Man skulle tro, at udvalget af store TV’er marginaliserer behovet for en projektor i dag. Og ja, man får en vis biograffølelse med en 85-tommer på væggen, men det blegner stadig i sammenligning med 120 tommer. Hvis man skal fylde hele synsfeltet med et billede uden at sidde klistret helt op til det, er TV’erne stadig et stykke væk fra, hvad der er muligt med en projektor. Man må bare tåle at sidde i dæmpet til ingen belysning.
På det seneste er udvalget af 4K-projektorer blevet en god del større, hvilket gør det ekstra sjovt at se film – eller fodbold – på et lærred.
Med 4K kan vi nu nyde endnu skarpere og mere detaljerige billeder. Og selv om løsningerne til at genskabe alle disse pixels – og også kvaliteten af arbejdet – varierer, er det uundgåeligt, at flere pixels giver mere information i billedet.
Ægte eller falsk 4K?
Det er ikke bare lige sådan at lave en 4K-projektor. En billedchip med over 8 millioner pixels samt andet udstyr som lampe, køling og optik plus den ekstra computerkraft, der er nødvendig i forhold til en ældre HD-projektor, kræver vanvittig høj præcision og kvalitetskontrol.
Derfor er udvalget af projektorer, der rent faktisk har et 4K-billedpanel, begrænset, og desuden er de dyre. Den billigste på markedet kommer fra Sony, nemlig VPL-VW290ES, og prisen er over 40.000 kroner! Faktisk er begge de to projektorer med 4K-panel i denne test fra Sony.
Derfor er det stadig relevant at se på såkaldte Pixel Shift-løsninger, hvor man med smart brug af optikken multiplicerer antallet af pixels fra billedpanelet for at kunne tælle til 8,3 megapixel på lærredet.
Der er efterhånden kommet et ret stort udvalg af projektorer med denne løsning, og de er faldet pænt i pris. Blandt de billigste er Epson EH-TW7000, som også er med i denne test. Hvor godt den klarer sig i et felt med heftige hjemmebiokanoner, står tilbage at se, men vi er tidligere blevet imponeret af Epsons billige løsninger.
Trip, trap, træsko
I denne test ser vi på fire projektorer, som alle har 4K-opløsning tilfælles, men prisen på dem varierer. Fra 8.000 kroner for den billigste til 54.000 kroner for den dyreste. Vi vil simpelthen finde ud af, hvor meget man må af med for et godt 4K-billede, og hvilke kompromiser der skal indgås. Og selvfølgelig: Hvor godt kan man få det, hvis man virkelig er villig til at slippe nogle slanter?
I den billige ende finder vi Epson EH-TW7000 og den noget dyrere BenQ TH850i – som også har indbygget Android smart-TV. De har begge Pixel Skift, men Epson har tre LCD-paneler, hvor BenQ bruger 1-chip DLP med farvehjul.
De to teknikker har forskellige styrker og svagheder, hvoraf de vigtigste og mest almindelige er, at LCD har højere lysstyrke, mens DLP ofte har bedre oplevet kontrast.
I den dyre ende finder vi Sony VPL-VW290ES og VPL-VW590ES. Ægte 4K, enorm kontrast og mange andre lækkerier. Teknisk set er de meget ens; forskellen er, at 590 har dynamisk iris for endnu sortere sort og lidt højere lysstyrke. Og et par andre detaljer. Prisforskellen er derimod stor: 41.000 mod 54.000 kroner. Er den dyreste det værd?
Vi havde også håbet at få en JVC-projektor med i testen, men deres produktion er blevet alvorligt hæmmet af global halvledermangel, og det er ikke lykkedes os at få en projektor derfra.
Vores vurdering
Når man tester fire projektorer i fire forskellige prisklasser, er det ikke så underligt, at de dyreste er de bedste. I den forstand er det heller ikke nogen overraskelse, at Sony VPL-VW590ES er den bedste projektor af de fire. På alle måder. Men da den er så meget dyrere end den næstdyreste – som også er en Sony – syntes vi, at det var lige i overkanten at lade den løbe med Bedst i Test-prisen.
I stedet besluttede vi at give den det højest mulige antal stjerner for at understrege dens overlegenhed. Men den har rivaler, f.eks. fra JVC (som vi desværre ikke har fået fat i), som det ville være interessant at sammenligne direkte med.
Man får mere for pengene ved at vælge VPL-VW290ES. Også den er dyr, men trods alt meget billigere end 590ES. Og den har så mange af de samme kvaliteter, at vi trykker den lidt ekstra til brystet – når prisen indgår i regnestykket. Men da den trods alt ikke er den bedste, får den i stedet udmærkelsen Specielt Anbefalet.
Vi håbede, at vi ville blive overrasket af de billigere projektorer – og det blev vi! Især af den billigste, Epson EH-TW7000, som viste sig at give rigtig gode billeder for pengene. Her har Epson virkelig ramt plet! Sortniveauet kunne ganske vist have været bedre, men der er grænser for, man kan forlange. Ergo: Bedste Køb.
BenQ TK850i til lige knap det dobbelte af Epson er også en fin projektor. Tættere på Sony-projektorerne, hvad angår farvegengivelse, og med klart godkendt kontrast mellem lys og skygger i de faktiske scener. Den har ikke helt Epsons lysstyrke eller selv den billigste Sonys kontrast. Desuden mangler den nogle vigtige optiske indstillinger. Den er en gylden middelvej, som mange vil være tilfredse med.
Epson EH-TW7000
Strålende billeder for pengene
EH-TW7000 er blandt de billigste 4K-projektorer på markedet. Og når den ovenikøbet er så god, er den et kup, der er svært at slå.
BenQ TK850i
Lysstærk Android-projektor
BenQ’s nye smart-projektor giver imponerende 4K-billeder med flotte farver og god lysstyrke, men optikken kunne have været bedre.
Sony VPL-VW290ES
Ægte 4K-billede
Med Sonys 4K-projektor kan du let tage kampen op med den lokale biograf: Kombinationen af skarphed, kontrast og dybdefølelse giver en suveræn billedoplevelse.
Sony VPL-VW590ES
Mageløs biografoplevelse
Meget bedre end Sony VPL-VW590ES bliver det simpelthen ikke.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer