævnte Sony WH-1000XM3 og Bose NCH 700 fungerer touch-panelet fint.

Med Lagoon føler jeg, at jeg ikke altid formår at swipe rigtigt, og ender med at stoppe og starte musikken lidt tilfældigt. Og pludselig aktiveres stemmeassistenten (Google Assistant eller Siri, afhængigt af hvilken slags mobil du har), også når jeg ikke ønsker det. Det er en vanesag, men jeg foretrækker at manøvrere direkte på mobilen.

Støjreduktion

Selve støjreduktionen kan skifte mellem to niveauer, Level I og II. I nogle situationer kan man næsten ikke høre forskel på de to, mens man i situationer med mere statisk baggrundsstøj – f.eks. på et fly – kan høre, at niveau II er lidt mere effektivt til at dæmpe højfrekvent støj. Men det er marginalt, og jeg kan ikke helt forstå, hvorfor der ikke er større forskel.

Støjreduktionen er mindre effektiv end på både Sony WH-1000XM3 og de ældre Bose QC35 II, og Lagoon dæmper næsten ikke i basområdet under 1 kHz. Over dette er de omtrent på højde med Bose NCH 700, dvs. ca. 20-25 dB dæmpning. I praksis fungerer støjreduktionen godt; den dæmper godt på flyet og i de fleste andre situationer, hvor støjreduktion er påkrævet. Men hvis man vil have den bedste støjreduktion, kommer man ikke uden om Sony.

Lydkvalitet

Der, hvor Lagoon stråler, er når de får musik at arbejde med. For lydkvaliteten er der ikke noget dårligt at sige om.

Lyden er sprød uden at blive skarp, hvilket giver en masse liv i bækkenerne på det nye Tool-album, Fear Inoculum. Et fantastisk album rent musikalsk, som dog kunne have været lidt mindre komprimeret i lyden. Især trommerne lyder lidt endimensionelt (igen, det er lydmæssigt – Danny Careys tekniske spil er mageløst). Men det er ikke hovedtelefonernes skyld.

Hvor Sony WH-1000XM3 har en temmelig overdrevet bas (men noget så underholdende indimellem!) og gengiver trommerne nærmest oppustet – som om trommeskinnene er blevet løsnet – er Lagoon hurtigere og mere luftige i lyden. Lagoon opleves som langt mere neutrale i spillestilen, men aldrig kedelige.

Instrumenterne får meget mere plads omkring sig end hos Sony, og lydbilledet er mindre fladt end hos Bose. Selv om de nyeste Bose-hovedtelefoner har en mere frekvenslineær spillestil, har de ikke opløsning i tonerne til at bære det hele på samme måde som Beyerdynamic Lagoon ANC.

Lyden justeres til ørerne

Hvis du vil have lyd, der er tilpasset dine egne ører, kan du downloade Beyerdynamics app MIY. Den guider dig igennem en høretest og justerer lydgengivelsen derefter. Sæt volumen til 50 procent, hold så en knap nede, når du hører lyd, og slip, når du ikke længere kan høre lyden. Det gentages med forskellige frekvenser og på forskellig volumen, indtil app’en har en profil af din hørelse.

Efter at jeg selv havde lavet testen, blev lyden mere fyldig i bassen, men var ellers meget som oprindelig. En rar bonus var, at lydniveauet steg lidt. Pludselig kunne jeg spille lige så højt som på Sony’erne, hvilket er rigtig rart, når man f.eks. hører klassisk musik med et højt dynamisk område (og derfor et lavt gennemsnitsniveau).

Og netop på klassisk lyder Lagoon godt med god plads omkring instrumenterne. Det bliver aldrig skarpt og ubehageligt. Det skal dog siges, at klassisk musik som Anne-Sofie Mutters Dvorák-fortolkninger kunne have været gengivet med lidt mere attack i violinens mellemregister.

Det bliver lidt tilbageholdende i det såkaldte “presence area”, som man også kan høre på vokaler. Det lyder meget fint, der er godt tryk i bassen, og overtonerne fra cymbaler og andre lyse instrumenter kommer rigtig fint frem. Men der er et sted i midten, hvor jeg savner noget mere.

Jeg kommer i tanke om nogle andre hovedtelefon med samme problem, nemlig B&O’s Beoplay H9. Men jeg synes, det er endnu mere fremtrædende hos B&O, som i det hele taget ikke spiller højt nok. Lagoons kompromis virker derfor mere heldigt.

Konklusion

Vi kender ikke nogen støjreducerende hovedtelefoner med bedre lyd end Beyerdynamic Lagoon ANC, når det gælder musik. De er vanvittig musikalske med masser af luft og detaljer, samtidig med at der er godt tryk på. Desuden kan lyden tilpasses til brugerens hørelse!

Selve støjreduktionen er god, men med en hørbar susen i stille omgivelser. Det fungerer dog fint, og vi havde ingen problemer med det på flyet over Atlanterhavet.

I testperioden blev vi aldrig helt fortrolige med touch-panelet. Nogle vil nok stejle over lyset i ørekopperne, der indikerer forskellige funktioner. Men det er gudskelov kun dig selv, der kan se det, og det kan faktisk være nyttigt.

Vi savner Bluetooth 5.0, som ville give mulighed for at koble hovedtelefonerne til mobil og PC på samme tid og desuden endnu bedre trådløs rækkevidde. Alligevel vil vi varmt anbefale Beyerdynamic Lagoon ANC, hvis det er lydkvaliteten på musik, der er vigtigst for dig. Her er ingen, vi kender, der kan slå dem.

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5 picture6 picture7 picture8
<
>
Frekvensrespons, målt med miniDSP EARS og kompenseret efter, hvad miniDSP mener opleves som neutralt. Sony WH-1000XM3 i rødt har kraftigere bas og varmere lyd. Beyerdynamic Lagoon ANC i blåt har svagere bas og ligesom Sony en tilført varme omkring 100 Hz. Øgningen omkring 1-2 kHz på Lagoon ANC gør lyden pågående, men så er den sænket omkring 4 kHz for ikke at gøre den for skarp. Øverst i diskanten er der masser af energi og detaljer. Frekvensresponsen er altså ikke spor neutral, men rent subjektivt lyder ANC lyder virkelig godt.

Højttalere til hovedet

DALIs hovedtelefondebut sikrer nordjyderne en plads i topklassen af luksusstøjdæmpere.

Det var en overraskelse – omend ikke verdens største – da DALI lancerede to hovedtelefoner på årets IFA-messe i Berlin i september. Overraskende, fordi producenten ellers kun er kendt for sine højttalere. Men dog ikke så chokerende, eftersom hovedtelefoner er et marked, der bare bliver ved med at vokse.

Det drejer sig om hovedtelefonerne IO-4 og IO-6, der er ens, bortset fra at IO-6, som vi tester her, er udstyret med elektronisk støjreduktion (ANC).

Med IO-6 har DALI meldt sig ind i den verserende topkamp på markedet for støjreducerende luksushovedtelefoner. IO-6 føles og ser lige så eksklusive ud som deres prisseddel. Ørekopperne er store og runde, og ørepuderne er af memory-skum og foret med kunstlæder. Bøjlen, der holder dem fast, er af aluminium, og den mekaniske del virker solid. Bang & Olufsen H9 er stadig en tand mere luksuriøse, men vi er i samme boldgade – og Bose, Sony og de andre luksusstøjdæmpere virker lidt skrabede ved siden af.

IO-6 føles og ser lige så eksklusive ud som deres prisseddel. Foto: Dali

Med og uden kabel

IO-6 er først og fremmest beregnet til trådløs brug via Bluetooth, men man kan også lytte kablet via USB samt “analogt” med standard 3,5 mm stereo-minijack-kabel. “Analogt” i anførselstegn, eftersom signalet konverteres i hovedtelefonerne og derfra behandles digitalt. Endelig kan man lytte fuldkommen passivt analogt ved at slukke hovedtelefonerne. Det samme gælder, hvis batteriet løber tør (efter 30 timer). I så fald bliver det selvfølgelig uden ANC og DSP-korrektion. IO-6 understøtter de “hi-fi-venlige” codecs AAC, aptX og aptX HD.

DALI IO-6 kan Bluetooth-parres med op til fire enheder ad gangen og vil prøve at forbinde sig med den senest brugte enhed først og derfra arbejde sig ned ad listen.

Som alle andre nyere ANC-hovedtelefoner har IO-6 en “transparency mode”, hvor signalet fra omgivelserne ledes igennem, så man kan lytte med på, hvad kollegerne siger, når de tror, at man sidder i sin egen verden. De mangler til gengæld den mulighed for at variere mængden af støjreduktion, som flertallet af konkurrenterne tilbyder. App-styring må man også kigge i vejviseren efter.

IO-6 er tydeligvis henvendt til dem, der ikke bruger tiden på at skifte lydprofiler og rode med equalizer-indstillinger. Som DALI selv formulerer det i sit white paper: “Hovedtelefoner er i bund og grund højttalere, som er anbragt på hver sin side af hovedet.”

Ingen touch-styring

DALI er også gået imod tendensen med touch-styring. Det kan ikke umiddelbart ses på designet, da knapperne er gemt bag panelerne på højre ørekop, men det betyder, at man tydeligt kan mærke under fingrene, om der er trykket eller ej. Hvad der er bedst, er en smagssag, men jeg finder det behageligt at slippe for at sidde og famle febrilsk efter den korrekte fingerbevægelse, mens jeg i forsøget uforvarende skifter nummer, skruer ned for musikken og slår støjreduktionen fra.

IO-6 er DALIs debut på hovedtelefonmarkedet, og de har her bevist, at de magter at overføre erfaringerne fra deres egne højttaler-enheder til det mindre format. Foto: Dali

Lydkvalitet

DALI IO-6 er nogle af de reneste og mest uforvrængede trådløse hovedtelefoner, jeg har hørt. Det kan måske hænge sammen med driverne, der er af DALIs egen avl og opbygget som højttaler-enheder – med membraner i langfibret papir og med kantophæng. Der er også ifølge DALI-direktør Lars Worre gjort et ekstra arbejde for at give enhederne et godt “kabinet” at arbejde i.

Og det lyder til at have givet pote. De fleste lukkede hovedtelefoner formår at gengive ret dyb bas, men bassen fra IO-6 er mere dynamisk end de fleste. Trommer lyder som trommer, med smæk fra trommeskindet efterfulgt af et bastryk.

DALI IO-6 er herligt befriet for “sound” eller “lydsignatur”. Der er hverken for lidt eller for meget bund (så hvis du er til klublyd, skal du lytte et andet sted).

Det er også let at høre forskel på en god og en mindre god optagelse. Eller på instrumenter midt inde i et velkendt nummer. Og pludselig finder man sig selv lyttende til Peter Gabriels tamburinspil på live-udgaven af Gensis’ “Supper’s Ready” eller Ray Manzareks marxophone-spil på The Doors’ udgave af “Alabama Song”. To numre, som jeg ikke vil anbefale til testbrug, men som alligevel viser sig at rumme uopdagede detaljer.

Elektronisk støjreduktion har altid en pris, da noget af musiksignalet uundgåeligt ryger med i købet, når støjen fra omgivelserne barberes bort. Men på DALI IO-6 er den pris meget beskeden. Dynamikken bliver lidt mindre imponerende, når ANC slås til, og rummet omkring stemmer bliver lidt afdæmpet. Men da det sker i forhold til et højt kvalitetsniveau, er bundlinjen stadig en lyd, der er friere og renere end andre virkelig gode ANC-hovedtelefoner.

Konklusion

IO-6 er DALIs debut på hovedtelefonmarkedet, og de har her bevist, at de magter at overføre erfaringerne fra deres egne højttaler-enheder til det mindre format. Der mangler godt nok en lækker livsstils-app til mobilen, og der er kun én ANC-indstilling. Men hvorfor gøre tingene unødvendigt komplicerede, hvis de allerede virker perfekt?

Støjreduktionen er ikke lige så effektiv i mellemtonen som Sonys, men det er tilstrækkeligt, og påvirkningen af lyden er langt blidere. IO-6’s stærkeste kort er og bliver lydkvaliteten, som er den bedste, jeg endnu har hørt på et sæt ANC-hovedtelefoner. Dette, sammenholdt med en byggekvalitet, der matches af få, gør dem til et rigtig godt bud i luksusklassen.

Jabra udfordrer eliten

Jabra vil have del i markedet for støjreducerende hovedtelefoner i luksusklassen.

Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor mange hovedtelefoner der er brug for. Og det er ikke de billige modeller, der langes over disken. Den mest populære produktgruppe er trådløse, støjreducerende hovedtelefoner i luksusklassen.

Ud fra dette er det ikke overraskende, at antallet af producenter, der tilbyder netop støjdæmpende luksushovedtelefoner, vokser støt. Seneste medlem af klubben er Jabra, som i nyere tid mest har gjort sig bemærket med sine hørepropper, men som har en mangeårig erfaring med headsets til erhvervslivet.

Jabra Elite 85h er hovedtelefoner i et design, der bedst beskrives som diskret og moderne. To ovale ørekopper holdes af en bred plastbøjle med kunstlæderforing. Skal Jabra have æren for at have tilføjet noget nyt til den opskrift, bliver det, at hovedbøjlen og ørekopperne nogle steder er belagt med groftvævet stof. Her er der med andre ord satset på de sikre valg frem for stileksperimenter a la Solemate.

Jabra Elite 85h er et ambitiøst udspil, der skal anbringe Jabra i eliten af hovedtelefonproducenter. Foto: Jabra

Som man kan forvente i prisklassen, leveres Elite 85h med et hårdt rejseetui, hvori man også finder et USB-kabel til opladning, minijack-ledning og en flyadapter, så hovedtelefonerne kan sluttes til underholdningssystemet på ældre langdistancefly.

Jabra Elite 85h har ikke nogen tænd/sluk-knap. Man kan i app’en vælge, hvor lang tid der skal gå, inden de går i standby, og ellers slukkes de automatisk, når man folder dem sammen for transport. I øvrigt er standby-tiden opgivet til at være et år, så problemet er ikke stort.

Som man kan forvente i prisklassen, leveres Elite 85h med et hårdt rejseetui. Foto: Jabra

Fire slags støjfrihed

I gamle dage – for to år siden – kunne ANC på hovedtelefoner enten være tændt eller slukket. Så simpelt er det ikke længere! Jabra Elite 85h har fire forskellige tilstande: Commute (f.eks. tog eller fly), In Public (på gaden eller storrumskontoret), In Private (alene) og My Moment (brugerindstillet).

Under hver af disse kan man vælge at lytte med ANC slået til eller fra samt Hear Through, hvor ANC er slået fra, og mikrofonerne bruges til at forstærke lyden fra omgivelserne, så man kan følge med i samtalen. Hvis det lyder forvirrende, så er funktionen SmartSound sikkert løsningen for dig. Her analyserer app’en lyden fra omgivelserne og vælger en indstilling.

Ideen med SmartSound er udmærket, men gennemførelsen er mere jordnær, end det umiddelbart ser ud til i app’en. For det første vælges der kun mellem de tre grundindstillinger. Der finder altså ikke nogen tilpasning sted til frekvensfordelingen i støjen omkring dig. For det andet tager det overraskende lang tid at vælge indstillingen. På plussiden reagerer SmartSound løbende på ændringer, så du hele tiden får den mængde støjreduktion, der vurderes at passe til omgivelserne.

Otte mikrofoner

At svare på mobilopkald med hovedtelefoner på er mere end blot en fiks detalje. Intet mindre end seks af de otte (!) indbyggede mikrofoner bruges til stemmeopkald. Det sikrer en god taleforståelse – også i støjende omgivelser, hvor man må formode, at Elite 85h ofte bruges. Ud af de otte mikrofoner bruges fire til ANC, så to af dem har en dobbeltrolle.

Jabra Elite 85h kan naturligvis bruges sammen med de aktuelle stemmeassistenter. Det vil sige Google Assistant, Amazon Alexa og Apple Siri. Det fungerer lige så godt, som vi er vant til. Hvilket vil sige, at styring er muligt, men lige så betryggende som knivkastning i mørke. Det er dog ikke hovedtelefonernes fejl. Teknologien er bare ung endnu.

Foto: Jabra

Lyden af Jabra Elite 85h

For at være helt sikker på at kunne give læserne en kvalificeret vurdering har jeg afprøvet Elite 85 i et lille støjende jetfly, i et tog samt på kontoret (det passede bekvemt med et arbejdsmøde i Oslo).

Ingen støjreducerende hovedtelefoner er helt fejlfri. At fjerne lyden af en brølende jetmotor er et så voldsomt akustisk indgreb, at der uundgåeligt bliver hugget nogle hæle og klippet nogle tæer i processen. Jabra Elite 85h klarer den opgave bedre end de fleste. Ikke helt så dødstille som Sony WH-1000XM3, men tæt nok på.

Med ANC slået til mistes noget af åbenheden i lydbilledet i form af mindre luft i toppen og mindre frihed i den øverste mellemtone. Effekten er mindst i In Private-indstillingen og mere udtalt i pendlingsindstillingen. Slår man ANC fra, er lyden anderledes åben. En anden sideeffekt af ANC er en svag susen, der er tydelig i stille omgivelser. Det er ikke en svaghed, der er speciel for Jabra Elite 85, men et fænomen, som høres på mange støjreducerende hovedtelefoner.

Det kan lyde bizart, at støjreducerende hovedtelefoner tilfører støj og forringer lyden. Men at sidde med dem på i et stille lokale og med musikken slukket er omtrent den mest urealistiske anvendelse, man kan forestille sig. ANC-hovedtelefoner er beregnet til støjende omgivelser, hvor man hverken bemærker susen eller små unøjagtigheder, men blot glæder sig over, at man kan høre musikken – og ikke jetmotorer eller pludrende kolleger.

Sammenlignet med referencen Sony WH-1000XM3 er Jabra Elite 85h lidt mere tilbagetrukne i toppen, men vi er i småtingsafdelingen. Vi har stadig at gøre med ANC-hovedtelefoner, der behandler alle toneområder lige.

Det går dog nogle gange galt i bassen, hvor frekvensgangen kan blive ujævn. Finalen på Procol Harums “In Held ’Twas In I” indeholder et langt tema for orgel-baspedaler, og her bliver nogle toner fremhævet kraftigt, mens andre næsten forsvinder. Samme effekt opleves også på andre, mindre ekstreme numre.

Foto: Jabra

Konklusion

Jabra Elite 85h er et ambitiøst udspil, der skal anbringe Jabra i eliten af hovedtelefonproducenter. På det tekniske plan har Elite 85h i hvert fald det, der skal til. Støjreduktion og lydkvalitet er på niveau med Sony, B&O og Bose. Designmæssigt er der heller ikke noget at sætte en finger på. Om det vil lykkes for Jabra, der i hi-fi-sammenhæng er et ubeskrevet blad, at lokke kunderne væk fra de velkendte mærker, er nok tvivlsomt, når prisen er omtrent den samme.

<
>
Foto: Jabra

Den nye konge af støjreduktion

Endelig nogen, der slår Sony på støjreducerende hovedtelefoner. Og så er det Sony selv! WH-1000XM4 overtager tronen som markedsleder.

Verdens bedste støjdræbere har fået en efterfølger, og de nye er bedre på alle måder. Uanset hvilken slags musik jeg lytter til, oplever jeg lyden som bedre. Der er bedre rytmik, så jeg i højere grad sidder og knipser med fingrene til musikken. Støj udefra reduceres endnu bedre, og det siger ikke så lidt.

Men jeg går for hurtigt frem …

Sony bedst til støjreduktion

For at få den bedste aktive støjreduktion på markedet har vi nu i to år måttet ty til Sony. Nærmere bestemt WH-1000XM3, som ingen har været i nærheden af at slå. Ingen hovedtelefoner på markedet dæmper støj udefra mere effektivt, hvilket gør Sony-hovedtelefoner til en drøm at bruge på fly, i tog eller i et hvilket som helst miljø, hvor man vil lukke støjen ude. Egenstøjen i form af susen er også lavere end hos konkurrenterne, omend den er svagt til stede.

Kompromiset er den “sugekopfølelse”, man får i ørerne af at bruge Sony’erne; her føles Bose NCH 700 f.eks. væsentlig mere naturlige, selv om støjreduktionen er mindre effektiv.

Læs også Fred og ro på hjemmekontoret Støjreducerende hovedtelefoner filtrerer uønskede forstyrrelser fra og lader dig nyde stilheden.

Hvis du kun er interesseret i lyden på musik og ikke har brug for den mest effektive støjreduktion, findes der mere vellydende alternativer, selv om Sony’erne bestemt ikke stikker op for bollemælk i denne disciplin heller.

Derfor har vi alle været ved at koge over af forventning, da vi hørte, at efterfølgeren til WH-1000XM4 var på vej. Er der tale om reelle forbedringer eller bare flere nye, mere eller mindre nyttige funktioner? Trods alt burde Sony have kunnet finde på lidt af hvert i laboratoriet de sidste par år.

Nu er hovedtelefonerne her så langt om længe, og jeg har haft mulighed for at teste et præproduktionseksemplar hen over sommeren.

Sony WH-1000XM4
Af udseende er WH-1000XM4 praktisk talt identiske med forgængeren, bare strammet lidt op. (Foto: Sony)

Næsten identiske

Det er tilgiveligt, hvis man ikke kan se forskel på de to modeller ved første øjekast. Eller andet. De er praktisk talt identiske, bortset fra modelnavnet på hver side af hovedbøjlen, og at det lille NFC-logo på venstre ørekop nu er samme farve som baggrunden. Det, og at en knap har skiftet navn fra NC/AMBIENT til CUSTOM. Fordi den nu også kan bruges til at kalde stemmeassistenten frem. Det kan den også på forgængeren nu, for en ordens skyld.

Hvis man går konstruktionen nærmere efter i sømmene, bemærker man, at samlingerne mellem ørekopper og ophæng har mindre mellemrum – næsten intet – og at ørepuderne har fået en anelse længere omkreds for at omslutte ørerne bedre. Puderne er også lidt tykkere og blødere. Alt sammen for at bidrage til endnu bedre komfort.

Sony praler også af, at den nye model vejer mindre. Det stemmer sådan set: Ét gram mindre! Hverken dette eller de andre komfortjusteringer er noget, jeg lægger mærke til i det daglige, men det er helt fint, for XM3-versionen sidder stadig fint på hovedet.

WH-1000XM4
WH-1000XM4 er foldbare, ligesom den tidligere version. Her i sølvgrå. (Foto: Sony)

Tekniske forbedringer

Der er dog sket nogle små, men vigtige forbedringer af brugsområderne. For det første har vi nu endelig fået Bluetooth 5, som lader os tilslutte to enheder samtidig. Praktisk, hvis man f.eks. bruger dem til musik eller videokonference på PC’en og vil besvare et opkald på mobilen uden at skulle koble til og fra.

Bedre samtalekvalitet

Samtalekvaliteten er blevet væsentlig bedre siden sidst, med klarere og mere luftige konsonanter og dermed tydeligere tale. Det er stadig et skridt op til Jabra Elite 85h, men WH-1000XM4 er helt klart blandt de bedste i denne disciplin. Modparten hører din stemme helt fint.

Sony WH-1000XM4 & Graabein
Sony WH-1000XM4 ligner forgængeren meget, og bærekomforten er så at sige identisk. Rigtig god, med andre ord. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Tal for at starte en samtale

Speak to Chat er også nyt. Når man begynder at tale med nogen, sættes musikken automatisk på pause, samtidig med at omgivelseslyden forstærkes i hovedtelefonerne. På den måde kan man nemt høre, hvad både man selv og den anden part siger, uden at skulle tage hovedtelefonerne af.

Så må vi bare håbe, at irriterende mennesker, som man prøver at undgå, ikke opdager, at man har hovedtelefoner med denne funktion på: “Lad være med at lade, som om du ikke kan høre mig!”

Adaptiv lydkontrol justerer støjreduktion og lyd udefra ud fra adfærd og omgivelser. Hovedtelefonerne får nemlig GPS- og Wi-Fi-netværksoplysninger fra den tilsluttede mobiltelefon og ved, om du er på kontoret, derhjemme eller i lufthavnen – og kan justere støjprocesseringen i overensstemmelse hermed. Lidt creepy, men hvis man vil være doven, så må man lade alle sine gadgets vide alt om én.

Den smule, jeg har prøvet, fungerer det, og det er lidt cool, at hovedtelefonerne i lufthavnen automatisk kan skifte til omgivelseslyd med Focus On Voice aktiveret. Så man kan høre meddelelser over højttaleranlægget. I disse tider har jeg ganske vist ikke været i nogen lufthavn, så lige præcis det har jeg ikke er fået testet.

Sony WH-1000XM4. Foto: Geir Gråbein Nordby
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Batterilevetid

Blandt de ting, der ikke er forbedret, er batterilevetiden – i modsætning til hvad rygterne ville vide. Både forgængeren og den nye model opgives nemlig til at spille musik i 30 timer med støjreduktionen tændt og 38 timer uden. Hvilket er rigeligt.

Bedre og hurtigere støjreduktion

Da jeg alligevel plejer slå alle unødvendige tillægsfunktioner fra, er jeg mest optaget af lydkvaliteten og selve støjreduktionen. Er den blevet bedre siden sidst? Ja. Det er både hørbart og målbart, at Sony med XM4-udgaven tager støjen til et endnu lavere niveau.

Det er ganske vist ikke meget, og det gælder ikke hele frekvensområdet. Men i praksis oplever jeg alligevel, at det er endnu bedre. Både udendørs ved en byggeplads i nærheden og med pink noise afspillet på højttalerne.

M4-versionen giver nok endnu mere “sugekopfølelse” end forgængeren, fordi den altså er endnu mere effektiv. De fleste vil hurtigt vænne sig til det, men hvis du er allergisk over for dette, så er Bose NCH 700 nok et bedre alternativ for dig.

Når mine højttalere spiller statisk støj (pink noise) med 90 dB i retning af hovedtelefonerne på måle-riggen, dæmper XM4 lidt bedre i bas- og mellemtoneområdet. XM3 dæmper lysere frekvenser lidt bedre, helt op til ca. 10 kHz, hvor XM4 igen trækker fra. Men de følger hinanden jævnt. I det daglige synes jeg dog stadig, at XM4 fungerer endnu bedre.

Sony WH-1000XM4. Foto: Geir Gråbein Nordby
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Pludselige lyde dæmpes bedre

Jeg prøvede at måle, hvad der skete med et simuleret pistolskud gennem højttalerne, og her kunne jeg se, at XM4 har en noget bedre dæmpning af hurtige transienter. De nye hovedtelefoner følger altså signalet hurtigere og er dermed bedre i stand til at dæmpe pludselige lyde. Som forekommer hele tiden, selv når man bare går en rolig tur i skoven.

Og da WH-1000XM3 i forvejen var bedst på markedet, kan vi trygt sige, at WH-1000XM4 er den nye konge af støjreduktion. Med en lille margin ned til forgængeren, men en større margin ned til nærmeste konkurrent.

Sony WH-1000XM4 lifestyle
Støj dæmpes endnu mere effektivt med WH-1000XM4. (Foto: Sony)

Lyden af musik

Men nu er det jo ikke sådan, at man bare går rundt og lytter til stilhed. Så kunne man købe høreværn i stedet. Og med musik på menuen fungerer det ikke, hvis hovedtelefonerne lyder af lort. Det ville dog være meget mærkeligt, for forgængeren klarer den side af sagen rimelig godt. Heftig bas og højere lydniveau end konkurrenterne. Og ikke mindst mulighed for næsten-CD-kvalitet med LDAC-codec’en.

Det er dog i diskantområdet, man bedst kan høre det øgede detaljeniveau med LDAC, og det er også her, WH-1000XM3 har deres største svaghed. Diskanten er nemlig noget ulden, så det er svært at høre forskel på LDAC og AAC. Med 1000XM4 kan man derimod høre forskel.

Mit præproduktionseksemplar understøttede ikke LDAC overhovedet, men jeg nåede lige at få en færdig produktionsmodel i tide, hvor jeg kan spille LDAC med op til 24 bit/48 kHz. Og jeg kan lide det, jeg hører!

WH-1000XM4 QN1
WH-1000XM4 anvender den kraftige QN1-processor til at behandle både støj og musik. (Foto: Sony)

Mere luftige overtoner

Det første, jeg bemærker, er at der er mere energi og luft i overtoneområdet. Et klaver lyder endnu mere som et klaver – som om strengene er blevet renset for gammelt snavs og nu klinger mere sprødt med længere efterklang. Størrelsen på rummet vokser, og det er i det hele taget mere glædeligt at lytte til XM4 end forgængeren.

Hør bare Radioheads “Exit Music (For a Film)” remastret med højopløst lyd. Den ligger på Amazon Music i 24 bit/96 kHz, som lyder fortræffeligt – selv om det konverteres ned til 48 kHz med LDAC gennem min billige Motorola Android-telefon. Det er alligevel nok til at trække klart fra XM3.

Khalids “Free Spirit” er en fin RnB-ballade med et stort lydlandskab. Det skildrer XM4 bedre end XM3 på grund af højere opløsning i overtonerne.

NFC-logoet går nu i ét med hovedtelefonerne, så man næsten ikke ser det. (Foto: Sony)

Strammere bas

Basregisteret opleves også som fastere og strammere med de nye hovedtelefoner. Mine målinger viser en temmelig ens basrespons, bortset fra under 30 Hz, hvor forgængeren faktisk går lineært helt ned til 10 Hz, mens de nye starter afrulningen ved 40 Hz. Men det er måske ikke nogen ulempe, når man arbejder med så små drivere (40 mm). Hvis man tvinger hovedtelefonerne til at gå for dybt, kan det gå ud over hurtigheden, hvilket kan være det, vi hører her.

Jeg føler ikke, at der mangler bas, bare at det lyder mere lineært og bedre defineret end på forgængeren. Men basområdet under 400 Hz, dvs. hele en tubas toneområde, er også ret kraftigt forstærket på dem begge. Ved at filtrere den dybeste bas fra vil mindre drivere så kunne yde en strammere og mere kontant basgengivelse.

Et robust transportetui følger med. (Foto: Sony)

Bedre dynamik

Dynamikken opleves som bedre med de nye hovedtelefoner, og jeg sidder i højere grad og knipser med fingrene i takt til musikken. Det gælder såvel i støjreducerende som normal tilstand og desuden i ambience-mode.

Nogle hovedtelefoner mister en del dynamik med støjreduktionen tændt – fordi elektronikken bliver dobbelt belastet, da den skal producere et modfasesignal, som skal forstærkes lige så meget. Det oplever jeg ikke med Sony WH-1000XM4, som er et af de eksempler, hvor jeg ikke synes, at musikken lyder dårligere med støjreduktionen slået til.

Forskellen i lydkvalitet er dog ikke nat og dag i forhold til XM3. Lydsignaturen er stadig genkendelig som Sony, bare med en ekstra fylde og varme i bassen.

Jeg vil stadig hævde, at der findes bedre hovedtelefoner, hvis man kun går efter lydkvaliteten. Beyerdynamic Lagoon ANC og DALI IO-6 er to eksempler på mere fintfølende hovedtelefoner til musik. Men ingen af dem har lige så meget punch som Sony, og de er ikke i nærheden af samme støjreduktion. Og det betyder meget. Faktisk mest, hvis du spørger mig.

WH-1000XM4
Knappen på venstre ørekop har skiftet navn, men bruges stadig til støjreduktionen, alternativt til at påkalde stemmeassistenten. Det bestemmer man i app’en. (Foto: Sony)

Lydforsinkelse

Der er dog én ting, der irriterer mig ved WH-1000XM4, nemlig at Sony har sløjfet aptX-codec’en. Til musik har man ganske vist ikke brug for den, når man har både AAC og LDAC. Men hvis man skal game på mobilen, er det kun med aptX LL (Low Latency), man får en lydforsinkelse, der er lille nok til, at man ikke tænker over det.

Det er irriterende at høre den skrigende lyd af dæk, længe efter at bilen er begyndt at skride ud, og i skydespil er det mindst lige så irriterende først at høre skuddet, når modstanderen falder død om.

Jeg havde derfor håbet, at Sony ville udvide aptX-codec’ene i forhold til forgængeren i stedet for at fjerne dem helt. Sony ligger midt i feltet sammenlignet med konkurrenterne, når det gælder lydforsinkelse, men de, der har aptX LL, er i en anden liga. På film og TV gør det ikke så meget, da lip-sync på de fleste mobil-apps automatisk justeres til at passe.

WH-1000XM4_S_product_only-Large
(Foto: Sony)

Konklusion

Med WH-1000XM4 har Sony taget nogle kanongode hovedtelefoner og gjort dem endnu bedre. De har fået flere funktioner, og endelig kan man slutte hovedtelefonerne til to enheder samtidig. Som man kan med næsten alle konkurrenterne i dag. Der er også nogle fikse funktioner, som faktisk kan forbedre oplevelsen.

Men det vigtigste er, at verdens bedste støjreduktion er blevet endnu bedre – selv om det kun er marginalt. Lydkvaliteten på musik er også bedre end på forgængeren.

Sammenlignet med forgængeren er der tale om evolution snarere end en revolution. Men da ingen af konkurrenterne har kunnet måle sig med Sony på støjreduktion, måtte det være Sony selv, der tog det til et nyt niveau. Omend med små marginaler. Så hvad andet er der at sige end “løb ned og køb”?

Støjreduktion målt med frekvens-sweep afspillet på et par JBL 4411 studiemonitors. WH-1000XM4 (orange) er på enkelte frekvenser lidt mere effektive end XM3 (blå), men ikke på alle. Målt med E.A.R.S. måle-rig og REW-software.
Støjreduktion målt med pink noise gennem JBL 4411 (blå kurve). Lavt niveau er bedre. Sony WH-1000XM4 (sort kurve) dæmper generelt støj endnu mere effektivt end WH-1000XM3 (rød kurve). Målt med E.A.R.S. måle-rig og REW-software, overlappet i Photoshop.
Støjreduktion målt med et simuleret pistolskud afspillet på JBL 4411 (sort kurve). Lavt niveau er bedre. Hovedtransienten dæmpes 5 dB mere effektivt med WH-1000XM4 end med WH-1000XM3. Målt med E.A.R.S. måle-rig og REW-software, overlappet i Photoshop.
1000XM4 vs 1000XM3 freq w ANC
Frekvensrespons med støjreduktionen aktiveret. WH-1000XM3 (blå) går dybere i bassen, hvor XM4 (orange) begynder at rulle af ved 40 Hz. Subjektivt opleves bassen imidlertid ikke som tynd, da basområdet er hævet i forhold til mellemtone og diskant. Tværtimod opleves bassen som hurtigere og strammere på WH-1000XM4. Subjektivt opleves hovedtelefonerne også som mere luftige og opløste, selv om frekvensresponsen så at sige er identisk opad i toneområdet. Målinger udført med E.A.R.S. måle-rig og REW-software.
1000XM4 vs 1000XM3 freq no ANC
Frekvensrespons med støjreduktionen slået fra. Her har 1000XM4 (orange) en forstærket basrespons sammenlignet med 1000XM3 (blå), som på sin side har tyndere bas med støjdæmpning slået fra end til. Og som desuden ruller af i bassen meget tidligere end med støjreduktionen aktiveret. Det kan indikere, at XM3-versionen bruger DSP til at udvide basområdet, hvilket ikke har været nødvendigt med XM4. Hvilket også kan være en grund til, at bassen lyder hurtigere og strammere på XM4. Måling foretaget med E.A.R.S. måle-rig og REW-software.

 

Beoplay H95 spread

Fornemme støjdæmpere fra B&O

Vi har tit spekuleret på, hvornår de første støjreducerende hovedtelefoner i high-end-klassen ville komme. Selvfølgelig er det Bang & Olufsen, der er først ude, og Beoplay H95 giver appetit på mere!

I kampen om at lave de bedste støjreducerende hovedtelefoner er det nærmest umuligt at holde styr på, hvor mange producenter der placerer sig i prisklassen omkring 2.500 kroner. Derfor er det både forfriskende og hårrejsende, at Bang & Olufsen fejrer deres 95 års jubilæum med high-end-modellen Beoplay H95 – til 6.000 kroner! Det er omtrent det dobbelte af, hvad konkurrenterne kræver for deres bedste støjdræbere!

Man kan godt få den tanke, at de har røget noget sjovt hos B&O, men for at være helt ærlig, så har jeg drømt om et par ordentlige high-end hovedtelefoner med støjreduktion. Hvorfor er det kun de kabelfrelste med seriøse hovedtelefonforstærkere, der skal have det sjovt? Hidtil har det været sådan, at man måtte vælge imellem den bedste lyd (Shure Aonic 50, Beyerdynamic Lagoon ANC) eller den bedste støjreduktion (Sony WH-1000XM4).

Før i tiden havde vi høje forventninger, hver gang Bang & Olufsen lancerede nye hovedtelefoner, men selv om de har gjort meget rigtigt, har de forskellige varianter af Beoplay H9 ikke været særlig intuitive, de har haft få indstillingsmuligheder til selve støjreduktionen, og de har heller ikke kunnet spille højt nok. Derfor håber vi, at B&O er gået hele vejen denne gang …

 

Beoplay H95 er flotte å se på fra alle vinkler, og selv i svart er de alt annet enn anonyme. Foto: Bang & Olufsen
Beoplay H95 ser flotte ud fra alle vinkler, og selv i sort er de alt andet end anonyme. (Foto: B&O)

Byggekvalitet og brugervenlighed

Hvad får man så, når man fordobler budgettet med Beoplay H95? Jo, først og fremmest er byggekvaliteten i særklasse. Rammen og ørekopperne i aluminium føles solide uden at lægge meget til vægten. Og etuiet, der ligeledes er af aluminium, er af yderst tillidsvækkende kvalitet. Den mangler bare et bærehåndtag. Den opgivne batterilevetid på 38 timer med støjreduktionen aktiveret er nærmest sensationel.

Ørepuderne er blandt de mest behagelige, jeg har haft på hovedet. De sidder fast med magneter og er dermed let aftagelige og skjuler et par skråtstillede 40 mm drivere.

Magnetfæsterne gør det lettere at rengøre ørepuderne og også at skifte dem ud, hvis de bliver slidt over tid. I high-end-klassen er der mange brugere, som gerne vil kunne trimme deres hovedtelefoner med tredjeparts-ørepuder. F.eks. i velour.

Lydstyrken indstilles på et separat hjul på højre ørekop. Det tager to sekunder at vænne sig til og er en meget mere brugervenlig måde at justere volumen på end de fleste andre metoder. Desuden er det intet slør på hjulet!

På venstre ørekop er der et tilsvarende hjul, som styrer støjbehandlingen. Drej det bagud, og støjreduktionen slås til. Den øges, jo mere hjulet drejes, indtil man hører en lyd, der indikerer, at reduktionen er på maksimalt niveau.

Drej den modsatte vej, og man hører først en lyd, der indikerer, at man er i neutral tilstand, før hovedtelefonerne begynder at lukke omgivelseslyd ind. Drej helt frem, og man får en lysere lyd, som indikerer, at man får maksimal omgivelseslyd ind.

Lige netop dette hjul er ikke så intuitivt, da man med undtagelse af lyden, der tilkendegiver neutral tilstand, ikke får nogen feedback mellem yderpunkterne. Det skal dog siges, at jeg personligt aldrig gør noget halvvejs alligevel, og hvis man vil have støjindstillingerne et sted midtimellem, kan man få fuldt overblik i mobil-app’en.

Beoplay H95 Black case
Bære-etuiet er i lækkert aluminium. (Foto: B&O)

Lydindstillinger

Der er flere lydindstillinger at vælge imellem, hvor Optimal er den lyd, Bang & Olufsen har forhåndsvalgt. Ellers kan man vælge mere eller mindre intuitive klangsignaturer som Commute, Clear, Workout og Podcast. Sidstnævnte fjerner bas for at forstærke tale, mens Workout skruer op for bas og diskant. Optimal lyder bedst i mine ører.

Hvis man ikke kan lide nogen af dem, kan man indstille sin egen ideallyd ved at køre pegefingeren rundt inden for en cirkel og placere den et sted mellem yderpunkterne Lys, Energisk, Varm og Afslappet. Ikke særlig intuitivt, og det er svært at få den bedste klangbalance på den måde.

Beoplay H95 grey
Hvis du vil have nogle hovedtelefoner, der virkelig skiller sig ud, kan Beoplay H95 i grå være noget for dig. (Foto: B&O)

Lydkvaliteten

Derfor er det betryggende at kunne konstatere, at musikken i lydindstillingen Optimal lyder fremragende. Ganske enkelt. Bassen er perfekt afbalanceret mellem fyldig og stram, så fede RnB-basrytmer masserer øregangene, samtidig med at kontrabasser i klassisk musik har tonestrukturen intakt.

Der sker meget på Patricia Petibons fortolkning af José de Nebras “Vendado es Amor” – kastagnetter, flamencoguitar, kontrabas, violiner og mere særprægede barokinstrumenter. Alt sammen i et åbent lydbillede, hvor det hele får plads.

Hvis jeg skifter til Sony WH-1000XM3, bliver det meget mere indelukket, nærmest som om orkesteret er pakket ind i vat. Desværre er 1000XM4 blevet returneret inden testen af Beoplay H95, men selv om jeg syntes, at de var bedre end XM3, var forskellen ikke så stor som her. Slet ikke. XM4 har mere bas (men den er også mere indelukket) og kan spille lidt højere end H95, men klarheden hos B&O er uendelig meget bedre.

Sangstemmer lyder meget klart, og hvor Beoplay H9 var lidt for dæmpede i øvre mellemtone og dermed forhindrede lyse kvindestemmer i at komme langt nok ud i forhold til lydbilledet, så stråler de simpelthen på H95.

Janelle Monáes “Turntables” har det fedeste groove. Denne glimrende rap fra soundtracket til Amazon-filmen All In: The Fight for Democracy har god snert i bassen, mens Janelles stemme er klokkeklar. Igen laver Sony en lydmæssig maveplasker i sammenligning.

Beoplay H95 frontpage(2)
(Foto: B&O)

Konkurrenter?

Jeg faldt pladask for lyden i Shure Aonic 50. Den er klar og afbalanceret, og de udmærker sig i et stærkt felt. H95 har endnu mere luft og en varmere mellemtone; de er simpelthen bedre. Det er dynamisk, men samtidig behageligt. Præcis som jeg kan lide det.

Lyden er også mere naturlig end med Bowers & Wilkins PX7 med deres mørke lyd, og jeg synes også, at den er bedre end med Beyerdynamic Lagoon ANC. Hvis man kan leve uden støjreduktion, er det stadig et stykke op til Beyerdynamic Amiron Wireless, som har endnu bedre opløsning end H95. Men med Amiron Wireless savner jeg i højere grad mere volumen end med Beoplay H95.

Det, jeg først og fremmest savner ved H95, er evnen til at spille med endnu højere lydtryk. Sony går lidt højere, men ikke meget. Beoplay H95 lytter jeg ofte til på maks volumen. Det er sjældent, jeg vil spille endnu højere, men med Sony har man lige et ekstra gear. Jeg mener dog bestemt, at H95 går højere end H9, uden at kunne sammenligne dem direkte.

Beoplay H95 Black cushions
Beoplay H95 har aftagelige ørepuder, der sidder fast med magneter. (Foto: B&O)

AAC og aptX Adaptive

Med iPhone bruger hovedtelefonerne AAC-codec’en, som er noget bedre end standard Bluetooth-lyd med SBC (Sub Band Codec). Men den er ikke lige så klangrig som aptX HD, som man får, hvis man parrer H95 med en Android-mobil.

Hovedtelefonerne understøtter nemlig aptX Adaptive – som egentlig ikke er en separat codec, men som ved hjælp af metadata skifter mellem aptX og aptX HD samt aptX LL, afhængigt af om hovedtelefonerne er inden for mobilens dækningsområde for højere båndbredde (HD).

aptX Adaptive har også indbygget dynamisk Low Latency, som skulle sikre mindst mulig forsinkelse mellem lyd og billede. Det fungerer åbenbart ikke for mig, for hvis jeg går ind i min Samsung Galaxy S10 Lite og vælger aptX, så er forsinkelsen mellem lyd og billede et par hundrede millisekunder – nok til at distrahere mig fra handlingen i en film.

Det er meget almindeligt for trådløse hovedtelefoner, men jeg ville ønske, at jeg kunne få den længere ned.

Beoplay H95 Black driver
Under ørepuderne sidder der 40 mm drivere. Vinklet skråt for at hjælpe på stereoperspektivet. (Foto: B&O)

God støjreduktion

Hvor meget støj blokeres så? En hel del. Man kan fint tage H95 med på et fly og lukke alt andet end musikglæden ude. De er et stykke fra at udfordre de allerbedste på støjreduktion og må se sig slået med omkring 10 dB hele vejen af Sony WH-1000XM3 og lidt mere af XM4. Beoplay H95 er på niveau med Shure Aonic 50 på støjreduktion, hvilket vil sige, at de gør, hvad de skal, men heller ikke mere.

Hvis man har haft aktive støjreducerende hovedtelefoner om ørerne før, får man ingen overraskelser med Beoplay H95. Den samme lave susen, som man kender fra andre modeller, og den samme mængde støjreduktion.

Beoplay H95 Black
Mellem ørekopperne og hængslerne på Beoplay H95 er der et hjul med riller, som justerer volumen (højre) og støjbehandling (venstre). Det er meget brugervenligt, når man har vænnet sig til det. (Foto: B&O)

Konklusion

Med Beoplay H95 har Bang & Olufsen taget den hele vejen med et par støjreducerende hovedtelefoner i high-end-klassen. De koster ca. dobbelt så meget som konkurrenterne, hvilket er lidt af et statement. Det er for dyrt for de fleste, men high-end-produkter skal jo skille sig ud. Og det gør H95.

Byggekvaliteten er upåklagelig, det samme er komforten, og det er tydeligt, at de er noget helt specielt. Dette indtryk forstærkes, når musikken spiller, for så velopløst lyd hører til sjældenhederne. Naturlig og dynamisk, og også bastoner lyder meget naturligt.

Jeg kunne fortsætte med at hælde lovord på, for H95 er noget det bedste, jeg har hørt af trådløse hovedtelefoner. Bortset fra at jeg ville ønske, at de kunne spille lidt højere.

Støjreduktionen er god, eller rettere sagt midt i feltet i forhold til de bedste konkurrenter i premiumklassen (H95 står alene i high-end-klassen). De truer ikke de bedste, men er heller ikke dårligere end de fleste af konkurrenternes topmodeller. Men H95 koster dobbelt så meget som den nærmeste konkurrent, så vi kunne godt ønske, at støjreduktionen fulgte trop dér.

For den høje pris får man nogle af de bedste støjreducerende hovedtelefoner på markedet. Ikke hvad angår selve støjreduktionen, som er god, men ikke bedst. Men når vi taler kombinationen af lydkvalitet, byggekvalitet og komfort, så går man bestemt ikke galt i byen. H95 er noget for sig, og så er det jo også fedt, at der ikke er mange andre, som har noget lignende.

Er de prisen værd? Som med det meste andet high-end er det heldigvis ikke op til os at afgøre.

Beoplay H95 frequency response
Frekvensrespons. Beoplay H95 (rød graf) er pæne og fine, næsten neutrale bortset fra en lille pukkel i bassen og helt øverst i diskanten. Mere bas end de noget tyndere Beoplay H9 G3 (grøn). Ujævnhederne fra 3,5 til 5,5 kHz skyldes sandsynligvis artefakter i måleudstyret (miniDSP E.A.R.S.).
Beoplay H95 noise suppression vs rest
Støjreduktion med sinus-swipe. Den grønne graf er højttalerne (B&W S705 S2 Signature). Sony WH-1000XM3 (brun) dæmper bedst, mens der omtrent er dødt løb mellem B&O Beoplay H95 (blå) og Shure Aonic 50 (lilla). Målt med miniDSP E.A.R.S. målemikrofon og REW-software.
Beoplay H95 vs rest pink noise suppression
Støjreduktion målt med pink noise. Den blå graf er højttalerne (B&W S705 S2 Signature). Sony WH-1000XM3 (grøn) dæmper bedst, mens det står nogenlunde lige mellem B&O Beoplay H95 (mørk rød) og Shure Aonic 50 (lys rød). Målt med miniDSP E.A.R.S. målemikrofon og REW-software.

Et fremragende alternativ

AKG N700NCM2 er en positiv overraskelse med lækkert design og karakteristisk lyd.

Det er på en måde lidt synd for AKG. Det oprindeligt østrigske firma, som siden 90’erne har været en del af Harman, var i en årrække synonymt med især professionel lyd af meget høj kvalitet, og firmaet vandt i 2010 sågar en teknisk Grammy for sit mangeårige arbejde med perfektionering af studielyd.

Men siden 2017, hvor Samsung overtog Harman og dermed også AKG, har vi ikke hørt voldsomt meget nyt fra det prisbelønnede mærke. Specielt ikke når det drejer sig om produkter til den almindelige forbruger. For et par år siden testede vi de lukkede over-ear hovedtelefoner AKG K550 MKIII, men ellers har der været total radiotavshed fra AKG med undtagelse af et par dyre produkter i den absolutte high-end-klasse. Og i mellemtiden er AKG’s hovedkontor i Wien blevet lukket ned og flyttet til Californien.

Nu er Samsung-ejede AKG så endelig på banen igen med et sæt hovedtelefoner til folk flest. Der er tale om trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion i samme prisklasse som referencemodellen Sony WH-1000XM3 og selvfølgelig Noise Cancelling Headphones 700 fra Bose, den tidligere konge af støjreduktion.

AKG’s og dermed Samsungs udfordring er selvfølgelig, at netop produkterne fra Sony og Bose, men også konkurrenter fra andre firmaer som Apple-ejede Beats og danske B&O, allerede fylder så meget i kundernes bevidsthed. Ikke mindst førnævnte Sony WH-1000XM3, der efter vores mening stadig er de bedste støjreducerende trådløse hovedtelefoner på markedet, selv om de efterhånden har et par år på bagen.

AKG vandt i 2010 en teknisk Grammy for firmaets bidrag til perfektioneringen af studielyd og pladeoptagelser. (Foto: AKG)

Noget for sig selv

Men allerede ved første øjekast er det tydeligt, at Samsung og AKG har et par gode ideer til at skille sig ud med N700NCM2, som er navnet på firmaets støjreducerende trådløse hovedtelefoner.

Designet er slankt og elegant, og de sorte hovedtelefoner er fremstillet i aluminium og hård plast, hvilket giver en virkelig lækker kvalitetsfølelse af robusthed. Bøjlen er alligevel fleksibel (dog uden at knirke, når den bevæges), og ørepuderne er relativt smalle. De dækker ørerne helt fint, men man har ikke oplevelsen af, at ørerne bliver opslugt.

Med i pakken følger et kabel, så man ikke er tvunget til at bruge hovedtelefonerne via Bluetooth, samt en flyadapter, så N700NCM2 også kan bruges til at høre musik og se film på flyenes egne inflight entertainment-systemer, hvis man er på rejse. Lækker lille detalje.

De sorte hovedtelefoner er fremstillet i aluminium og hård plast, hvilket giver en virkelig lækker kvalitetsfølelse af robusthed. (Foto: AKG)

Uden dikkedarer

Hvis man ikke bruger det medfølgende kabel (duh!), forbindes hovedtelefonerne let og ligetil med mobilen, tablet’en eller computeren via Bluetooth, og man kan så downloade AKG’s egen Headphone-app til at finjustere sin brugeroplevelse.

App’en er dejlig fri for dikkedarer. Den indeholder en EQ, så man kan justere lyden efter sine egne præferencer samt tænde og slukke for indstillingerne Ambient Aware og TalkThru, der gør det muligt for brugeren at høre, hvad der foregår omkring ham eller hende, samt tale med andre uden at tage hovedtelefonerne af.

Selve den aktive støjreduktion kan man også tænde og slukke for via app’en, mens det ikke er muligt at finindstille hverken graden af støjdæmpning, eller hvor meget lyd fra omgivelserne der får lov til at slippe igennem, når Ambient Aware eller TalkThru er aktiveret.

Hvis man er vant til Sony WH-1000XM3 og Sonys Headphones-app, der byder på et hav af indstillingsmuligheder, vil man muligvis opleve AKG’s app som begrænsende, men vi synes, det er fint og særdeles befordrende for brugervenligheden, at AKG har valgt at fokusere på få, vigtige funktioner i deres app.

Mindre påtrængende, mere reserveret

Mest af alt er fokus selvfølgelig på den gode lyd, og også her skiller AKG N700CM2 sig ud fra mængden. Lad det være sagt med det samme, at Sony WH-1000XM3 rent lydmæssigt stadig er vores foretrukne støjreducerende hovedtelefoner, men hvis man har lyst til en lidt anden oplevelse, er AKG N700NCM2 et fremragende alternativ.

Vi har lyttet til et væld af numre fra forskellige musikgenrer samt set film og talt i telefon. Alt sammen med AKG’s hovedtelefoner på ørerne. Musikudvalget har været bredt for at udfordre hovedtelefonerne så meget som muligt, så der er både blevet konsumeret heavy metal fra Korn og Rammstein, industrial og alternativ rock fra A Perfect Circle, Gary Numan og Nine Inch Nails, pop og blues fra Freya Ridings og Leonard Cohen og jazz fra soundtracket til TV-serien Babylon Berlin af Moka Efti Orchestra.

Hovedtelefonerne tændes og slukkes på højre ørekop. Her sidder også knappen, som aktiverer Ambient Aware eller TalkThru. (Foto: AKG)

Det samlede indtryk er mere end positivt. AKG’s hovedtelefoner leverer en lyd, som er lidt mere tør og reserveret, end hvad vi kender fra Sony WH-1000XM3. Lydbilledet fylder knap så meget i hovedet, men er netop af den grund meget tilgængeligt.

Bassen er dyb, men alligevel diskret og klar. Det giver plads til både mellemtone og diskant, hvilket bl.a. gør numre uden så meget instrumentalisering meget nærværende, fordi stemmen får lov til at være i centrum. Det var især tydeligt og nærmest rørende ved lytningen af Leonard Cohens “You Want It Darker” og nummeret “Crocodile Blues” med Moka Efti Orchestra, som er ét langt samspil mellem akustisk bas, trompet og en hæs mandestemme.

Støjreduktionen er effektiv, men ikke så påtrængende, at man får fornemmelsen af at gå rundt med hovedet i en osteklokke, hvilket også er befordrende for samtalekvaliteten, hvis man bruger AKG N700NCM2 som headset, når mobilen ringer.

Ingen aptX

Vi kommer dog ikke uden om at dryppe en smule malurt i bægeret. For selv om AKG’s hovedtelefoner sagtens kan konkurrere med de bedste støjreducerende konkurrenter på markedet, så understøtter de ikke aptX-codec’en, hvilket måske gør dem mindre interessante for Android-brugere (iPhone understøtter slet ikke aptX), der gerne vil streame musik i den absolut højeste opløsning fra deres smartphone.

I stedet for aptX bruger AKG’s hovedtelefoner dog Samsungs egen Samsung Scalable codec, som vi også kender fra Samsung Galaxy Buds. Det gør det dog tvivlsomt, om andre Android-telefoner end Samsungs modeller kan levere højopløst lyd til AKG N700NCM2.

En anden udfordring er, at bøjlen klemmer mod hovedet. Spørgsmålet er derfor, om det er til at holde ud at sidde med hovedtelefonerne på ørerne i længere tid ad gangen, f.eks. på en lang flyvetur til Asien eller USA. Det har vi ikke haft mulighed for at prøve i praksis. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor stort et hoved man har. Vi råder bare til, at man lige prøver dem på sit eget hoved, før man køber.

På venstre ørekop sidder knapper, som både kan skrue op og ned for lyden og springe til næste eller forrige nummer. (Foto: AKG)

Konklusion

AKG N700NCM2 tilbyder et godt alternativ til de førende støjreducerende hovedtelefoner fra Sony og Bose. Lydbilledet er mere reserveret og behersket, og støjreduktionen er mindre påtrængende, men alligevel er lydkvaliteten klart på niveau med det, de bedste konkurrenter kan tilbyde.

Nogle brugere vil savne mulighed for at finjustere i den medfølgende app, mens andre vil savne aptX. Man skal også lige passe på, om hovedtelefonerne sidder behageligt.

Men for de fleste er AKG N700NCM2 et anbefalelsesværdigt godt produkt, som vi f.eks. ikke tøver med at foretrække frem for Bose Noise Cancelling Headphones 700.

forfatter

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Denons jubilæumsafspiller kan tage sig kærligt af dine skiver i mange år frem. Men din streaming får den kolde skulder.
    Vi spurgte, læserne svarede. Med næsten 4.500 stemmer er iPhone 11 blevet kåret som vinder af kamerablindtesten.
    HW-Q950T er den nyeste topmodel fra Samsung, og den skuffer ikke. Denne soundbar er der krudt i!
    Med sin saftige kontrast og sit farvestrålende Ambilight-lys giver Philips OLED805 en virkelig heftig billedoplevelse.
    OnePlus 8T er et kompromis. Derfor skal man holde tungen lige i munden, hvis man overvejer et køb. For de fleste vil OnePlus 8T være blandt de bedste mobiltelefoner på markedet, mens forbrugere med specifikke behov bør kigge efter noget andet.
    Endelig et Wi-Fi 6 mesh-netværk, som de fleste har råd til. Er det så bare at spænde sikkerhedsselen og gøre klar til super nethastigheder?
    Dyson Lightcycle Morph er noget helt for sig selv. Den kan det meste, men samarbejder dårligt.
    Hvis du er villig til at give afkald på Dolby Atmos og DTS:X, findes der næppe en bedre soundbar til prisen end Samsung HW-Q66T.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Bang & Olufsen Beoplay H95

    Vejl.pris 6000 kr Fornemme støjdæmpere fra B&O

    JBL Club One

    Vejl.pris 2699 kr JBL blander sig i toppen

    Shure Aonic 50

    Vejl.pris 3200 kr Hele stjernehimlen åbenbarer sig

    Sony WH-1000XM4

    Vejl.pris 2800 kr Den nye konge af støjreduktion
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.